31. marts 2016

Med angsten som følgesvend

Sætningen "De skal hurtigt i gang" eller noget lignende (jeg husker den ikke ordret) fik lavinen til at rulle.

Normalt har jeg spændt en ekstra arbejdshest for og knoklet løs, og det var blandt andet det, som gjorde, at min krop for nu over to år siden brændte sammen og min hjerne kollapsede kognitivt. Blandt andet. Der var en del andre faktorer, som også spillede ind.

Det arbejdsmønster og arbejdspres husker min krop, naturligvis (i bogstaveligste forstand), så fra den ene dag til den anden havde min hjerne lukket porten ned til alle de undervisningskompetencer, jeg besidder, og jeg stod magtesløs og hamrede på den lukkede port og forsøgte at lirke den op - forgæves. Den forblev lukket, og jeg blev mere og mere desperat som tiden gik, mens jeg ad omveje forsøgte at få adgang til idéer, som jeg vidste, jeg har til rådighed, og som kan generere flere idéer. Det kom der heller ikke noget ud af.

Jeg anede heller ikke, hvad der skete med mig, og jeg forsøgte meget bevidst at benytte mig af de redskaber, jeg nu engang er blevet præsenteret for hos min psykolog.
Messede for mig selv, at mine tanker styrer mine følelser, hvorfor jeg måtte kigge på mine tanker og tage den derfra... Det hjalp ikke. Hverken første, anden, tredje eller fjerde gang, jeg forsøgte mig.
Min daglige meditation var helt ad Helvede til, og mine tanker kunne jeg ikke få i ro.
Jeg famlede i blinde for at finde en løsning, mens jeg stadig ikke var spor klar over, hvad der skete med mig.
Jeg gik med det for mig selv. Bad ikke om hjælp.

Det var først, da jeg bad om hjælp, at porten igen fra den ene dag til den anden igen kunne åbnes. Lidt på klem til at starte med, men langsomt åbnede den sig og åbenbarede mit guld.

Det tog de første tre uger af marts (det er også årsagen til, at der har været stille på bloggen), og da jeg få dage efter portens genåbning havde en samtale hos min psykolog brød jeg hulkende sammen, og det første, som fløj ud af min mund var "jeg er så bange". Hun spurgte naturligvis ind til, hvad jeg var bange for. "Jeg er så bange for at gå ned med stress igen. Jeg er bange hver evig eneste dag - ikke på et bevidst plan som i de forgangne tre uger, i hvert fald ikke hele tiden, men angsten sidder der som fast følgesvend".

I retrospekt kan jeg se, at min krop på bedste vis har forsøgt at passe på mig, så jeg ikke kunne hoppe tilbage til det gamle mønster med at spænde en arbejdshest for og så tromle derudaf. Det er lidt beroligende at vide, også selvom jeg først nu har forstået, hvor stor en angst jeg har følgeskab af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar