31. marts 2016

Med angsten som følgesvend

Sætningen "De skal hurtigt i gang" eller noget lignende (jeg husker den ikke ordret) fik lavinen til at rulle.

Normalt har jeg spændt en ekstra arbejdshest for og knoklet løs, og det var blandt andet det, som gjorde, at min krop for nu over to år siden brændte sammen og min hjerne kollapsede kognitivt. Blandt andet. Der var en del andre faktorer, som også spillede ind.

Det arbejdsmønster og arbejdspres husker min krop, naturligvis (i bogstaveligste forstand), så fra den ene dag til den anden havde min hjerne lukket porten ned til alle de undervisningskompetencer, jeg besidder, og jeg stod magtesløs og hamrede på den lukkede port og forsøgte at lirke den op - forgæves. Den forblev lukket, og jeg blev mere og mere desperat som tiden gik, mens jeg ad omveje forsøgte at få adgang til idéer, som jeg vidste, jeg har til rådighed, og som kan generere flere idéer. Det kom der heller ikke noget ud af.

Jeg anede heller ikke, hvad der skete med mig, og jeg forsøgte meget bevidst at benytte mig af de redskaber, jeg nu engang er blevet præsenteret for hos min psykolog.
Messede for mig selv, at mine tanker styrer mine følelser, hvorfor jeg måtte kigge på mine tanker og tage den derfra... Det hjalp ikke. Hverken første, anden, tredje eller fjerde gang, jeg forsøgte mig.
Min daglige meditation var helt ad Helvede til, og mine tanker kunne jeg ikke få i ro.
Jeg famlede i blinde for at finde en løsning, mens jeg stadig ikke var spor klar over, hvad der skete med mig.
Jeg gik med det for mig selv. Bad ikke om hjælp.

Det var først, da jeg bad om hjælp, at porten igen fra den ene dag til den anden igen kunne åbnes. Lidt på klem til at starte med, men langsomt åbnede den sig og åbenbarede mit guld.

Det tog de første tre uger af marts (det er også årsagen til, at der har været stille på bloggen), og da jeg få dage efter portens genåbning havde en samtale hos min psykolog brød jeg hulkende sammen, og det første, som fløj ud af min mund var "jeg er så bange". Hun spurgte naturligvis ind til, hvad jeg var bange for. "Jeg er så bange for at gå ned med stress igen. Jeg er bange hver evig eneste dag - ikke på et bevidst plan som i de forgangne tre uger, i hvert fald ikke hele tiden, men angsten sidder der som fast følgesvend".

I retrospekt kan jeg se, at min krop på bedste vis har forsøgt at passe på mig, så jeg ikke kunne hoppe tilbage til det gamle mønster med at spænde en arbejdshest for og så tromle derudaf. Det er lidt beroligende at vide, også selvom jeg først nu har forstået, hvor stor en angst jeg har følgeskab af.

16. marts 2016

Food for thought - om affirmationer

Der er gået noget tid siden seneste indlæg - dels pga lidt mere at se til i hverdagen, for jeg har sørme fået flere, skønne opgaver på arbejdet, dels fordi jeg har været lidt usikker på, hvorvidt jeg rent faktisk turde at udgive indlægget - ene og alene fordi det går lidt tættere på min sårbarhed, end jeg tør være åben omkring. MEN, men, men, jeg vil jo gerne vise, hvad min proces, for at få det så godt som jeg kan, også indeholder.

Jeg kommer ikke uden om, at jeg stadig kan være vældig ked af det og meget usikker på mig selv samt blive slået ud af, at der er grænser for min formåen, som jeg hurtigere når nu, end før jeg væltede omkuld af stress. Det er ingen hemmelighed, at jeg arbejder meget med mig selv og ovenstående for at blive bedre til at acceptere mig selv og mine nye grænser.
Et af redskaberne, jeg gør brug af, er affirmationer, eller bekræftelsessætninger, for jeg har måttet sande, at jeg på et meget, meget bevidst plan er nødt til at ændre på det, jeg fodrer mig selv med på tankebasis. Simpelthen ændre mit fokus. Jeg har nemlig lært, hvordan mine tanker styrer mine følelser - som så påvirker min fysiske tilstand (f.eks. anspændthed i kroppen og højere puls, hvis jeg føler mig tidspresset, som kommer af, at jeg tænker, at jeg skal skynde mig, fordi jeg fortæller mig selv, at jeg har alt for meget at se til men for lidt tid til at nå det alt sammen i). Giver det mening?

Jeg har således små hjælpesætninger hængende på køkkenskabenes yderside, således de er synlige, og mine øjne derfor vandrer læsende over dem flere gange dagligt. Det er unægtelig grænseoverskridende at have besøg, fordi alle og enhver kan læse dem, men de er gæster i mit hjem, og her skal jeg kunne være mig selv uden filter. Det indebærer også stressbehandling og personlig udvikling i det åbne. Og lige som jeg er bevidst om, hvad jeg spiser, betyder det også noget for mig, at jeg mentalt fodrer mig selv med nærende input - som f.eks. denne bekræftelsessætning:




Jeg kan fortælle mig selv hver eneste dag, at jeg er dum, eller jeg kan fortælle mig selv hver dag, at jeg er god nok i kraft af mig selv - ikke kun i kraft af mine målbare præstationer.
Slipper jeg for øv-dage og for at føle mig usikker, hvis jeg fortæller mig selv det sidste - altså de nærende sætninger? Nej, jeg er blot et menneske. Men, jeg hjælper faktisk mig selv på vej til hurtigere at gribe fat omkring mine nedadgående tanker omkring mig selv, fordi jeg så bevidst arbejder på at ændre mit tankemønster.
Det ændrer sig ikke natten over, skal jeg hilse og sige, men det har virket for mig, og det virker for mig, og derfor bruger jeg den form for food for thought i det daglige. :-)