14. februar 2016

At se det smukke i processen




kan godt være en udfordring af og til, især fordi jeg i dette tigerspring har følt mig slået tilbage til start i min stressbehandling, og det til trods for, at jeg for det meste glædes og forundres og begejstres i en barnlig iver over, hvilke vilde, kognitive krumspring min seje hjerne gør, og hvordan min krop og psyke bliver bedre og bedre til at forventningsafstemme og samarbejde. Det har svaret lidt til ikke at have kunne se skoven for bar træer og ej heller finde vej.





Udfordringen hos mig ligger for tiden også (og har faktisk gjort det i 2½ måned) i en kolossal træthed, der gør, at jeg dagligt matcher mine gøremål med min energi, men også en stor sårbarhed som på samme tid med en vild styrke vinder frem (som alt for gamle karsefrø, der blidt vækkes af en lang dvale og langsomt begynder at skyde i vejret).



Sårbarheden og styrken kan være svære størrelser for mig at forholde mig til, men jeg gør mit bedste, og de jo er noget af det smukke i processen. :-)

2 kommentarer:

  1. Små ting, er oftest smukkest :D

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne,
      Det behøver i hvert fald ikke være noget særligt for at føles lige netop det, det har du ret i. :-)

      Slet