7. juli 2016

Når solen går ned...

et sted, står den op et andet, siges det.

Sådan føles det ikke at skulle skilles fra sit livs kærlighed.
Det føles mørkt og som et dybt og uendeligt fald ned i intetheden, hvor solen ikke findes og derfor heller ikke kan stå op noget andet sted.
Men nu er jeg ikke faldet ned i intetheden. Jeg er dog faldet med en meget hård landing efter et lodret fald, og hvor drømme om nu og om fremtiden er knust, men jeg er faldet fra cloud 9 og ned på jorden, så jeg må tro på, at solen på et tidspunkt atter står op - bare et andet sted, og skinne ned på mig, på os - Jakob og jeg, for vi bliver i hinandens liv. Blot på andre betingelser.

En sød veninde sagde til mig, at min intense sorg og smerte skyldes, at jeg har elsket meget højt, og at jeg har været heldig at have oplevet og følt så dyb kærlighed, for det er ikke alle forundt, selvom de måske lever et meget langt liv. Det er en ringe trøst, kan man sige, men lige disse ord resonerede i mig og gjorde mig både meget ked af det (fordi de beskriver et hjerteskærende tab, som jeg helst ville have været foruden, selvfølgelig) og meget rolig - for ja, jeg har været så heldig at møde et helt igennem dejligt, særligt, meget kreativt, irriterende udfordrende og meget kærligt menneske.

I Jakobs og mit tilfælde står solen op et andet sted på et tidspunkt - det skal nok komme, men lige nu er solen gået ned.

19. juni 2016

Glimt fra de seneste ugers stilleleg

Igen har bloggen leget stilleleg i nogle uger - det skyldes blandt andet, at seneste blogindlæg gav årsag til en del refleksion over den udvikling jeg har gennemgået i det seneste år efter starten på min reelle stressbehandling i slutningen af maj 2015. Der er sket rigtig, rigtig meget.
Desuden har jeg været lidt mere offline.

Så her er lidt glimt fra det, jeg har fået tiden til at gå med væk fra skærmen. :-)




Jeg har været et smut forbi blodbanken igen - det er jo hver 4. måned. Med til besøg i blodbanken hører naturligvis de små, meget skønne marcipanbrød. :-)




Der er blevet produceret en del sengesæt i str. baby, og det er blevet sat til salg. Det nederste med fuglene blev hurtigt reserveret.

Så har Jakob og jeg været ude og plukke lige over 7kg jordbær her i Odense. Nøøøøj, de smager altså godt, og det er hyggeligt at koble af med en times plukning i godt vejr.
Jeg har haft læst en del, zappet TED talks på YouTube, fået ryddet ud i gemmerne og sat til salg på guloggratis.dk (se salgsannoncerne - hvis du vil), kolonihaven er solgt og skiftet ud med en lille nyttehave i øko-land, og så har jeg arrangeret 3 nørkleeftermiddage i de kommende måneder (inkl. denne). Det går ud på, at man tager sit kreative projekt med sig under armen og kommer hjem til mig, hvor vi så sidder nogle stykker og nørkler med hver vores lille projekt. Den første af sin slags er allerede søndag i næste uge, og jeg glæder mig. :-)

1. juni 2016

Årets fem første måneder - nøøj, der er sket meget allerede.

Status gøres for de flestes vedkommende op omkring nytår. Det fungerer bare ikke for mig, især fordi det er vigtigt for mig at glædes over alle de små ting i hverdagen, som jeg kan overkomme, og som vil blive glemt ved et årligt status.
Der er sket meget, og der sker meget, så for at jeg selv kan følge med - og så jeg på møgdage og i dårlige perioder kan gå tilbage og læse sort på hvidt, at sindets tilstand altså ikke er helt galt afmarcheret (selvom det kan føles sådan), har jeg brug for at gøre status - og deler den her med jer. Måske kan det inspirere til at være (mere) opmærksom på, hvad som rører sig i hverdagen.

Så efter de første fem måneder af 2016, ser mine fremskridt således ud.

1) I januar var jeg - helt specifikt den 7. januar - i biografen for første gang i mange år. Stressniveauet havde på det tidspunkt lagt sig så meget, at der var både lyst til det og plads til det (for de to størrelser er ikke altid i balance, men sådan er det for alle). Jeg hentede rent faktisk billetten denne gang i stedet for at afbestille, jeg gik ind i salen og så hele filmen i stedet for at smutte undervejs eller ombestemme mig inden filmens start. Jep, jeg var træt efter filmen og fældede en del tårer - men af glæde og sejr over denne milepæl.

2) Arbejdet har budt på flere opgaver i dette semester, da en ny blev føjet til, og jeg er nu tilbage i en meget intens undervisningssituation på uni. Faktisk et sted, jeg slet ikke havde tænkt, ville kunne lade sig gøre, fordi jeg skal være ret meget på, men her har jeg nu lært (OK - er ved at lære) at holde fokus på først og fremmest at have mig selv med, trække vejret helt ned i maven (det fejler af og til, men jeg er som regel god til at huske mig selv på det, når det glipper) og huske på mit åg som menneske. Det er menneskeligt at fejle, og det er altså unægtelig meget nemmere at forholde sig til end en ufejlbarlig. Det er jo - trods alt - kun undervisning. Jeg står ikke med liv i hænderne. Så roooo på og trææææk vejret, så går det nok.

3) Udover en arbejdsopgave mere samt en angst, som, da den var på sit højeste, rystede min hverdag i 1½ måned - men som ikke stoppede mig, meldte jeg mig på et kursus over en måned, som jeg fulgte på samme tid, som jeg for alvor kom i gang med den nye arbejdsopgave, mens den anden var i fuld gang. Ret skal være ret, det var en hektisk måned, og jeg skal nok ikke gentage den kombination igen lige foreløbig, men en meget vigtig erfaring for mig var og er, at min hjerne igen overraskede mig positivt. Den har blæret sig ret meget indtil videre i år... I like it, især også fordi jeg ikke presser på. :-)

4) Jeg har læst fire bøger allerede. Nix, det er ikke en konkurrence, på ingen måde. Det er blot en konstatering af, at min intention for i år ang. boglæsning faktisk er udført i praksis også.

 Med billeder som disse blev bøgerne læst lidt langsommere, fordi jeg nød billederne og stemningen i dem så meget, at jeg bladrede tilbage gentagende gange for liiiiige at se dem en gang til.

Jeg kan så se på det hele, at jeg ud fra årets intentioner er fælt meget bagud med lakridskonfekten... Siger det bare. ;-) Ikke ET ENESTE stykke er det blevet til i de første fem måneder af året. Hmmm.

5) Karkludene har ikke haft hæklet ikke sig selv, symaskinen har heller ikke syet dyne- og pudebetræk selv og perlerne er ikke af sig selv fløjet hen på pladen. Nørkleriet har været en pauseknap, hvor jeg er kommet lidt væk fra mit meget tænkende arbejde. Og ja, farvernes samspil er mere en tilfældighed end så meget andet.







6) Januars succes med biografturen gentager jeg sammen med Jakob. Det bliver vores første biograftur sammen. <3 Vi skal ind og se Alice i eventyrland - bag spejlet. Tim Burtons univers skriger information overload i farver og detaljer, men jeg glæder mig, sådan helt ned i maven.


Hvad har de fem første måneder af året budt på at godt hos jer?

29. maj 2016

Sikke en fest, sikke en sejr

I denne weekend har jeg været til ikke mindre end TO fødselsdage (en lørdag og en i dag, søndag) and I'm still standing... Ja, ja, ja - det kan lade sig gøre, også uden at jeg efterfølgende sætter mig til at græde øjnene ud i et hjørne pga. overstimulering, som det skete til min fødselsdag i efteråret.

Jovist jeg begyndte at hænge lidt med hovedet til sidst, men så var det heller ikke værre, og jeg kan rent faktisk føre en normal samtale igen efter nogle timers stilhed, OG min hjerne fungerer også kreativt til trods for information overload!
Hvad min hemmelighed er? Det er ingen hemmelighed, for min plan var at være til begge fødselsdage i et par timer eller tre og derefter tage hjem - på den måde ville jeg både kunne være med til at fejre fødselaren til begge fødselsdage og samtidig undgå at overbruge mig selv. Begge parter er glade - ren win-win.

Jeg er da godt klar over, at det er småting for mange andre, men for mig er det en sejr.

17. maj 2016

At være på gyngende grund

Hver eneste dag, jeg er på arbejde, træder jeg et skridt ud på gyngende grund - sådan føltes det i starten, og jeg har det stadig sådan. Ikke hver dag men følelsen af at være på gyngende grund uanset omfanget af forberedelse dukker op. Men mon ikke mange kan have det sådan af og til?
Jeg kan bare ikke lade være med at tage det skridt ud på gyngende grund, for det er en drøm at arbejde med mit fag igen - på uni, en drøm er gået i opfyldelse, og det er en nu en virkelighed, som overstiger min vildeste fantasi, at jeg ville kunne igen, efter min hjerne kollapsede kognitivt og jeg væltede psykisk og på andre måder fysisk af stress.

Når jeg får den følelse af usikkerhed, er jeg begyndt at tage nogle dybe vejrtrækninger for at få ro på min krop, så den ikke anspændes unødigt og sender signaler til hjernen om at undgå situationen. At undgå situationen - nemlig mit arbejde, ønsker jeg ikke, så flugt er ikke en mulighed. Derimod ønsker jeg at være OK med, at jeg ikke nødvendigvis har svar på alt, og at jeg er et menneske. Alas!! Jeg er menneske med alle de fejl og mangler det indebærer, men sørme også med alle de værdier og kompetencer det indebærer, så når det er den vej - den gyngende grund, jeg vælger, så kræver det for det første, at jeg lærer at få ro på - på en måde, som virker for mig, samt at jeg tør at være sårbar i stedet for at sætte en facade op (den holder jo ikke i længden, og det flytter mig blot væk fra mig selv og lige præcis alt det, jeg er og kan som menneske).

Jess Huddart viser og beskriver rigtig fint, hvordan hun arbejder med at være i sig selv og være sig selv, når hun gang på gang er på gyngende grund.




Kender I følelsen af usikkerhed? Hvordan overkommer I den?

1. maj 2016

Det rummelige arbejdsmarked #1

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at jeg er stor tilhænger af et arbejdsmarked med plads til forskellighed, for det kan ikke være rigtigt at top robusthed, rundsave på albuerne, speederen i bund samt kassetænkning er det eneste - stort set og lidt karikeret, det danske arbejdsmarked har brug for og ønsker sig af sine medarbejder, uden plads til sådan ca. halvdelen af arbejdsstyrken og de/vi mange, som lever med konsekvenserne af at være gået helt og aldeles ned med stress, på anden måde har været eller er alvorligt syg eller for den sags skyld er udfordret med en diagnose.
Derfor har jeg besluttet mig for at dedikere lidt plads til at hylde de virksomheder, som tør hvor andre tier - som i praksis (og ikke kun på papiret) italesætter med åbent sind og oprigtighed, som tænker ud ad boksen, som ser muligheder (for at bruge en floskel som utallige virksomheder selv bruger lystigt i deres jobannoncer) hos den enkelte i stedet for at kigge tvivlende på et hul i CVet eller en diagnose. :-)

For noget tid tilbage stødte jeg på en artikel på nettet, som gjorde mig glad. Den stak ud, fordi den viste en arbejdsplads, hvor der er tænkt og handlet ud ad boksen, og hvor en diagnose kan bruges til noget i stedet for at være en hæmsko.
Den første hyldest går til Fakta, hvor detalje, ro, rutine or orden giver plads til, at unge og voksne med en autismespektrumsforstyrrelse kommer i arbejde:
http://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/ro-og-rutine-i-supermarkedet-hjaelper-autister

Der kan læses mere om det overordnede projekt på klartilstart.dk.

Jeg bliver glad, og synes, at det er dejligt, at der stadig gøres plads til det menneskelige i dagens Danmark. Mere af den slags, tak. :-)


Er der en arbejdsplads, du gerne vil fremhæve som noget særligt i forhold til rummelighed? Hvordan er den rummelig - på hvilket område, og hvilken forskel gør det?

18. april 2016

Weekend alene og uden planer

Weekender med planer er der som sådan ikke noget slemt ved, så længe der ikke er for mange af slagsen - for jeg vil gerne have mulighed for at nyde en enkelt plan ordentligt. Guldet er dog, når der ikke er planlagt noget, og jeg derfor kan planlægge dagene helt efter temperament.

Jeg har haft sådan en af slagsen for nylig. :-D
I know. Kan det blive bedre? Overhovedet?

Jakob var over en weekend på programmeringskonference, så den var helt og aldeles tom for aftaler. Jep, jeg var ret meget oppe at køre i mit stille sind over den totalt planfrie weekend, muligvis spillede det også lidt ind, at jeg netop havde været syg og ikke heeeellt var på dupperne igen, og derfor trængte til lidt mere hvile, og tage tingene i et rooooligt tempo. Det afviser jeg ikke. Men jeg kom mig, faktisk, og på højkant igen tullede jeg rundt i min stilhedseufori og malede hylde til vindueskarm - der er jo en del tørretid, så det blev taget i små skridt, jeg vaskede tøj (eller, det klarede vaskemaskinen jo for mig), jeg drak lidt the, læste en bog færdig, fik frisk luft ved at tage i haven og luge lidt. Alt sammen i et meget overkommelig tempo.

Hvordan har I det med weekender med alenetid og uden planer?

10. april 2016

At få bundet sløjfe på løse ender

Efter en lidt sej marts måned, og hvor angsten efterfølgende har været svær at slippe af med igen, har jeg fået igen lidt mere ro på, selvom der ikke skal så meget til for at ryste mig. Det forsøger jeg at lære at acceptere og så tage hverdagen herefter.

Nå, det var slet ikke angst og efterdyndinger, det skulle handle om. I stedet skal dette dreje sig om at få bundet sløjfe på nogle af de løse ender, livet er så fuld af. Jeg har tidligere nævnt, at jeg er ganske glad for lister - især nu fordi de giver mig et overblik, jeg ikke længere kan have i hovedet, uden at tankerne går i selvsving, som så gør, at jeg har svært ved at finde ro og fokus. Det er rart at få ting ned på papir og skønt at kunne strege dem over, når de er klaret. :-)

Og i denne uge har jeg kunnet binde en fin sløjfe på en løs ende, som har hængt løs længe, og sløjfen har afsluttet et kapitel i mit liv. I denne uge er der langt og længe kommet noget så trivielt som en endelig regning på en måleaflæsning på målerne i centrumlejligheden. Aflæsningen fandt sted ved fraflytning tilbage i slutningen af august sidste år!!! Ja, der er gået lidt tid siden da.. I den tid har jeg ikke helt kunnet afslutte centrumkapitlet, for der manglede det sidste afsnit.
Nå, den afregning har betydet, at jeg på en måde har skullet være i kontakt med lejligheden igen mere aktivt end i det sidste halve år, selvom jeg ikke fysisk har været der, fordi alt er foregået pr. mail og tlf., men det har alligevel formået at give anledning til et par mareridt og dårlig søvn i en lille uges tid, indtil jeg i går fik de endelige papirer og en lille efterregning, og ved en straksoverførsel kunne lukke og slukke for det kapitel i mit liv.
Aaaaaaah. Det er en rigtig rar følelse, og jeg har også efterfølgende oplevet, hvordan mine skuldre lige så stille er vendt tilbage til deres naturlige plads.

Det er oprydning for sjælen at kunne slutte et kapitel af den kaliber, strege opgaven ud og smide listen i papirskraldespanden.

Mon jeg er den eneste, der glædes over at kunne binde sløjfe på løse ender?

31. marts 2016

Med angsten som følgesvend

Sætningen "De skal hurtigt i gang" eller noget lignende (jeg husker den ikke ordret) fik lavinen til at rulle.

Normalt har jeg spændt en ekstra arbejdshest for og knoklet løs, og det var blandt andet det, som gjorde, at min krop for nu over to år siden brændte sammen og min hjerne kollapsede kognitivt. Blandt andet. Der var en del andre faktorer, som også spillede ind.

Det arbejdsmønster og arbejdspres husker min krop, naturligvis (i bogstaveligste forstand), så fra den ene dag til den anden havde min hjerne lukket porten ned til alle de undervisningskompetencer, jeg besidder, og jeg stod magtesløs og hamrede på den lukkede port og forsøgte at lirke den op - forgæves. Den forblev lukket, og jeg blev mere og mere desperat som tiden gik, mens jeg ad omveje forsøgte at få adgang til idéer, som jeg vidste, jeg har til rådighed, og som kan generere flere idéer. Det kom der heller ikke noget ud af.

Jeg anede heller ikke, hvad der skete med mig, og jeg forsøgte meget bevidst at benytte mig af de redskaber, jeg nu engang er blevet præsenteret for hos min psykolog.
Messede for mig selv, at mine tanker styrer mine følelser, hvorfor jeg måtte kigge på mine tanker og tage den derfra... Det hjalp ikke. Hverken første, anden, tredje eller fjerde gang, jeg forsøgte mig.
Min daglige meditation var helt ad Helvede til, og mine tanker kunne jeg ikke få i ro.
Jeg famlede i blinde for at finde en løsning, mens jeg stadig ikke var spor klar over, hvad der skete med mig.
Jeg gik med det for mig selv. Bad ikke om hjælp.

Det var først, da jeg bad om hjælp, at porten igen fra den ene dag til den anden igen kunne åbnes. Lidt på klem til at starte med, men langsomt åbnede den sig og åbenbarede mit guld.

Det tog de første tre uger af marts (det er også årsagen til, at der har været stille på bloggen), og da jeg få dage efter portens genåbning havde en samtale hos min psykolog brød jeg hulkende sammen, og det første, som fløj ud af min mund var "jeg er så bange". Hun spurgte naturligvis ind til, hvad jeg var bange for. "Jeg er så bange for at gå ned med stress igen. Jeg er bange hver evig eneste dag - ikke på et bevidst plan som i de forgangne tre uger, i hvert fald ikke hele tiden, men angsten sidder der som fast følgesvend".

I retrospekt kan jeg se, at min krop på bedste vis har forsøgt at passe på mig, så jeg ikke kunne hoppe tilbage til det gamle mønster med at spænde en arbejdshest for og så tromle derudaf. Det er lidt beroligende at vide, også selvom jeg først nu har forstået, hvor stor en angst jeg har følgeskab af.

16. marts 2016

Food for thought - om affirmationer

Der er gået noget tid siden seneste indlæg - dels pga lidt mere at se til i hverdagen, for jeg har sørme fået flere, skønne opgaver på arbejdet, dels fordi jeg har været lidt usikker på, hvorvidt jeg rent faktisk turde at udgive indlægget - ene og alene fordi det går lidt tættere på min sårbarhed, end jeg tør være åben omkring. MEN, men, men, jeg vil jo gerne vise, hvad min proces, for at få det så godt som jeg kan, også indeholder.

Jeg kommer ikke uden om, at jeg stadig kan være vældig ked af det og meget usikker på mig selv samt blive slået ud af, at der er grænser for min formåen, som jeg hurtigere når nu, end før jeg væltede omkuld af stress. Det er ingen hemmelighed, at jeg arbejder meget med mig selv og ovenstående for at blive bedre til at acceptere mig selv og mine nye grænser.
Et af redskaberne, jeg gør brug af, er affirmationer, eller bekræftelsessætninger, for jeg har måttet sande, at jeg på et meget, meget bevidst plan er nødt til at ændre på det, jeg fodrer mig selv med på tankebasis. Simpelthen ændre mit fokus. Jeg har nemlig lært, hvordan mine tanker styrer mine følelser - som så påvirker min fysiske tilstand (f.eks. anspændthed i kroppen og højere puls, hvis jeg føler mig tidspresset, som kommer af, at jeg tænker, at jeg skal skynde mig, fordi jeg fortæller mig selv, at jeg har alt for meget at se til men for lidt tid til at nå det alt sammen i). Giver det mening?

Jeg har således små hjælpesætninger hængende på køkkenskabenes yderside, således de er synlige, og mine øjne derfor vandrer læsende over dem flere gange dagligt. Det er unægtelig grænseoverskridende at have besøg, fordi alle og enhver kan læse dem, men de er gæster i mit hjem, og her skal jeg kunne være mig selv uden filter. Det indebærer også stressbehandling og personlig udvikling i det åbne. Og lige som jeg er bevidst om, hvad jeg spiser, betyder det også noget for mig, at jeg mentalt fodrer mig selv med nærende input - som f.eks. denne bekræftelsessætning:




Jeg kan fortælle mig selv hver eneste dag, at jeg er dum, eller jeg kan fortælle mig selv hver dag, at jeg er god nok i kraft af mig selv - ikke kun i kraft af mine målbare præstationer.
Slipper jeg for øv-dage og for at føle mig usikker, hvis jeg fortæller mig selv det sidste - altså de nærende sætninger? Nej, jeg er blot et menneske. Men, jeg hjælper faktisk mig selv på vej til hurtigere at gribe fat omkring mine nedadgående tanker omkring mig selv, fordi jeg så bevidst arbejder på at ændre mit tankemønster.
Det ændrer sig ikke natten over, skal jeg hilse og sige, men det har virket for mig, og det virker for mig, og derfor bruger jeg den form for food for thought i det daglige. :-)

29. februar 2016

Kærlighed og kildevand i dagligdagen

Uanset om man som par bor sammen eller ikke bor sammen, om man har børn eller ej, er det vigtigt at holde gnisten i live i parholdet - livet igennem.
Jeg vil med dette indlæg gerne slå et slag for lidt kærlig opmærksomhed i hverdagen og sige, at det faktisk er både nemt og sjovt. Helt overordnet er det da virkelig dejligt at bringe et smil frem på læben og i hjertet hos sin kæreste/hustru/mand.

Interflora siger det med blomster, det kan også siges med (en blanding af):


1. Kys
Det siger jo sig selv, for kys er dejligt.
Jakob og jeg har ud over de kærlige kys en leg kørende, som starter med, at en af os ud af det blå siger "Kys mig, som du ALDRIG har kysset mig før". Det bliver til mange morsomme og meget kreative kys, og de bliver efterhånden mere og mere gakkede, fordi vi jo on the spot er nødt til at komme på noget, vi ikke før har begivet os ud i, hvorfor de også ender i grin.


2. Love notes


Dette hjerte mødte mig en tidlig hverdagsmorgen inden min løbetur.
Små kærlighedshilsener på post-its eller andre små sedler (som ovenfor lagt i hjerteformation) har været en del af Jakobs og min interne kærlighedskommunikation helt fra starten af vores forhold, og det har vi holdt ved lige. Det kan være lige fra en lille hilsen klistret på badeværelsesspejlet, en lille hilsen liggende i køleskabet eller i skoen (der naturligvis er nem at se, inden foden stikkes i), et lille hjerte tegnet på et stykke papir, et hjerte eller "Jeg elsker dig" sendt på sms i løbet af dagen eller noget fjerde.
Det er noget, vi begge er givere og modtagere af, og det er rigtig dejligt at stå op til, gå i seng på eller modtage i løbet af dagen via mail/sms.


3. Månedlige dates
De behøver på ingen måder at være fancy og dyre. Slet ikke. Af og til har Jakob og jeg lavet en kop varm kakao hjemme, som vi har hygget os med, mens vi har talt sammen, men vi kan også tage på café og forkæle os selv der med noget lækkert at drikke, eller gå i biografen (ja, det kommer på programmet for i år, nu hvor jeg har knækket koden til det igen).
Online tid er bandlyst på vores dates, for det er vores uforstyrret tid sammen.


4. Lydbeskeder
Det er ikke hver dag, at Jakob og jeg får talt sammen, men så gør vi brug af lydbeskeder som en måde at sende lidt kærlighed i hinandens retning.
Jeg indtaler en lydbesked om aftenen, inden jeg går i seng, og sender den så til Jakob, og når jeg vågner om morgenen, ligger der en lydhilsen til mig. Vi bruger helt almindelige mobiltelefoner til dette, og det er for mit vedkommende, når vi ikke sover sammen, den skønneste måde at vågne på; at tænde telefonen og lytte til Jakobs hilsen. <3


5. Leg
Det er sjældent, at Jakob og jeg går en pæn tur... Vi kan godt, og vi gør det også, men det er sjældent, at en hel gåtur bliver særlig pæn... Og hvad mener jeg med det? Ofte sker det, når vi går tur, at vi fjoller rundt, skubber til og hiver i hinanden, så vi ikke kan gå lige, kilder hinanden, rækker tunge ad hinanden og meget andet i samme dur.
Det samme gør sig faktisk gældende, når vi er indenfor. Vi danser skørt og leger generelt meget.


21. februar 2016

Silent (Sun)days

Til de stille dage, hvor tiden er til rare timer og blødhed, bøger, til afkobling, til mentale gåture, til brevskrivning, til leg - til bare at være.

Jeg bliver afhængig af de blidt aende tonestrøg.



14. februar 2016

At se det smukke i processen




kan godt være en udfordring af og til, især fordi jeg i dette tigerspring har følt mig slået tilbage til start i min stressbehandling, og det til trods for, at jeg for det meste glædes og forundres og begejstres i en barnlig iver over, hvilke vilde, kognitive krumspring min seje hjerne gør, og hvordan min krop og psyke bliver bedre og bedre til at forventningsafstemme og samarbejde. Det har svaret lidt til ikke at have kunne se skoven for bar træer og ej heller finde vej.





Udfordringen hos mig ligger for tiden også (og har faktisk gjort det i 2½ måned) i en kolossal træthed, der gør, at jeg dagligt matcher mine gøremål med min energi, men også en stor sårbarhed som på samme tid med en vild styrke vinder frem (som alt for gamle karsefrø, der blidt vækkes af en lang dvale og langsomt begynder at skyde i vejret).



Sårbarheden og styrken kan være svære størrelser for mig at forholde mig til, men jeg gør mit bedste, og de jo er noget af det smukke i processen. :-)

31. januar 2016

Velkommen 2016 - bedre sent end aldrig


Den første hele måned af 2016 synger på sidste vers, så hvad er mere naturligt end at komme ud af starthullerne og se lidt på det kommende år, og hvad det kommer til at byde på...? ;-)
Ikke alle intentioner for 2015 blev til noget - f.eks. lærte jeg ikke at tale fransk. Det blev en for stor mundfuld for mig kognitivt, og det fungerede heller ikke at sidde alene med det, men jeg har ikke opgivet at lære fransk. Blot er jeg nødt til at finde en anden måde at lære det på, hvor jeg i dagtimerne kan sidde med det men bruge det aktivt... Og tage det i bitte små bidder. Hmmm.

Nå, men det er 2016, dette indlæg drejer sig om.



Biografen: Jeg havde et ønske om at tage minimum 1 gang i biografen i år, fordi jeg følte lyst og overskud til det. Det virkede ikke længere som noget uoverkommeligt, og Miss you Already talte til mig (både på grund af filmens overskuelighed og på grund af Toni Collette, som jeg har været lidt vild med siden waaaaayyyy back when). Min hjerne var helt med på den (min glæde mundede ud i dette jubelindlæg), og jeg var inde og se filmen allerede den 7. januar.
Jeg kan altså sætte et V ud for det ønske. :-)

Blog: Jeg har sat mig for to gange om ugen at kommentere et indlæg på en anden blog. Kommentarer er så dejlige at modtage, og det er skøn feedback, så det vil jeg gøre mere ud af at give - og det bliver naturligvis af lyst.



Blomster: Sidste år ønskede jeg mig minimum 9 buketter blomster, og det nåede jeg også op på. I år vil jeg gerne op på samme antal - igen kun givet på baggrund af noget positivt, men denne gang går ønsket mere specifikt på tulipaner, pæoner eller storhovedet nelliker. Så minimum 9 buketter af den slags blomster i løbet af 2016. Billedet er af den første buket i år - fra mig til mig. :-)



Bøger: Som sidste år vil jeg gerne læse 4 bøger. Jeg nåede op på 7 sidste år, meeeen jeg har fået energi til en del mere inden for det seneste halve år, så bøger er nok ikke det eneste, jeg kommer til at kigge nærmere på. Derfor vil jeg hellere gå realistisk til værks i stedet for at kløjes i det og blive ked af ikke at kunne nå i mål.
Jeg har lånt de første fire inspirationsbøger til at flytte haven op på altanen, som I kan se på billedet.



Bryllup: I år står det - Jakobs og mit bryllup. Ja, ja, vi er gift, men ønsker os at blive gift mange gange på forskellige måder og forskellige steder både nationalt og internationalt - dog kun steder, som har betydning for os. Inspirationen til dette års bryllup startede hos en skøn bryllupsfotograf tidligere på ugen og senere får jeg inspiration fra bryllupsmessen i byen i februar. Buketten herover er min egen bryllupsbuket, da Jakob og jeg blev gift første gang.
Denne gang er jeg ude efter nogle kunstige pæoner i forskellige nuancer men inden for samme farveskala, så hvis I kender til nogle gode forhandlere, må I meget, meget gerne skrive et link i kommentarfeltet. :-)

Lakridskonfekt: Øh, hvad for noget? Lakridskonfekt. Det er min guilty pleasure. Jeg vil ganske enkelt spise mere lakridskonfekt. Alt andet slik kan jeg sagtens lade stå - selv chokolade, men lakridskonfekt er mit svage punkt. Derfor har jeg det sådan set heller ikke i huset, meeeeen det er heller ikke så tit, at jeg ser det hos andre, såååå jeg er faktisk i lakridskonfektmangel... Der skal jo så heller ikke så meget til, før jeg i år spiser mere lakridskonfekt end sidste år.
Jeg har en favorit, men jeg er ikke kræsen, så det bliver noget i retning af "her går det godt. Send mere lakridskonfekt". ;-)

Skruemaskine: I bryllupsgave sidste år fik jeg af Jakob lovning på at lære at bruge en skruemaskine. Jeg er ikke så god til det med værktøj. Jo, bevares, jeg kan bruge en hammer og en skruetrækker, men der er tempoet jo overkommeligt, men ikke alt har jeg kræfter til at skrue i med håndkræft, så det bliver dejligt at være lidt mere selvhjulpen på det punkt. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at lære det.



Syslerier: Bøger er ikke det eneste, jeg slapper af med at bruge tid på, så derfor vil jeg også gøre plads til at hækle, strikke og sy i det omfang, jeg har lyst. For tiden er jeg ved at sy og hækle til en Alma, som kommer ud til sin mor og storebror i marts.

Yoga: Det har jeg nu gået til siden maj sidste år, og jeg er blevet rigtig glad for det, ikke mindst takket været to helt fantastiske instruktører, så det fortsætter jeg med. Det kan virkelig noget. Der skal ikke være et mål med det andet end velvære og afslapning for sindet og kroppen, men der sniger sig forskellige stillinger ind, som jeg bliver ekstra glad for og nysgerrig efter at se nærmere på. Sådan er det med spagat. Jeg kan ikke gå i spagat - endnu, men jeg vil rigtig gerne lære det.

Ovenstående er meget konkrete intentioner, for det er sådan hos mig, at jeg ikke venter til nytår med at gøre op med mig selv, om min hverdag fungerer for mig eller ikke. Det er årsagen til, at det mere eksistentielle ikke er nævnt her.

Har I taget hul på det, I ønsker i år af de konkrete af slagsen? Og har I noget, I gerne vil realisere i løbet af i år - og hvad, hvis jeg må spørge (nogle specifikke bøger på læselisten eller en gåtur i skoven mere om ugen eller måneden eller noget tredie, fjerde, femte,....) ?



Og så til sidst et TAK herfra for at have fulgt med sidste år og for at læse med nu. Tak for kommentarer og tilkendegivelser om, at I synes om mine forskellige indlæg.

28. januar 2016

Minder og affektionsværdi - ugens link

Hvad har værdi for dig, når der er tale om affektionsværdi, og hvad bringer (bittersøde) minder frem?

Jeg har to billeder af min morfar, som døde tilbage i 1997 kun 1½ måned efter, at jeg var startet på universitetet. Billederne er fra samme begivenhed, og det ene lidt mere sløret end det andet, men det gør ikke så meget, for der er noget ganske særligt ved at se på de to billeder af ham og mindes den kontakt, han og jeg havde. På den måde ser jeg ham også lidt igen. Jeg bliver lidt stille ved at se på billederne, fordi jeg suser tilbage til de stunder, vi havde sammen, og det jeg husker ved ham.

Han var pølsemand i Helsingør - ejede havnens pølsevogn, og jeg husker, at det var noget ganske specielt at komme på besøg i pølsevognen. Vi - min søster og jeg - fik lov til at komme ind ad bagdøren, og vi kunne så frit vælge, hvad vi ville have at spise (det samme hver gang, faktisk, vi var ikke så opfindsomme, men en pølse med brød og ketchup var favorit og så en is til dessert). Jeg følte mig særlig, kan jeg huske. Den dag i dag er der bare noget je ne sais quoi ved at spise Steff Houlberg pølser, udelukkende fordi det var pølser derfra, min morfar solgte. De minder mig om besøgene hos ham i pølsevognen og nogle af de andre gode stunder med ham fra min barndom.

Ida fra bloggen midtimellem.dk mindes sin far i et indlæg, hvor hun ser tilbage på året der gik og nyder at have sin far med i særlige, stille stunder med en kaffekop, som han brugte hele tiden. Der er et meget fint fokus på både eftertænksomhed og opmærksomhed på det nære hos Ida samt noget udefinerbart rart - ikke kun i lige præcis dette indlæg, men helt generelt.

Hun er et besøg værd, synes jeg.

Hvad har du af ting, som har særlig affektionsværdi for dig, og som straks bringer minder frem?

25. januar 2016

Om en hjerne i blærerøvshumør.

Der stod jeg med åben mund og polypper og med øjne så store som Rundetårn ude foran biblioteket, da min seje hjerne uden problemer hev 1675 og 2154 frem fra hukommelsen... Kun kort havde jeg haft set på reservationsnumrene, da jeg skrev dem ned på en lap papir, som straks blev lagt i pungen, inden jeg tog afsted til biblioteket for at hente de reserverede bøger.
Jeg regnede naturligvis med, da jeg nåede frem, at lappen med numrene ville blive nødvendig, især også fordi jeg kun havde haft set tallene så kort, og fordi jeg intet havde at huske dem på, men øh, min hjerne var i blærerøvshumør. :-) Hurraaaa.

For et år siden - for sammenligningens skyld - var det at huske, at der skulle købes mælk, når jeg var nede at handle, en meget stor udfordring, til trods for at mælk ALTID står i køleskabet. Også selvom det muligvis var det eneste, jeg skulle have, og det var skrevet på en seddel (som jo så måtte hives frem).

Min hjerne er sej, og sidste uges tal-stunt er røget ind på glædeslisten. :-D

19. januar 2016

Om kommunikation - ugens link

Et nyt tiltag på bloggen i år er, at jeg en gang om ugen linker til et indlæg fra enten en anden blog eller en artikel, som jeg synes ekstra godt om, og som jeg gerne vil dele. Indholdet vil variere men være noget, som passer ind med det, jeg allerede skriver om, og som giver mening for mig.
Jeg har gjort det før nogle gange, men har ikke systematiseret det, og det har ikke skyldtes manglende indlæg og artikler at linke til, slet ikke, for der er rigelig inspiration, så dette ændrer jeg nu via ugens link.


Det allerførste link drejer sig om, hvor vores fokus ligger i den daglige kommunikation, og hvor vi aktivt lægger det. Inddragende kommunikation og italesættelse er jeg stor fortaler for, det kan ikke komme som nogen overraskelse længere. Denne uges link vil belyse, i praksis, hvordan vi på et helt basalt niveau frigiver energi via en inddragende kommunikation, fremfor en ekskluderende, som negativ OMtale af andre er.
Det er hos Emily, jeg er blevet præsenteret for dette aktive fokus, og jeg vil gerne dele det herinde. Indlægget hos Emily er hos hende denne uges udfordring. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes rigtig godt om den.
Hun følger op på udfordringen i slutningen af ugen, og der kan man give sit besyv med.

Emily har mange finurlige indlæg (især er indlæg fra Penny (hendes hun) ganske underholdende - og ja, det er hunden, som skriver... ;-)), og hun har i det hele taget en rar tone og indlæg om alt muligt forskelligt. Desuden har bloggen en æstetik, som jeg synes godt om, og som gør, at jeg stort set dagligt kigger ind forbi. Generelt link til bloggen findes her.

Opfordringen herfra er, at hvis der er noget negativt, så tag det med vedkommende selv - altså tal med hinanden i stedet for om hinanden. Og prøv at tage Emilys udfordring op. :-)

10. januar 2016

En kognitiv milepæl


En milepæl for mig at kunne samle overskud samt holde fokus og koncentrationen. Det var første biograftur i næsten fire (4) år, og med denne har jeg opfyldt et af mine ønsker for dette år, men mere om disse en anden dag. Først vil jeg dvæle lidt ved ovenstående sejr.

Et gyldent øjeblik.

At jeg så i spænding glemte mine briller på køkkenbordet er en anden sag... :-D