19. december 2015

Jeg er også et menneske - om misforstået hensyn

Du bliver ikke syg af stress af at tale med mig eller se mig i øjnene. Jeg smitter ikke - det gør jeg vitterligt ikke.
Jeg forstår, at det, i kraft af at jeg er blevet gjort til en personificering af mange menneskers frygt; dvs. at gå helt ned med stress, at blive sygemeldt, stå uden job og klappe kognitivt sammen, kan være svært følelsesmæssigt at kapere at stå ansigt til ansigt med mig, MEN når det er sagt, så er jeg stadig et menneske af kød og blod - præcis som dig, så vis mig den respekt at behandle mig som sådan. Jeg smitter ikke.


Spørg mig om mig. Spørg ikke andre. Jeg kan godt svare for mig selv, og du slipper for at drage forhastede og forkerte konklusioner om mit velbefindende på baggrund af idéer om, hvordan jeg har det.

Tal MED MIG om mit stressforløb - ingen andre end jeg kan give et bedre svar.
Tal ikke OM mig eller uden om mig, og visk under ingen omstændigheder om mig bag min ryg (eller i et andet rum end det jeg befinder mig i - jeg er ikke blevet døv i processen). Det er misforstået hensyn, og det gør ondt. Det gør rigtig ondt. Det giver en følelse af ensomhed at blive talt og visket OM. Det er ekskluderende fremfor inddragende.

Når du henvender dig, så må du dog også være klar på

1 - at modtage en høflig afvisning (f.eks. "jeg har ikke lyst/overskud til at tale om det/forklare det (underforstået "i hvert fald ikke lige nu, men tak for at spørge og vise omsorg, det betyder langt mere, end du tror").


2 - henvende dig igen på et senere tidspunkt trods ovenstående afvisning. Den syge har ikke altid selv overskud til at række ud, trods et enormt behov for omsorg, så hold kontakten. Hold kontakten.


3 - at acceptere, at der kan gå noget tid, før der kommer svar tilbage, for det kan som stressramt være angstfremkaldende og/eller stressfremkaldende i sig selv at læse en sms, besvare den, for ikke at sige åbne en mail eller besvare et telefonopkald (jeg turde hverken det ene, andet eller tredie selv, da min stress var på sit højeste).


4 - at modtage et svar, der kan være hårdt at rumme.

Hvis du ikke helt har modet til at tale med mig - endnu, så giv mig et kram. Sådan kan du også vise omsorg. :-) Jeg smitter ikke.
Susanne Bier svarede følgende på et spørgsmål om berøringsangst i et interview i forbindelse med sin seneste film:
"
Jeg tror blandt andet, at det er, fordi vi er bange for svaret. Hvis vi får et svar, der er uhyggeligt, så ved vi ikke, hvordan vi skal forholde os til det, og så er det nemmere ikke at spørge. Vi er ikke rigtig opdraget til det. Men jeg tror også, at det rammer en angst i os selv, fordi vi tror, at smerte kan smitte" (Læs hele artiklen online på Kristeligt Dagblad - direkte link). 

I modsætning til Susanne Bier, synes jeg ikke, at der er tale om at vise respekt at holde sig væk og give plads. I mine øjne vises der mere hensyn mennesket (som stadig er der trods sygdommen) ved at turde spørge ind og turde rumme det, som gør ondt, i stedet for at holde afstand. Afstand gør ensom. Selv hos en som mig, der ikke behøver et ton af mennesker omkring mig.


Emnet for interviewet er cancer, men artiklen er meget rammende for al slags sygdom, fysisk som psykisk, og for den berøringsangst vi i vores samfund er opdraget til, generelt set. Desværre kan det være ødelæggende for vores relationer at holde sig væk, for vi bliver bange for hinanden, lister rundt om den varme grød og negligerer omfanget af sygdommen, eller direkte modsat blæser det op til noget, det slet ikke er. Jeg har for mit vedkommende mistet  nogle tætte bekendtskaber under mit stressforløb på baggrund af ovenstående.

Opfordringen herfra må derfor være, at hvis en af dine gode venner eller en af dine nærmeste bliver syge, husk da på, at vedkommende først og fremmest er menneske.

2 kommentarer:

  1. Jeg har heller ikke mistet hørelsen i forbindelse med min depression - og jeg smitter heller ikke. Det er der desværre en del, der fejlagtigt tror. Det er synd og skam for dem, men også for os, der er ramt af stress, depression eller andre ikke-smitsomme sygdomme.

    Lad os håbe at 2016 bliver året, hvor vi alle bliver bedre til at ydre os om vores tanker og følelser uden at være bange for det svar eller den reaktion der følger!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak for din kommentar. :-) Og tak for at dele, at du har oplevet det samme. Det er jeg ked af, og jeg ønsker for dig, at din omgangskreds formår at tage kontakt.

      Ja, lad os håbe, at budskabet når ud til alle og går ind, så vi alle er med til at bryde de tavse tabuer, støtte hinanden og være nærværende i gode såvel som mere hårde perioder.

      Med ønsket om et dejligt nytår og et berigende 2016 til dig og dine.

      Slet