4. december 2015

Allermest holder jeg af hverdagen...

Som særligt sensitiv kunne man let foranlediges til at tro, at jeg er henrykt over, at Jakob og jeg i flytningen fra centrumlejligheden ikke flyttede ind i øko-lejligheden sammen.
Spørgsmålene har været mange - rigtig, rigtig mange fra alle vinkler, trods klare udmeldinger om årsagen; var der problemer i forholdet, skulle det nu være nødvendigt, er I sikre på, at alt er OK? Vi var så super heldige at få solgt centrumlejligheden i en ruf med hurtig overtagelse, men knap så heldige med at finde en ny bolig med overtagelse med kort varsel, som matchede vores ønsker om plads til os begge, mit store behov for meget mere rolige og nærende omgivelser og ikke mindst vores pengepung. Løsningen blev en midlertidig ordning med at bo hver for sig, indtil vi fandt lige præcis det, vi gerne vil have.

Indflytningen gjorde ondt, den gjorde rigtig ondt, selvom jeg forsøgte at være fortrøstningsfuld, men henrykt over at have al den ro i hverdagen, jeg selv kunne mønstre - dvs. at bo alene? NEJ.
For mange, mange år siden var jeg ellers overbevist om, at det ville være den perfekte bo-løsning for mig, men det var det hverken før flytningen, og er det sådan set heller ikke nu.
Jovist er vores samvær, når vi ses, meget mere intenst og tæt end da vi boede sammen, og det mange forbinder med en kedelig hverdag med triste hverdagssokker, findes der ikke meget af (selvom jeg nu synes rigtig godt om hverdagen, fordi den rummer så meget nærhed), men dagligdagen og den dertilhørende intimitet skal der vilje og arbejde til fra begge sider for at opretholde på anden vis.

Det har derfor været meget svært for mig fluks at sætte alt på plads i øko-lejligheden, for det har føltes som en stadfæstelse af vores boligløsning. Det har gjort ondt. Det har gjort rigtig ondt.

Det har taget os nogle forsøg at finde en måde, hvorpå det har kunnet gå op i en højere enhed i en hverdag fyldt med aktiviteter, at få indkørt hverdagsnærværet i forholdet igen og finde en løsning, som kommer os begge til gode. Vi har haft mange svære samtaler, for det har ikke været nemt for hverken den ene eller anden part, men de har været nødvendige, og vi er nu kommet styrket videre - sammen - og styrket i vores kommunikation.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar