30. december 2015

Det vildeste år længe

2015 skulle vise sig at være året, hvor

  • jeg tog nogle pauser fra dagpengesystemet, fordi jeg havde brug for ro til at få det bedre - og det har givet pote helbredsmæssigt
  • jeg fik en psykologhenvisning fra min læge og fandt en ekspert i stress
  • jeg på grund af psykologen, og de redskaber jeg fik fra hende, begyndte at få det bedre fysisk (mit parasympatiske nervesystem lærte stille og roligt at slappe af, så jeg ikke konstant var i alarmberedskab)
  • jeg har fået det så meget bedre, at jeg nu har kunnet tage hul på alle de ubearbejdede følelser i forbindelse med stresssygemeldingen (for dem er der også en del af...)
  • jeg begyndte at arbejde igen - i min vildeste fantasi havde jeg ikke ved årsskiftet troet, at min hjerne ville kunne - og jeg havde da slet ikke troet, at jeg ville finde SÅ fedt et arbejde, der passer som fod i hose til mig og min kærlighed for sprognørderi (hold nu kaje, det er sjovt at være tilbage i sprogverdenen igen og på uni - I'm home)
  • jeg fandt ud af, at et arbejde i de for mig rigtige rammer ikke stresser min hjerne til nedsmeltning (det er en kæmpe lettelse, som jeg slet ikke kan beskrive uden at få tårer i øjnene)
  • jeg her sidst på året har forstået vinket med vognstangen i sådan en grad, at jeg har fået et perspektiv på mit liv, som giver mig ro (langt det meste af tiden)
  • centrumlejligheden blev solgt med lynets hast
  • centrumlejligheden blev skiftet ud med grønne omgivelser i øko-land
  • jeg begyndte på yoga, som har vist sig at gøre rigtig meget godt for mig (det både beroliger og åbner for sluserne, og så er der den større fysiske smidighed, som kommer snigende i yogatempo)
  • mit og Jakobs forhold har holdt ud trods den store belastning grundet min sygdom, og hvor vi er kommet meget, meget stærkere ud på den anden side <3

Det var også året, hvor

  • jeg læste 7 bøger (jeg havde håbet på 4 - læs mine ønsker for 2015 her)
  • 11 blomsterbuketter fandt vej til vaserne i løbet af året (jeg havde satset på 9) - langt de fleste var dog roser og ikke tulipaner, men hvem går op i det... ;-))
  • jeg havde den første konkurrence på bloggen, affødt af min glæde for massage
  • Jakob og jeg var på en månedlig cafédate (vi har fået nogle favoritcaféer her i Odense)
  • jeg fyldte 40 år

samt året, hvor

  • vi skulle have været gift igen - men det valgte vi at udskyde, så det bliver i 2016 i stedet
  • jeg havde intention om at lære at bruge GROW-modellen. Dette blev heller ikke til noget, men kommer tid og overskud kommer det nok.

Sidst men ikke mindst blev 2015 også året, hvor jeg skrev meget mere uddybende om det at være sygemeldt med stress og gå i sort på grund af stress. Jeg håber inderligt på at være nået ud til bare en lille procentdel af alle Jer, som læser med, så I stopper op, førend det går galt. I.N.T.E.T. job er vigtigere end dit helbred.
INTET.

Tusinde tak for at have læst med året igennem og for kommentarer. Det betyder meget for mig.

Og med disse ord vil jeg ønske et rigtig dejligt nytår. Vi skrives og tales ved i 2016. Pas på hinanden.

19. december 2015

Jeg er også et menneske - om misforstået hensyn

Du bliver ikke syg af stress af at tale med mig eller se mig i øjnene. Jeg smitter ikke - det gør jeg vitterligt ikke.
Jeg forstår, at det, i kraft af at jeg er blevet gjort til en personificering af mange menneskers frygt; dvs. at gå helt ned med stress, at blive sygemeldt, stå uden job og klappe kognitivt sammen, kan være svært følelsesmæssigt at kapere at stå ansigt til ansigt med mig, MEN når det er sagt, så er jeg stadig et menneske af kød og blod - præcis som dig, så vis mig den respekt at behandle mig som sådan. Jeg smitter ikke.


Spørg mig om mig. Spørg ikke andre. Jeg kan godt svare for mig selv, og du slipper for at drage forhastede og forkerte konklusioner om mit velbefindende på baggrund af idéer om, hvordan jeg har det.

Tal MED MIG om mit stressforløb - ingen andre end jeg kan give et bedre svar.
Tal ikke OM mig eller uden om mig, og visk under ingen omstændigheder om mig bag min ryg (eller i et andet rum end det jeg befinder mig i - jeg er ikke blevet døv i processen). Det er misforstået hensyn, og det gør ondt. Det gør rigtig ondt. Det giver en følelse af ensomhed at blive talt og visket OM. Det er ekskluderende fremfor inddragende.

Når du henvender dig, så må du dog også være klar på

1 - at modtage en høflig afvisning (f.eks. "jeg har ikke lyst/overskud til at tale om det/forklare det (underforstået "i hvert fald ikke lige nu, men tak for at spørge og vise omsorg, det betyder langt mere, end du tror").


2 - henvende dig igen på et senere tidspunkt trods ovenstående afvisning. Den syge har ikke altid selv overskud til at række ud, trods et enormt behov for omsorg, så hold kontakten. Hold kontakten.


3 - at acceptere, at der kan gå noget tid, før der kommer svar tilbage, for det kan som stressramt være angstfremkaldende og/eller stressfremkaldende i sig selv at læse en sms, besvare den, for ikke at sige åbne en mail eller besvare et telefonopkald (jeg turde hverken det ene, andet eller tredie selv, da min stress var på sit højeste).


4 - at modtage et svar, der kan være hårdt at rumme.

Hvis du ikke helt har modet til at tale med mig - endnu, så giv mig et kram. Sådan kan du også vise omsorg. :-) Jeg smitter ikke.
Susanne Bier svarede følgende på et spørgsmål om berøringsangst i et interview i forbindelse med sin seneste film:
"
Jeg tror blandt andet, at det er, fordi vi er bange for svaret. Hvis vi får et svar, der er uhyggeligt, så ved vi ikke, hvordan vi skal forholde os til det, og så er det nemmere ikke at spørge. Vi er ikke rigtig opdraget til det. Men jeg tror også, at det rammer en angst i os selv, fordi vi tror, at smerte kan smitte" (Læs hele artiklen online på Kristeligt Dagblad - direkte link). 

I modsætning til Susanne Bier, synes jeg ikke, at der er tale om at vise respekt at holde sig væk og give plads. I mine øjne vises der mere hensyn mennesket (som stadig er der trods sygdommen) ved at turde spørge ind og turde rumme det, som gør ondt, i stedet for at holde afstand. Afstand gør ensom. Selv hos en som mig, der ikke behøver et ton af mennesker omkring mig.


Emnet for interviewet er cancer, men artiklen er meget rammende for al slags sygdom, fysisk som psykisk, og for den berøringsangst vi i vores samfund er opdraget til, generelt set. Desværre kan det være ødelæggende for vores relationer at holde sig væk, for vi bliver bange for hinanden, lister rundt om den varme grød og negligerer omfanget af sygdommen, eller direkte modsat blæser det op til noget, det slet ikke er. Jeg har for mit vedkommende mistet  nogle tætte bekendtskaber under mit stressforløb på baggrund af ovenstående.

Opfordringen herfra må derfor være, at hvis en af dine gode venner eller en af dine nærmeste bliver syge, husk da på, at vedkommende først og fremmest er menneske.

11. december 2015

Tankevækkende

Kender du det, at du møder et menneske, som taler så dybt til dig på et uhåndgribelig plan, uden at vedkommende behøver at gøre andet end at være?

Det gør jeg, og lige hende her betagede mig fra vores første møde med sin energi, sin sjæl og sit lys. Hendes sind består af kampgejst langt ud over det sædvanlige, ynde og rummelighed. Kort sagt er hun en ualmindelig smuk sjæl, som forstår at holde fokus på det vigtige i livet. Hun har, uden hendes viden, været en af mine inspirationskilder under min stresssygdom.

Du kan møde hende her, hvor hun gør sig lidt tanker om - tanker. Det er så sandt, som det er skrevet; tanker er vi menneskers indre dirigent for, hvordan vi forholder os til det, som sker omkring os. Dirigenten styres dog af en chef - vores bevidsthed, og den er vi selv kvinde/herre over i det daglige.

4. december 2015

Allermest holder jeg af hverdagen...

Som særligt sensitiv kunne man let foranlediges til at tro, at jeg er henrykt over, at Jakob og jeg i flytningen fra centrumlejligheden ikke flyttede ind i øko-lejligheden sammen.
Spørgsmålene har været mange - rigtig, rigtig mange fra alle vinkler, trods klare udmeldinger om årsagen; var der problemer i forholdet, skulle det nu være nødvendigt, er I sikre på, at alt er OK? Vi var så super heldige at få solgt centrumlejligheden i en ruf med hurtig overtagelse, men knap så heldige med at finde en ny bolig med overtagelse med kort varsel, som matchede vores ønsker om plads til os begge, mit store behov for meget mere rolige og nærende omgivelser og ikke mindst vores pengepung. Løsningen blev en midlertidig ordning med at bo hver for sig, indtil vi fandt lige præcis det, vi gerne vil have.

Indflytningen gjorde ondt, den gjorde rigtig ondt, selvom jeg forsøgte at være fortrøstningsfuld, men henrykt over at have al den ro i hverdagen, jeg selv kunne mønstre - dvs. at bo alene? NEJ.
For mange, mange år siden var jeg ellers overbevist om, at det ville være den perfekte bo-løsning for mig, men det var det hverken før flytningen, og er det sådan set heller ikke nu.
Jovist er vores samvær, når vi ses, meget mere intenst og tæt end da vi boede sammen, og det mange forbinder med en kedelig hverdag med triste hverdagssokker, findes der ikke meget af (selvom jeg nu synes rigtig godt om hverdagen, fordi den rummer så meget nærhed), men dagligdagen og den dertilhørende intimitet skal der vilje og arbejde til fra begge sider for at opretholde på anden vis.

Det har derfor været meget svært for mig fluks at sætte alt på plads i øko-lejligheden, for det har føltes som en stadfæstelse af vores boligløsning. Det har gjort ondt. Det har gjort rigtig ondt.

Det har taget os nogle forsøg at finde en måde, hvorpå det har kunnet gå op i en højere enhed i en hverdag fyldt med aktiviteter, at få indkørt hverdagsnærværet i forholdet igen og finde en løsning, som kommer os begge til gode. Vi har haft mange svære samtaler, for det har ikke været nemt for hverken den ene eller anden part, men de har været nødvendige, og vi er nu kommet styrket videre - sammen - og styrket i vores kommunikation.