14. oktober 2015

Efterår på den gode måde

September skøjtede forbi med flytning (til grønne omgivelser i en boligforening med nyttehaver, udvidet affaldssortering, genbrugsstation, kompostkasser, hønsehold og regnvand i cisternen), fødselsdag, første dag på nyt arbejde og første gang med hovedstand midt ude i træningssalen uden støtte af væg (her må gerne klappes, og JA, jeg er pissehamrende stolt :-D). Store omvæltninger med andre rod hvad angår base og arbejdsliv, som har gjort, at efterårsaktiviteterne har ligget og samlet støv.
Noget er dog begyndt at røre på sig, for flere bøger har sneget sig ind,


der er et påbegyndt hækleprojekt liggende i stolen, og som jeg hygger mig med at gå til og fra - for det er uden deadline,


Folkeuniversitetet byder på både positiv psykolog og social intelligens, haven kalder på særdeles kærlige hænder (her skal æblerne plukkes, der skal luges og blomsterløg sættes (jeg er virkelig glad for tulipaner, kan jeg vist godt sige, og de var sat godt ned i pris også)),


og lejligheden skal gå fra at være beboelig/overlevelsesvenlig til et imødekommende hjem. Blandt andet er planerne at få bygget en seng op på kommoder (se tegningen som er sengerammen set fra oven),


og jeg drømmer om en trallebænk til altanen...
Alt dette lyder jo helt vanvittigt og alt for travlt - UFFFF, meeen jeg tager det i små bidder af gangen (kunsten at spise en elefant, ikke sandt?) samt sørger for pauser og dage uden andet på programmet end blot at være. Det er jo en kunst i sig selv.
Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, så jeg er stadig under udlæring, meeeen jeg er blevet meget, meget bedre til at bede om hjælp (sengen bygges op af en tømrer for eksempel). Stædighed fra min side belønner sig nemlig ikke altid godt, og netop derfor er jeg begyndt at lære at åbne munden oftere. ;-)

Efteråret er også lig med ny sæson af Bonderøven (sæson 15 i år). Er der et TV-program, som kan få mig ned i gear på den gode måde, så er det Bonderøven. Jeg er stor fan og har været det fra første udsendelse i første sæson.

Sådan kommer mit efterår og starten af vinteren til at se ud. Tilføj så en masse kopper the og et par biografture.

Hvad byder efteråret på hos dig og din familie? Del endelig - for vi kan måske være heldige at inspirere hinanden til skønne efterårsaktiviteter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar