28. oktober 2015

7 genveje til mere ro i hverdagen

Efterhånden har jeg fundet forskellige måder at få mere ro i hverdagen, for at vise omsorg for mig selv og passe på overstimulering og undgå at puste til stressilden. De fungerer for mig, og måske kan et eller flere af dem være med til at bringe mere ro i hverdagen hos dig også - året rundt.

  1. Sæt tempoet ned.
    Grundlæggende drejer det sig i al sin enkelthed om fysisk at bevæge sig langsommere - altså gå langsommere - i hverdagen (når det IKKE drejer sig om liv og død, naturligvis).

  2. Træk vejret.
    Ja, det gør vi alle jo allerede. Trækker du vejret heeeelt ned i maven? Hvis ikke, så begynd på det, og tag også nogle dybe vejrtrækninger flere gange om dagen.

  3. Paus ud.
    Ja, tag en pause. Gå i enerum (selv toilettet på arbejdet kan bruges, hvis der ikke er et ledigt mødelokale et sted) og luk øjnene bare 4-5 minutter og fornem stilheden og roen ved at gå lidt for dig selv.

  4. skift hånd.
    Når du børster tænder om aftenen inden sengetid, så hold tandbørsten i den anden hånd end den, du normalt bruger (jeg skal altså skifte fra højre til venstre) og børst så tænderne. Fordi bevægelserne ikke er indlejret i kroppens hukommelse, sænkes tempoet automatisk for at børste tænderne ordentligt.
    Det giver også et lille grin, som du kan slutte dagen af med. Det er da ikke så ringe.

  5. Vær til stede her og nu.
    Det siger måske sig selv. Ikke desto mindre er mange (inkl. mig selv) tilbøjelige til midt i yoga/pump/spinningtimen/gåturen/osv. at være i gang med at lave indkøbsliste til morgendagens middagsmad. Skrot listen, mærk din krop, musikken, se og duft og lyt til naturen på din rute.

  6. Forventningsafstem.
    Dette er især vigtigt, hvis du, som jeg, har tendens til at ville for meget uden skelen til dagsformen. Afstem dine forventninger for dagens program med din dagsform. Tillad dig selv din menneskelighed.
    Den arbejder jeg selv rigtig meget på, og jeg fejler op ad åen gang på gang, men det skal ikke stoppe mig fra at prøve igen og igen, for jeg bliver faktisk bedre.

  7. Træk stikket.
    En time inden sengetid slukker du for TV, PC, tablet, osv. og sørger for at gå offline på telefonen, så du og ikke mindst din hjerne kan geare ned og finde ro og byde søvnen velkommen.


23. oktober 2015

Tour de chambre à coucher - I

video

Et lille visit ind i de private gemakker i øko-lejligheden, hvor også pladsen udnyttes bedst muligt, og hvor der i dag bliver bygget seng op i soveværelset. Jeg har ryddet rummet for alt med undtagelse af det relevante som senge (boksmadrasser på ben) og kommoder.
Stuen agerer opmagasinering...

Piiiist: Der skal skrues godt op for lyden for at kunne høre, hvad jeg siger. :-)

14. oktober 2015

Efterår på den gode måde

September skøjtede forbi med flytning (til grønne omgivelser i en boligforening med nyttehaver, udvidet affaldssortering, genbrugsstation, kompostkasser, hønsehold og regnvand i cisternen), fødselsdag, første dag på nyt arbejde og første gang med hovedstand midt ude i træningssalen uden støtte af væg (her må gerne klappes, og JA, jeg er pissehamrende stolt :-D). Store omvæltninger med andre rod hvad angår base og arbejdsliv, som har gjort, at efterårsaktiviteterne har ligget og samlet støv.
Noget er dog begyndt at røre på sig, for flere bøger har sneget sig ind,


der er et påbegyndt hækleprojekt liggende i stolen, og som jeg hygger mig med at gå til og fra - for det er uden deadline,


Folkeuniversitetet byder på både positiv psykolog og social intelligens, haven kalder på særdeles kærlige hænder (her skal æblerne plukkes, der skal luges og blomsterløg sættes (jeg er virkelig glad for tulipaner, kan jeg vist godt sige, og de var sat godt ned i pris også)),


og lejligheden skal gå fra at være beboelig/overlevelsesvenlig til et imødekommende hjem. Blandt andet er planerne at få bygget en seng op på kommoder (se tegningen som er sengerammen set fra oven),


og jeg drømmer om en trallebænk til altanen...
Alt dette lyder jo helt vanvittigt og alt for travlt - UFFFF, meeen jeg tager det i små bidder af gangen (kunsten at spise en elefant, ikke sandt?) samt sørger for pauser og dage uden andet på programmet end blot at være. Det er jo en kunst i sig selv.
Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, så jeg er stadig under udlæring, meeeen jeg er blevet meget, meget bedre til at bede om hjælp (sengen bygges op af en tømrer for eksempel). Stædighed fra min side belønner sig nemlig ikke altid godt, og netop derfor er jeg begyndt at lære at åbne munden oftere. ;-)

Efteråret er også lig med ny sæson af Bonderøven (sæson 15 i år). Er der et TV-program, som kan få mig ned i gear på den gode måde, så er det Bonderøven. Jeg er stor fan og har været det fra første udsendelse i første sæson.

Sådan kommer mit efterår og starten af vinteren til at se ud. Tilføj så en masse kopper the og et par biografture.

Hvad byder efteråret på hos dig og din familie? Del endelig - for vi kan måske være heldige at inspirere hinanden til skønne efterårsaktiviteter.

4. oktober 2015

Because I'm Worth it - fra mig til mig

Corny? Ja.
Sandt? Dobbelt op på ja.

Efter en meget lang og lige så trist periode, fejrer jeg at være kommet ud på den anden side, og det gøres med blomster fra mig til mig, fordi jeg fortjener det:


Farverne her ville jeg normalt ikke vælge, men de fangede min opmærksomhed, og selvom jeg forsøgte at liste mig uden om og hen til de nuancer, jeg vælger som standard, lod de sig ikke passere. Det må være efterårstonerne, som har prikket til mig, for blomsterne står fint til de falmende kastanjetræer uden for stuevinduerne. :-)

Hvad gør du af godt for dig selv, når du giver dig selv et skulderklap?