23. september 2015

Angst ved jobstart

Normalt er jeg meget åben omkring min stress, og hvad min proces har involveret, så at skrive om angsten omkring jobstart i deltidsjob på ganske få ugentlige timer burde være en overkommelig opgave. Det har det ikke været.
Dels har jeg været bange for kommentarer som "Tag dig nu sammen" (sagt med en munter stemmeføring - det opfattes bare ikke spor muntert, skal jeg hilse og sige), "Du skal bare kaste dig ud i det" og "Du er jo ikke den første, som har skullet igennem det", osv., dels har lige dette emne føltes grænseoverskridende at være åben omkring.

I stedet har jeg trukket på Jakob. Stakkels mand. Han har selv haft sit at se til med studiestart på drømmestudiet, så der er ikke noget at sige til, at han har følt sig splittet mellem den daglige, faglige fest på studiet og samtidigt drænet for energi på min front, fordi han gerne har villet kunne hjælpe mig ved at løse det og få min angst til at forsvinde (selvom det ikke har været hans opgave, overhovedet). Meeeen, jeg ønsker at være med til at nedbryde tabuet om det at være/have været sygemeldt pga. stress, so here goes:

I kølvandet på min kognitive nedsmeltning forårsaget af stresssammenbruddet er der fulgt en angst for, om jeg nogensinde ville kunne arbejde på normal vis igen - mest af alt med min hjerne, dvs. arbejde fagligt. Angsten har siddet og sidder dybt forankret i mig, trods mange, mange samtaler, for hvad nu hvis...
Både psykologer og læge har flere gange forsøgt at forberede mig på, at en sådan reaktion er helt normal, og at jeg ikke skulle blive bange for den. Desuden ville de være der, hvis jeg fik brug for hjælp til at håndtere følelsen.
Jo tættere jeg kom på første arbejdsdag på mit drømmejob (ja, intet mindre faktisk, så der stod en pokkers masse på spil for mig), som var en workshop på SYV timer (hvor min hjerne skulle arbejde - på engelsk), desto mere ked af det og bange blev jeg. Jeg havde jo lige set, hvordan min hjerne begyndte at sætte ud til min fødselsdag, så hvordan skulle det gå med syv timers intenst arbejde? Det kunne jeg slet ikke overskue. Der var trods alt gået 1 år og 7½ måned siden, jeg sidst havde været på arbejdsmarkedet - og på lige fod med ikke tidligere stressramte, og ville jeg overhovedet kunne holde til tempoet.

Følgende skrev jeg på min facebookside efter endt første arbejdsdag:
-----
Jeg kunne - nej, jeg KAN. :-) Jeg er så lettet og så glad, så glad. I dag har der været maratonmøde på første arbejdsdag. Syv timer med nye mennesker, introduktion rent teoretisk OG praktisk af for mig nye bedømmelsesredskaber. Mine øjne er lidt røde, jeg er ør i hovedet, men på intet tidspunkt følte jeg mig rendt over ende i dag.
Det er første arbejdsdag i 1 år og 7 måneder, og jeg har været så inderligt bange for, OM jeg nogensinde skulle kunne arbejde igen, men det kan jeg.
-----

Og endnu bedre; jeg bliver nu betalt for at skrive i hånden (noget af tiden), at skulle opfange så mange lyd- og sprogmæssige detaljer som overhovedet muligt (HSP er ikke uden fordele - samt en uddannelse i fonetik :-)), jeg bruger igen engelsk i mit arbejde, mine kolleger er lige så vild med de sproglige detaljer som jeg OG jeg arbejder 80% af tiden hjemmefra. <3
Mine arme er fyldt med små, blå mærker fra de mange små niv, jeg giver mig selv, for jeg føler mig så ubeskrivelig heldig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar