3. september 2015

1 år og 7 mdr

Et lille tilbageblik på august, som viste sig fra vendepunkternes side

  • For 1 år og 7 mdr siden bragede jeg i gulvet med stress, og faste læsere har kunnet følge med i min proces. Jeg har været i behandling helt fra start med samtaler hos egen læge og psykologsamtaler. I slutningen af maj i år skiftede jeg psykolog til en med ekspertise i stress og PTSD, da jeg kørte i ring hos den anden. I midten af sidste måned viste der sig de første spæde tegn på, at mit nervesystem endelig, endelig, endelig er begyndt at reagere på den langvarige behandling, jeg har været i.

    Flere faktorer har spillet ind:
    Den behandling, min psykolog har sat mig i gang med, har hjulpet (jeg har skullet lære - og skal det stadig - at være meget opmærksom på min indre dialog; jeg har skullet bruge 25 minutter dagligt på at visualisere/meditere; jeg har skullet trække vejret heeeelt ned i maven, hvis jeg begyndte at mærke uro (i stedet for at flyve op i hovedet og gå i panik og sætte gang i en for mig ustyrlig dialog - og så er vi tilbage til udgangspunktet med den indre dialog)).
    Lejligheden blev sat til salg i juni, og blot fem dage efter blev den solgt, hvormed jeg på det punkt også kunne begynde at slappe af.
    Jakob og jeg har sommeren over haft boet i hans forældres hus et godt stykke ude for centrum med en masse marker og grønt som nabo, og den tryghed, jeg følte derude, samt den bedre søvn, jeg har fået der, har hjulpet. En dybfølt tak til mine svigerforældre. Søvnen har været alfa og omega for mit nervesystems evne til at kunne begynde at slappe af, så behandlingen har haft mulighed for at virke.

  • Jeg var til jobsamtale (på engelsk) på et deltidsjob - og blev tilbudt jobbet. Takkede ja med et stort smil og ro i maven samt en masse glædestårer. Der starter jeg i næste uge. Det er den bedste måde, hvorpå jeg overhovedet har kunnet håbe at få lov at starte og vende tilbage til det etablerede arbejdsmarked - med hjemmearbejdsplads endda (yiiiihaaaaa) og så inden for mit uddannelsesfag og på min yndlingsarbejdsplads (Syddansk Universitet - ja, det er jeg sq stolt af at repræsentere igen). :-D
    Jeg glæder mig. Nerverne er så småt begyndt at melde sig, men det skyldes mest, at der er mange forandringer af den store af slagsen i mit liv.

  • Efter en pause på 3½ måned, greb jeg igen fat i en bog, som Jakob havde anbefalet mig at læse, og jeg er i skrivende stund i gang med endnu en bog, Lady Susan af Jane Austen. En ikke udgivet bog, som er bygget op af en fiktiv brevudveksling mellem personerne i novellen. Jeg læser den som forberedelse til en bogklub, jeg er kommet med i, og som har Jane Austen som tema. Det skal nok blive nemt, eftersom jeg allerede har læst og analyseret de tre romaner, der er på programmet for efteråret.

  • August rundedes af med flytning fra centrum og ud til grønne omgivelser. Lige nu sidder jeg på 2. sal i den nye lejlighed og stornyder at kunne kigge ud over hustagene direkte ud på stadig grønne trætoppe og den skønne himmel. Mine øjne og min sjæl falder til ro. Jeg synes at være kommet hjem til de rette omgivelser; jeg er Odenseaner med bonderøvstendenser. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar