23. september 2015

Angst ved jobstart

Normalt er jeg meget åben omkring min stress, og hvad min proces har involveret, så at skrive om angsten omkring jobstart i deltidsjob på ganske få ugentlige timer burde være en overkommelig opgave. Det har det ikke været.
Dels har jeg været bange for kommentarer som "Tag dig nu sammen" (sagt med en munter stemmeføring - det opfattes bare ikke spor muntert, skal jeg hilse og sige), "Du skal bare kaste dig ud i det" og "Du er jo ikke den første, som har skullet igennem det", osv., dels har lige dette emne føltes grænseoverskridende at være åben omkring.

I stedet har jeg trukket på Jakob. Stakkels mand. Han har selv haft sit at se til med studiestart på drømmestudiet, så der er ikke noget at sige til, at han har følt sig splittet mellem den daglige, faglige fest på studiet og samtidigt drænet for energi på min front, fordi han gerne har villet kunne hjælpe mig ved at løse det og få min angst til at forsvinde (selvom det ikke har været hans opgave, overhovedet). Meeeen, jeg ønsker at være med til at nedbryde tabuet om det at være/have været sygemeldt pga. stress, so here goes:

I kølvandet på min kognitive nedsmeltning forårsaget af stresssammenbruddet er der fulgt en angst for, om jeg nogensinde ville kunne arbejde på normal vis igen - mest af alt med min hjerne, dvs. arbejde fagligt. Angsten har siddet og sidder dybt forankret i mig, trods mange, mange samtaler, for hvad nu hvis...
Både psykologer og læge har flere gange forsøgt at forberede mig på, at en sådan reaktion er helt normal, og at jeg ikke skulle blive bange for den. Desuden ville de være der, hvis jeg fik brug for hjælp til at håndtere følelsen.
Jo tættere jeg kom på første arbejdsdag på mit drømmejob (ja, intet mindre faktisk, så der stod en pokkers masse på spil for mig), som var en workshop på SYV timer (hvor min hjerne skulle arbejde - på engelsk), desto mere ked af det og bange blev jeg. Jeg havde jo lige set, hvordan min hjerne begyndte at sætte ud til min fødselsdag, så hvordan skulle det gå med syv timers intenst arbejde? Det kunne jeg slet ikke overskue. Der var trods alt gået 1 år og 7½ måned siden, jeg sidst havde været på arbejdsmarkedet - og på lige fod med ikke tidligere stressramte, og ville jeg overhovedet kunne holde til tempoet.

Følgende skrev jeg på min facebookside efter endt første arbejdsdag:
-----
Jeg kunne - nej, jeg KAN. :-) Jeg er så lettet og så glad, så glad. I dag har der været maratonmøde på første arbejdsdag. Syv timer med nye mennesker, introduktion rent teoretisk OG praktisk af for mig nye bedømmelsesredskaber. Mine øjne er lidt røde, jeg er ør i hovedet, men på intet tidspunkt følte jeg mig rendt over ende i dag.
Det er første arbejdsdag i 1 år og 7 måneder, og jeg har været så inderligt bange for, OM jeg nogensinde skulle kunne arbejde igen, men det kan jeg.
-----

Og endnu bedre; jeg bliver nu betalt for at skrive i hånden (noget af tiden), at skulle opfange så mange lyd- og sprogmæssige detaljer som overhovedet muligt (HSP er ikke uden fordele - samt en uddannelse i fonetik :-)), jeg bruger igen engelsk i mit arbejde, mine kolleger er lige så vild med de sproglige detaljer som jeg OG jeg arbejder 80% af tiden hjemmefra. <3
Mine arme er fyldt med små, blå mærker fra de mange små niv, jeg giver mig selv, for jeg føler mig så ubeskrivelig heldig.

7. september 2015

Rund fødselsdag uden overstimulering - how to

Ja, dette havde jeg planlagt indlægget her til at omhandle... Intentionen var ellers god nok, og ville også have holdt, tror jeg..., hvis jeg ikke havde været overbrugt forinden.

Nå, i går fyldte jeg 40 år (hurraaaaa :-)), og jeg havde inviteret lige over et par håndfulde af de skønneste til kagereception med mulighed for at komme og gå, som det passede én selv, inden for et fastsat tidsrum på 3 timer. Piece of cake (haha), tænkte jeg, det skulle jeg nok kunne klare, for ikke alle ville nødvendigvis være der på samme tidspunkt, og hvis de var, drejede det sig om kort tid. Desuden ville jeg kunne gå lidt afsides nu og da for at lade sanserne hvile, og når receptionen sluttede, ville jeg stadig have energi på kontoen til at nyde resten af dagen og fordøje indtrykkene. Bullet proof plan.

Det forløb bare ikke helt sådan. Altså tidsrummet var bestemt forinden, så dette blev der ikke lavet om på, og ikke alle var der på samme tid eller hele tiden, så her var der ikke noget at komme efter. Og hånden på hjertet er det da dejligt, at folk har lyst til at blive og hygge sig med hinanden, for det er jo tegn på, at selskabet er dejligt at være i (og maden god :-)). Det klager jeg bestemt ikke over.

Så stopper det så også der.
Mandag den 31. august var sidste flyttedag, og så stod jeg der i den nye lejlighed med et køkken, som skulle pakkes ud NU, for jeg havde jo planlagt at bage det hele selv. Der ville være god tid med en uges ferie... Jaaaa, klart. Udpakningen begyndte, samtidig med at alt det, der normalt skal klares efter en indflytning, også skulle klares, og jeg kunne omgivet af kasser i resten af hytten og tomme kasser stablet op ad hinanden ude i køkkenet begynde at bage og lave ckokoladelækkerier.
Jeg kunne også læse en novelle til opstart i bogklubben...
Og på den måde er der jo længe inden fødselsdagen dømt overbrugthed. SUK - hvornår mon jeg lærer det? Men det stopper ikke her. Niks, for jeg fik til fødselsdagen ikke løst udfordringen med at liste af i ny og næ, så min kære hjerne begyndte at stå af. Det resulterede i, at jeg, da vi kom hjem efter fødselsdagen, satte mig på gulvet og vrælede af input og overtræthed.

Og jeg vågnede kl. 04.05 i dag med stress i kroppen og gråd, som væltede ud af mig, og som har efterladt mig tømt for naturlig farve i hovedet hele dagen i dag og enhver form for energi.

Det må så være opskriften på, hvordan fødselsdagskagen IKKE skal skæres. Fortryder jeg min fødselsdagsreception? Nej. Jeg har dog lært mig, hvordan jeg næste gang griber sagen an, for det må være

1) at have fokus på én ting - og kun én ting: Fødselsdagen.
2) Hvis det ikke er muligt, så bugner butikkerne af gode muligheder for at KØBE sig til alt det spiselige, som også smager godt.
3) Sidst men ikke mindst - sørg for at gå afsides af og til. Det lønner sig, og gæsterne kan sagtens tale med hinanden. Saaaagtens.

It is that simple, really.

3. september 2015

1 år og 7 mdr

Et lille tilbageblik på august, som viste sig fra vendepunkternes side

  • For 1 år og 7 mdr siden bragede jeg i gulvet med stress, og faste læsere har kunnet følge med i min proces. Jeg har været i behandling helt fra start med samtaler hos egen læge og psykologsamtaler. I slutningen af maj i år skiftede jeg psykolog til en med ekspertise i stress og PTSD, da jeg kørte i ring hos den anden. I midten af sidste måned viste der sig de første spæde tegn på, at mit nervesystem endelig, endelig, endelig er begyndt at reagere på den langvarige behandling, jeg har været i.

    Flere faktorer har spillet ind:
    Den behandling, min psykolog har sat mig i gang med, har hjulpet (jeg har skullet lære - og skal det stadig - at være meget opmærksom på min indre dialog; jeg har skullet bruge 25 minutter dagligt på at visualisere/meditere; jeg har skullet trække vejret heeeelt ned i maven, hvis jeg begyndte at mærke uro (i stedet for at flyve op i hovedet og gå i panik og sætte gang i en for mig ustyrlig dialog - og så er vi tilbage til udgangspunktet med den indre dialog)).
    Lejligheden blev sat til salg i juni, og blot fem dage efter blev den solgt, hvormed jeg på det punkt også kunne begynde at slappe af.
    Jakob og jeg har sommeren over haft boet i hans forældres hus et godt stykke ude for centrum med en masse marker og grønt som nabo, og den tryghed, jeg følte derude, samt den bedre søvn, jeg har fået der, har hjulpet. En dybfølt tak til mine svigerforældre. Søvnen har været alfa og omega for mit nervesystems evne til at kunne begynde at slappe af, så behandlingen har haft mulighed for at virke.

  • Jeg var til jobsamtale (på engelsk) på et deltidsjob - og blev tilbudt jobbet. Takkede ja med et stort smil og ro i maven samt en masse glædestårer. Der starter jeg i næste uge. Det er den bedste måde, hvorpå jeg overhovedet har kunnet håbe at få lov at starte og vende tilbage til det etablerede arbejdsmarked - med hjemmearbejdsplads endda (yiiiihaaaaa) og så inden for mit uddannelsesfag og på min yndlingsarbejdsplads (Syddansk Universitet - ja, det er jeg sq stolt af at repræsentere igen). :-D
    Jeg glæder mig. Nerverne er så småt begyndt at melde sig, men det skyldes mest, at der er mange forandringer af den store af slagsen i mit liv.

  • Efter en pause på 3½ måned, greb jeg igen fat i en bog, som Jakob havde anbefalet mig at læse, og jeg er i skrivende stund i gang med endnu en bog, Lady Susan af Jane Austen. En ikke udgivet bog, som er bygget op af en fiktiv brevudveksling mellem personerne i novellen. Jeg læser den som forberedelse til en bogklub, jeg er kommet med i, og som har Jane Austen som tema. Det skal nok blive nemt, eftersom jeg allerede har læst og analyseret de tre romaner, der er på programmet for efteråret.

  • August rundedes af med flytning fra centrum og ud til grønne omgivelser. Lige nu sidder jeg på 2. sal i den nye lejlighed og stornyder at kunne kigge ud over hustagene direkte ud på stadig grønne trætoppe og den skønne himmel. Mine øjne og min sjæl falder til ro. Jeg synes at være kommet hjem til de rette omgivelser; jeg er Odenseaner med bonderøvstendenser. :-)