26. juni 2015

Jeg har haft tabt pusten

Efter at have stillet mig selv spørgsmålet "hvad er det mindste skridt, du kan tage for at xxxx?", så lejligheden kunne blive klar til vurdering, salg og fremvisning, har jeg mærket konsekvensen af at have aflyst tid til mig selv og lystbetonede aktiviteter fra min kalender:
 
  • Jeg oplever at være meget grådlabil
  • Mine følelser sidder uden på tøjet
  • Mine energireserver er tomme
  • Kreativiteten har været forduftet, og jeg har endnu til gode at se den dukke frem igen
  • Jeg føler mig rodløs - meget muligt fordi jeg har haft flyttet fokus ret bogstaveligt fra det indre til det ydre (helt specifikt til lejlighedens udseende), og så skal det jo gå galt, når jeg flytter mig fra mig selv.
  • Der er konstant støj på linien - jeg har haft gået fra projekt til projekt i et for højt tempo, og der er løse ender (f.eks. har kolonihaven (aka vildnesset) været forsømt helt), og jeg oplever nu, at det er svært at finde ro. Jeg har simpelthen svært ved ikke at tænke på, hvad det næste punkt på listen er.
  • Kvalmen har også indfundet sig.

Min egenomsorg har været ikke-eksisterende, faktisk er der tale om selvomsorgssvigt. Det kan jeg ikke anbefale at se stort på.
Derfor genindføres min ugentlige stilledag hermed, og derudover har jeg hver dag planlagt mig-tid. Det kan jo ikke fortsætte, og ovenstående konsekvensliste vil jeg gerne kunne smide i skraldespanden med et smil.

Et vigtigt lige så fundamentalt skridt på vejen til at genfinde roen er også at være opmærksom på min indre dialog - dvs. måden hvorpå jeg taler til mig selv (og ikke med mig selv). Det er lettere sagt end gjort, hehe, for den har været og er på autopilot med "skal", "burd", "husk nu..." - altså meget dikterende, men netop derfor er det så vigtigt med ekstra fokus fra min side. Jeg må lære og vil gerne lære at vise mig selv næstekærlighed og omsorg, som ville jeg gøre ved en veninde. Det er ikke kun en del af egenomsorgen. Det er også et skridt i retning af at blive stressfri igen og finde smilet frem. :-)

Har du overvejet, hvordan du taler til dig selv dagligt, og hvordan du behandler dig selv rent menneskeligt via din indre dialog?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar