26. juni 2015

Jeg har haft tabt pusten

Efter at have stillet mig selv spørgsmålet "hvad er det mindste skridt, du kan tage for at xxxx?", så lejligheden kunne blive klar til vurdering, salg og fremvisning, har jeg mærket konsekvensen af at have aflyst tid til mig selv og lystbetonede aktiviteter fra min kalender:
 
  • Jeg oplever at være meget grådlabil
  • Mine følelser sidder uden på tøjet
  • Mine energireserver er tomme
  • Kreativiteten har været forduftet, og jeg har endnu til gode at se den dukke frem igen
  • Jeg føler mig rodløs - meget muligt fordi jeg har haft flyttet fokus ret bogstaveligt fra det indre til det ydre (helt specifikt til lejlighedens udseende), og så skal det jo gå galt, når jeg flytter mig fra mig selv.
  • Der er konstant støj på linien - jeg har haft gået fra projekt til projekt i et for højt tempo, og der er løse ender (f.eks. har kolonihaven (aka vildnesset) været forsømt helt), og jeg oplever nu, at det er svært at finde ro. Jeg har simpelthen svært ved ikke at tænke på, hvad det næste punkt på listen er.
  • Kvalmen har også indfundet sig.

Min egenomsorg har været ikke-eksisterende, faktisk er der tale om selvomsorgssvigt. Det kan jeg ikke anbefale at se stort på.
Derfor genindføres min ugentlige stilledag hermed, og derudover har jeg hver dag planlagt mig-tid. Det kan jo ikke fortsætte, og ovenstående konsekvensliste vil jeg gerne kunne smide i skraldespanden med et smil.

Et vigtigt lige så fundamentalt skridt på vejen til at genfinde roen er også at være opmærksom på min indre dialog - dvs. måden hvorpå jeg taler til mig selv (og ikke med mig selv). Det er lettere sagt end gjort, hehe, for den har været og er på autopilot med "skal", "burd", "husk nu..." - altså meget dikterende, men netop derfor er det så vigtigt med ekstra fokus fra min side. Jeg må lære og vil gerne lære at vise mig selv næstekærlighed og omsorg, som ville jeg gøre ved en veninde. Det er ikke kun en del af egenomsorgen. Det er også et skridt i retning af at blive stressfri igen og finde smilet frem. :-)

Har du overvejet, hvordan du taler til dig selv dagligt, og hvordan du behandler dig selv rent menneskeligt via din indre dialog?

14. juni 2015

Hvad er det mindste skridt eller kunsten at spise en elefant

For nogen er det at skulle flytte blot en (større) praktisk opgave, for andre kan det føles ganske uoverkommeligt og følelsesmæssigt angstprovokerende. For er er det sidstnævnte.

"Hvad er det mindste skridt, du kan tage for at xxxx?" har været mit daglige spørgsmål til mig selv i den seneste måneds tid, hvor salgsklargøringen af lejligheden har stået øverst på dagsordenen. Spørgsmålet har haft en karakter af praktiske gøremål, som har muliggjort det for mig at dele elefanten (a.k.a. lejligheden) op i overkommelige bidder og komme igennem et rum af gangen.

I rum med mange opgaver har jeg benyttet mig af samme spørgeteknik og delt rummet op i mindre bidder. F.eks. har jeg i soveværelset haft taget sengen som en separat bid, og jeg oplevede ved at dele de større rum op på den måde en lettere tilgang til mine egne ønsker og en lettere tilgang til inspiration - når jeg har været på bar bund. Dog uden at give afkald på personlig stil.
Jeg har brugt nettet flittigt - især Pinterest.com, og ikke overraskende har jeg været storforbruger af lister, lange, laaaaange lister. :-) Sidstnævnte har været for at få mest muligt ud af hovedet for dermed at frigøre plads til kreative idéer. Jeg har nemlig villet bruge de ting, vi allerede havde og få mest muligt ud af dem. Altså give lejligheden en mini make over på budget!

Årsagen til min fremgangsmåde har været et forsøg på at overkomme en pokkers masse frygt i mig for at skulle flytte. Jeg rykker min base og min trygge hverdag op med rod, og jeg skal igen være den "nye i klassen". Den følelse ridder mig som en mare, og det er meget muligt et levn fra min barndom, hvor jeg få gange fik lov til liiiige at finde fodfæste og begynde at slå rod, førend jeg blev revet op og placeret endnu et nyt sted.
Denne gang har jeg derfor forsøgt at undgå at gå i baglås, så jeg har kunnet tage det bedste skridt for mig - og Jakob - ved at gøre klar til at flytte. Første skridt har så været salgsklargøringen, og den mundfuld skulle skæres over, så den blev overkommelig.
Selvom gøremålene har været praktiske og lejligheden bid for bid er blevet salgsklar, har jeg i små bidder fået set min frygt i øjnene og ikke mindst handlet, for de små mundfulde har føltes tilforladelige og ikke så farlige som hele elefanten på en gang. Handling er her nøgleordet, for uden handling sker der ingen forandring. Jeg har mærket efter ved hvert eneste skridt/hver eneste bid, om hvad det har gjort ved mig - eller OM det har gjort noget ved mig - f.eks. at rydde ud på noget så enkelt som en krydderihylde. Jeg har kunnet mærke, at det ikke har gjort noget, for de små bidder var ikke farlige. Derfor har jeg også kunnet fortsætte - og så har jeg bedt om hjælp, hvis jeg har kunnet mærke, at det var nødvendigt for mig. Nogle gange har et kram og en kærlig ordre fra Jakob om at tage en pause været nok. Andre gange har jeg haft brug for fysisk distance fra lejligheden for at få et nyt perspektiv.
Processen har altså i langt højere grad for mig været psykologisk end praktisk, og jeg er stolt af mig selv. Jeg er stolt over, at jeg ved hjælp at dette ene spørgsmål "Hvad er det mindste skridt, du kan tage for at xxxx?" har formået at handle mig igennem min frygt for at komme videre.

Har det været let - nu hvor det at rydde ud på krydderihylden ikke har givet hovedpine eller ondt i maven eller været årsag til angst? Hahahaha - NEJ, men dog lettere trods alt og mere håndgribelig. Jeg har grædt en del (og et stort, stort, tak til Jakob for at have haft overskud til at trøste mig, når det blev lidt for overvældende for mig at handle på min frygt), MEN jeg har med handling og portionsopdeling formået at spise en elefant.
Jeg ved nu, at jeg med samme tilgang vil kunne gøre noget lignende en anden gang.

Der er mange måder at gribe mødet med sin frygt/en elefant an på, og jeg er nysgerrig efter at høre om andre metoder.
Har du prøvet at stå i en tilsvarende situation, hvor angsten for næste skridt har føltes uovervindelig og altoverskyggende? Hvad har din tilgang været?

Står du lige nu over for en elefant? Hvad er det mindste skridt, du kan tage for at komme i gang/videre? Husk at trække vejret helt ned i maven, mærke efter om det lille skridt føles OK (eller om du eventuelt skal bede om hjælp) og anerkend dig selv for det flotte arbejde.


Friske blomster på budget: To rabarberstængler med blade omkranser lupiner, blomstrende purløg, margueritter og en blå markblomst. Personligt touch fra kolonihaven.

2. juni 2015

Som perler på en snor

Det er med at finde de små ting i livet - også helt bogstaveligt talt - og nyde dem som en kop varm kakao på en ruskende og våd efterårsdag. Selvom det kan være nok så fristende at stirre ned i jorden eller græsset og lukke sig lidt inde på en gåtur efter en lang periode med højt tempo for at nå i mål, hvor stimuli i hobetal har været dagligdag, så gemmer der sig perler ude i naturen på det mest pudsige steder, når blikket løftes. Se bare hvad jeg fandt på min gåtur i weekenden:





Jep, (hama)perler på en snor - bundet fast på et hegn omkring en fodboldbane i lokalområdet. Fin grøn baggrund til de små dekorationer. Ikke kun blikket blev løftet, således gjorde også mundvigene.