31. maj 2015

Vinderen er fundet

Det var en ganske overkommelig lodtrækning mellem deltagerne i konkurrencen om en times gratis massage i Odense C hos Hans Fallesen. To deltagere - og jeg havde sådan lyst til at give begge et gavekort, men nu var der kun et, så der skulle trækkes lod. Tusinde tak for at ville være med i konkurrencen.
Jeg trak lod på gammeldags manér med et papirlod for hver deltager - og følgende lod blev trukket:




Deltager nr. 2 blev vinderen: Pia Sook Guldager er den heldige vinder. TILLYKKE. :-)

Vinderen har fået direkte besked.


Selv skal jeg afsted til massør i morgen for at få løsnet op i nogle forstrakte nakke- og skuldermuskler, som jeg var så uheldig at pådrage mig i et fald på en af mine korte løbeture.

25. maj 2015

Konkurrencetid - en times massage i Odense C

Strækøvelser virkede ikke godt nok, og hvile syntes heller ikke at gøre arbejdet. Jeg var nået dertil, at min modstand mod massage (det gjorde jo ondt, for der blev jo altid presset MAX til , og det var jeg klar over, at jeg ikke kunne med - slet ikke, for så ville mine muskler jo spænde endnu mere op) blev afløst af eneste og sidste udvej, hvis jeg gerne ville blive ved med at løbetræne og træne generelt. For tre år siden.

Jeg fik taget mig sammen og bestilt tid. Jeg gik næsten grædende derfra (faktisk græd jeg, da jeg kom hjem...), for jeg var blevet pålagt løbepause i en måned - minimum.... Og hold nu kæft hvor havde jeg ondt, men mest af mig selv pga. løbepausen (syg prioritet).
Ben og knæ var sat til inflammation, så pausen var ikke for sjov men en nødvendighed, hvis jeg skulle mig forhåbninger om at komme ud at løbe igen - endsige få indfriet min drøm om at løbe et halvmaraton.
Hans Fallesen, massøren, regnede ikke med at se mig igen efter den første gang. Det gjorde han - også selvom det var en overvindelse for mig første gang at tage afsted, ikke kun pga. mine meget store forbehold for massage og massører, men også fordi han var en mand. Det var meget grænseoverskridende for mig, men jeg følte mig tryg, og det gjorde forskellen - lige som jeg forstod alvoren i at få taget hånd (hehe) om de overanstrengte muskler.
I den første måned med massage to gange om ugen stod inflammationen ud af mig; mine øjne løb i vand (kollegaerne troede, at jeg græd), min næse løb helt vildt (måske som kompensation for den pålagte løbepause), det var ubehageligt at cykle til og fra arbejde, fordi mine knæ føltes som det rene gele og dermed som om, de ikke kunne klare tråddet i pedalerne (virkelig, v.i.r.k.e.l.i.g. klam fornemmelse), og jeg havde bare ondt i begge ben. Det var en lang første måned, og jeg følte ikke, at der var bedring.
Det var der.

Et år og tre måneder efter kunne jeg opfylde min drøm om at gennemføre mit første halvmaraton. Havde det ikke været for Hans, var jeg ikke sluppet af med mine mange smerter og overanstrengte muskler, og jeg havde ikke ændret min løbetræning til at være mere skånsom.

Der er gået tre år, og jeg lægger mig nu trygt op på briksen, for det er skønt at få løsnet op og få tilført ny energi - samt vendt verdenssituationen (Hans er tidligere journalist).
Jeg har også lært i den tid, at jeg selv bestemmer hårdhændetheden eller blidheden, og at jeg selv skal sige til og fra i forhold til styrken af massagen, og Hans har med tiden indset, at selv forsigtig massage kan have en meget mere lindrende effekt (i hvert fald hos mig) end massage med fingrene boret ned i musklerne.

Og så kan Hans meget mere end blot at massere løberben. Du kan komme med øm skulder, nakke, arme, lænd, ryg, eller du kan være gravid og have brug for hjælp til trætte og belastede lemmer. Han tager sig tid til at lytte og spørge ind - og spørger også ind under vejs for at være sikker på, at I forstår hinanden.

Hans har klinik i Odense C, og hvis du ønsker at deltage i konkurrencen om et gavekort til en times massage hos ham, skal du skrive en kommentar til dette blogindlæg - her på bloggen vel at mærke. :-) Alle kan deltage - ingen deltagere vægtes højere end andre.
Husk at skrive din e-mail, så jeg kan kontakte dig, hvis du er den heldige vinder.

Sidste chance for at deltage er lørdag den 30. maj kl. 10.00. Herefter vil vinderen blive trukket. Dette sker ved lodtrækning.


Pssst: Bloggen her er ikke en af de mest besøgte hvad angår kommentarer, så der skulle være en god chance for at være heldig. ;-)

17. maj 2015

Life as I Know it...

Når jeg ikke har haft travlt med at hilse på asfalten på mine løbeture og forstrække nakke- og skuldermuskel ved samme lejlighed, har jeg været opslugt af

  • jobsøgning - jeg kan fortælle, at 6 ugers (selvbetalt) ferie og et benhårdt coachingforløb i de seks uger har rykket ved mine jobønsker og fået pustet nyt liv i lysten til at formidle og lysten til faglig leg.
  • salgsklargøring - dette har for mig, som afskyr at flytte, fordi jeg rykkes op med rod, været stress- og angstfremkaldende. Jeg har haft nogle uger med mange tårer, for jeg har skubbet til nogle grænser i mig, som har været og er sårbare. Derfor har energien til at blogge ikke været der.
    Vi er så småt nået så langt nu, at mæglerne er blevet kontaktet, og mens vi venter på deres tilbagemelding, har vi en uges tid til at få det sidste på plads. Uha - det er snart.
    Men, wow, hvor jeg glæder mig. Glæder mig til at flytte - ja, det kan jeg sige nu. Det kunne jeg ikke få en uge siden, men for nogle dage siden faldt der nogle brikker i det store puslespil på plads, og det har hjulpet. Jeg glæder mig til den dag, hvor vi kan bære alle møbler og ting ned til flyttebilen og kære mod et nyt kapitel i vores liv - i fælles bolig. Jeg glæder mig til først nat i det nye hjem. Den og den første morgen er altid noget ganske særligt. Jeg glæder mig til at gå og indrette i ro og mag og tage den tid, det tager.
    Jovist skal lejligheden her sælges først, det er jeg klar over, men jeg glæder mig stadig.
  • træning - jeg har fundet yoga... Det er ikke breaking news, at den træningsform findes, for RIGTIG mange dyrker den. Det har bare aldrig sagt mig noget. Som i SLET IKKE.
    Femte gang var lykkens gang for mig, og Frederike Grams viste sig at være min lykkens gudinde i form af en super dygtig instruktør i mit lokale træningscenter.
    Jeg har haft brug for et andet fokus i min træning, fordi løb og fokus på halvmaraton til september har været energidrænende fremfor -givende, så i stedet har jeg haft ønske om smidighed og afspænding af mine stive løbemuskler. Mit ønske var ikke specifikt på yoga - faktisk slet ikke, men ja, det var jo åbenbart det, min krop havde brug for. For allerede dagen efter første time mærkede jeg en stor, positiv forskel i mine knæ især.
    Det blev til tre yogatimer den første uge. Min krop grinte. Har I prøvet det? Min krop grinte begejstret, ikke fordi det var nemt, for det synes jeg bestemt ikke, at det er, men fordi træningen tændte et fyrværkeri af endorfiner rundt i kroppen.
    Næste time er booket. :-)
En kort opdatering herfra. Næste indlæg byder på en konkurrence, hvor der står et gavekort på en times massage på spil.

3. maj 2015

Tigerspring - som voksen...

Når udviklingen tager nogle gevaldige hop hos spædbørn, er der tale om tigerspring, og så kan de små ikke helt følge med og bliver pylret og tryghedssøgende. Jeg har følt det sådan selv - i den forgangne måned, og havde en uge, hvor jeg bare var ked og havde et enormt behov for nærhed og omsorg.
I den uge forstod jeg ikke så meget af, hvad der skete, men øøøøh set i bakspejlet har der været fuld fart frem på min neurologiske og kognitive heling:

Som jeg var inde på i sidste uge, har jeg både slugt to bøger i april og er nu oppe på målsætningen for i år, og jeg forstod pludselig en hækleopskrift, så jeg kan hækle kugler.
Men ikke nok med det deltog jeg faktisk i et foredrag på ca. 2½ time - et for mig nyt sted, hvor jeg bevidst satte mig helt oppe foran, der var udelukkende fremmede mennesker omkring mig til foredraget, og jeg kunne følge med hele tiden.


Hvad er der så specielt ved det, og hvorfor bruge et blogindlæg til dette?
Jo, fordi for blot et par måneder siden skulle jeg overtale mig selv til ikke at melde afbud til et foredrag, men jeg gjorde det tit alligevel, fordi jeg blev bange alene af den grund, at det var et sted, jeg ikke havde været før og fordi der ville være mange mennesker, og det til sammen ville skabe panik nok i mig til at melde afbud. Det gjorde jeg ikke denne gang.

Trods den ene uge med tårer og pylrethed har april været en sejrsmåned af de helt store for mig.

Hvad har været det bedste for jer i april?