9. april 2015

Om at passe på sig selv

For et år siden så mit liv ud sådan her

forår 2014

1. Kognitiv nedsmeltning.
a. Jeg kunne ikke føre en samtale på normal vise, fordi jeg ikke forstod sammenhængen i en almindelig talestrøm.
b. Jeg havde en hukommelse som en storhullet si. ALT måtte skrives ned (f.eks. 1 liter mælk måtte jeg notere, selv hvis det var det eneste punkt på indkøbslisten).
c. Jeg kunne ikke fokusere eller koncentrer mig, og læsning var derfor helt udelukket.

2. Jeg var bange for at åbne min mail.
3. Jeg brød grædende sammen, hvis min telefon ringede, for jeg kunne ikke klare det pres, det var, at skulle svare på noget nu og her - end sige tage stilling til noget under tidspres (igen kunne jeg heller ikke føre en samtale).
4. Jeg havde hjertebanken, ondt i maven og kunne ikke trække vejret ordentligt.
5. Jeg græd hver eneste dag.
6. Jeg kunne ikke kende mig selv og følte, at jeg havde mistet mig selv.

Jeg var gået helt ned med stress, og det blev professionelt vurderet til at være en arbejdsskade, som blev anmeldt til arbejdsskadestyrelsen.

Efter et år med ro, ro og atter ro samt massiv hjælp fra psykolog og læge inkl. et gedigent arbejde med mig selv og hep og opbakning fra Jakob, ser mit liv sådan ud nu

forår 2015
1. Kognitiv opblomstring
a. Jeg taler løs - Jakob og jeg får vendt en masse spændende emner dagligt, og jeg kan følge med (OK, når jeg er træt taber jeg hurtigt pusten, men det er, hvad det er - og måske er det en naturlig stopklods, så jeg ikke overbruger mig selv).
b. Min hukommelse er rigtig godt på vej, og jeg kan godt handle 1 liter mælk uden seddel - også lidt mere. Indkøbslister og små noter hist og her er jeg dog meget god til at støtte mig til.
c. Jeg kan læse bøger og er ved at afslutte 3. bog i dette kalenderår. Jeg kan altså koncentrere mig og fokusere. Jiiiihaaaa.

2. Jeg tjekker mail uden problemer - og håber da altid på dejlige, personlige mails.
3. Jeg griber nu selv telefonen og ringer rundt.
4. Jeg føler, at jeg har fundet mig selv igen - dog en bedre udgave. Ikke mere poleret eller perfekt - tværtimod, men jeg er mere autentisk og umaskeret - mere rådt for usødet, og jeg kan lide det.

Jeg skal huske pauser - og flere end før, og jeg er ved at lære, at "OK" og "godt nok" ikke er lig dårligt udført arbejde.

Det kan ikke siges mange gange nok, at det er så forbandet vigtigt at passe på sig selv og hinanden, og intet arbejde - absolut intet - er vigtigere end ens helbred. Det hurtige tempo i samfundet, jeg talte om i sidste uge, som er medårsag til, at vi søger ro ved at male, ved at se en meget lang udsendelse, hvor man ser ud af forruden på et lokomotiv, og der kun kører et smukt og roligt landskab forbi øjnene af en, ved at strikke, hækle og lægge puslespil eller ved at gå til yoga og mindfulness, er spændende og dragende, men vi som mennesker er ikke gearet til en livslang sprint.
Vi skal turde tale om det, som gør ondt, vi skal turde bede om hjælp, og vi skal turde lytte og rent faktisk høre, hvad der bliver sagt. Vi skal give os tid - til hinanden.

Vi skal passe på os selv - og på hinanden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar