24. april 2015

Forår i hjernen

Ja, I hjernen ikke PÅ hjernen, for sådan føles det - at jeg har forår i hjernen, for det spirer. Der bygges kognitive broer - ikke sådan nogen med pyloner af cement, snarere svingende gangbroer, men broer trods alt. :-)

Husker I indlægget for to uger siden om at passe på hinanden, og husker I en af mine målsætninger og ønsker for 2015? Jeg kan nu føje til begge, at jeg har nået de fire bøger i år. Stopper jeg der? No way, men jeg tonser heller ikke afsted, så først når jeg er bogsulten igen, sætter jeg mig til bords.

Min hjerne har også i den seneste uge været beskæftiget med andet, hvor den har overrasket mig så meget, at jeg fik tårer i øjnene af stolthed og lettelse, for den er nu kommet sig så meget, at den har kunnet tyde en hækleopskrift, helt uden hjælp fra eksperter. Således har jeg kunnet præstere denne,



som jeg end ikke før stressnedsmeltningen kunne læse mig frem til via en opskrift. Jeg har siden hæklet yderligere to kugler, så der nu er tre stykker. De skal bruges til en barnevognskæde til min niece, som påtænker at blive ekstern i løbet af juli. Nu mangler jeg en rest bomuldsgarn i en sart, lys gul farve...  :-)

Jeg træder varsomt og sagte som jeg ville på en ny og forårsgrøn græsplæne, for hellere lade de fine, forårsgrønne gangbroer gro til og blive stærke og smidige.

15. april 2015

Den lille lysegrønne sang...

Blomsterhav, Formland Upgraded, Jan-Feb 2015
 


Stuepalme fra 70'erne som er blevet moderne igen - her dog kun som blade.
Formland Upgraded, Jan-Feb 2015


Skæg vinkel af omplantede orkidéer i vindueskarmen.
 

Havearbejde:
Græsset gemmer på flisebelægning (og skygge af fotograf).

Grønt er ikke kun godt for øjet - det er også godt for maven. :-)



Husker I den - den lille lysegrønne sang? Yep, SÅ gammel er jeg, at vi sang den i folkeskolen.

9. april 2015

Om at passe på sig selv

For et år siden så mit liv ud sådan her

forår 2014

1. Kognitiv nedsmeltning.
a. Jeg kunne ikke føre en samtale på normal vise, fordi jeg ikke forstod sammenhængen i en almindelig talestrøm.
b. Jeg havde en hukommelse som en storhullet si. ALT måtte skrives ned (f.eks. 1 liter mælk måtte jeg notere, selv hvis det var det eneste punkt på indkøbslisten).
c. Jeg kunne ikke fokusere eller koncentrer mig, og læsning var derfor helt udelukket.

2. Jeg var bange for at åbne min mail.
3. Jeg brød grædende sammen, hvis min telefon ringede, for jeg kunne ikke klare det pres, det var, at skulle svare på noget nu og her - end sige tage stilling til noget under tidspres (igen kunne jeg heller ikke føre en samtale).
4. Jeg havde hjertebanken, ondt i maven og kunne ikke trække vejret ordentligt.
5. Jeg græd hver eneste dag.
6. Jeg kunne ikke kende mig selv og følte, at jeg havde mistet mig selv.

Jeg var gået helt ned med stress, og det blev professionelt vurderet til at være en arbejdsskade, som blev anmeldt til arbejdsskadestyrelsen.

Efter et år med ro, ro og atter ro samt massiv hjælp fra psykolog og læge inkl. et gedigent arbejde med mig selv og hep og opbakning fra Jakob, ser mit liv sådan ud nu

forår 2015
1. Kognitiv opblomstring
a. Jeg taler løs - Jakob og jeg får vendt en masse spændende emner dagligt, og jeg kan følge med (OK, når jeg er træt taber jeg hurtigt pusten, men det er, hvad det er - og måske er det en naturlig stopklods, så jeg ikke overbruger mig selv).
b. Min hukommelse er rigtig godt på vej, og jeg kan godt handle 1 liter mælk uden seddel - også lidt mere. Indkøbslister og små noter hist og her er jeg dog meget god til at støtte mig til.
c. Jeg kan læse bøger og er ved at afslutte 3. bog i dette kalenderår. Jeg kan altså koncentrere mig og fokusere. Jiiiihaaaa.

2. Jeg tjekker mail uden problemer - og håber da altid på dejlige, personlige mails.
3. Jeg griber nu selv telefonen og ringer rundt.
4. Jeg føler, at jeg har fundet mig selv igen - dog en bedre udgave. Ikke mere poleret eller perfekt - tværtimod, men jeg er mere autentisk og umaskeret - mere rådt for usødet, og jeg kan lide det.

Jeg skal huske pauser - og flere end før, og jeg er ved at lære, at "OK" og "godt nok" ikke er lig dårligt udført arbejde.

Det kan ikke siges mange gange nok, at det er så forbandet vigtigt at passe på sig selv og hinanden, og intet arbejde - absolut intet - er vigtigere end ens helbred. Det hurtige tempo i samfundet, jeg talte om i sidste uge, som er medårsag til, at vi søger ro ved at male, ved at se en meget lang udsendelse, hvor man ser ud af forruden på et lokomotiv, og der kun kører et smukt og roligt landskab forbi øjnene af en, ved at strikke, hækle og lægge puslespil eller ved at gå til yoga og mindfulness, er spændende og dragende, men vi som mennesker er ikke gearet til en livslang sprint.
Vi skal turde tale om det, som gør ondt, vi skal turde bede om hjælp, og vi skal turde lytte og rent faktisk høre, hvad der bliver sagt. Vi skal give os tid - til hinanden.

Vi skal passe på os selv - og på hinanden.