22. marts 2015

Hvad siger maven?

Er der mon nogen, som har prøvet kræfter med månedens udfordring om at bruge mavefornemmelsen som samarbejdspartner i hverdagens beslutningstagen i forbindelse med stort og småt?
Hvordan er det gået?

Min udfordring eller opfordring var ikke et sjovt og moderne eksperiment. Opfordringen havde og har udgangspunkt i yderst klar tale fra min psykolog.
Jeg er her et år efter mit stresssammenbrud ikke helet mentalt, og stresssymptomerne begyndte at blusse op igen i januar med flashbacks, myldertanker, mareridt, dårlig søvn, mange tårer, angst og jeg var blevet bange for at træffe helt simple beslutninger selv. Jeg var begyndt at komme ud af kontakt med mid selv.
Jeg bankede i bordet, for der måtte ske noget. Jeg ville have det bedre, og jeg ville kunne navigere uden om stress på en sund måde og navigere på egen hånd.

For at gøre en MEGET lang udredning ultra kort var psykologens instruks til mig at lytte til min mavefornemmelse OG følge den hver eneste dag. At stole på mig selv og tage handling ud fra, om jeg mærker et ja eller nej.

I den første uge forsøgte jeg at undgå store beslutninger, for det var for voldsomt - jeg var for usikker. Ja, jeg er en voksen kvinde på 39, men det er, hvad voldsom stress kan medføre for selv en handlekraftig person. Selv det at skulle tage beslutning om frokostens indhold kunne kræve, at jeg stoppede op. Var det formaninger eller lysten, som talte. Jeg måtte starte på mikroniveau.
En dag spiste jeg fastelavnshorn til frokost. Big deal, vil mange måske tænke, men det oplevede jeg som en sejr, da jeg gjorden dagen op, for jeg ville have haft gnavet mig igennem en masse groft og grønt af vane i stedet. At frokosten lige den dag løs på hjemmebagte, hvedemelsfastelavnshorn med chokolade - altså kage - var et flot skidt på vejen.

Ugen efter blev jeg modigere og tilmeldte mig et coachingforløb og tre fyraftenskurser. For at toppe det hele tog jeg på egen hånd beslutning om 2 nye par briller. Det havde jeg været ude af stand til ugen og ugerne forinden.
Pointen her er, at det at følge mavefornemmelsen (altså uden at risikere liv og lemmer) er en evne, som kan opøves ved en aktiv og bevidst indsats.

Mit liv er ikke blevet lutter lagkage. Jeg er et menneske. Jeg har tidspunkter, hvor jeg føler det overvældende (og her er jeg så nødt til at tage nogle dyyyybe vejrtrækninger, acceptere overvældeldsen og, når jeg er klar, se på min udvikling på bare 4 uger), lige som der er øjeblikke, hvor jeg siger, at jeg har lyst til at give andre ansvaret og kaste håndklædet i ringen, fordi jeg har en dårlig dag eller måske har haft presset mig selv til grænsen.
MEN selvom det ikke har været og heller ikke er uden arbejde at følge mavefornemmelsen, så føles det, som følger i kølvandet på at følge mavefornemmelsen, ikke som arbejde.
Jeg oplever at have fået mere energi, for hold da fest, hvor bliver der frigivet meget energi, som hidtil have været brugt på at presse mig selv ind i kasser og diagrammer, hvor jeg ikke føler mig godt til rette.

At følge mavefornemmelsen kræver en ærlig indsats, men det er det hele værd.
Hvis du ikke har været med på udfodringen eller opfordringen i de sidste tre uger, men har fået mod på det, så er mit råd at starte i det små, så du har dig selv med.

4 kommentarer:

  1. Super modig og smukt skrevet, meget rørende og inspirerende !!!
    Alle burde at følge sin mavefornemmelse :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak, Jihan, for dine rosende ord. <3

      Jeg har i hvert fald selv oplevet ændringer på blot fire uger ved at handle ud fra min mavefornemmelse - i stedet for blot at lytte til den (og ikke handle efter den).

      Slet
  2. very inspiring article

    SvarSlet
    Svar
    1. Hi Ade.

      Thank you very much. :-)

      Slet