31. marts 2015

Lidt om langsommelighed som modvægt til samfundets tempo

"Strikning er det nye slow-projekt" skrev Tine Johansen på DR.dk den 22. marts.
Hmmm, SÅ nyt et fænomen er det altså heller ikke - heller ikke blandt den population af befolkningen i DK, som ikke falder ind under kategorierne bedsteforældre eller oldeforældre - end sige forældre. Sammen med mindfulness, yoga, pilates og fokus på nærvær udgør nørklearbejde en i mine øjne yderste vigtig og SUND modvægt til det samfund, vi i den vestlige verden lever i, hvor temposkruen hele tiden strammes liiiiiige en tand mere, hvor effektivitet, kassetænkning og utålmodighed er hverdag, og hvor flere og flere bliver langtidssygemeldte med stress...
Der skal være en balance, og det har været forsøgt opnået i efterhånden mange år. Der er bare noget, som for mig ikke giver mening, for hvornår finder vi ud af at deles om opgaverne, så flere kan gå ned i tid og andre kan komme til? Hvor er balancen? Er det noget, vi skal lære hver tirsdag mellem kl. 19:05 og 19:50 i den lokale gymnastikforening efter en pudsigt nok hurtig gang aftensmad? Det giver ikke mening for mig.

I et sand informationsoverload på Formland Upgraded messen i januar/februar i år fandt jeg en oase af netop ro, tid og nærvær hos Tenna. Hun sad strikkende på en stol omgivet af det blødeste og tykkeste garn.
 
 

Der er kun 18 masker slået op på pind 25
 
 
Det var betagende at mærke den ro, der var over lige præcis den arbejdende udstilling, placeret midt i en hektisk bistade af udstillere, som summede aktivt omkring de besøgende. Det magiske ved Tenna - og Tapetforum.dk, som i Danmark står bag salget af det tykke garn (klik på nyheder på deres hjemmeside for at komme til garnet) - var, at hun lod de interesserede komme til sig i deres eget tempo. Sådan noget giver mig følelsen af ro, overskud og ikke mindst ægthed. Varen fik ganske enkelt lov til at tale for sig selv. <3

Jeg var langt fra den eneste, som blev draget af roen og det bløde, tykke garn. Tenna kunne fortælle, at de - hendes kæreste Morten, som repræsenterede Tapetforum på messen, og hun selv - var blevet overraskede over interessen, for hovedformålet med messedeltagelsen havde været Tapetforum. Garnet var i sidste øjeblik kommet med på forsøgsbasis, og havde vist sig at være deres hovedattraktion.
 





Jeg drømmer om selv at kunne sidde med bunker af det tykke garn og stikke et lækkert og vamset sengetæppe og lade langsommeligheden sænke sig over mig.

Indlægget er IKKE sponsoreret.

22. marts 2015

Hvad siger maven?

Er der mon nogen, som har prøvet kræfter med månedens udfordring om at bruge mavefornemmelsen som samarbejdspartner i hverdagens beslutningstagen i forbindelse med stort og småt?
Hvordan er det gået?

Min udfordring eller opfordring var ikke et sjovt og moderne eksperiment. Opfordringen havde og har udgangspunkt i yderst klar tale fra min psykolog.
Jeg er her et år efter mit stresssammenbrud ikke helet mentalt, og stresssymptomerne begyndte at blusse op igen i januar med flashbacks, myldertanker, mareridt, dårlig søvn, mange tårer, angst og jeg var blevet bange for at træffe helt simple beslutninger selv. Jeg var begyndt at komme ud af kontakt med mid selv.
Jeg bankede i bordet, for der måtte ske noget. Jeg ville have det bedre, og jeg ville kunne navigere uden om stress på en sund måde og navigere på egen hånd.

For at gøre en MEGET lang udredning ultra kort var psykologens instruks til mig at lytte til min mavefornemmelse OG følge den hver eneste dag. At stole på mig selv og tage handling ud fra, om jeg mærker et ja eller nej.

I den første uge forsøgte jeg at undgå store beslutninger, for det var for voldsomt - jeg var for usikker. Ja, jeg er en voksen kvinde på 39, men det er, hvad voldsom stress kan medføre for selv en handlekraftig person. Selv det at skulle tage beslutning om frokostens indhold kunne kræve, at jeg stoppede op. Var det formaninger eller lysten, som talte. Jeg måtte starte på mikroniveau.
En dag spiste jeg fastelavnshorn til frokost. Big deal, vil mange måske tænke, men det oplevede jeg som en sejr, da jeg gjorden dagen op, for jeg ville have haft gnavet mig igennem en masse groft og grønt af vane i stedet. At frokosten lige den dag løs på hjemmebagte, hvedemelsfastelavnshorn med chokolade - altså kage - var et flot skidt på vejen.

Ugen efter blev jeg modigere og tilmeldte mig et coachingforløb og tre fyraftenskurser. For at toppe det hele tog jeg på egen hånd beslutning om 2 nye par briller. Det havde jeg været ude af stand til ugen og ugerne forinden.
Pointen her er, at det at følge mavefornemmelsen (altså uden at risikere liv og lemmer) er en evne, som kan opøves ved en aktiv og bevidst indsats.

Mit liv er ikke blevet lutter lagkage. Jeg er et menneske. Jeg har tidspunkter, hvor jeg føler det overvældende (og her er jeg så nødt til at tage nogle dyyyybe vejrtrækninger, acceptere overvældeldsen og, når jeg er klar, se på min udvikling på bare 4 uger), lige som der er øjeblikke, hvor jeg siger, at jeg har lyst til at give andre ansvaret og kaste håndklædet i ringen, fordi jeg har en dårlig dag eller måske har haft presset mig selv til grænsen.
MEN selvom det ikke har været og heller ikke er uden arbejde at følge mavefornemmelsen, så føles det, som følger i kølvandet på at følge mavefornemmelsen, ikke som arbejde.
Jeg oplever at have fået mere energi, for hold da fest, hvor bliver der frigivet meget energi, som hidtil have været brugt på at presse mig selv ind i kasser og diagrammer, hvor jeg ikke føler mig godt til rette.

At følge mavefornemmelsen kræver en ærlig indsats, men det er det hele værd.
Hvis du ikke har været med på udfodringen eller opfordringen i de sidste tre uger, men har fået mod på det, så er mit råd at starte i det små, så du har dig selv med.

16. marts 2015

Slow Sunday Sweets

Er der noget bedre end småsløve og stille søndage?

Jeg sørger så vidt muligt for at have få eller ingen planer i weekenden. Det frigiver nemlig tid og plads til spontan bagelyst. Den slags dukker af og til - ej, OK, jævnligt - op hos mig, præcis som det skete for lidt over en måned siden lige før fastelavn.
I en lodtrækning på Odense Marcipans Facebookside var jeg (og ca. 40 andre) så heldig at vinde deres to ismassevarianter; en marcipanmasse og en lakridsmarcipanmasse. Masserne kan sagtens bruges til andet end is - f.eks. bagværk. Resultatet af min spontane legelyst kan ses her:






Minifastelavnshorn med nougat (som jeg selv havde købt) og marcipanmasse. Vidunderlig kombination. Mmmmm.
 


Is med lakridsmarcipanmasse. Is UDEN ismaskine! Jep, det kan rent faktisk lade sig gøre - også meget nemt (der står opskrift på marcipanmasseposen).

Jeg slår gerne et slag for Odense Marcipan, for jeg er temmelig glad for især deres nougat og deres overtrækschokolader. Lige netop disse produkter er så lækre at arbejde med, og nu kan jeg så tilføje marcipanmassen også (den uden lakrids - hvorfor skal der lakrids i alt?). Dette er ikke et sponsoreret indslag, bare lige for at slå det fast.


Denne weekend har stået på afslapning. Hvad har været på programmet hos Jer? :-)

9. marts 2015

En kærlig hilsen

Jeg blev inspireret til at slå et slag for at sætte tempoet ned og tage sig tid til det nære og til at være i det nære, både da jeg læste et stille mandagsindlæg hos Sebrina i februar, og da jeg i weekenden læste Mies pralerier, for det er et emne, som fylder meget hos mig. Helt grundlæggende.

Sabrines indlæg emmer af ro og tid, og jeg har genlæst indlægget en del gange, skal jeg ærligt indrømme, fordi det er så rart, og fordi det formår at videreformidle en stemning til mig, som går rent ind, og som får mig til at tænke en ekstra gang over mit eget tempo.

Mies indlæg rammer mig på en anden måde, for lige netop det at skrive, er et stort aktiv i mit eget liv, og jeg har altid skrevet meget i hånden, siden jeg kunne skrive (OK, ret skal være ret, jeg fylder 40 om et halvt år, så jeg er IKKE vokset op med computer, og skrivemaskine havde vi ikke i mit barndomshjem), og det er stadig en stor kilde til at lufte frustrationer, til at vende tankespin, til at få idéer, til at notere og bare til at komme ned i gear.
Hver aften året rundt - og jeg mener hver eneste aften, inden jeg lægger mig til at sove, runder jeg dagen af ved i min papirkalender at skrive minimum tre plusser fra selv samme dag.

Og så er der brevskrivning, som har haltet lidt hos mig pga. stress, og som jeg ikke har fået helt op at køre endnu, men det at skrive et brev i hånden gør for mig, at jeg uden videre tager mig tid til den langsomme kommunikation i et par timer, hvis ikke over nogle dage, hvor jeg går til og fra brevet. Det giver mig eftertænksomhed, og det gør, at jeg har fuld fokus på modtageren og relationen mellem vedkommende og jeg.

Mit seneste brev var et kærlighedsbrev til Jakob til hans fødselsdag i weekenden. Det kan anbefales med en kærlig hilsen.

2. marts 2015

Med mavefornemmelsen som samarbejdspartner - månedens udfordring

"Lad nu være med at dømme andre eller noget så hurtigt..." Har du hørt den sætning eller noget lignende før? Enten som barn eller voksen - eller begge dele? Og fra dig selv også?

Jeg har fra barns ben lynhurtigt kunne mærke i maven, hvis der var noget off hos nogen eller hos noget, dvs. hvis de eller det ikke ville mig noget godt. Min mavefornemmelse har, trods adskillige løftede pegefingre om at give dem eller det en chance, førend de/det blev frasorteret, aldrig - som i a.l.d.r.i.g. - løjet for mig. Jeg blev dog lidt for dygtig til at rette ind efter de løftede pegefingre. Desværre.

Jeg oplever og har oplevet størst flow i mit liv, når mine beslutninger tages ud fra maven, selvom det kan være nok så nervepirrende - f.eks. at kaste sig ud i på egen hånd at arrangere et udlandsophold på et år på ganske få måneder, fordi jeg MÅTTE læse fonetik hos de førende forskere i England, og mit universitet ikke havde en udvekslingsaftale i stand med det pågældende universitet i London.
Det krævede, at jeg, efter at jeg havde søgt om optagelse, for det gjorde jeg først, gik til banken for at låne penge til at betale for studiet, fordi jeg ikke havde kr. 30.000,00, som uddannelsen kostede, og så skifte bank for at lånet kunne lade sig gøre. Det krævede, at jeg søgte kollegieværelse i London, at jeg selv sørgede for at leje min lejlighed ud, som jeg boede i gennem et boligselskab, og naturligvis fandt pålidelige lejere. Det krævede rigtig mange små finurligheder, som jeg måtte tage mig af, mens jeg læste til og gik til eksamen.

Altså ret meget arbejde at stå ved min mavefornemmelse, som det ser ud på papiret, men det føltes ikke som meget arbejde, da jeg stod i det. Jeg var i flow. Og jeg fik det i London, jeg kom efter - og mere til.

Jakob meldte sig på banen, bedst som jeg havde lagt mig fast på, at mænd i mit liv måtte vente i hvert fald tre år, og at jeg først der ville tage stilling til, OM jeg overhovedet havde lyst til en mand i mit liv. Det var et meget stærkt princip, jeg havde (i hovedet), for jeg havde bare brug for at være alene, nyde roen i hverdagen og bare være mig selv, og jeg kunne virkelig godt lide at være alene. Min mavefornemmelse var dog soleklar med Jakob; DROP dit princip, Karina, for du vil på dit dødsleje som minimum 96-årig fortryde bitterligt, hvis du ikke følger din mavefornemmelse.
Heldigvis lyttede jeg. <3

Jeg har også gjort det modsatte - ikke lyttet til min mavefornemmelse, selvom den var der med det samme. I stedet rettede jeg ind efter alt andet end mig selv.
Det resulterede i småsløjhed, som jeg havde svært ved at få bugt med, jeg fik udslæt, som hudlægen ikke kunne finde nogle grunde til, havde kvalme, maveonde, var forkølet - min krop var ganske enkelt i konstant alarmberedskab, fordi jeg modarbejdede mit inderste, min kerne, mit eget værdisæt. Så læringen, som jeg dog har fået med mig, og som jeg er glad for, blev på bekostning af mit helbred og ikke at turde at stå ved mig selv. Det er dyrt på alle fronter at give afkald på sig selv, men ved at lytte til sin intuition, er der så meget godt at hente, som Jo Simpson beretter om i sin TED talk Intuitive Decision Making.

Jeg er gået i træningslejr, og har været afsted i en uges tid nu, for at lære at lytte til mig selv - igen - og ikke mindst stå ved min mavefornemmelse og handle på den i hverdagen. Det er min udfordring (for det bliver en udfordring på nogle områder) og opfordring til mig selv. Det giver mig en følelse af personlig styrke at handle i overensstemmelse med mig selv, og det giver mig glæde og energi, som jeg kan give videre uden at aflades. Ren win-win. :-)

Har du lyst til at være med og investere i og udfordre dig selv på den gode måde?