16. februar 2015

Fordi du har værdi som menneske

Arbejderen udgav den 30. januar i år denne artikel om børn med handicap og deres værdi - eller manglen på samme - i dagens Danmark - eller konkurrencestaten.

Artiklen er trist læsning helt generelt, men især sætningen "Skiftet fra velfærdssamfundet til konkurrencestaten betyder, at mennesker skal bevise, at de er noget værd, før de bliver regnet med, erklærer Birgit Kirkebæk." (citat fra artiklen) ramte mig i maven, for det er desværre en tendens der synes fremtrædende mange steder.
Hvad er det for et menneskesyn, vi er med til at forme? Er det virkelig sådan, vi gerne vil være - ensrettede og målrettede? Er det af frygt for ikke at kunne følge med samfundets udvikling på konkurrenceplan, at mangfoldighed bliver tom retorik, og at vi derfor på det personlige plan skal tie inde med en psykisk diagnose til jobsamtalen for at blive tilbudt jobbet?
Den 15. januar i år havde Go' Morgen Danmark inviteret to mænd ind til et interview om det at have fået en psykisk diagnose og udfodringerne i at få et job, trods mange gode kompetencer og erfaringer. Begge havde de været åbne omkring deres diagnoser, og de havde også valgt at belyse til samtalerne, hvordan og hvorledes de med forskellige værktøjer (mentale teknikker, eller det at kunne bruge at bevæge sig) og medicinering kom omkring eventuelle udfordringer.
Den ene fik afslag på afslag, den anden var begyndt at undlade at fortælle om diagnosen.

Jeg så udsendelsen på stepmaskinen i mit træningscenter og fik trampet temmelig hårdt i pedalerne, lige som jeg vist også fik underholdt de andre trænende med vrede bemærkninger til de oplevelser, de to fortalte om.

Da Jakob var i praktik på min tidligere arbejdsplads, og vi havde arbejdet sammen i små to uger - uden at vi på det tidspunkt var andet end kollegaer, fortalte han mig i fortrolighed, at han havde en diagnose (ADHD). Dette spurgte jeg ind til, lige som jeg spurgte ind til, hvem der ellers vidste det på vores fælles arbejdsplads. Ingen andre. Det var hans svar, for han ønskede ikke at være diagnosen og ikke længere blive mødt som mennesket og kvalifikationerne.

Hvad er det, som gør, at vi mennesker ikke møder personen men i stedet bliver nervøse for en diagnose? Hvad er det, som gør, at nogle (læs: mange) arbejdsgivere fravælger gode og yderst kvalificerede kandidater med en diagnose til fordel for en anden uden diagnose? Der skal vitterligt så lidt fleksibilitet til for at stykke en arbejdshverdag sammen, som fungerer for den ansatte, kollegaer og virksomhed, og så arbejdsopgaverne klares.

Min (sikkert super frelste og) personlige holdning er, at du har værdi som mennske - med og uden diagnose, med og uden handicap, med og uden personlighedstræk, med og uden parforhold, med og uden en million på kontoen, med og uden job, med og uden slør, med og uden religion, med og uden hår på hovedet. Du har som mennske værdi i dig selv. Du har altid noget at byde på - dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar