1. februar 2015

Om at miste balancen

Der har været stille i et par uger, for jeg har måttet erkende, at jeg ikke kunne være alle steder på en gang, og at min krop har forsøgt at banke i bordet i håbet om, at jeg lyttede... Den har faktisk været temmelig insisterende i hele januar.

I begyndelsen af januar vågnede jeg en morgen med en lænd, som nærmest havde låst sig fast, men som havde en OK respons på bliiiiide pilatesstræk, som jeg fortsatte med i nogle dage. Det var så heldig planlagt, at jeg tre dage efter havde tid hos min massør.
Han tog sig af min lænd, og det hjalp rigtig godt, og jeg mærkede en lindring, allerede da jeg steg ned fra briksen. :-) Aaaah. Hvilken befrielse.
Inden jeg nåede så langt, dog, kunne massøren dog give mig årsagen til, hvorfor mit ene knæ havde føltes ømt og under pres; jeg var ramt af inflammation i knæet, eller rettere der hvor musklerne hæfter. Overbelastning var dommen fra min massør, og løbeturene var jeg på tvunget pause fra i en uge. Måske skal man kunne lidt at træne og især løbe for at forstå, hvad det betyder for humøret, men jeg har skrevet om før, at træning er en af mine energikilder, så det var ikke super sjovt, MEN min krop sagde jo fra, fordi jeg ikke havde været god nok til at give den pause jævnligt. Jeg lyttede - til min massør.
Restitution er vigtigt, og jeg ved det. Der er ingen undskyldning.
Jeg har efterfølgende været god til at holde ved en ugentlig restitutionsdag.

Da jeg var klar igen både med lænd og knæ, blev jeg ramt af slem stress med flashbacks fra et tidligere arbejde, jeg fik ondt i maven, havde en kort lunte, hjertebanken, høj puls, ekstrem dårlig søvn med mareridt, jeg var grådlabil, havde kvalme, og alarmklokkerne bimlede og bamlede for at få mig til at indse, at noget var galt. En invitation til en jobsamtale på et job, som jeg vitterligt troede (med hjernen) ville være rigtig spændende på den gode måde, havde udløst en lavine i min kerne, som råbte og skreg for at få mig til at indse, at der her var fare på færde, og at jeg skulle holde mig fra det.
Det tog mig 1½ uge, førend jeg lige så stille begyndte at sove bedre igen. Helingen satte først ind, da jeg havde fået besked om, at jeg ikke havde fået jobbet.
Det har undret mig, at jeg i processen valgte at overhøre og ikke agere på de signaler, mit indre sendte, og jeg må ærligt indrømme, at jeg i noget tid ikke har kunnet give mig selv og andre en forklaring på, hvorfor jeg ikke selv stoppede op og sagde fra. Jeg ved nu, at jeg ikke har følt det legitimt at sige nej tak. Sikke et pres jeg har udsat mig selv for på den bekostning.

Bedst som de natlige mareridt og flasbacks aftog, fik jeg en lille forstuvning i højre knæ - samme knæ, som var ramt af inflammation i begyndelsen af måneden. Og ugen blev jeg lagt ned af en gedigen forkølelse... Need I say more?!

Jeg har netop taget hul på en uges ferie, for det nytter ikke, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan skelne den ene jobansøgning fra den anden, fordi den energi, der lægges i dem, kræver mange af mine ressourcer - når jeg ikke har balancen i orden. Det nytter ikke, at jeg hænger med neglene for at følte med i et tempo, som ikke er mit eget.
Det nytter ikke, når jeg overvældes af tanker og følelsen af ikke at slå til overhovedet, og det er ikke godt for noget eller nogen, da slet ikke mig selv, når jeg mister balancen.

Med disse ord lukker og slukker jeg for januar 2015 og tager hul på ferie i februar og fastelavnshorn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar