24. februar 2015

Om rummelighed

"Skat? Ved du hvad? Mine forældre har lige fortalt, at de har booket hytte til os i sommerferien, og at vi bare kommer og går i løbet af den uge, som det passer os".
Det var stort set ordret det, Jakob en dag fortalte efter et visit hos sine forældre.

Da jeg havde fået drejet tankerne væk fra jobsøgning, stigende stress og meget andet hen på emnerne sommer og ferie i kombination, blev jeg helt paf. Jeg nåede ikke at panikke, som jeg normalvis ville gøre ved tanken om ferie med en hel gruppe mennesker, og at jeg rent faktisk skal væk fra mit hjem til sommer, hvor det bedste for mig er hverdagen hjemme med træning, stille dage, bøger og arbejde i kolonihaven.
Der er al den plads fysisk og ikke mindst mentalt til, at jeg kan trække mig tilbage til fred og ro og enerum, som jeg har brug for. Der er desuden så meget omkringliggende natur, har jeg ladet mig fortælle, der indbyder til løbeture og gåture, at jeg uden risiko for at blive energiforladt kan holde lidt ferie der, hvor min mand ferierede som barn.

Ved I hvad? Mine svigerforældre forstår at møde mig med kærlig rummelighed. <3

16. februar 2015

Fordi du har værdi som menneske

Arbejderen udgav den 30. januar i år denne artikel om børn med handicap og deres værdi - eller manglen på samme - i dagens Danmark - eller konkurrencestaten.

Artiklen er trist læsning helt generelt, men især sætningen "Skiftet fra velfærdssamfundet til konkurrencestaten betyder, at mennesker skal bevise, at de er noget værd, før de bliver regnet med, erklærer Birgit Kirkebæk." (citat fra artiklen) ramte mig i maven, for det er desværre en tendens der synes fremtrædende mange steder.
Hvad er det for et menneskesyn, vi er med til at forme? Er det virkelig sådan, vi gerne vil være - ensrettede og målrettede? Er det af frygt for ikke at kunne følge med samfundets udvikling på konkurrenceplan, at mangfoldighed bliver tom retorik, og at vi derfor på det personlige plan skal tie inde med en psykisk diagnose til jobsamtalen for at blive tilbudt jobbet?
Den 15. januar i år havde Go' Morgen Danmark inviteret to mænd ind til et interview om det at have fået en psykisk diagnose og udfodringerne i at få et job, trods mange gode kompetencer og erfaringer. Begge havde de været åbne omkring deres diagnoser, og de havde også valgt at belyse til samtalerne, hvordan og hvorledes de med forskellige værktøjer (mentale teknikker, eller det at kunne bruge at bevæge sig) og medicinering kom omkring eventuelle udfordringer.
Den ene fik afslag på afslag, den anden var begyndt at undlade at fortælle om diagnosen.

Jeg så udsendelsen på stepmaskinen i mit træningscenter og fik trampet temmelig hårdt i pedalerne, lige som jeg vist også fik underholdt de andre trænende med vrede bemærkninger til de oplevelser, de to fortalte om.

Da Jakob var i praktik på min tidligere arbejdsplads, og vi havde arbejdet sammen i små to uger - uden at vi på det tidspunkt var andet end kollegaer, fortalte han mig i fortrolighed, at han havde en diagnose (ADHD). Dette spurgte jeg ind til, lige som jeg spurgte ind til, hvem der ellers vidste det på vores fælles arbejdsplads. Ingen andre. Det var hans svar, for han ønskede ikke at være diagnosen og ikke længere blive mødt som mennesket og kvalifikationerne.

Hvad er det, som gør, at vi mennesker ikke møder personen men i stedet bliver nervøse for en diagnose? Hvad er det, som gør, at nogle (læs: mange) arbejdsgivere fravælger gode og yderst kvalificerede kandidater med en diagnose til fordel for en anden uden diagnose? Der skal vitterligt så lidt fleksibilitet til for at stykke en arbejdshverdag sammen, som fungerer for den ansatte, kollegaer og virksomhed, og så arbejdsopgaverne klares.

Min (sikkert super frelste og) personlige holdning er, at du har værdi som mennske - med og uden diagnose, med og uden handicap, med og uden personlighedstræk, med og uden parforhold, med og uden en million på kontoen, med og uden job, med og uden slør, med og uden religion, med og uden hår på hovedet. Du har som mennske værdi i dig selv. Du har altid noget at byde på - dig.

8. februar 2015

Om at tage store beslutninger



Som HSP kan det være noget af en proces at tage en beslutning af de store og personlige af slagsen... For kan det lade sig gøre, hvad skal der til, hvornår, hvem berøres af beslutningen, hvilke konsekvenser og muligheder har det for dette og hint, og mange, mange, MANGE forgreninger udi eventuelle situationer affødt af netop denne beslutning, men som ikke nødvendigvis sker i virkeligheden.
OK, reelt set behøver det ikke engang være en stor beslutning, førend proceskarrusellen sætter i gang - her taler vi f.eks. om tøj, en taske eller det der spottilbud i køledisken i Netto, som ikke er nødvendig for overlevelse i dagligdagen, men som smager godt og er en luksusspise, men hvad så hvis der nu skal være penge til andet i løbet af ugen, som ER vigtigere, at det faste budget kan rumme, osv. i småtingsafdelingen. Det går lynende stærkt at bevæge sig ud i det åbne hav af spørgsmål til handlinger og konsekvenser.

Det kan godt være temmelig frustrerende for de nærmeste omkring os, men det kan det absolut også være for en selv, for tankevirksomheden kan jo gå helt i selvsving. Jeg skal være ærlig og sige, at det sker hos mig, når vi taler de store beslutninger i privat regi. Puuuha.
Jeg vægter for og imod, lytter til min mavefornemmelse (og det skal jeg blive meget bedre til, for den er min stærkeste guide til de gode valg), mediterer, jeg spørger til råds, jeg skriver dagbog, mailer, taler i telefon, diskuterer med mig selv i hovedet, ser meget tænksom og optaget ud og taler med Jakob - som bliver helt blå i hovedet af at lytte og lytte og lytte. Hans hjerne er ved at brande sammen, for hvor bliver handlingen af bag alle disse mange ord?
Min hjerne og mit hjerte fægter dramatiske dueller, som gælder det liv og død.
Men kun tid og plads til at kunne mærke den gode mavefornemmelse hjælper her, for hvis ikke jeg har mig selv med, så sker der ikke noget - i hvert fald ikke noget godt.

Husker I, at jeg i juli sidste år skrev om at flytte rundt, og at dette førte tanker med sig? Jep, her et halvt år efter har jeg nu taget en beslutning. :-) Jakob har naturligvis været involveret, men har også fra start meldt sin holdning klart ud, så derfor har det primært været mig, som skulle nå til en beslutning, og det er jeg.

Ferieugen har således ikke kun budt på fødselsdagsgaveindkøb, friske blomster fra Jakob og fastelavnshorn. Den har også budt på en beslutning om at gøre lejligheden klar til salg, så vi kan flytte.


Hvordan håndterer I de store beslutninger? Har I gode, mentale værktøjer til at komme igennem til en beslutning på en god og helskindet måde, så I ikke har efterladt Jer selv midt i processen?
Del endelig ud af Jeres erfaringer og gode råd - meget gerne her på bloggen, så vi kan inspirere hinanden, HSP eller ikke HSP.
Jeg vil nemlig gerne blive bedre til de store beslutninger i privat regi - derfor mine spørgsmål. Og Jakob vil være Jer dybt taknemmelig, hvis jeg kunne lære lidt på den front, så han ikke skal trækkes så mange lytteseancer igennem, når der i fremtiden skal tages store beslutninger. :-)

5. februar 2015

Februar, ferie og fastelavn

Ferieugen skrider fremad, og jeg har formået at fange lidt stemningsbilleder fra de forgangne fire dage.


Fødselsdagsgave til min yngste nevø.



Friske, hvide tulipaner - yndlingsblomst fra yndlingsmand. :-D



Fastelavnshorn (i stedet for at forme dem som boller, blev det horn).


Der er blevet taget nogle store beslutninger også, men dem fortæller jeg mere om i slutningen af ugen.


1. februar 2015

Om at miste balancen

Der har været stille i et par uger, for jeg har måttet erkende, at jeg ikke kunne være alle steder på en gang, og at min krop har forsøgt at banke i bordet i håbet om, at jeg lyttede... Den har faktisk været temmelig insisterende i hele januar.

I begyndelsen af januar vågnede jeg en morgen med en lænd, som nærmest havde låst sig fast, men som havde en OK respons på bliiiiide pilatesstræk, som jeg fortsatte med i nogle dage. Det var så heldig planlagt, at jeg tre dage efter havde tid hos min massør.
Han tog sig af min lænd, og det hjalp rigtig godt, og jeg mærkede en lindring, allerede da jeg steg ned fra briksen. :-) Aaaah. Hvilken befrielse.
Inden jeg nåede så langt, dog, kunne massøren dog give mig årsagen til, hvorfor mit ene knæ havde føltes ømt og under pres; jeg var ramt af inflammation i knæet, eller rettere der hvor musklerne hæfter. Overbelastning var dommen fra min massør, og løbeturene var jeg på tvunget pause fra i en uge. Måske skal man kunne lidt at træne og især løbe for at forstå, hvad det betyder for humøret, men jeg har skrevet om før, at træning er en af mine energikilder, så det var ikke super sjovt, MEN min krop sagde jo fra, fordi jeg ikke havde været god nok til at give den pause jævnligt. Jeg lyttede - til min massør.
Restitution er vigtigt, og jeg ved det. Der er ingen undskyldning.
Jeg har efterfølgende været god til at holde ved en ugentlig restitutionsdag.

Da jeg var klar igen både med lænd og knæ, blev jeg ramt af slem stress med flashbacks fra et tidligere arbejde, jeg fik ondt i maven, havde en kort lunte, hjertebanken, høj puls, ekstrem dårlig søvn med mareridt, jeg var grådlabil, havde kvalme, og alarmklokkerne bimlede og bamlede for at få mig til at indse, at noget var galt. En invitation til en jobsamtale på et job, som jeg vitterligt troede (med hjernen) ville være rigtig spændende på den gode måde, havde udløst en lavine i min kerne, som råbte og skreg for at få mig til at indse, at der her var fare på færde, og at jeg skulle holde mig fra det.
Det tog mig 1½ uge, førend jeg lige så stille begyndte at sove bedre igen. Helingen satte først ind, da jeg havde fået besked om, at jeg ikke havde fået jobbet.
Det har undret mig, at jeg i processen valgte at overhøre og ikke agere på de signaler, mit indre sendte, og jeg må ærligt indrømme, at jeg i noget tid ikke har kunnet give mig selv og andre en forklaring på, hvorfor jeg ikke selv stoppede op og sagde fra. Jeg ved nu, at jeg ikke har følt det legitimt at sige nej tak. Sikke et pres jeg har udsat mig selv for på den bekostning.

Bedst som de natlige mareridt og flasbacks aftog, fik jeg en lille forstuvning i højre knæ - samme knæ, som var ramt af inflammation i begyndelsen af måneden. Og ugen blev jeg lagt ned af en gedigen forkølelse... Need I say more?!

Jeg har netop taget hul på en uges ferie, for det nytter ikke, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan skelne den ene jobansøgning fra den anden, fordi den energi, der lægges i dem, kræver mange af mine ressourcer - når jeg ikke har balancen i orden. Det nytter ikke, at jeg hænger med neglene for at følte med i et tempo, som ikke er mit eget.
Det nytter ikke, når jeg overvældes af tanker og følelsen af ikke at slå til overhovedet, og det er ikke godt for noget eller nogen, da slet ikke mig selv, når jeg mister balancen.

Med disse ord lukker og slukker jeg for januar 2015 og tager hul på ferie i februar og fastelavnshorn.