11. januar 2015

Når hverdagen ramler - om PTSD og fødselstraumer

Tilbage i november sidste år skrev jeg et indlæg om at skulle genfinde meningen i en hverdag, som havde fået nyt perspektiv pga. min langvarige stress og konsekvenserne heraf.

I dag får dette emne et genvisit, og det vil det gøre nogle gange fremover fordi
  1. det fylder meget i min hverdag, og jeg forsøger stadig at blive klogere
  2. jeg er nysgerrig efter at høre andres oplevelser med at finde eller genfinde meningen i hverdagen (kontakt mig endelig, hvis I ønsker at fortælle Jeres historie på bloggen - HSP eller ej)
  3. fordi jeg i dag vil henlede opmærksomheden på et tabubelagt emne, som kan ramme alle, uanset om de er særligt sensitive eller ikke så sensitive.
PTSD kan ramme alle og både mænd og kvinder, men fælles for dem, som rammes, er en forudgående traumatisk hændelse. Når PTSD omtales i og på diverse medier, er det i samme sætning som tidligere udsendte soldater med krigstraumer.
I den kommende uge vil en ny gruppe af PTSD-ramte blive belyst - nemlig kvinder, som grundet en traumatisk fødsel har fået diagnosen PTSD. Den traumatiske fødsel kan - den gør det ikke pr. automatik, skal lige understreges - munde ud i, at kvinden får PTSD.




For alle nybagte familier, kan hverdagen ramle, når der er en lille ny - eller to (måske endda tre) - at tage vare på, for det hele vendes på hovedet. Langt de fleste finder hoved og hale i de nye rammer, og langt de fleste nybagte mødre strømmer over af glæde over det lille nye vidunders kommen.
For nogle har fødslen været traumatisk, og disse kvinder kan føle sig forkerte pga. tabubelagte følelser, der ikke lever op til den reaktion, samfundet forventer - nemlig den glade og strålende, nybagte mor. Det er vigtigt at få italesat den traumatiske fødsel, så kvinder med en sådan oplevelse ikke føler sig forkerte, så omverdenen forstår at vise imødekommenhed over for en anden fødselsoplevelse end den glade og ikke mindst så vi kan få skabt en åben debat og få talt fremadrettede løsninger, støtteforanstaltninger blandt professionelle og privat (dvs. hvordan pårørende bedst drager omsorg over for og lytter til kvinden, hvis fødsel var tramatisk).

På tirsdag, den 13. januar 2015, bliver der i Go' aften Danmark sat fokus på den traumatiske fødsel, og på torsdag, den 15. januar 2015, udgives bogen Efterveerne - Den traumatiske fødsel skrevet af Lene Jørgensen.

Lene kommer forbi bloggen i løbet af foråret, hvor hun blandt andet fortæller, hvordan hun skulle genfinde meningen i sin hverdag efter sin traumatiske fødsel. Hun har et eksemplar af sin bog med til en heldig læser.
Bogen er meget barsk læsning og går direkte ind, men den fortjener læsning, emnet fortjener debat og kvinder med traumatiske fødsler fortjener at blive hørt, deres oplevelser fortjener fokus og italesættelse, de fortjener forståelse når deres hverdag ramler og de fortjener fremadrettet indsatser på området. Derfor skal der lyde en opfordring herfra til at dele dette indlæg, hvis I kender nogen/har et familiemedlem, som på en eller anden måde er i kontakt med fødende kvinder rent professionelt eller nybagte mødre, som selv har en traumatisk fødsel bag sig eller som på anden vis kan have gavn af at læse bogen og/eller høre mere om emnet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar