30. december 2015

Det vildeste år længe

2015 skulle vise sig at være året, hvor

  • jeg tog nogle pauser fra dagpengesystemet, fordi jeg havde brug for ro til at få det bedre - og det har givet pote helbredsmæssigt
  • jeg fik en psykologhenvisning fra min læge og fandt en ekspert i stress
  • jeg på grund af psykologen, og de redskaber jeg fik fra hende, begyndte at få det bedre fysisk (mit parasympatiske nervesystem lærte stille og roligt at slappe af, så jeg ikke konstant var i alarmberedskab)
  • jeg har fået det så meget bedre, at jeg nu har kunnet tage hul på alle de ubearbejdede følelser i forbindelse med stresssygemeldingen (for dem er der også en del af...)
  • jeg begyndte at arbejde igen - i min vildeste fantasi havde jeg ikke ved årsskiftet troet, at min hjerne ville kunne - og jeg havde da slet ikke troet, at jeg ville finde SÅ fedt et arbejde, der passer som fod i hose til mig og min kærlighed for sprognørderi (hold nu kaje, det er sjovt at være tilbage i sprogverdenen igen og på uni - I'm home)
  • jeg fandt ud af, at et arbejde i de for mig rigtige rammer ikke stresser min hjerne til nedsmeltning (det er en kæmpe lettelse, som jeg slet ikke kan beskrive uden at få tårer i øjnene)
  • jeg her sidst på året har forstået vinket med vognstangen i sådan en grad, at jeg har fået et perspektiv på mit liv, som giver mig ro (langt det meste af tiden)
  • centrumlejligheden blev solgt med lynets hast
  • centrumlejligheden blev skiftet ud med grønne omgivelser i øko-land
  • jeg begyndte på yoga, som har vist sig at gøre rigtig meget godt for mig (det både beroliger og åbner for sluserne, og så er der den større fysiske smidighed, som kommer snigende i yogatempo)
  • mit og Jakobs forhold har holdt ud trods den store belastning grundet min sygdom, og hvor vi er kommet meget, meget stærkere ud på den anden side <3

Det var også året, hvor

  • jeg læste 7 bøger (jeg havde håbet på 4 - læs mine ønsker for 2015 her)
  • 11 blomsterbuketter fandt vej til vaserne i løbet af året (jeg havde satset på 9) - langt de fleste var dog roser og ikke tulipaner, men hvem går op i det... ;-))
  • jeg havde den første konkurrence på bloggen, affødt af min glæde for massage
  • Jakob og jeg var på en månedlig cafédate (vi har fået nogle favoritcaféer her i Odense)
  • jeg fyldte 40 år

samt året, hvor

  • vi skulle have været gift igen - men det valgte vi at udskyde, så det bliver i 2016 i stedet
  • jeg havde intention om at lære at bruge GROW-modellen. Dette blev heller ikke til noget, men kommer tid og overskud kommer det nok.

Sidst men ikke mindst blev 2015 også året, hvor jeg skrev meget mere uddybende om det at være sygemeldt med stress og gå i sort på grund af stress. Jeg håber inderligt på at være nået ud til bare en lille procentdel af alle Jer, som læser med, så I stopper op, førend det går galt. I.N.T.E.T. job er vigtigere end dit helbred.
INTET.

Tusinde tak for at have læst med året igennem og for kommentarer. Det betyder meget for mig.

Og med disse ord vil jeg ønske et rigtig dejligt nytår. Vi skrives og tales ved i 2016. Pas på hinanden.

19. december 2015

Jeg er også et menneske - om misforstået hensyn

Du bliver ikke syg af stress af at tale med mig eller se mig i øjnene. Jeg smitter ikke - det gør jeg vitterligt ikke.
Jeg forstår, at det, i kraft af at jeg er blevet gjort til en personificering af mange menneskers frygt; dvs. at gå helt ned med stress, at blive sygemeldt, stå uden job og klappe kognitivt sammen, kan være svært følelsesmæssigt at kapere at stå ansigt til ansigt med mig, MEN når det er sagt, så er jeg stadig et menneske af kød og blod - præcis som dig, så vis mig den respekt at behandle mig som sådan. Jeg smitter ikke.


Spørg mig om mig. Spørg ikke andre. Jeg kan godt svare for mig selv, og du slipper for at drage forhastede og forkerte konklusioner om mit velbefindende på baggrund af idéer om, hvordan jeg har det.

Tal MED MIG om mit stressforløb - ingen andre end jeg kan give et bedre svar.
Tal ikke OM mig eller uden om mig, og visk under ingen omstændigheder om mig bag min ryg (eller i et andet rum end det jeg befinder mig i - jeg er ikke blevet døv i processen). Det er misforstået hensyn, og det gør ondt. Det gør rigtig ondt. Det giver en følelse af ensomhed at blive talt og visket OM. Det er ekskluderende fremfor inddragende.

Når du henvender dig, så må du dog også være klar på

1 - at modtage en høflig afvisning (f.eks. "jeg har ikke lyst/overskud til at tale om det/forklare det (underforstået "i hvert fald ikke lige nu, men tak for at spørge og vise omsorg, det betyder langt mere, end du tror").


2 - henvende dig igen på et senere tidspunkt trods ovenstående afvisning. Den syge har ikke altid selv overskud til at række ud, trods et enormt behov for omsorg, så hold kontakten. Hold kontakten.


3 - at acceptere, at der kan gå noget tid, før der kommer svar tilbage, for det kan som stressramt være angstfremkaldende og/eller stressfremkaldende i sig selv at læse en sms, besvare den, for ikke at sige åbne en mail eller besvare et telefonopkald (jeg turde hverken det ene, andet eller tredie selv, da min stress var på sit højeste).


4 - at modtage et svar, der kan være hårdt at rumme.

Hvis du ikke helt har modet til at tale med mig - endnu, så giv mig et kram. Sådan kan du også vise omsorg. :-) Jeg smitter ikke.
Susanne Bier svarede følgende på et spørgsmål om berøringsangst i et interview i forbindelse med sin seneste film:
"
Jeg tror blandt andet, at det er, fordi vi er bange for svaret. Hvis vi får et svar, der er uhyggeligt, så ved vi ikke, hvordan vi skal forholde os til det, og så er det nemmere ikke at spørge. Vi er ikke rigtig opdraget til det. Men jeg tror også, at det rammer en angst i os selv, fordi vi tror, at smerte kan smitte" (Læs hele artiklen online på Kristeligt Dagblad - direkte link). 

I modsætning til Susanne Bier, synes jeg ikke, at der er tale om at vise respekt at holde sig væk og give plads. I mine øjne vises der mere hensyn mennesket (som stadig er der trods sygdommen) ved at turde spørge ind og turde rumme det, som gør ondt, i stedet for at holde afstand. Afstand gør ensom. Selv hos en som mig, der ikke behøver et ton af mennesker omkring mig.


Emnet for interviewet er cancer, men artiklen er meget rammende for al slags sygdom, fysisk som psykisk, og for den berøringsangst vi i vores samfund er opdraget til, generelt set. Desværre kan det være ødelæggende for vores relationer at holde sig væk, for vi bliver bange for hinanden, lister rundt om den varme grød og negligerer omfanget af sygdommen, eller direkte modsat blæser det op til noget, det slet ikke er. Jeg har for mit vedkommende mistet  nogle tætte bekendtskaber under mit stressforløb på baggrund af ovenstående.

Opfordringen herfra må derfor være, at hvis en af dine gode venner eller en af dine nærmeste bliver syge, husk da på, at vedkommende først og fremmest er menneske.

11. december 2015

Tankevækkende

Kender du det, at du møder et menneske, som taler så dybt til dig på et uhåndgribelig plan, uden at vedkommende behøver at gøre andet end at være?

Det gør jeg, og lige hende her betagede mig fra vores første møde med sin energi, sin sjæl og sit lys. Hendes sind består af kampgejst langt ud over det sædvanlige, ynde og rummelighed. Kort sagt er hun en ualmindelig smuk sjæl, som forstår at holde fokus på det vigtige i livet. Hun har, uden hendes viden, været en af mine inspirationskilder under min stresssygdom.

Du kan møde hende her, hvor hun gør sig lidt tanker om - tanker. Det er så sandt, som det er skrevet; tanker er vi menneskers indre dirigent for, hvordan vi forholder os til det, som sker omkring os. Dirigenten styres dog af en chef - vores bevidsthed, og den er vi selv kvinde/herre over i det daglige.

4. december 2015

Allermest holder jeg af hverdagen...

Som særligt sensitiv kunne man let foranlediges til at tro, at jeg er henrykt over, at Jakob og jeg i flytningen fra centrumlejligheden ikke flyttede ind i øko-lejligheden sammen.
Spørgsmålene har været mange - rigtig, rigtig mange fra alle vinkler, trods klare udmeldinger om årsagen; var der problemer i forholdet, skulle det nu være nødvendigt, er I sikre på, at alt er OK? Vi var så super heldige at få solgt centrumlejligheden i en ruf med hurtig overtagelse, men knap så heldige med at finde en ny bolig med overtagelse med kort varsel, som matchede vores ønsker om plads til os begge, mit store behov for meget mere rolige og nærende omgivelser og ikke mindst vores pengepung. Løsningen blev en midlertidig ordning med at bo hver for sig, indtil vi fandt lige præcis det, vi gerne vil have.

Indflytningen gjorde ondt, den gjorde rigtig ondt, selvom jeg forsøgte at være fortrøstningsfuld, men henrykt over at have al den ro i hverdagen, jeg selv kunne mønstre - dvs. at bo alene? NEJ.
For mange, mange år siden var jeg ellers overbevist om, at det ville være den perfekte bo-løsning for mig, men det var det hverken før flytningen, og er det sådan set heller ikke nu.
Jovist er vores samvær, når vi ses, meget mere intenst og tæt end da vi boede sammen, og det mange forbinder med en kedelig hverdag med triste hverdagssokker, findes der ikke meget af (selvom jeg nu synes rigtig godt om hverdagen, fordi den rummer så meget nærhed), men dagligdagen og den dertilhørende intimitet skal der vilje og arbejde til fra begge sider for at opretholde på anden vis.

Det har derfor været meget svært for mig fluks at sætte alt på plads i øko-lejligheden, for det har føltes som en stadfæstelse af vores boligløsning. Det har gjort ondt. Det har gjort rigtig ondt.

Det har taget os nogle forsøg at finde en måde, hvorpå det har kunnet gå op i en højere enhed i en hverdag fyldt med aktiviteter, at få indkørt hverdagsnærværet i forholdet igen og finde en løsning, som kommer os begge til gode. Vi har haft mange svære samtaler, for det har ikke været nemt for hverken den ene eller anden part, men de har været nødvendige, og vi er nu kommet styrket videre - sammen - og styrket i vores kommunikation.

21. november 2015

10 minutters daglig pause

Jeg lovede at følge op på min udfordring, dog er det blevet til en uge ekstra til at eksperimentere med den 10 minutters daglige pause (sløjhed og andet kedeligt har haft lagt mig brak), og jeg er naturligvis spændt på at høre, hvordan udfordringen har været modtaget. :-)

1. Har du haft deltaget?
2. Hvordan fungerede det for dig at tage 10 minutters stille time out?
3. Er det en pause, du har indført i din hverdag - eller bare flertallet ud af ugens syv dage?

For mit eget vedkommende mærker jeg en forskel på, om jeg har haft taget de 25 minutters stilhed, eller om jeg en dag har udeladt pausen. Forskellen er til den negative side, hvis pausen har været streget fra den daglige rutine. Det er afklapsning ved kasse 1.

Anyway, del endelig ud af din oplevelse af og erfaring med hvordan den 10 minutters daglige pause er forløbet.
Hvis du i modsætning til mig har barn/børn, er du meget velkommen til at fortælle, hvordan du har indført en sådan pause i din hverdag, for det kan jeg ikke selv bidrage med, men jeg ved, at mange læsere har børn, så kom endelig med dine guldkorn.

Kommentarfeltet er klar. :-)

8. november 2015

Vil du være med til at lege stilleleg?

Mit seneste blogindlæg handlede om genveje til mere ro i hverdagen. Herunder uddyber jeg punkt nr. 3 - at pause ud.
Stillelegen går i al sin enkelthed ud på i fem ud af de næste syv dage (hvis ikke alle syv dage) at forære dig selv, som var det en gave til en tæt ven(inde), en lille smule ro i hverdagen.

Hør mere om ugens udfordring i min video:


Det er en teknik, jeg selv bruger dagligt blot i 25 minutter som et led i min stressbehandling - og en direkte ordre fra min psykolog. I opstartsfasen mødte jeg en del modstand både fysisk og mentalt, og jeg havde svært ved at finde ro og lade tanker være tanker - men taget i betragtning at øvelsen gik ud på at gavne mit helbred, skød jeg hurtigt modstanden i sænk, for mit helbred kommer før alt andet. Det har jeg lært nu.
Jeg har til gengæld for vedholdenheden oplevet en gavnlig effekt af det daglige stillerum, for mit nervesystem er ikke i lige så høj grad stresset, som før jeg tog hul på de daglige 25 minutters afslapning i fuldkommen ro.


Rigtig god uge og god udfordring. :-)

28. oktober 2015

7 genveje til mere ro i hverdagen

Efterhånden har jeg fundet forskellige måder at få mere ro i hverdagen, for at vise omsorg for mig selv og passe på overstimulering og undgå at puste til stressilden. De fungerer for mig, og måske kan et eller flere af dem være med til at bringe mere ro i hverdagen hos dig også - året rundt.

  1. Sæt tempoet ned.
    Grundlæggende drejer det sig i al sin enkelthed om fysisk at bevæge sig langsommere - altså gå langsommere - i hverdagen (når det IKKE drejer sig om liv og død, naturligvis).

  2. Træk vejret.
    Ja, det gør vi alle jo allerede. Trækker du vejret heeeelt ned i maven? Hvis ikke, så begynd på det, og tag også nogle dybe vejrtrækninger flere gange om dagen.

  3. Paus ud.
    Ja, tag en pause. Gå i enerum (selv toilettet på arbejdet kan bruges, hvis der ikke er et ledigt mødelokale et sted) og luk øjnene bare 4-5 minutter og fornem stilheden og roen ved at gå lidt for dig selv.

  4. skift hånd.
    Når du børster tænder om aftenen inden sengetid, så hold tandbørsten i den anden hånd end den, du normalt bruger (jeg skal altså skifte fra højre til venstre) og børst så tænderne. Fordi bevægelserne ikke er indlejret i kroppens hukommelse, sænkes tempoet automatisk for at børste tænderne ordentligt.
    Det giver også et lille grin, som du kan slutte dagen af med. Det er da ikke så ringe.

  5. Vær til stede her og nu.
    Det siger måske sig selv. Ikke desto mindre er mange (inkl. mig selv) tilbøjelige til midt i yoga/pump/spinningtimen/gåturen/osv. at være i gang med at lave indkøbsliste til morgendagens middagsmad. Skrot listen, mærk din krop, musikken, se og duft og lyt til naturen på din rute.

  6. Forventningsafstem.
    Dette er især vigtigt, hvis du, som jeg, har tendens til at ville for meget uden skelen til dagsformen. Afstem dine forventninger for dagens program med din dagsform. Tillad dig selv din menneskelighed.
    Den arbejder jeg selv rigtig meget på, og jeg fejler op ad åen gang på gang, men det skal ikke stoppe mig fra at prøve igen og igen, for jeg bliver faktisk bedre.

  7. Træk stikket.
    En time inden sengetid slukker du for TV, PC, tablet, osv. og sørger for at gå offline på telefonen, så du og ikke mindst din hjerne kan geare ned og finde ro og byde søvnen velkommen.


23. oktober 2015

Tour de chambre à coucher - I


Et lille visit ind i de private gemakker i øko-lejligheden, hvor også pladsen udnyttes bedst muligt, og hvor der i dag bliver bygget seng op i soveværelset. Jeg har ryddet rummet for alt med undtagelse af det relevante som senge (boksmadrasser på ben) og kommoder.
Stuen agerer opmagasinering...

Piiiist: Der skal skrues godt op for lyden for at kunne høre, hvad jeg siger. :-)

14. oktober 2015

Efterår på den gode måde

September skøjtede forbi med flytning (til grønne omgivelser i en boligforening med nyttehaver, udvidet affaldssortering, genbrugsstation, kompostkasser, hønsehold og regnvand i cisternen), fødselsdag, første dag på nyt arbejde og første gang med hovedstand midt ude i træningssalen uden støtte af væg (her må gerne klappes, og JA, jeg er pissehamrende stolt :-D). Store omvæltninger med andre rod hvad angår base og arbejdsliv, som har gjort, at efterårsaktiviteterne har ligget og samlet støv.
Noget er dog begyndt at røre på sig, for flere bøger har sneget sig ind,


der er et påbegyndt hækleprojekt liggende i stolen, og som jeg hygger mig med at gå til og fra - for det er uden deadline,


Folkeuniversitetet byder på både positiv psykolog og social intelligens, haven kalder på særdeles kærlige hænder (her skal æblerne plukkes, der skal luges og blomsterløg sættes (jeg er virkelig glad for tulipaner, kan jeg vist godt sige, og de var sat godt ned i pris også)),


og lejligheden skal gå fra at være beboelig/overlevelsesvenlig til et imødekommende hjem. Blandt andet er planerne at få bygget en seng op på kommoder (se tegningen som er sengerammen set fra oven),


og jeg drømmer om en trallebænk til altanen...
Alt dette lyder jo helt vanvittigt og alt for travlt - UFFFF, meeen jeg tager det i små bidder af gangen (kunsten at spise en elefant, ikke sandt?) samt sørger for pauser og dage uden andet på programmet end blot at være. Det er jo en kunst i sig selv.
Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, så jeg er stadig under udlæring, meeeen jeg er blevet meget, meget bedre til at bede om hjælp (sengen bygges op af en tømrer for eksempel). Stædighed fra min side belønner sig nemlig ikke altid godt, og netop derfor er jeg begyndt at lære at åbne munden oftere. ;-)

Efteråret er også lig med ny sæson af Bonderøven (sæson 15 i år). Er der et TV-program, som kan få mig ned i gear på den gode måde, så er det Bonderøven. Jeg er stor fan og har været det fra første udsendelse i første sæson.

Sådan kommer mit efterår og starten af vinteren til at se ud. Tilføj så en masse kopper the og et par biografture.

Hvad byder efteråret på hos dig og din familie? Del endelig - for vi kan måske være heldige at inspirere hinanden til skønne efterårsaktiviteter.

4. oktober 2015

Because I'm Worth it - fra mig til mig

Corny? Ja.
Sandt? Dobbelt op på ja.

Efter en meget lang og lige så trist periode, fejrer jeg at være kommet ud på den anden side, og det gøres med blomster fra mig til mig, fordi jeg fortjener det:


Farverne her ville jeg normalt ikke vælge, men de fangede min opmærksomhed, og selvom jeg forsøgte at liste mig uden om og hen til de nuancer, jeg vælger som standard, lod de sig ikke passere. Det må være efterårstonerne, som har prikket til mig, for blomsterne står fint til de falmende kastanjetræer uden for stuevinduerne. :-)

Hvad gør du af godt for dig selv, når du giver dig selv et skulderklap?

23. september 2015

Angst ved jobstart

Normalt er jeg meget åben omkring min stress, og hvad min proces har involveret, så at skrive om angsten omkring jobstart i deltidsjob på ganske få ugentlige timer burde være en overkommelig opgave. Det har det ikke været.
Dels har jeg været bange for kommentarer som "Tag dig nu sammen" (sagt med en munter stemmeføring - det opfattes bare ikke spor muntert, skal jeg hilse og sige), "Du skal bare kaste dig ud i det" og "Du er jo ikke den første, som har skullet igennem det", osv., dels har lige dette emne føltes grænseoverskridende at være åben omkring.

I stedet har jeg trukket på Jakob. Stakkels mand. Han har selv haft sit at se til med studiestart på drømmestudiet, så der er ikke noget at sige til, at han har følt sig splittet mellem den daglige, faglige fest på studiet og samtidigt drænet for energi på min front, fordi han gerne har villet kunne hjælpe mig ved at løse det og få min angst til at forsvinde (selvom det ikke har været hans opgave, overhovedet). Meeeen, jeg ønsker at være med til at nedbryde tabuet om det at være/have været sygemeldt pga. stress, so here goes:

I kølvandet på min kognitive nedsmeltning forårsaget af stresssammenbruddet er der fulgt en angst for, om jeg nogensinde ville kunne arbejde på normal vis igen - mest af alt med min hjerne, dvs. arbejde fagligt. Angsten har siddet og sidder dybt forankret i mig, trods mange, mange samtaler, for hvad nu hvis...
Både psykologer og læge har flere gange forsøgt at forberede mig på, at en sådan reaktion er helt normal, og at jeg ikke skulle blive bange for den. Desuden ville de være der, hvis jeg fik brug for hjælp til at håndtere følelsen.
Jo tættere jeg kom på første arbejdsdag på mit drømmejob (ja, intet mindre faktisk, så der stod en pokkers masse på spil for mig), som var en workshop på SYV timer (hvor min hjerne skulle arbejde - på engelsk), desto mere ked af det og bange blev jeg. Jeg havde jo lige set, hvordan min hjerne begyndte at sætte ud til min fødselsdag, så hvordan skulle det gå med syv timers intenst arbejde? Det kunne jeg slet ikke overskue. Der var trods alt gået 1 år og 7½ måned siden, jeg sidst havde været på arbejdsmarkedet - og på lige fod med ikke tidligere stressramte, og ville jeg overhovedet kunne holde til tempoet.

Følgende skrev jeg på min facebookside efter endt første arbejdsdag:
-----
Jeg kunne - nej, jeg KAN. :-) Jeg er så lettet og så glad, så glad. I dag har der været maratonmøde på første arbejdsdag. Syv timer med nye mennesker, introduktion rent teoretisk OG praktisk af for mig nye bedømmelsesredskaber. Mine øjne er lidt røde, jeg er ør i hovedet, men på intet tidspunkt følte jeg mig rendt over ende i dag.
Det er første arbejdsdag i 1 år og 7 måneder, og jeg har været så inderligt bange for, OM jeg nogensinde skulle kunne arbejde igen, men det kan jeg.
-----

Og endnu bedre; jeg bliver nu betalt for at skrive i hånden (noget af tiden), at skulle opfange så mange lyd- og sprogmæssige detaljer som overhovedet muligt (HSP er ikke uden fordele - samt en uddannelse i fonetik :-)), jeg bruger igen engelsk i mit arbejde, mine kolleger er lige så vild med de sproglige detaljer som jeg OG jeg arbejder 80% af tiden hjemmefra. <3
Mine arme er fyldt med små, blå mærker fra de mange små niv, jeg giver mig selv, for jeg føler mig så ubeskrivelig heldig.

7. september 2015

Rund fødselsdag uden overstimulering - how to

Ja, dette havde jeg planlagt indlægget her til at omhandle... Intentionen var ellers god nok, og ville også have holdt, tror jeg..., hvis jeg ikke havde været overbrugt forinden.

Nå, i går fyldte jeg 40 år (hurraaaaa :-)), og jeg havde inviteret lige over et par håndfulde af de skønneste til kagereception med mulighed for at komme og gå, som det passede én selv, inden for et fastsat tidsrum på 3 timer. Piece of cake (haha), tænkte jeg, det skulle jeg nok kunne klare, for ikke alle ville nødvendigvis være der på samme tidspunkt, og hvis de var, drejede det sig om kort tid. Desuden ville jeg kunne gå lidt afsides nu og da for at lade sanserne hvile, og når receptionen sluttede, ville jeg stadig have energi på kontoen til at nyde resten af dagen og fordøje indtrykkene. Bullet proof plan.

Det forløb bare ikke helt sådan. Altså tidsrummet var bestemt forinden, så dette blev der ikke lavet om på, og ikke alle var der på samme tid eller hele tiden, så her var der ikke noget at komme efter. Og hånden på hjertet er det da dejligt, at folk har lyst til at blive og hygge sig med hinanden, for det er jo tegn på, at selskabet er dejligt at være i (og maden god :-)). Det klager jeg bestemt ikke over.

Så stopper det så også der.
Mandag den 31. august var sidste flyttedag, og så stod jeg der i den nye lejlighed med et køkken, som skulle pakkes ud NU, for jeg havde jo planlagt at bage det hele selv. Der ville være god tid med en uges ferie... Jaaaa, klart. Udpakningen begyndte, samtidig med at alt det, der normalt skal klares efter en indflytning, også skulle klares, og jeg kunne omgivet af kasser i resten af hytten og tomme kasser stablet op ad hinanden ude i køkkenet begynde at bage og lave ckokoladelækkerier.
Jeg kunne også læse en novelle til opstart i bogklubben...
Og på den måde er der jo længe inden fødselsdagen dømt overbrugthed. SUK - hvornår mon jeg lærer det? Men det stopper ikke her. Niks, for jeg fik til fødselsdagen ikke løst udfordringen med at liste af i ny og næ, så min kære hjerne begyndte at stå af. Det resulterede i, at jeg, da vi kom hjem efter fødselsdagen, satte mig på gulvet og vrælede af input og overtræthed.

Og jeg vågnede kl. 04.05 i dag med stress i kroppen og gråd, som væltede ud af mig, og som har efterladt mig tømt for naturlig farve i hovedet hele dagen i dag og enhver form for energi.

Det må så være opskriften på, hvordan fødselsdagskagen IKKE skal skæres. Fortryder jeg min fødselsdagsreception? Nej. Jeg har dog lært mig, hvordan jeg næste gang griber sagen an, for det må være

1) at have fokus på én ting - og kun én ting: Fødselsdagen.
2) Hvis det ikke er muligt, så bugner butikkerne af gode muligheder for at KØBE sig til alt det spiselige, som også smager godt.
3) Sidst men ikke mindst - sørg for at gå afsides af og til. Det lønner sig, og gæsterne kan sagtens tale med hinanden. Saaaagtens.

It is that simple, really.

3. september 2015

1 år og 7 mdr

Et lille tilbageblik på august, som viste sig fra vendepunkternes side

  • For 1 år og 7 mdr siden bragede jeg i gulvet med stress, og faste læsere har kunnet følge med i min proces. Jeg har været i behandling helt fra start med samtaler hos egen læge og psykologsamtaler. I slutningen af maj i år skiftede jeg psykolog til en med ekspertise i stress og PTSD, da jeg kørte i ring hos den anden. I midten af sidste måned viste der sig de første spæde tegn på, at mit nervesystem endelig, endelig, endelig er begyndt at reagere på den langvarige behandling, jeg har været i.

    Flere faktorer har spillet ind:
    Den behandling, min psykolog har sat mig i gang med, har hjulpet (jeg har skullet lære - og skal det stadig - at være meget opmærksom på min indre dialog; jeg har skullet bruge 25 minutter dagligt på at visualisere/meditere; jeg har skullet trække vejret heeeelt ned i maven, hvis jeg begyndte at mærke uro (i stedet for at flyve op i hovedet og gå i panik og sætte gang i en for mig ustyrlig dialog - og så er vi tilbage til udgangspunktet med den indre dialog)).
    Lejligheden blev sat til salg i juni, og blot fem dage efter blev den solgt, hvormed jeg på det punkt også kunne begynde at slappe af.
    Jakob og jeg har sommeren over haft boet i hans forældres hus et godt stykke ude for centrum med en masse marker og grønt som nabo, og den tryghed, jeg følte derude, samt den bedre søvn, jeg har fået der, har hjulpet. En dybfølt tak til mine svigerforældre. Søvnen har været alfa og omega for mit nervesystems evne til at kunne begynde at slappe af, så behandlingen har haft mulighed for at virke.

  • Jeg var til jobsamtale (på engelsk) på et deltidsjob - og blev tilbudt jobbet. Takkede ja med et stort smil og ro i maven samt en masse glædestårer. Der starter jeg i næste uge. Det er den bedste måde, hvorpå jeg overhovedet har kunnet håbe at få lov at starte og vende tilbage til det etablerede arbejdsmarked - med hjemmearbejdsplads endda (yiiiihaaaaa) og så inden for mit uddannelsesfag og på min yndlingsarbejdsplads (Syddansk Universitet - ja, det er jeg sq stolt af at repræsentere igen). :-D
    Jeg glæder mig. Nerverne er så småt begyndt at melde sig, men det skyldes mest, at der er mange forandringer af den store af slagsen i mit liv.

  • Efter en pause på 3½ måned, greb jeg igen fat i en bog, som Jakob havde anbefalet mig at læse, og jeg er i skrivende stund i gang med endnu en bog, Lady Susan af Jane Austen. En ikke udgivet bog, som er bygget op af en fiktiv brevudveksling mellem personerne i novellen. Jeg læser den som forberedelse til en bogklub, jeg er kommet med i, og som har Jane Austen som tema. Det skal nok blive nemt, eftersom jeg allerede har læst og analyseret de tre romaner, der er på programmet for efteråret.

  • August rundedes af med flytning fra centrum og ud til grønne omgivelser. Lige nu sidder jeg på 2. sal i den nye lejlighed og stornyder at kunne kigge ud over hustagene direkte ud på stadig grønne trætoppe og den skønne himmel. Mine øjne og min sjæl falder til ro. Jeg synes at være kommet hjem til de rette omgivelser; jeg er Odenseaner med bonderøvstendenser. :-)

21. august 2015

At blive mødt


At blive mødt, lige præcis der hvor man er, og på samme tid blive mødt med forståelse, og bare kan være sig selv, fordi der er gensidig accept af, at et sygdomsforløb har leget med hjernen og følelserne - og stadig gør det i mere eller mindre grad, er så befriende og rørende.
For nogle uger siden stornød jeg en lørdag eftermiddag i sådant selskab. Det rørte mig dybt på en glad og taknemmelig måde.

Det er så givende. En eftermiddag forsvinder ganske hurtigt i dejligt selskab uden overstimulering eller træthed efterfølgende. Kender du det?


7. august 2015

Når kroppen siger til og fra

Jeg kan næppe være den eneste, som oplever, at kroppen selv siger fra efter at have været lidt for overstimuleret lidt for længe? Eller er jeg mon det?

Min krop er i hvert fald et snedigt væsen, som er hurtig til at råbe vagt i gevær, og det er jeg glad for nu (det har jeg ikke altid været), for hvis jeg ikke selv bemærker, at der sker for meget, eller noget går for hurtigt, selvom jeg forsøger at være opmærksom på at sætte et overkommeligt tempo fra start samt at sprede arrangementer jævnt eller tynde ud i selv samme. Desværre er det ikke altid, at jeg får afstemt det satte tempo med den faktiske formåen, og hvis det har stået på for længe, får jeg pænt at vide, at jeg skal lægge mig ned og slappe af. Således måtte jeg ned at ligge i et par dage i sidste uge - placeret lige midt i min ferie, og det har jeg forsøgt at tage ved lære af ved at overføre feriemodus til min almindelige dagligdag.

Det er gået rigtig godt i denne uge, og det har givet pote - min krop og mit sind er heldigvis gode til at rose og opmuntre, når jeg er på rette vej, for jeg er ikke træt eller overstimuleret. Faktisk har jeg haft overskud på energikontoen til at invitere en veninde på lidt eftermiddagskage, til trods for at nedpakning af lejligheden er sat ind.

Naturligvis fortsætter jeg stilen i næste uge, hvor jeg i høj grad får lov til at lære at vise egenomsorg via planlægning og daglig justering, for der er en del forskelligt på programmet.

Siger din krop også fra ved overstimulering - og hvordan? Lige så vigtigt, giver den også ros, når du har holdt dig inden for din formåen, og hvordan giver det sig konkret udslag, udover større smil?

28. juli 2015

Lad os sprede kærligheden

Jeg fortsætter hippiestilen lidt endnu med et kærligt budskab - nemlig #Spredkærligheden, som DR har skudt i gang med deres kærlighedssommer.

Kærlighedssomeren blev jeg opmærksom på inde på Facebook (det figurerer også på Instagram og Twitter), hvor et indlæg uploades ved at skrive #Spredkærligheden, og inspirerede mig straks, og bageglad som jeg jo er, gik mine tanker straks i den retning. Ja, ingen overraskelse der... :-)
Således blev der bagt boller, så mine svigerforældre en lørdag morgen kunne vågne til duften af lunt hjemmebag - som naturligvis blev sat på morgenbordet - og på den måde kunne tage hul på deres ferie.



Nu mener jeg dog ikke, at vi kun skal være kærlige over for hinanden om sommeren eller ved højtiderne. Kærligheden er en grundsten i mennesket eksistensgrundlag - det være sig kærligheden til familie, venner, til sit/sine dyr, sine naboer, kollegaer blandt andre - som skal plejes året rundt.
På en tidligere arbejdsplads fik jeg for vane at vaske en kollegas kaffekop ren hver morgen, når jeg mødte på arbejde. Ja, hun kunne have gjort det selv, men det gav mig en lille stund til at lande på arbejdet, og hun blev så glad.
Inden jeg tog ud af døren i morges, fyldte jeg min mands vandflaske med vand og satte den i køleskabet, så han har koldt vand, når han står op. Det koster mig intet andet end lidt tid, som jeg bruger lidt meditativt og på at glædes over at bringe lidt glæde videre. Ren win-win.
Mit muligvis naive håb og ønske er, at dette lille indlæg kan give inspiration til at se lidt nærmere på næstekærligheden i vores eget liv, i vores hverdag, til hinanden - uanset om det er en bekendt eller et vildt fremmed menneske - og i vores samfund, ikke mindst.

Et lille smil behøver ikke koste noget - slet ikke, for næstekærlighed har ingen prismærke. Men det er dyrebart og værd at opøve og øve sig på.

Vil du være med til at sprede kærligheden?
Hvornår har du sidst startet din dag med et smil til dig selv i badeværelsesspejlet? Hvornår har du sidst sendt et smil videre ud i Verden?

21. juli 2015

Fejring af livet

At sende en kærlig hilsen til min afdøde veninde på hendes fødselsdag og besøge hendes mindesten gav mig en form for ro. Det var som igen at skabe en slags kontakt, som jeg har savnet. Det er min egen skyld, for jeg har ikke haft gjort noget for at bibeholde kontakten, men nu er den genetableret. :-)

Helt i hendes ånd piblede livet kort efter indlægget, som kan læses her, frem fra alle sider. Således blev der på blot 5 dage født 3 piger i min omgangskreds - den ene faktisk barnebarn til selv samme veninde og den anden min søsters 3. barn (og min første niece).
Tillykke til alle tre piger, deres forældre og søskende. Hurra, hurra, hurraaaaa.

Selv har jeg netop sendt invitationer ud til min 40-års fødselsdag.

Livets cyklus er forunderlig.

7. juli 2015

Om mødet med en solstråle



Selvom du ikke er blandt os længere, får du på din fødselsdag en farverig blomst, som lyser op i landskabet ved din mindesten, præcis som du gjorde det, og som er lige så sprudlende, som du var.

Jeg tænker med både sorg og glæde tilbage på vores mange samtaler om træning, om haveliv, om katte, om Astrid Lindgren, om Pippi - ikke mindst om Pippi, om glæden ved jul, om at turde følge sit hjerte, om at stå ved sig selv, om havregrød - i luksusudgaven med smør og kanel, så det næsten var som jul året rundt (mmmm, husker du det?), om de små ting i livet, om at tage en dukkert i åen til fuglenes morgensang, om blomster, om rabarber og jordbær og timian og basilikum, og vores brevudveksling.
Sødeste veninde, du er er savnet, for alt for tidligt tog du afsked, og alle vores passionerede samtaler endte brat. Alt for tidligt forsvandt din cykel med blomsterranken og cykeltasken fra cykelstativerne ved træningscenteret. Alt for tidligt forsvandt dit væsen, dit sind og dit altid varme smil.

Men, ved du hvad, minderne om vores samtaler og minderne om dig er groet fast i hjertet, og jeg er taknemmelig for at have mødt et menneske som dig.

TAK af hjertet for alle vores skægge, skæve og skønne stunder sammen og tak for dig. Du var helt din egen og alligevel alles solstråle.

5. juli 2015

Selvomsorg og selvforsyning

Efter en periode med handling på handling på handling på handling på ..... (som kom sig af spørgsmålet "hvad er det mindste skridt, du kan tage for at xxxx?"), havde jeg tabt pusten. Helt og aldeles. 
Da jeg havde forstået, at den lange liste af konsekvenser, som jeg nævnte i sidste uge, på den megen handling, ikke ville forsvinde, hvis ikke jeg tog en anden kurs, kom der andre boller på suppen. Det var tid til at slappe af og slippe tøjlerne.

Søndag eftermiddag lavede derfor jeg en portion hyldeblomstsaft (det tager den tid, det tager - ca. 3 dage i køleskabet), og i onsdags legede jeg selvforsynende bonderøv og plukkede sammen med Jakob ca. 9 kilo skønne jordbær, som blev renset og frosset ned:


Ok, en lille håndfuld måtte nydes med det samme med mælk. :-)



Hele weekenden har jeg holdt mig i ro, siddet og skrevet, været lad og i det hele taget ikke have så meget på programmet. Hmm, faktisk har jeg ikke haft noget på programmet. Det har føltes godt, og jeg kan mærke rent fysisk på min puls, at den er blevet roligere.

Her i morges opstod trangen pludselig til igen at lave en portion hyldeblomstsaft - bare en halv portion, for det var, hvad der var ingredienser til, og da lige præcis den følelse af at gribe øjeblikkets lyst ellers har været forduftet, blev jeg så glad, at jeg pilkede ud og klippede hyldeblomstklaser ned til brug og må have lignet en forårskåd kanin på spring. :-) 
 
 
 
 
Kan en start på dagen blive meget bedre end at følge en pludselig indskydelse, der giver glædesbobler i maven? Det kan den ikke for mig. :-)

Rigtig god selvomsorgssøndag.

26. juni 2015

Jeg har haft tabt pusten

Efter at have stillet mig selv spørgsmålet "hvad er det mindste skridt, du kan tage for at xxxx?", så lejligheden kunne blive klar til vurdering, salg og fremvisning, har jeg mærket konsekvensen af at have aflyst tid til mig selv og lystbetonede aktiviteter fra min kalender:
 
  • Jeg oplever at være meget grådlabil
  • Mine følelser sidder uden på tøjet
  • Mine energireserver er tomme
  • Kreativiteten har været forduftet, og jeg har endnu til gode at se den dukke frem igen
  • Jeg føler mig rodløs - meget muligt fordi jeg har haft flyttet fokus ret bogstaveligt fra det indre til det ydre (helt specifikt til lejlighedens udseende), og så skal det jo gå galt, når jeg flytter mig fra mig selv.
  • Der er konstant støj på linien - jeg har haft gået fra projekt til projekt i et for højt tempo, og der er løse ender (f.eks. har kolonihaven (aka vildnesset) været forsømt helt), og jeg oplever nu, at det er svært at finde ro. Jeg har simpelthen svært ved ikke at tænke på, hvad det næste punkt på listen er.
  • Kvalmen har også indfundet sig.

Min egenomsorg har været ikke-eksisterende, faktisk er der tale om selvomsorgssvigt. Det kan jeg ikke anbefale at se stort på.
Derfor genindføres min ugentlige stilledag hermed, og derudover har jeg hver dag planlagt mig-tid. Det kan jo ikke fortsætte, og ovenstående konsekvensliste vil jeg gerne kunne smide i skraldespanden med et smil.

Et vigtigt lige så fundamentalt skridt på vejen til at genfinde roen er også at være opmærksom på min indre dialog - dvs. måden hvorpå jeg taler til mig selv (og ikke med mig selv). Det er lettere sagt end gjort, hehe, for den har været og er på autopilot med "skal", "burd", "husk nu..." - altså meget dikterende, men netop derfor er det så vigtigt med ekstra fokus fra min side. Jeg må lære og vil gerne lære at vise mig selv næstekærlighed og omsorg, som ville jeg gøre ved en veninde. Det er ikke kun en del af egenomsorgen. Det er også et skridt i retning af at blive stressfri igen og finde smilet frem. :-)

Har du overvejet, hvordan du taler til dig selv dagligt, og hvordan du behandler dig selv rent menneskeligt via din indre dialog?

14. juni 2015

Hvad er det mindste skridt eller kunsten at spise en elefant

For nogen er det at skulle flytte blot en (større) praktisk opgave, for andre kan det føles ganske uoverkommeligt og følelsesmæssigt angstprovokerende. For er er det sidstnævnte.

"Hvad er det mindste skridt, du kan tage for at xxxx?" har været mit daglige spørgsmål til mig selv i den seneste måneds tid, hvor salgsklargøringen af lejligheden har stået øverst på dagsordenen. Spørgsmålet har haft en karakter af praktiske gøremål, som har muliggjort det for mig at dele elefanten (a.k.a. lejligheden) op i overkommelige bidder og komme igennem et rum af gangen.

I rum med mange opgaver har jeg benyttet mig af samme spørgeteknik og delt rummet op i mindre bidder. F.eks. har jeg i soveværelset haft taget sengen som en separat bid, og jeg oplevede ved at dele de større rum op på den måde en lettere tilgang til mine egne ønsker og en lettere tilgang til inspiration - når jeg har været på bar bund. Dog uden at give afkald på personlig stil.
Jeg har brugt nettet flittigt - især Pinterest.com, og ikke overraskende har jeg været storforbruger af lister, lange, laaaaange lister. :-) Sidstnævnte har været for at få mest muligt ud af hovedet for dermed at frigøre plads til kreative idéer. Jeg har nemlig villet bruge de ting, vi allerede havde og få mest muligt ud af dem. Altså give lejligheden en mini make over på budget!

Årsagen til min fremgangsmåde har været et forsøg på at overkomme en pokkers masse frygt i mig for at skulle flytte. Jeg rykker min base og min trygge hverdag op med rod, og jeg skal igen være den "nye i klassen". Den følelse ridder mig som en mare, og det er meget muligt et levn fra min barndom, hvor jeg få gange fik lov til liiiige at finde fodfæste og begynde at slå rod, førend jeg blev revet op og placeret endnu et nyt sted.
Denne gang har jeg derfor forsøgt at undgå at gå i baglås, så jeg har kunnet tage det bedste skridt for mig - og Jakob - ved at gøre klar til at flytte. Første skridt har så været salgsklargøringen, og den mundfuld skulle skæres over, så den blev overkommelig.
Selvom gøremålene har været praktiske og lejligheden bid for bid er blevet salgsklar, har jeg i små bidder fået set min frygt i øjnene og ikke mindst handlet, for de små mundfulde har føltes tilforladelige og ikke så farlige som hele elefanten på en gang. Handling er her nøgleordet, for uden handling sker der ingen forandring. Jeg har mærket efter ved hvert eneste skridt/hver eneste bid, om hvad det har gjort ved mig - eller OM det har gjort noget ved mig - f.eks. at rydde ud på noget så enkelt som en krydderihylde. Jeg har kunnet mærke, at det ikke har gjort noget, for de små bidder var ikke farlige. Derfor har jeg også kunnet fortsætte - og så har jeg bedt om hjælp, hvis jeg har kunnet mærke, at det var nødvendigt for mig. Nogle gange har et kram og en kærlig ordre fra Jakob om at tage en pause været nok. Andre gange har jeg haft brug for fysisk distance fra lejligheden for at få et nyt perspektiv.
Processen har altså i langt højere grad for mig været psykologisk end praktisk, og jeg er stolt af mig selv. Jeg er stolt over, at jeg ved hjælp at dette ene spørgsmål "Hvad er det mindste skridt, du kan tage for at xxxx?" har formået at handle mig igennem min frygt for at komme videre.

Har det været let - nu hvor det at rydde ud på krydderihylden ikke har givet hovedpine eller ondt i maven eller været årsag til angst? Hahahaha - NEJ, men dog lettere trods alt og mere håndgribelig. Jeg har grædt en del (og et stort, stort, tak til Jakob for at have haft overskud til at trøste mig, når det blev lidt for overvældende for mig at handle på min frygt), MEN jeg har med handling og portionsopdeling formået at spise en elefant.
Jeg ved nu, at jeg med samme tilgang vil kunne gøre noget lignende en anden gang.

Der er mange måder at gribe mødet med sin frygt/en elefant an på, og jeg er nysgerrig efter at høre om andre metoder.
Har du prøvet at stå i en tilsvarende situation, hvor angsten for næste skridt har føltes uovervindelig og altoverskyggende? Hvad har din tilgang været?

Står du lige nu over for en elefant? Hvad er det mindste skridt, du kan tage for at komme i gang/videre? Husk at trække vejret helt ned i maven, mærke efter om det lille skridt føles OK (eller om du eventuelt skal bede om hjælp) og anerkend dig selv for det flotte arbejde.


Friske blomster på budget: To rabarberstængler med blade omkranser lupiner, blomstrende purløg, margueritter og en blå markblomst. Personligt touch fra kolonihaven.

2. juni 2015

Som perler på en snor

Det er med at finde de små ting i livet - også helt bogstaveligt talt - og nyde dem som en kop varm kakao på en ruskende og våd efterårsdag. Selvom det kan være nok så fristende at stirre ned i jorden eller græsset og lukke sig lidt inde på en gåtur efter en lang periode med højt tempo for at nå i mål, hvor stimuli i hobetal har været dagligdag, så gemmer der sig perler ude i naturen på det mest pudsige steder, når blikket løftes. Se bare hvad jeg fandt på min gåtur i weekenden:





Jep, (hama)perler på en snor - bundet fast på et hegn omkring en fodboldbane i lokalområdet. Fin grøn baggrund til de små dekorationer. Ikke kun blikket blev løftet, således gjorde også mundvigene.

31. maj 2015

Vinderen er fundet

Det var en ganske overkommelig lodtrækning mellem deltagerne i konkurrencen om en times gratis massage i Odense C hos Hans Fallesen. To deltagere - og jeg havde sådan lyst til at give begge et gavekort, men nu var der kun et, så der skulle trækkes lod. Tusinde tak for at ville være med i konkurrencen.
Jeg trak lod på gammeldags manér med et papirlod for hver deltager - og følgende lod blev trukket:




Deltager nr. 2 blev vinderen: Pia Sook Guldager er den heldige vinder. TILLYKKE. :-)

Vinderen har fået direkte besked.


Selv skal jeg afsted til massør i morgen for at få løsnet op i nogle forstrakte nakke- og skuldermuskler, som jeg var så uheldig at pådrage mig i et fald på en af mine korte løbeture.

25. maj 2015

Konkurrencetid - en times massage i Odense C

Strækøvelser virkede ikke godt nok, og hvile syntes heller ikke at gøre arbejdet. Jeg var nået dertil, at min modstand mod massage (det gjorde jo ondt, for der blev jo altid presset MAX til , og det var jeg klar over, at jeg ikke kunne med - slet ikke, for så ville mine muskler jo spænde endnu mere op) blev afløst af eneste og sidste udvej, hvis jeg gerne ville blive ved med at løbetræne og træne generelt. For tre år siden.

Jeg fik taget mig sammen og bestilt tid. Jeg gik næsten grædende derfra (faktisk græd jeg, da jeg kom hjem...), for jeg var blevet pålagt løbepause i en måned - minimum.... Og hold nu kæft hvor havde jeg ondt, men mest af mig selv pga. løbepausen (syg prioritet).
Ben og knæ var sat til inflammation, så pausen var ikke for sjov men en nødvendighed, hvis jeg skulle mig forhåbninger om at komme ud at løbe igen - endsige få indfriet min drøm om at løbe et halvmaraton.
Hans Fallesen, massøren, regnede ikke med at se mig igen efter den første gang. Det gjorde han - også selvom det var en overvindelse for mig første gang at tage afsted, ikke kun pga. mine meget store forbehold for massage og massører, men også fordi han var en mand. Det var meget grænseoverskridende for mig, men jeg følte mig tryg, og det gjorde forskellen - lige som jeg forstod alvoren i at få taget hånd (hehe) om de overanstrengte muskler.
I den første måned med massage to gange om ugen stod inflammationen ud af mig; mine øjne løb i vand (kollegaerne troede, at jeg græd), min næse løb helt vildt (måske som kompensation for den pålagte løbepause), det var ubehageligt at cykle til og fra arbejde, fordi mine knæ føltes som det rene gele og dermed som om, de ikke kunne klare tråddet i pedalerne (virkelig, v.i.r.k.e.l.i.g. klam fornemmelse), og jeg havde bare ondt i begge ben. Det var en lang første måned, og jeg følte ikke, at der var bedring.
Det var der.

Et år og tre måneder efter kunne jeg opfylde min drøm om at gennemføre mit første halvmaraton. Havde det ikke været for Hans, var jeg ikke sluppet af med mine mange smerter og overanstrengte muskler, og jeg havde ikke ændret min løbetræning til at være mere skånsom.

Der er gået tre år, og jeg lægger mig nu trygt op på briksen, for det er skønt at få løsnet op og få tilført ny energi - samt vendt verdenssituationen (Hans er tidligere journalist).
Jeg har også lært i den tid, at jeg selv bestemmer hårdhændetheden eller blidheden, og at jeg selv skal sige til og fra i forhold til styrken af massagen, og Hans har med tiden indset, at selv forsigtig massage kan have en meget mere lindrende effekt (i hvert fald hos mig) end massage med fingrene boret ned i musklerne.

Og så kan Hans meget mere end blot at massere løberben. Du kan komme med øm skulder, nakke, arme, lænd, ryg, eller du kan være gravid og have brug for hjælp til trætte og belastede lemmer. Han tager sig tid til at lytte og spørge ind - og spørger også ind under vejs for at være sikker på, at I forstår hinanden.

Hans har klinik i Odense C, og hvis du ønsker at deltage i konkurrencen om et gavekort til en times massage hos ham, skal du skrive en kommentar til dette blogindlæg - her på bloggen vel at mærke. :-) Alle kan deltage - ingen deltagere vægtes højere end andre.
Husk at skrive din e-mail, så jeg kan kontakte dig, hvis du er den heldige vinder.

Sidste chance for at deltage er lørdag den 30. maj kl. 10.00. Herefter vil vinderen blive trukket. Dette sker ved lodtrækning.


Pssst: Bloggen her er ikke en af de mest besøgte hvad angår kommentarer, så der skulle være en god chance for at være heldig. ;-)

17. maj 2015

Life as I Know it...

Når jeg ikke har haft travlt med at hilse på asfalten på mine løbeture og forstrække nakke- og skuldermuskel ved samme lejlighed, har jeg været opslugt af

  • jobsøgning - jeg kan fortælle, at 6 ugers (selvbetalt) ferie og et benhårdt coachingforløb i de seks uger har rykket ved mine jobønsker og fået pustet nyt liv i lysten til at formidle og lysten til faglig leg.
  • salgsklargøring - dette har for mig, som afskyr at flytte, fordi jeg rykkes op med rod, været stress- og angstfremkaldende. Jeg har haft nogle uger med mange tårer, for jeg har skubbet til nogle grænser i mig, som har været og er sårbare. Derfor har energien til at blogge ikke været der.
    Vi er så småt nået så langt nu, at mæglerne er blevet kontaktet, og mens vi venter på deres tilbagemelding, har vi en uges tid til at få det sidste på plads. Uha - det er snart.
    Men, wow, hvor jeg glæder mig. Glæder mig til at flytte - ja, det kan jeg sige nu. Det kunne jeg ikke få en uge siden, men for nogle dage siden faldt der nogle brikker i det store puslespil på plads, og det har hjulpet. Jeg glæder mig til den dag, hvor vi kan bære alle møbler og ting ned til flyttebilen og kære mod et nyt kapitel i vores liv - i fælles bolig. Jeg glæder mig til først nat i det nye hjem. Den og den første morgen er altid noget ganske særligt. Jeg glæder mig til at gå og indrette i ro og mag og tage den tid, det tager.
    Jovist skal lejligheden her sælges først, det er jeg klar over, men jeg glæder mig stadig.
  • træning - jeg har fundet yoga... Det er ikke breaking news, at den træningsform findes, for RIGTIG mange dyrker den. Det har bare aldrig sagt mig noget. Som i SLET IKKE.
    Femte gang var lykkens gang for mig, og Frederike Grams viste sig at være min lykkens gudinde i form af en super dygtig instruktør i mit lokale træningscenter.
    Jeg har haft brug for et andet fokus i min træning, fordi løb og fokus på halvmaraton til september har været energidrænende fremfor -givende, så i stedet har jeg haft ønske om smidighed og afspænding af mine stive løbemuskler. Mit ønske var ikke specifikt på yoga - faktisk slet ikke, men ja, det var jo åbenbart det, min krop havde brug for. For allerede dagen efter første time mærkede jeg en stor, positiv forskel i mine knæ især.
    Det blev til tre yogatimer den første uge. Min krop grinte. Har I prøvet det? Min krop grinte begejstret, ikke fordi det var nemt, for det synes jeg bestemt ikke, at det er, men fordi træningen tændte et fyrværkeri af endorfiner rundt i kroppen.
    Næste time er booket. :-)
En kort opdatering herfra. Næste indlæg byder på en konkurrence, hvor der står et gavekort på en times massage på spil.

3. maj 2015

Tigerspring - som voksen...

Når udviklingen tager nogle gevaldige hop hos spædbørn, er der tale om tigerspring, og så kan de små ikke helt følge med og bliver pylret og tryghedssøgende. Jeg har følt det sådan selv - i den forgangne måned, og havde en uge, hvor jeg bare var ked og havde et enormt behov for nærhed og omsorg.
I den uge forstod jeg ikke så meget af, hvad der skete, men øøøøh set i bakspejlet har der været fuld fart frem på min neurologiske og kognitive heling:

Som jeg var inde på i sidste uge, har jeg både slugt to bøger i april og er nu oppe på målsætningen for i år, og jeg forstod pludselig en hækleopskrift, så jeg kan hækle kugler.
Men ikke nok med det deltog jeg faktisk i et foredrag på ca. 2½ time - et for mig nyt sted, hvor jeg bevidst satte mig helt oppe foran, der var udelukkende fremmede mennesker omkring mig til foredraget, og jeg kunne følge med hele tiden.


Hvad er der så specielt ved det, og hvorfor bruge et blogindlæg til dette?
Jo, fordi for blot et par måneder siden skulle jeg overtale mig selv til ikke at melde afbud til et foredrag, men jeg gjorde det tit alligevel, fordi jeg blev bange alene af den grund, at det var et sted, jeg ikke havde været før og fordi der ville være mange mennesker, og det til sammen ville skabe panik nok i mig til at melde afbud. Det gjorde jeg ikke denne gang.

Trods den ene uge med tårer og pylrethed har april været en sejrsmåned af de helt store for mig.

Hvad har været det bedste for jer i april?

24. april 2015

Forår i hjernen

Ja, I hjernen ikke PÅ hjernen, for sådan føles det - at jeg har forår i hjernen, for det spirer. Der bygges kognitive broer - ikke sådan nogen med pyloner af cement, snarere svingende gangbroer, men broer trods alt. :-)

Husker I indlægget for to uger siden om at passe på hinanden, og husker I en af mine målsætninger og ønsker for 2015? Jeg kan nu føje til begge, at jeg har nået de fire bøger i år. Stopper jeg der? No way, men jeg tonser heller ikke afsted, så først når jeg er bogsulten igen, sætter jeg mig til bords.

Min hjerne har også i den seneste uge været beskæftiget med andet, hvor den har overrasket mig så meget, at jeg fik tårer i øjnene af stolthed og lettelse, for den er nu kommet sig så meget, at den har kunnet tyde en hækleopskrift, helt uden hjælp fra eksperter. Således har jeg kunnet præstere denne,



som jeg end ikke før stressnedsmeltningen kunne læse mig frem til via en opskrift. Jeg har siden hæklet yderligere to kugler, så der nu er tre stykker. De skal bruges til en barnevognskæde til min niece, som påtænker at blive ekstern i løbet af juli. Nu mangler jeg en rest bomuldsgarn i en sart, lys gul farve...  :-)

Jeg træder varsomt og sagte som jeg ville på en ny og forårsgrøn græsplæne, for hellere lade de fine, forårsgrønne gangbroer gro til og blive stærke og smidige.

15. april 2015

Den lille lysegrønne sang...

Blomsterhav, Formland Upgraded, Jan-Feb 2015
 


Stuepalme fra 70'erne som er blevet moderne igen - her dog kun som blade.
Formland Upgraded, Jan-Feb 2015


Skæg vinkel af omplantede orkidéer i vindueskarmen.
 

Havearbejde:
Græsset gemmer på flisebelægning (og skygge af fotograf).

Grønt er ikke kun godt for øjet - det er også godt for maven. :-)



Husker I den - den lille lysegrønne sang? Yep, SÅ gammel er jeg, at vi sang den i folkeskolen.

9. april 2015

Om at passe på sig selv

For et år siden så mit liv ud sådan her

forår 2014

1. Kognitiv nedsmeltning.
a. Jeg kunne ikke føre en samtale på normal vise, fordi jeg ikke forstod sammenhængen i en almindelig talestrøm.
b. Jeg havde en hukommelse som en storhullet si. ALT måtte skrives ned (f.eks. 1 liter mælk måtte jeg notere, selv hvis det var det eneste punkt på indkøbslisten).
c. Jeg kunne ikke fokusere eller koncentrer mig, og læsning var derfor helt udelukket.

2. Jeg var bange for at åbne min mail.
3. Jeg brød grædende sammen, hvis min telefon ringede, for jeg kunne ikke klare det pres, det var, at skulle svare på noget nu og her - end sige tage stilling til noget under tidspres (igen kunne jeg heller ikke føre en samtale).
4. Jeg havde hjertebanken, ondt i maven og kunne ikke trække vejret ordentligt.
5. Jeg græd hver eneste dag.
6. Jeg kunne ikke kende mig selv og følte, at jeg havde mistet mig selv.

Jeg var gået helt ned med stress, og det blev professionelt vurderet til at være en arbejdsskade, som blev anmeldt til arbejdsskadestyrelsen.

Efter et år med ro, ro og atter ro samt massiv hjælp fra psykolog og læge inkl. et gedigent arbejde med mig selv og hep og opbakning fra Jakob, ser mit liv sådan ud nu

forår 2015
1. Kognitiv opblomstring
a. Jeg taler løs - Jakob og jeg får vendt en masse spændende emner dagligt, og jeg kan følge med (OK, når jeg er træt taber jeg hurtigt pusten, men det er, hvad det er - og måske er det en naturlig stopklods, så jeg ikke overbruger mig selv).
b. Min hukommelse er rigtig godt på vej, og jeg kan godt handle 1 liter mælk uden seddel - også lidt mere. Indkøbslister og små noter hist og her er jeg dog meget god til at støtte mig til.
c. Jeg kan læse bøger og er ved at afslutte 3. bog i dette kalenderår. Jeg kan altså koncentrere mig og fokusere. Jiiiihaaaa.

2. Jeg tjekker mail uden problemer - og håber da altid på dejlige, personlige mails.
3. Jeg griber nu selv telefonen og ringer rundt.
4. Jeg føler, at jeg har fundet mig selv igen - dog en bedre udgave. Ikke mere poleret eller perfekt - tværtimod, men jeg er mere autentisk og umaskeret - mere rådt for usødet, og jeg kan lide det.

Jeg skal huske pauser - og flere end før, og jeg er ved at lære, at "OK" og "godt nok" ikke er lig dårligt udført arbejde.

Det kan ikke siges mange gange nok, at det er så forbandet vigtigt at passe på sig selv og hinanden, og intet arbejde - absolut intet - er vigtigere end ens helbred. Det hurtige tempo i samfundet, jeg talte om i sidste uge, som er medårsag til, at vi søger ro ved at male, ved at se en meget lang udsendelse, hvor man ser ud af forruden på et lokomotiv, og der kun kører et smukt og roligt landskab forbi øjnene af en, ved at strikke, hækle og lægge puslespil eller ved at gå til yoga og mindfulness, er spændende og dragende, men vi som mennesker er ikke gearet til en livslang sprint.
Vi skal turde tale om det, som gør ondt, vi skal turde bede om hjælp, og vi skal turde lytte og rent faktisk høre, hvad der bliver sagt. Vi skal give os tid - til hinanden.

Vi skal passe på os selv - og på hinanden.

31. marts 2015

Lidt om langsommelighed som modvægt til samfundets tempo

"Strikning er det nye slow-projekt" skrev Tine Johansen på DR.dk den 22. marts.
Hmmm, SÅ nyt et fænomen er det altså heller ikke - heller ikke blandt den population af befolkningen i DK, som ikke falder ind under kategorierne bedsteforældre eller oldeforældre - end sige forældre. Sammen med mindfulness, yoga, pilates og fokus på nærvær udgør nørklearbejde en i mine øjne yderste vigtig og SUND modvægt til det samfund, vi i den vestlige verden lever i, hvor temposkruen hele tiden strammes liiiiiige en tand mere, hvor effektivitet, kassetænkning og utålmodighed er hverdag, og hvor flere og flere bliver langtidssygemeldte med stress...
Der skal være en balance, og det har været forsøgt opnået i efterhånden mange år. Der er bare noget, som for mig ikke giver mening, for hvornår finder vi ud af at deles om opgaverne, så flere kan gå ned i tid og andre kan komme til? Hvor er balancen? Er det noget, vi skal lære hver tirsdag mellem kl. 19:05 og 19:50 i den lokale gymnastikforening efter en pudsigt nok hurtig gang aftensmad? Det giver ikke mening for mig.

I et sand informationsoverload på Formland Upgraded messen i januar/februar i år fandt jeg en oase af netop ro, tid og nærvær hos Tenna. Hun sad strikkende på en stol omgivet af det blødeste og tykkeste garn.
 
 

Der er kun 18 masker slået op på pind 25
 
 
Det var betagende at mærke den ro, der var over lige præcis den arbejdende udstilling, placeret midt i en hektisk bistade af udstillere, som summede aktivt omkring de besøgende. Det magiske ved Tenna - og Tapetforum.dk, som i Danmark står bag salget af det tykke garn (klik på nyheder på deres hjemmeside for at komme til garnet) - var, at hun lod de interesserede komme til sig i deres eget tempo. Sådan noget giver mig følelsen af ro, overskud og ikke mindst ægthed. Varen fik ganske enkelt lov til at tale for sig selv. <3

Jeg var langt fra den eneste, som blev draget af roen og det bløde, tykke garn. Tenna kunne fortælle, at de - hendes kæreste Morten, som repræsenterede Tapetforum på messen, og hun selv - var blevet overraskede over interessen, for hovedformålet med messedeltagelsen havde været Tapetforum. Garnet var i sidste øjeblik kommet med på forsøgsbasis, og havde vist sig at være deres hovedattraktion.
 





Jeg drømmer om selv at kunne sidde med bunker af det tykke garn og stikke et lækkert og vamset sengetæppe og lade langsommeligheden sænke sig over mig.

Indlægget er IKKE sponsoreret.

22. marts 2015

Hvad siger maven?

Er der mon nogen, som har prøvet kræfter med månedens udfordring om at bruge mavefornemmelsen som samarbejdspartner i hverdagens beslutningstagen i forbindelse med stort og småt?
Hvordan er det gået?

Min udfordring eller opfordring var ikke et sjovt og moderne eksperiment. Opfordringen havde og har udgangspunkt i yderst klar tale fra min psykolog.
Jeg er her et år efter mit stresssammenbrud ikke helet mentalt, og stresssymptomerne begyndte at blusse op igen i januar med flashbacks, myldertanker, mareridt, dårlig søvn, mange tårer, angst og jeg var blevet bange for at træffe helt simple beslutninger selv. Jeg var begyndt at komme ud af kontakt med mid selv.
Jeg bankede i bordet, for der måtte ske noget. Jeg ville have det bedre, og jeg ville kunne navigere uden om stress på en sund måde og navigere på egen hånd.

For at gøre en MEGET lang udredning ultra kort var psykologens instruks til mig at lytte til min mavefornemmelse OG følge den hver eneste dag. At stole på mig selv og tage handling ud fra, om jeg mærker et ja eller nej.

I den første uge forsøgte jeg at undgå store beslutninger, for det var for voldsomt - jeg var for usikker. Ja, jeg er en voksen kvinde på 39, men det er, hvad voldsom stress kan medføre for selv en handlekraftig person. Selv det at skulle tage beslutning om frokostens indhold kunne kræve, at jeg stoppede op. Var det formaninger eller lysten, som talte. Jeg måtte starte på mikroniveau.
En dag spiste jeg fastelavnshorn til frokost. Big deal, vil mange måske tænke, men det oplevede jeg som en sejr, da jeg gjorden dagen op, for jeg ville have haft gnavet mig igennem en masse groft og grønt af vane i stedet. At frokosten lige den dag løs på hjemmebagte, hvedemelsfastelavnshorn med chokolade - altså kage - var et flot skidt på vejen.

Ugen efter blev jeg modigere og tilmeldte mig et coachingforløb og tre fyraftenskurser. For at toppe det hele tog jeg på egen hånd beslutning om 2 nye par briller. Det havde jeg været ude af stand til ugen og ugerne forinden.
Pointen her er, at det at følge mavefornemmelsen (altså uden at risikere liv og lemmer) er en evne, som kan opøves ved en aktiv og bevidst indsats.

Mit liv er ikke blevet lutter lagkage. Jeg er et menneske. Jeg har tidspunkter, hvor jeg føler det overvældende (og her er jeg så nødt til at tage nogle dyyyybe vejrtrækninger, acceptere overvældeldsen og, når jeg er klar, se på min udvikling på bare 4 uger), lige som der er øjeblikke, hvor jeg siger, at jeg har lyst til at give andre ansvaret og kaste håndklædet i ringen, fordi jeg har en dårlig dag eller måske har haft presset mig selv til grænsen.
MEN selvom det ikke har været og heller ikke er uden arbejde at følge mavefornemmelsen, så føles det, som følger i kølvandet på at følge mavefornemmelsen, ikke som arbejde.
Jeg oplever at have fået mere energi, for hold da fest, hvor bliver der frigivet meget energi, som hidtil have været brugt på at presse mig selv ind i kasser og diagrammer, hvor jeg ikke føler mig godt til rette.

At følge mavefornemmelsen kræver en ærlig indsats, men det er det hele værd.
Hvis du ikke har været med på udfodringen eller opfordringen i de sidste tre uger, men har fået mod på det, så er mit råd at starte i det små, så du har dig selv med.

16. marts 2015

Slow Sunday Sweets

Er der noget bedre end småsløve og stille søndage?

Jeg sørger så vidt muligt for at have få eller ingen planer i weekenden. Det frigiver nemlig tid og plads til spontan bagelyst. Den slags dukker af og til - ej, OK, jævnligt - op hos mig, præcis som det skete for lidt over en måned siden lige før fastelavn.
I en lodtrækning på Odense Marcipans Facebookside var jeg (og ca. 40 andre) så heldig at vinde deres to ismassevarianter; en marcipanmasse og en lakridsmarcipanmasse. Masserne kan sagtens bruges til andet end is - f.eks. bagværk. Resultatet af min spontane legelyst kan ses her:






Minifastelavnshorn med nougat (som jeg selv havde købt) og marcipanmasse. Vidunderlig kombination. Mmmmm.
 


Is med lakridsmarcipanmasse. Is UDEN ismaskine! Jep, det kan rent faktisk lade sig gøre - også meget nemt (der står opskrift på marcipanmasseposen).

Jeg slår gerne et slag for Odense Marcipan, for jeg er temmelig glad for især deres nougat og deres overtrækschokolader. Lige netop disse produkter er så lækre at arbejde med, og nu kan jeg så tilføje marcipanmassen også (den uden lakrids - hvorfor skal der lakrids i alt?). Dette er ikke et sponsoreret indslag, bare lige for at slå det fast.


Denne weekend har stået på afslapning. Hvad har været på programmet hos Jer? :-)

9. marts 2015

En kærlig hilsen

Jeg blev inspireret til at slå et slag for at sætte tempoet ned og tage sig tid til det nære og til at være i det nære, både da jeg læste et stille mandagsindlæg hos Sebrina i februar, og da jeg i weekenden læste Mies pralerier, for det er et emne, som fylder meget hos mig. Helt grundlæggende.

Sabrines indlæg emmer af ro og tid, og jeg har genlæst indlægget en del gange, skal jeg ærligt indrømme, fordi det er så rart, og fordi det formår at videreformidle en stemning til mig, som går rent ind, og som får mig til at tænke en ekstra gang over mit eget tempo.

Mies indlæg rammer mig på en anden måde, for lige netop det at skrive, er et stort aktiv i mit eget liv, og jeg har altid skrevet meget i hånden, siden jeg kunne skrive (OK, ret skal være ret, jeg fylder 40 om et halvt år, så jeg er IKKE vokset op med computer, og skrivemaskine havde vi ikke i mit barndomshjem), og det er stadig en stor kilde til at lufte frustrationer, til at vende tankespin, til at få idéer, til at notere og bare til at komme ned i gear.
Hver aften året rundt - og jeg mener hver eneste aften, inden jeg lægger mig til at sove, runder jeg dagen af ved i min papirkalender at skrive minimum tre plusser fra selv samme dag.

Og så er der brevskrivning, som har haltet lidt hos mig pga. stress, og som jeg ikke har fået helt op at køre endnu, men det at skrive et brev i hånden gør for mig, at jeg uden videre tager mig tid til den langsomme kommunikation i et par timer, hvis ikke over nogle dage, hvor jeg går til og fra brevet. Det giver mig eftertænksomhed, og det gør, at jeg har fuld fokus på modtageren og relationen mellem vedkommende og jeg.

Mit seneste brev var et kærlighedsbrev til Jakob til hans fødselsdag i weekenden. Det kan anbefales med en kærlig hilsen.

2. marts 2015

Med mavefornemmelsen som samarbejdspartner - månedens udfordring

"Lad nu være med at dømme andre eller noget så hurtigt..." Har du hørt den sætning eller noget lignende før? Enten som barn eller voksen - eller begge dele? Og fra dig selv også?

Jeg har fra barns ben lynhurtigt kunne mærke i maven, hvis der var noget off hos nogen eller hos noget, dvs. hvis de eller det ikke ville mig noget godt. Min mavefornemmelse har, trods adskillige løftede pegefingre om at give dem eller det en chance, førend de/det blev frasorteret, aldrig - som i a.l.d.r.i.g. - løjet for mig. Jeg blev dog lidt for dygtig til at rette ind efter de løftede pegefingre. Desværre.

Jeg oplever og har oplevet størst flow i mit liv, når mine beslutninger tages ud fra maven, selvom det kan være nok så nervepirrende - f.eks. at kaste sig ud i på egen hånd at arrangere et udlandsophold på et år på ganske få måneder, fordi jeg MÅTTE læse fonetik hos de førende forskere i England, og mit universitet ikke havde en udvekslingsaftale i stand med det pågældende universitet i London.
Det krævede, at jeg, efter at jeg havde søgt om optagelse, for det gjorde jeg først, gik til banken for at låne penge til at betale for studiet, fordi jeg ikke havde kr. 30.000,00, som uddannelsen kostede, og så skifte bank for at lånet kunne lade sig gøre. Det krævede, at jeg søgte kollegieværelse i London, at jeg selv sørgede for at leje min lejlighed ud, som jeg boede i gennem et boligselskab, og naturligvis fandt pålidelige lejere. Det krævede rigtig mange små finurligheder, som jeg måtte tage mig af, mens jeg læste til og gik til eksamen.

Altså ret meget arbejde at stå ved min mavefornemmelse, som det ser ud på papiret, men det føltes ikke som meget arbejde, da jeg stod i det. Jeg var i flow. Og jeg fik det i London, jeg kom efter - og mere til.

Jakob meldte sig på banen, bedst som jeg havde lagt mig fast på, at mænd i mit liv måtte vente i hvert fald tre år, og at jeg først der ville tage stilling til, OM jeg overhovedet havde lyst til en mand i mit liv. Det var et meget stærkt princip, jeg havde (i hovedet), for jeg havde bare brug for at være alene, nyde roen i hverdagen og bare være mig selv, og jeg kunne virkelig godt lide at være alene. Min mavefornemmelse var dog soleklar med Jakob; DROP dit princip, Karina, for du vil på dit dødsleje som minimum 96-årig fortryde bitterligt, hvis du ikke følger din mavefornemmelse.
Heldigvis lyttede jeg. <3

Jeg har også gjort det modsatte - ikke lyttet til min mavefornemmelse, selvom den var der med det samme. I stedet rettede jeg ind efter alt andet end mig selv.
Det resulterede i småsløjhed, som jeg havde svært ved at få bugt med, jeg fik udslæt, som hudlægen ikke kunne finde nogle grunde til, havde kvalme, maveonde, var forkølet - min krop var ganske enkelt i konstant alarmberedskab, fordi jeg modarbejdede mit inderste, min kerne, mit eget værdisæt. Så læringen, som jeg dog har fået med mig, og som jeg er glad for, blev på bekostning af mit helbred og ikke at turde at stå ved mig selv. Det er dyrt på alle fronter at give afkald på sig selv, men ved at lytte til sin intuition, er der så meget godt at hente, som Jo Simpson beretter om i sin TED talk Intuitive Decision Making.

Jeg er gået i træningslejr, og har været afsted i en uges tid nu, for at lære at lytte til mig selv - igen - og ikke mindst stå ved min mavefornemmelse og handle på den i hverdagen. Det er min udfordring (for det bliver en udfordring på nogle områder) og opfordring til mig selv. Det giver mig en følelse af personlig styrke at handle i overensstemmelse med mig selv, og det giver mig glæde og energi, som jeg kan give videre uden at aflades. Ren win-win. :-)

Har du lyst til at være med og investere i og udfordre dig selv på den gode måde?

24. februar 2015

Om rummelighed

"Skat? Ved du hvad? Mine forældre har lige fortalt, at de har booket hytte til os i sommerferien, og at vi bare kommer og går i løbet af den uge, som det passer os".
Det var stort set ordret det, Jakob en dag fortalte efter et visit hos sine forældre.

Da jeg havde fået drejet tankerne væk fra jobsøgning, stigende stress og meget andet hen på emnerne sommer og ferie i kombination, blev jeg helt paf. Jeg nåede ikke at panikke, som jeg normalvis ville gøre ved tanken om ferie med en hel gruppe mennesker, og at jeg rent faktisk skal væk fra mit hjem til sommer, hvor det bedste for mig er hverdagen hjemme med træning, stille dage, bøger og arbejde i kolonihaven.
Der er al den plads fysisk og ikke mindst mentalt til, at jeg kan trække mig tilbage til fred og ro og enerum, som jeg har brug for. Der er desuden så meget omkringliggende natur, har jeg ladet mig fortælle, der indbyder til løbeture og gåture, at jeg uden risiko for at blive energiforladt kan holde lidt ferie der, hvor min mand ferierede som barn.

Ved I hvad? Mine svigerforældre forstår at møde mig med kærlig rummelighed. <3

16. februar 2015

Fordi du har værdi som menneske

Arbejderen udgav den 30. januar i år denne artikel om børn med handicap og deres værdi - eller manglen på samme - i dagens Danmark - eller konkurrencestaten.

Artiklen er trist læsning helt generelt, men især sætningen "Skiftet fra velfærdssamfundet til konkurrencestaten betyder, at mennesker skal bevise, at de er noget værd, før de bliver regnet med, erklærer Birgit Kirkebæk." (citat fra artiklen) ramte mig i maven, for det er desværre en tendens der synes fremtrædende mange steder.
Hvad er det for et menneskesyn, vi er med til at forme? Er det virkelig sådan, vi gerne vil være - ensrettede og målrettede? Er det af frygt for ikke at kunne følge med samfundets udvikling på konkurrenceplan, at mangfoldighed bliver tom retorik, og at vi derfor på det personlige plan skal tie inde med en psykisk diagnose til jobsamtalen for at blive tilbudt jobbet?
Den 15. januar i år havde Go' Morgen Danmark inviteret to mænd ind til et interview om det at have fået en psykisk diagnose og udfodringerne i at få et job, trods mange gode kompetencer og erfaringer. Begge havde de været åbne omkring deres diagnoser, og de havde også valgt at belyse til samtalerne, hvordan og hvorledes de med forskellige værktøjer (mentale teknikker, eller det at kunne bruge at bevæge sig) og medicinering kom omkring eventuelle udfordringer.
Den ene fik afslag på afslag, den anden var begyndt at undlade at fortælle om diagnosen.

Jeg så udsendelsen på stepmaskinen i mit træningscenter og fik trampet temmelig hårdt i pedalerne, lige som jeg vist også fik underholdt de andre trænende med vrede bemærkninger til de oplevelser, de to fortalte om.

Da Jakob var i praktik på min tidligere arbejdsplads, og vi havde arbejdet sammen i små to uger - uden at vi på det tidspunkt var andet end kollegaer, fortalte han mig i fortrolighed, at han havde en diagnose (ADHD). Dette spurgte jeg ind til, lige som jeg spurgte ind til, hvem der ellers vidste det på vores fælles arbejdsplads. Ingen andre. Det var hans svar, for han ønskede ikke at være diagnosen og ikke længere blive mødt som mennesket og kvalifikationerne.

Hvad er det, som gør, at vi mennesker ikke møder personen men i stedet bliver nervøse for en diagnose? Hvad er det, som gør, at nogle (læs: mange) arbejdsgivere fravælger gode og yderst kvalificerede kandidater med en diagnose til fordel for en anden uden diagnose? Der skal vitterligt så lidt fleksibilitet til for at stykke en arbejdshverdag sammen, som fungerer for den ansatte, kollegaer og virksomhed, og så arbejdsopgaverne klares.

Min (sikkert super frelste og) personlige holdning er, at du har værdi som mennske - med og uden diagnose, med og uden handicap, med og uden personlighedstræk, med og uden parforhold, med og uden en million på kontoen, med og uden job, med og uden slør, med og uden religion, med og uden hår på hovedet. Du har som mennske værdi i dig selv. Du har altid noget at byde på - dig.

8. februar 2015

Om at tage store beslutninger



Som HSP kan det være noget af en proces at tage en beslutning af de store og personlige af slagsen... For kan det lade sig gøre, hvad skal der til, hvornår, hvem berøres af beslutningen, hvilke konsekvenser og muligheder har det for dette og hint, og mange, mange, MANGE forgreninger udi eventuelle situationer affødt af netop denne beslutning, men som ikke nødvendigvis sker i virkeligheden.
OK, reelt set behøver det ikke engang være en stor beslutning, førend proceskarrusellen sætter i gang - her taler vi f.eks. om tøj, en taske eller det der spottilbud i køledisken i Netto, som ikke er nødvendig for overlevelse i dagligdagen, men som smager godt og er en luksusspise, men hvad så hvis der nu skal være penge til andet i løbet af ugen, som ER vigtigere, at det faste budget kan rumme, osv. i småtingsafdelingen. Det går lynende stærkt at bevæge sig ud i det åbne hav af spørgsmål til handlinger og konsekvenser.

Det kan godt være temmelig frustrerende for de nærmeste omkring os, men det kan det absolut også være for en selv, for tankevirksomheden kan jo gå helt i selvsving. Jeg skal være ærlig og sige, at det sker hos mig, når vi taler de store beslutninger i privat regi. Puuuha.
Jeg vægter for og imod, lytter til min mavefornemmelse (og det skal jeg blive meget bedre til, for den er min stærkeste guide til de gode valg), mediterer, jeg spørger til råds, jeg skriver dagbog, mailer, taler i telefon, diskuterer med mig selv i hovedet, ser meget tænksom og optaget ud og taler med Jakob - som bliver helt blå i hovedet af at lytte og lytte og lytte. Hans hjerne er ved at brande sammen, for hvor bliver handlingen af bag alle disse mange ord?
Min hjerne og mit hjerte fægter dramatiske dueller, som gælder det liv og død.
Men kun tid og plads til at kunne mærke den gode mavefornemmelse hjælper her, for hvis ikke jeg har mig selv med, så sker der ikke noget - i hvert fald ikke noget godt.

Husker I, at jeg i juli sidste år skrev om at flytte rundt, og at dette førte tanker med sig? Jep, her et halvt år efter har jeg nu taget en beslutning. :-) Jakob har naturligvis været involveret, men har også fra start meldt sin holdning klart ud, så derfor har det primært været mig, som skulle nå til en beslutning, og det er jeg.

Ferieugen har således ikke kun budt på fødselsdagsgaveindkøb, friske blomster fra Jakob og fastelavnshorn. Den har også budt på en beslutning om at gøre lejligheden klar til salg, så vi kan flytte.


Hvordan håndterer I de store beslutninger? Har I gode, mentale værktøjer til at komme igennem til en beslutning på en god og helskindet måde, så I ikke har efterladt Jer selv midt i processen?
Del endelig ud af Jeres erfaringer og gode råd - meget gerne her på bloggen, så vi kan inspirere hinanden, HSP eller ikke HSP.
Jeg vil nemlig gerne blive bedre til de store beslutninger i privat regi - derfor mine spørgsmål. Og Jakob vil være Jer dybt taknemmelig, hvis jeg kunne lære lidt på den front, så han ikke skal trækkes så mange lytteseancer igennem, når der i fremtiden skal tages store beslutninger. :-)

5. februar 2015

Februar, ferie og fastelavn

Ferieugen skrider fremad, og jeg har formået at fange lidt stemningsbilleder fra de forgangne fire dage.


Fødselsdagsgave til min yngste nevø.



Friske, hvide tulipaner - yndlingsblomst fra yndlingsmand. :-D



Fastelavnshorn (i stedet for at forme dem som boller, blev det horn).


Der er blevet taget nogle store beslutninger også, men dem fortæller jeg mere om i slutningen af ugen.