8. december 2014

Om nulstilling på et splitsekund - og ændring af perspektiv

Stress, langtidssygemelding grundet selv samme, og som har krævet daglige kampe med gråd – i de første mange måneder, angst for mails, for telefonopkald, for at tale i telefon og for at åbne postkassen, en hukommelse der var gået neden om og hjem, en tabt evne udi almen samtale og til at forstå sammenhænge, til at fokusere og koncentrere mig, følelsen af at have mistet mig selv, og en lang, lang, LANG vej tilbage til en ny, normal hverdag er overskriften på det meste af mit 2014.
Hold nu julesmåkage, hvor har der været meget negativt på den front, men hvor har jeg også heldigvis kunnet glædes ved de små fremskridt, der begyndte at titte frem i august, og som for alvor tog fart i september og oktober, så jeg blev helt forpustet. Glad og overvældet af lettelse. J

Og ved I hvad? Så begyndte jeg – som den forkælede møgunge, jeg er – at brokke mig over småting. Det der småbrokkeri tog jeg mig selv i flere gange - ret flov, faktisk, inden jeg gjorde noget ved det – eller rettere, inden jeg vidste, hvordan jeg greb det an at slippe det.
Det er jo bare ikke spor vigtigt, om vejret er lidt trist og gråt (hvad andet er at forvente i november/december i DK?? Ja, jeg spørger bare.), om der er blevet støvsuget inden for den seneste uge, om tiden på halvmarathon er som ønsket, om kolonihaven ligner Claus Dalbys baghave, osv. i samme dur. Det er så ligegyldigt, og alt kan desværre ændres radikalt meget pludseligt:

En bilist bliver blændet af den smukkeste vintersol og overser derfor det røde lys og cyklisten, som for grønt begynder at krydse vejen, men som i et splitsekund sendes et helt andet sted hen; den ene dybt rystet og i chok og den anden bevidstløs og med alvorlige, fysiske skader.
Så opstår følelsen af nulstilling og det at blive revet ud af den daglige trummerum hos førstehjælperne til bilist, cyklist og vidner som ikke tror deres egne øjne, for hvor er småting vitterligt små ting i det store hele.

Efter en uhygglig og dramatisk påmindelse, som jeg godt kunne have været foruden, om vigtigheden i at vægte det essentieller højere end petitesser, har jeg brug for at vende perspektivet lidt på hovedet og sende en kærlig hilsen til min tætteste veninde, som døde for to år siden (dog ikke i en trafikulykke, vil jeg lige slå fast). Hun kunne om nogen få det bedste ud af ALT, stort som småt.

Hermed en opfordring til at se hverdagen i et nyt lys.






Det med småt:
Og en påmindelse om at bruge cykelhjelm samt en opfordring til tage et kursus i førstehjælp, hvis man ikke allerede har det. Jeg selv vil supplere mit med et i psykisk førstehjælp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar