30. december 2014

Et nyt år i sigte

 
2015 byder jeg velkommen med glæde, og jeg ser frem til mange dejlige stunder og interessante refleksioner om alt mellem himmel og jord og til at fylde året med alt godt.
Naturligvis kan ikke alt planlægges, men jeg forsøger at danne mig et så håndterbart og justerbart overblik som muligt for at få fornøjelse af flest mulige ressourcer og deraf følgende glæde og overskud.
 
 
Først og fremmest har jeg lovet mig selv, at der finder mindst 9 buketter blomster finder deres vej til mine vaser i løbet af året, og at blomsterne KUN udtrykker glæde og fejring.




Jakob og jeg har lavet en aftale om en månedlig frokost-, brunch- eller kakaodate. To skønne julegaver har allerede sikret os både brunch og frokost, og en deal har gjort det muligt med to kakaodates. Se så er vi jo allerede fire måneder inde i det nye år. Uuuhm.


Billedet taler for sig selv - og så alligevel ikke. Min intention og mit mål for 2015 er at læse 4 bøger. Det lyder ikke af meget for en bogorm, overhovedet, men min stress har haft smidt min evne til at fokusere, til at koncentrere mig og følge en mundtlig og skriftlig argumentationssammenhæng for porten i noget tid, og nu er jeg ved at få den til at træde ind over dørtærsklen igen. Jeg er nu ved at læse en noget fakta- og teksttung biografi, og sluger på kort tid en del sider, men det er stadig i opstartsfasen, så jeg ønsker ikke at presse mig selv for meget - og ikke med et løfte om en bog om måneden.


I får faktisk lov at følge lidt med i min læsning, for en af de første på boglisten i år er Lene Jørgensens Efterveerne - Den traumatiske fødsel.
Hvorfor i alverden giver jeg - mig uden børn - i kast med en sådan bog? Det gør jeg, fordi forfatteren, som er en veninde,  belyser et meget tabubelagt emne omkring fødsel og moderskab (som nybagt mor til et sundt og raskt barn forventes det, at man stråler af lykke), og så kommer hun forbi bloggen for at fortælle om, hvordan hun blev nulstillet og skulle starte med et helt andet perspektiv i sit liv end før - på godt og ondt.


Udvikling er noget af det, som driver værket for mit vedkommende. Jeg er nysgerrig og glædes derfor over at mærke lysten til faglig udvikling igen er begyndt at titte frem. Udviklingen er dog både faglig og personlig - den faglige har bare stået stille i år pga. krav fra og til min personlige udvikling i forlængelse af stresssygdommen og konsekvenserne heraf.
Desuden vil jeg lave nogle indtalte blogindlæg i løbet af året, fordi jeg har fået mulighed for at låne noget teknik at lege med til dette formål.

 
 

Havearbejdet står naturligvis også højt på min liste, for der er vores herlige kolonihave, som byder på en masse afkoblende arbejde med jord under neglene, jordbærbede, nedgravning af trampolin og meget mere.

 

Jeg fylder 40 år i september. Mere er der ikke at sige til det end, at jeg glæder mig. MEGET. :-)





2015 byder også på bryllup - for Jakob og jeg skal giftes igen. Vi har to muligheder i tankerne for i år - den ene er en kirkelig velsignelse og den anden den poetiske rådhusvielse i Lyngby-Taabæk Kommune, som jeg skrev om i sidste uge.




 Der er med andre ord alt godt i posen for 2015, og det ønsker jeg også for Jer, og det vil glæde mig meget at høre om de oplevelser, tanker og refleksioner I gør Jer.

Med dette ønskes I et rigtig dejligt, fredfyldt (man har da lov at håbe ;-)) og roligt nytår.

22. december 2014

Om at gribe nuet og kysse livet

Jeg vil giftes i Lyngby-Taabæk Kommune.

Ja, ja, jeg ved godt, at Jakob og jeg bor i Odense, men det stopper os ikke fra at planlægge flere bryllupper. Dog vil jeg indrømme, at Lyngby-Taarbæk IKKE lige har været en del af planen til at starte med, for hvor spændende er det at blive borgerligt viet der? Omtrent lige så morsomt og festligt som i Odense eller Nyborg? Med andre ord - meget almindeligt.

Det var så min holdning indtil i fredags, hvor jeg læste denne artikel fra Kristeligt Dagblad, der fortæller, at Lyngby-Taarbæk Kommune i samarbejde med digteren Benny Andersen har skrevet et nyt vielsesritual til borgerlige vielser.
Ritualet har jeg på få dage læst og genlæst adskillige gange, og hvis giftefogeden virkelig tager opgaven på sig, vil hårene på armene rejse sig på brudeparret, for teksten er en smuk, poetisk leg, som er livsbekræftende og opmuntrende:

Fra nu af er I hinandens
livreddere
livsfordoblere
livsbekræftere
Spred glæde og modtag
glæde med glæde
Grib nuet
spejl jer i evigheden
og glem ikke at forny jeres undren
Med ønsket om at I fremover
vil inspirere hinanden i stort og småt,
vil udvide hinandens horisonter,
Fra nu af er I hinandens
livreddere
livsfordoblere
livsbekræftere
Spred glæde og modtag
glæde med glæde
Grib nuet
spejl jer i evigheden
og glem ikke at forny jeres undren
Med ønsket om at I fremover
vil inspirere hinanden i stort og småt,
vil udvide hinandens horisonter,
"Fra nu af, er I hinandens livreddere, livsfordoblere, livsbekræftere. Spred glæde og modtag glæde med glæde.
Grib nuet"

Dette er nogle af ordene.

Ikke alene er der en påmindelse om, at vi som ægtepar er hinandens støtter og hjælpere i såvel lykkelige som svære tider, men også en opfordring til at være åben over for smil i dagligdagen, at plante smil og solskin hos hinanden og at være generøs med netop dette i forholdet.
Og ved I hvad? Den der opvask, som ikke blev taget i går grundet håndboldfinalen - eller hvad der nu dukker op i dagligedagen, er ikke nær så vigtig - med mindre I synes, at det er super hyggeligt og giver gode samtaler henover noget ganske trivielt - som at gribe nuet.

Hermed mit ønske til alle om fredfyldte helligdage, uanset om I fejrer jul, genereøst strøet med kærlighed og en masse kys - med hinanden, til lysenes fest og til livet.




16. december 2014

Skal vi lege?

Hvordan følger jeg op på sidste uges indlæg, uden at det glider i klichéen og falder til jorden?Oplevelsen bag sidste uges indlæg fik mig i den grad ud af dagens trummerum og slå benene væk under mig, og intentionen om at ændre perspektiv i hverdagen - og min opfordring -  forblev ikke en intention.

Jeg har ikke følt mig inspireret (troede jeg), indtil jeg tog et ordentligt kig på mine billeder på min meget lidt smarte mobiltelefon (ja, jeg kan ikke som mange andre blogs præsentere Jer for super flotte og lysregulerede billeder, for jeg ejer ikke det tekniske udstyr, så jeg håber, at I kan bære over med min meget hårdt pressede Nokia Asha 300 med blot 5mp kamera), for der kunne jeg se, at det lå lige for - næsten i hvert fald.
Mere leg i hverdagen blev mit ord til Jakob efter bilulykken.

Der er blevet klippet og klistret julekort - skrevet og sendt.



Jeg, som ikke går op i julepyntning, fik på tilbud købt fire adventslys - og det er så alle brændt helt ned nu, men pyt med det. De var smukke at se på, og der kan støbes flere med rester fra stearinlys (og nye væger):



Speciedejen blev lagt til optøning og bagt. Uhhhm, vanillespecier med både korn og stang fra en almindelig vanillestang er et hit, og hele lejligheden duftede dejligt og mildt.



Vi fik begge spist os en pukkel til i forbløffende lækker frokost indtaget på restaurant i Odense Centrum. Jeg fik spist op - det plejer jeg aldrig, fordi jeg hurtig mættes (men her trodsede smagsløgene min mæthedsfornemmelse), og selv dagen efter følte jeg ikke særlig meget sult. :-D



Jeg følte en pludselig trang til at bage kryddersmåkager, som jeg havde set hos Ann-Christine, bare for at prøve dem.
De er OK, men dejen smagte bedre... ;-)
 


Og så fik jeg igen overskud til at bage madtærte (med champignong, broccoli og skinkestrimler). Det er over 1½ år siden, jeg sidst havde overskud til det, og på billedet ser i processen - liiige før jeg var ved at rydde op for at tage et pænere billede (seriøst, Karina, slap dog af!!). Jeg fik stoppet mig selv i at rydde op.




Jakob bragte legen ind i mit liv igen, da han dukkede op, og han har ikke legen fra fremmede. Både min svigermor og -far er begge meget legende mennesker, og formår at være i nuet - hver eneste dag. Dermed ikke sagt, at deres fornuft er gået fløjten. De formår bare at få mest muligt leg og nydelse ind i dagligdagen.

Mit nysgerrige, legende og kreative sind har været gledet i baggrunden under min stresssygemelding og optakten dertil, er jeg flov over at måtte indrømme. Heldigvis begyndte det at dukke op fra gemmerne i løbet af efteråret, i takt med at jeg fik det bedre - som dog også medførte småbrokkeri over ligegyldigheder (som en anden almindelig forkælet vesterlænding), men jeg skal love for, at der er sket noget i den forgangne 1½ uges tid. Jeg har leget, meget.

Det er vitterligt en kliché, at der skal død og/eller ulykke til for at rive mange af os ud af dagligdagens gøren og laden og flytte os fra hovedet/rationalet til hjertet/følelserne. Sam Harris forklarer rigtig godt i sit korte oplæg, hvor vigtig NU er.

8. december 2014

Om nulstilling på et splitsekund - og ændring af perspektiv

Stress, langtidssygemelding grundet selv samme, og som har krævet daglige kampe med gråd – i de første mange måneder, angst for mails, for telefonopkald, for at tale i telefon og for at åbne postkassen, en hukommelse der var gået neden om og hjem, en tabt evne udi almen samtale og til at forstå sammenhænge, til at fokusere og koncentrere mig, følelsen af at have mistet mig selv, og en lang, lang, LANG vej tilbage til en ny, normal hverdag er overskriften på det meste af mit 2014.
Hold nu julesmåkage, hvor har der været meget negativt på den front, men hvor har jeg også heldigvis kunnet glædes ved de små fremskridt, der begyndte at titte frem i august, og som for alvor tog fart i september og oktober, så jeg blev helt forpustet. Glad og overvældet af lettelse. J

Og ved I hvad? Så begyndte jeg – som den forkælede møgunge, jeg er – at brokke mig over småting. Det der småbrokkeri tog jeg mig selv i flere gange - ret flov, faktisk, inden jeg gjorde noget ved det – eller rettere, inden jeg vidste, hvordan jeg greb det an at slippe det.
Det er jo bare ikke spor vigtigt, om vejret er lidt trist og gråt (hvad andet er at forvente i november/december i DK?? Ja, jeg spørger bare.), om der er blevet støvsuget inden for den seneste uge, om tiden på halvmarathon er som ønsket, om kolonihaven ligner Claus Dalbys baghave, osv. i samme dur. Det er så ligegyldigt, og alt kan desværre ændres radikalt meget pludseligt:

En bilist bliver blændet af den smukkeste vintersol og overser derfor det røde lys og cyklisten, som for grønt begynder at krydse vejen, men som i et splitsekund sendes et helt andet sted hen; den ene dybt rystet og i chok og den anden bevidstløs og med alvorlige, fysiske skader.
Så opstår følelsen af nulstilling og det at blive revet ud af den daglige trummerum hos førstehjælperne til bilist, cyklist og vidner som ikke tror deres egne øjne, for hvor er småting vitterligt små ting i det store hele.

Efter en uhygglig og dramatisk påmindelse, som jeg godt kunne have været foruden, om vigtigheden i at vægte det essentieller højere end petitesser, har jeg brug for at vende perspektivet lidt på hovedet og sende en kærlig hilsen til min tætteste veninde, som døde for to år siden (dog ikke i en trafikulykke, vil jeg lige slå fast). Hun kunne om nogen få det bedste ud af ALT, stort som småt.

Hermed en opfordring til at se hverdagen i et nyt lys.






Det med småt:
Og en påmindelse om at bruge cykelhjelm samt en opfordring til tage et kursus i førstehjælp, hvis man ikke allerede har det. Jeg selv vil supplere mit med et i psykisk førstehjælp.

2. december 2014

Mine stille morgener



Der er ikke noget mere afkoblende og opløftende end de stille morgener. Dem samler jeg på. Jeg er forelsket i morgenerne, hvor jeg kan trisse rundt stadig let beruset af søvnen og lade mig kærtegne blidt af stilheden, mens jeg strækker mig og ser småsøvnigt ud på de i denne tid helt mørke vinterveje.

Min bedste start på dagen tager højde for, at jeg har brug for at have lidt tid til mig selv og kan lægge an til en ny dag. Jeg er til stede her og nu, og skal ikke 100 forskellige ærinder, som "kun tager en håndevending", men som til gengæld kræver mentale ressourcer svarende til at løbe et maraton.
Morgenmad er nok dagens vigtigste måltid for mig, for jeg kan ikke eksistere uden, og jeg kan da slet ikke træne på tom mave (dog heller ikke propmæt, så på dage med en løbetur eller styrketræning, spiser jeg ad to omgange - dog mest før træningen).
Min træning er næste punkt på dagsordenen, og mine løbeture foregår så tidligt på dagen, at det kun er ganske få, jeg møder på min vej rundt. For tiden er jeg nærmest et stort klovnesmil på mine løbeture, fordi jeg synes, det er SÅ hyggeligt og fint med de funklende lyskæder, som pynter buske og træer i forhaver og vindues- eller dørpartier.
Træningen afsluttes med stræk- og afspændingsøvelser inden et dejlig varmt bad.

Jeg er klar over, at mine stille morgener er en luksus, som ikke er alle forundt. Dog tænker jeg, at der også er andre magiske tidspunkter på døgnet, som værdsættes og gøres til noget ganske særligt. Vil I dele med, hvornår på døgnet det er, og hvordan I gør det helt specielt? :-)