23. november 2014

Ordets magt - om takt og tone på afveje

DR2 har haft en dokumentarserie kørende "Ti stille, kvinde", hvor fremtrædende debatører og politikere - alle kvinder - har inviteret inden for i deres indbakke og deres facebookprofils kommentarfelter for at løfte sløret for, hvad de dagligt modtager fra folk i det ganske land af tilkendegivelser og tilsvininger. Debatørerne og politikerne fortæller, at deres mandlige kollegaer ikke "tales til" med samme nedladende og ikke mindst truende adfærd.

Hvad er meningen?

Ja, det forsøgte intervieweren at finde ud af ved at opsøge nogle få udvalgte af de mere grove henvendelser. En sagde, at det jo bare var for sjov... og en anden at politikeren (som det i dette tilfælde drejede sig om) mindede ham om en fornærmet teenagetøs, hvorfor hans tone blev patroniserende, men at han jo sådan set godt kunne se, ved konfrontrationen af sin kommentar, at det var en uheldig måde at kommunikere på. En tredie var så vred, og stillede politikeren personligt ansvarlig for den svie og smerte, han følte, ved at grænserne blev åbne for asylansøgere, og at hun så måtte føle den samme smerte - hvorfor det var helt fair, i hans øjne, at skrive til hende, at det kun kunne være karma, at hun ikke skulle have flere børn (dette drejer sig om Zenia Stampe, som offentligt fortalte i sommers, at hun mistede lille Olga (Zenias andet biologiske barn), som blev født alt for tidligt, og som ikke overlevede fødslen).

Jeg er dybt, dybt rystet. Kan vi SÅ få en sober tone!

Hvad er meningen med personhetz, trusler og bemærkninger af sexistisk/racistisk/osv. karakter på de online medier? INGEN af de meget konfronterende henvendelser havde fundet sted ansigt til ansigt men derimod bag en skærm - og i behørig afstand fra ansvarsfølelse.

Er vi blevet en flok tarvelige kritikere, som ikke kan føre en ordentlig debat online uden at svine hinanden til og ty til chikane?
Eller er der en meget stor mængde mennesker, som ikke formår at formidle sit budskab omkring uenighed så klart, at det for dem er blevet OK i deres hoveder, at sende hvad som helst ud i det offentlige rum uden tanke for modtageren, som er et menneske af kød og blod? Jeg begriber det ikke.

Har vi ikke lært nok omkring vigtigheden af kommunikation med hinanden - i stedet for OM hinanden, og at ord har betydning både på skrift og i tale, og at skriftlig kommunikation kræver rigtig, rigtig mere af afsenderen for at få budskabet frem på en ordentlig og fair måde?

Hvordan skete det, at kommunikationens takt og tone er kommet sådan på afveje? Har vi voksne ikke lært - for det drejer sig om granvoksne mennesker bag de voldsomme tilsvininger, hetz, og trusler, hvad det vil sige at tage ansvar for egen kommunikation, og har vi ikke lært vigtigheden af ordets magt?

Serien er ikke for sarte sjæle (jeg har linket til første afsnit). Det gør ondt i maven af se den, men det kræver debat om at tage ansvar for fælles og egen kommunikation og om ordets magt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar