2. november 2014

Månedsforsæt for november - lidt om temporytteri

Oktober havde kalenderen fuld - eller jeg havde taget munden for fuld... Jeg måtte kapitulere den sidste uge af oktober og skære grundigt i programmet.

Måneden lagde fint ud med havearbejde, hvor vi fik gjort plads i ukrudtsmarken til højbedene. :-) Jorden blev fundet på anden vis end først planlagt, for vi var heldige at få en trampolin gratis, og da den skal graves ned i jorden, får vi god jord til højbedene på den måde. :-) Vi er heldige, for kolonihavens jord er virkelig lækker at have med at gøre, så vi kunne i princippet grave hele haven ud til nyttehave.

Projekt klædeskab og væggen bag blev startetn, og vi er nu endt med vores tøj i kasser.
Jeg kan sige så meget, at vi blev glædeligt overrasket, for mureren kunne konstatere, at fugten var kondensbaseret og dermed skabsskabt. Væggen tørrede i løbet af en uge, så vi kan nøjes med at lukke overdrevet store borerhuller til og så ellers male. På sigt (ja, sikke dog et vagt tidsperspektiv, men jeg kan ikke rumme at skulle tænke i de baner lige i dag) kunne det være en idé at få hulmursisoleret. Det forslag, som min svigerfar kom med, går jeg lidt og tygger på. Tanken ligger dog godt i hovedet og maven.


Jeg tog en skygge i brug (ja, det er lidt af et buzzword for tiden) ved at lege hjemmegående hustru og fik smag for .... madpakkeriet, så da den unge Hr. Arndal (den ældre må jo nødvendigvis være svigerfar) skulle knokle løs fra morgen til aften, slog jeg små kreative koldbøtter i køkkenet. Her er det fuldkorntortillawraps med grøntsager og skinke rullet ret stramt (der var meget fyld, så det krævede en hård hånd).
Der kommer mere om den hjemmegående hustru-skygge på et andet tidspunkt.



Det var tid til den 3. tapning i år i OUHs blodbank.
Ja, jeg er bloddonor, og er også blevet lidt missionerende omkring det. Det kan være skide irriterende at høre på, er jeg godt klar over. Årsagen til min iver efter at hente flere folk til blodbankerne er ganske enkelt den, at hvis jeg kan, så kan stort set alle.
Jeg har til langt op i 30erne fået det virkelig skidt rent fysisk ved selv den mindste blodprøve hos lægen, så jeg kunne slet ikke se, hvordan i alverden, at jeg skulle kunne donere blod, for kanylen var jo en kæp i forhold til de tynde små kanyler, der bruges til små blodprøver. Desuden ville jeg jo ikke kun blive lige så fysisk skidt tilpas som hos lægen, det ville jo blive langt værre i blodbanken. Dette rumsterede meget hos mig, alt imedens jeg i mange år virkelig gerne ville melde mig som bloddonor, og jeg talte en del med en nu tidligere kollega omkring at blive bloddonor. Hun var det nemlig - er det stadig.
For nogle år tilbage blev jeg gjort opmærksom på, hvad min krop reagerede på, og jeg fik nogle tips til, hvordan jeg kunne forklare kroppen, at den ikke var kommet noget til. Det blev vendepunktet, og ved hvert besøg i blodbanken, har jeg min redningskvinde i tankerne. Hun ved ikke, hvor betydningsfulde forklaring og tips har været for mig, og hvor taknemmelig jeg er, for jeg kan simpelthen ikke beskrive følelsen for hende, selvom jeg har prøvet.
Der er også rigtig dejligt roligt i blodbanken, så det er fem minutters afkobling fra hverdagen - og guderne skal vide, at jeg har haft brug for dette i oktober.




Som planlagt fik jeg også gjort klar til julekager - i oktober blev det specierne, som stod for tur. De ligger nu på frost i pølser, pakket godt ind til de skal bages.









Oktober blev rundt af med klargøring til bryllup, som vi var til i går den 1. november, på en meget smuk og lun efterårsdag.

I dag har jeg selskabstømmermænd og lidt kvalme pga. træthed (nej, jeg indtager slet ikke alkohol, så det er ikke årsagen). Det var et smukt bryllup, en dejlig fest, som startede kl. 11.30 og sluttede - for mit vedkommende - kl. 16.30, ca., da jeg vendte snuden hjem, og helt vidunderlig mad. Brudeparret er foodies, så der var kræset ekstra om maden.
Jeg skal ikke noget i dag andet end at glæde mig over, at jeg nød dagen i går og faktisk ikke er så hårdt ramt i dag som forventet (aktivitetsniveuet i oktober havde været så højt, at jeg var nervøs for, om jeg overkom mange mennesker, indtryk og lyde). Det har sikkert meget at gøre med, at jeg takkede af på det tidspunkt, jeg gjorde, og fik en aften uden anden lyd på en dem i lejligheden. Så win-win for en introvert HSP.

November? Ja, den står på et langsommere tempo, og jeg har allieret mig med Jakob for at minimere risikoen for overforbrug, for jeg har ærligt ikke været god til selv at tage kontrol, så jeg hele tiden kan justere op og ned alt efter dagsformen, således jeg nu selv dikterer tempoet. Jeg er nødt til at være temporytter med et alternativt fortegn, som hedder "Ro på, Karina".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar