16. november 2014

Hvad er meningen?

OK, det her kommer til at blive en omgang rod, for det er, hvad det er lige nu.

For nogle år tilbage var jeg i et job, som for alvor fik mig til at længes efter at bruge mig selv mere i mit arbejde – at kunne have mig selv med på arbejde som menneske i stedet for at blive parkeret derhjemme om morgenen. Det var en tom omgang at lade mig selv være derhjemme. Jeg begyndte at føle et behov for et andet fokus, som op til da havde været på faglig ambition, på karriere – ikke at der er noget som helst galt i det, overhovedet, men i længden fungerede det simpelthen ikke for mig, for jeg havde stadig parkeret mig selv væk fra mit arbejde. Rent praktisk gjorde jeg det, at jeg satte fokus på mennesket hos mine kollegaer, så de ikke blev deres titler, og det gjorde jeg i forbindelse med deres fødselsdag – simpelthen skrev på et whiteboard et punkt eller to om det ved ham eller hende, som jeg syntes godt om, og så bad jeg mine andre kollegaer om det samme.

Det meste af i år har jeg været sygemeldt grundet længerevarende stress og kognitiv overbelastning (dvs. min hukommelse, evne til at føre en samtale og forstå sammenhængen, evnen til at fokusere og koncentrere mig i længere tid har været ude af funktion – hukommelsen er ikke på plads endnu, så jeg storforbruger af papir til huskelister, men mit fokus og koncentrationen er blevet bedre), og det har gjort, at jeg har været tvunget til at tage en del op til revision heriblandt karriere og min arbejdshverdag, fordi jeg blev syg af mit arbejde. I den proces har jeg måttet erkende og stå ved mit behov for fokusændring, selvom det har givet mig kvalme og mange frustrationer med på vejen og tårer og … Listen er lang.
Jeg har altid haft et indre billede af mig selv som værende en karrierekvinde – lidt karikeret trukket op. Jeg har ikke haft tænkt mening med ind i billedet, indtil det begyndte at banke på og kræve opmærksomhed og plads i mit liv. Hvad bildte det sig ind at komme og forstyrre?

Nu er mit indre billedes fokus ro, familie (som hedder Jakob og mig) og meningsfuld hverdag med faglige udfordringer og udvikling.
Jeg vil stadig gerne ambition og ikke mindst faglig udvikling (jeg eeeelsker at lære og gøre det teoretiske praktisk håndgribeligt), det skal bare ikke være på bekostning af mig som menneske og mit behov for at have mening i min faglige hverdag. Det betyder, at mit arbejde ikke må tage mine ressourcer, således jeg ikke kan være andet end en suttet karklud, når jeg kommer hjem. Jeg ER ikke mit arbejde, længere, jeg ER ikke iiih og åååh så travlt optaget af resultater og kun resultater, jeg ER derimod mig som menneske, først og fremmest, og jeg giver mig tid til processen. Tid rimer bare ikke så godt på et samfund optaget af optimering og effektivisering (ofte på bekostning af det der gammeldags noget, som hedder mennesket).

Hvordan jeg får det implementeret i min hverdag er så en helt anden sag, for det kan jeg ikke sige så meget om. Lige nu er det største for mig selverkendelsen af fokus på (ambition med) mening.

Er jeg mon den eneste, som har oplevet et skifte i fokus - uanset i hvilken retning? Hvis ikke, hvordan blev fokusændringen virkelighedsgjort?

2 kommentarer:

  1. Ret godt indlæg. Én af ulemperne ved at have sig selv med på arbejde, før man gør sig en sådan indsigt som du taler om, er netop det, at man ofte også kommer til at tage arbejdet med hjem. Jovist giver det mening at knokle r**** ud af bukserne, for det er sjovt og givende og meget berusende at se sine resultater stå klar, og samtidig vide at man deres ophavsmand.

    Man kan, som jeg ser det, sagtens have sig selv med i sit arbejde, men hvor resultaterne går hen og bliver meningén. Det betyder også at, hvis resultaterne afhænger af udefrakommende faktorer, så stresses, når ikke resultatet bliver som forventet. Jeg tror meget af meningen med at finde meningen er at slippe det færdige billede, med mindre man vil gøre det hele selv. Ofte må de færdige resultater forlade sig på andres hjælp, da vi ikke kan klare alle opgaver selv. Og i oversættelsen fra ens egen vision til kommunikationen til det andet menneske, der besidder evnen og lysten til at hjælpe én, må man give plads til at der kan forekomme små afvigelser. Ofte synes jeg det giver mening at finde meningen bag et færdigt projekt. Hvis man vil have et hus og man kun sætter sig for hvor mange og hvor store rum, man skal have, er det nemmere (og mindre stressende) at finde et passende domicil, end hvis man begynder at definere murstenstypen, energiklasse osv.

    Det er en lidt lang rant, og den kan efterhånden synes at være uvedkommende, men for lige at trække op, kan jeg sige at det at finde mål, mening og med i ens arbejde og derved skærer de unødvendige specifikationer fra sparer man sig en del stress. Det er godt at have en ambition med mening, men et vigtigt addendum at holde sig for øje er altid, at man bør give plads til de andre mennesker, der uvægerligt vil komme ind og ud af ens liv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar. Ja, du har ret i, at det er sundt at holde en dør på klem for nye veje i livet, så man ikke presses i en retning, som ikke længere giver mening ej heller er god for en.

      Slet