23. november 2014

Ordets magt - om takt og tone på afveje

DR2 har haft en dokumentarserie kørende "Ti stille, kvinde", hvor fremtrædende debatører og politikere - alle kvinder - har inviteret inden for i deres indbakke og deres facebookprofils kommentarfelter for at løfte sløret for, hvad de dagligt modtager fra folk i det ganske land af tilkendegivelser og tilsvininger. Debatørerne og politikerne fortæller, at deres mandlige kollegaer ikke "tales til" med samme nedladende og ikke mindst truende adfærd.

Hvad er meningen?

Ja, det forsøgte intervieweren at finde ud af ved at opsøge nogle få udvalgte af de mere grove henvendelser. En sagde, at det jo bare var for sjov... og en anden at politikeren (som det i dette tilfælde drejede sig om) mindede ham om en fornærmet teenagetøs, hvorfor hans tone blev patroniserende, men at han jo sådan set godt kunne se, ved konfrontrationen af sin kommentar, at det var en uheldig måde at kommunikere på. En tredie var så vred, og stillede politikeren personligt ansvarlig for den svie og smerte, han følte, ved at grænserne blev åbne for asylansøgere, og at hun så måtte føle den samme smerte - hvorfor det var helt fair, i hans øjne, at skrive til hende, at det kun kunne være karma, at hun ikke skulle have flere børn (dette drejer sig om Zenia Stampe, som offentligt fortalte i sommers, at hun mistede lille Olga (Zenias andet biologiske barn), som blev født alt for tidligt, og som ikke overlevede fødslen).

Jeg er dybt, dybt rystet. Kan vi SÅ få en sober tone!

Hvad er meningen med personhetz, trusler og bemærkninger af sexistisk/racistisk/osv. karakter på de online medier? INGEN af de meget konfronterende henvendelser havde fundet sted ansigt til ansigt men derimod bag en skærm - og i behørig afstand fra ansvarsfølelse.

Er vi blevet en flok tarvelige kritikere, som ikke kan føre en ordentlig debat online uden at svine hinanden til og ty til chikane?
Eller er der en meget stor mængde mennesker, som ikke formår at formidle sit budskab omkring uenighed så klart, at det for dem er blevet OK i deres hoveder, at sende hvad som helst ud i det offentlige rum uden tanke for modtageren, som er et menneske af kød og blod? Jeg begriber det ikke.

Har vi ikke lært nok omkring vigtigheden af kommunikation med hinanden - i stedet for OM hinanden, og at ord har betydning både på skrift og i tale, og at skriftlig kommunikation kræver rigtig, rigtig mere af afsenderen for at få budskabet frem på en ordentlig og fair måde?

Hvordan skete det, at kommunikationens takt og tone er kommet sådan på afveje? Har vi voksne ikke lært - for det drejer sig om granvoksne mennesker bag de voldsomme tilsvininger, hetz, og trusler, hvad det vil sige at tage ansvar for egen kommunikation, og har vi ikke lært vigtigheden af ordets magt?

Serien er ikke for sarte sjæle (jeg har linket til første afsnit). Det gør ondt i maven af se den, men det kræver debat om at tage ansvar for fælles og egen kommunikation og om ordets magt.

16. november 2014

Hvad er meningen?

OK, det her kommer til at blive en omgang rod, for det er, hvad det er lige nu.

For nogle år tilbage var jeg i et job, som for alvor fik mig til at længes efter at bruge mig selv mere i mit arbejde – at kunne have mig selv med på arbejde som menneske i stedet for at blive parkeret derhjemme om morgenen. Det var en tom omgang at lade mig selv være derhjemme. Jeg begyndte at føle et behov for et andet fokus, som op til da havde været på faglig ambition, på karriere – ikke at der er noget som helst galt i det, overhovedet, men i længden fungerede det simpelthen ikke for mig, for jeg havde stadig parkeret mig selv væk fra mit arbejde. Rent praktisk gjorde jeg det, at jeg satte fokus på mennesket hos mine kollegaer, så de ikke blev deres titler, og det gjorde jeg i forbindelse med deres fødselsdag – simpelthen skrev på et whiteboard et punkt eller to om det ved ham eller hende, som jeg syntes godt om, og så bad jeg mine andre kollegaer om det samme.

Det meste af i år har jeg været sygemeldt grundet længerevarende stress og kognitiv overbelastning (dvs. min hukommelse, evne til at føre en samtale og forstå sammenhængen, evnen til at fokusere og koncentrere mig i længere tid har været ude af funktion – hukommelsen er ikke på plads endnu, så jeg storforbruger af papir til huskelister, men mit fokus og koncentrationen er blevet bedre), og det har gjort, at jeg har været tvunget til at tage en del op til revision heriblandt karriere og min arbejdshverdag, fordi jeg blev syg af mit arbejde. I den proces har jeg måttet erkende og stå ved mit behov for fokusændring, selvom det har givet mig kvalme og mange frustrationer med på vejen og tårer og … Listen er lang.
Jeg har altid haft et indre billede af mig selv som værende en karrierekvinde – lidt karikeret trukket op. Jeg har ikke haft tænkt mening med ind i billedet, indtil det begyndte at banke på og kræve opmærksomhed og plads i mit liv. Hvad bildte det sig ind at komme og forstyrre?

Nu er mit indre billedes fokus ro, familie (som hedder Jakob og mig) og meningsfuld hverdag med faglige udfordringer og udvikling.
Jeg vil stadig gerne ambition og ikke mindst faglig udvikling (jeg eeeelsker at lære og gøre det teoretiske praktisk håndgribeligt), det skal bare ikke være på bekostning af mig som menneske og mit behov for at have mening i min faglige hverdag. Det betyder, at mit arbejde ikke må tage mine ressourcer, således jeg ikke kan være andet end en suttet karklud, når jeg kommer hjem. Jeg ER ikke mit arbejde, længere, jeg ER ikke iiih og åååh så travlt optaget af resultater og kun resultater, jeg ER derimod mig som menneske, først og fremmest, og jeg giver mig tid til processen. Tid rimer bare ikke så godt på et samfund optaget af optimering og effektivisering (ofte på bekostning af det der gammeldags noget, som hedder mennesket).

Hvordan jeg får det implementeret i min hverdag er så en helt anden sag, for det kan jeg ikke sige så meget om. Lige nu er det største for mig selverkendelsen af fokus på (ambition med) mening.

Er jeg mon den eneste, som har oplevet et skifte i fokus - uanset i hvilken retning? Hvis ikke, hvordan blev fokusændringen virkelighedsgjort?

9. november 2014

Er travlhed mere legitimt og anerkendt end tid? Temporytteri i hverdagen.

Er det bare blevet mere anderkendt og legitimt i dagens samfund at have travlt for at opnå tid end at have tid til at starte med?
Jeg skal gribe i egen barm og indrømme, at jeg har følt, at jeg skulle præstere mere i dagligdagen end hvad godt er for mig, fordi jeg ikke skal haste afsted om morgenen til et job (med stadig søvnige børn halsende efter), som kræver al min energi otte timer dagligt. Det har jeg ikke kunnet holde til.
 
Træthed, kvalme, overstimulering og svimmelhed – jeg kapitulerede i oktober grundet alt for højt tempo og en for fyldt kalender, og derfor blev forsættet for november temporytteri med omvendt fortegn. For helt ærligt, hvad er det, jeg skal nå og skynder mig sådan for?
 
Intentioner er rigtig gode at have. Endnu bedre er de dog, når de udføres og gevinsten indkasseres. Min uge blev planlagt sammen med Jakob, og planen blev overholdt med dagsformen in mente, et roligere tempo og ønsket om at gøre ventetid til zentid (f.eks. i kø ved kassen i Netto eller for rødt ved fodgængerovergangen) i stedet for aktivitetstid. Det har bonnet ud til min fordel at skrue ned for den daglige hast og jag.
  
For mit vedkommende har det givet mig
  • overskud til at skrive nogle – i mine øjne – gode jobansøgninger, hvor der har været mere af mig i (giver det mening?),
  • energi til at lege lidt mere i hverdagen og få idéer (som jeg sørger for at skrive ned, så de ikke fylder i hovedet)
  • plads til erkendelse af en mørk og tung skyggeside (det er stort endelig at kunne sætte ord på det specifikke efter lang tids fornægtelse – det bliver et indlæg for sig ved lejlighed), som har lettet at stå ved og møde i øjenhøjde
og ikke mindst
  • lyst og ressourcer til en kakaodate med Jakob
 
Kakaodate på den lokale café (jeg kan kun lide flødeskum i varm kakao)
 
Normalt er Jakob primus motor for aktiviteter ud af huset, men efter en enkelt uge med en ugeplanlægning med fokus på et menneskeligt tempo, er det altså en meget stor gevinst, jeg kasserer ind.
 
Så, yaaaaay herfra. :-D
 
Og så lige en hilsen til idéen om at gøre en fodgængerovergang lidt mere munter, når der er rødt.
 

2. november 2014

Månedsforsæt for november - lidt om temporytteri

Oktober havde kalenderen fuld - eller jeg havde taget munden for fuld... Jeg måtte kapitulere den sidste uge af oktober og skære grundigt i programmet.

Måneden lagde fint ud med havearbejde, hvor vi fik gjort plads i ukrudtsmarken til højbedene. :-) Jorden blev fundet på anden vis end først planlagt, for vi var heldige at få en trampolin gratis, og da den skal graves ned i jorden, får vi god jord til højbedene på den måde. :-) Vi er heldige, for kolonihavens jord er virkelig lækker at have med at gøre, så vi kunne i princippet grave hele haven ud til nyttehave.

Projekt klædeskab og væggen bag blev startetn, og vi er nu endt med vores tøj i kasser.
Jeg kan sige så meget, at vi blev glædeligt overrasket, for mureren kunne konstatere, at fugten var kondensbaseret og dermed skabsskabt. Væggen tørrede i løbet af en uge, så vi kan nøjes med at lukke overdrevet store borerhuller til og så ellers male. På sigt (ja, sikke dog et vagt tidsperspektiv, men jeg kan ikke rumme at skulle tænke i de baner lige i dag) kunne det være en idé at få hulmursisoleret. Det forslag, som min svigerfar kom med, går jeg lidt og tygger på. Tanken ligger dog godt i hovedet og maven.


Jeg tog en skygge i brug (ja, det er lidt af et buzzword for tiden) ved at lege hjemmegående hustru og fik smag for .... madpakkeriet, så da den unge Hr. Arndal (den ældre må jo nødvendigvis være svigerfar) skulle knokle løs fra morgen til aften, slog jeg små kreative koldbøtter i køkkenet. Her er det fuldkorntortillawraps med grøntsager og skinke rullet ret stramt (der var meget fyld, så det krævede en hård hånd).
Der kommer mere om den hjemmegående hustru-skygge på et andet tidspunkt.



Det var tid til den 3. tapning i år i OUHs blodbank.
Ja, jeg er bloddonor, og er også blevet lidt missionerende omkring det. Det kan være skide irriterende at høre på, er jeg godt klar over. Årsagen til min iver efter at hente flere folk til blodbankerne er ganske enkelt den, at hvis jeg kan, så kan stort set alle.
Jeg har til langt op i 30erne fået det virkelig skidt rent fysisk ved selv den mindste blodprøve hos lægen, så jeg kunne slet ikke se, hvordan i alverden, at jeg skulle kunne donere blod, for kanylen var jo en kæp i forhold til de tynde små kanyler, der bruges til små blodprøver. Desuden ville jeg jo ikke kun blive lige så fysisk skidt tilpas som hos lægen, det ville jo blive langt værre i blodbanken. Dette rumsterede meget hos mig, alt imedens jeg i mange år virkelig gerne ville melde mig som bloddonor, og jeg talte en del med en nu tidligere kollega omkring at blive bloddonor. Hun var det nemlig - er det stadig.
For nogle år tilbage blev jeg gjort opmærksom på, hvad min krop reagerede på, og jeg fik nogle tips til, hvordan jeg kunne forklare kroppen, at den ikke var kommet noget til. Det blev vendepunktet, og ved hvert besøg i blodbanken, har jeg min redningskvinde i tankerne. Hun ved ikke, hvor betydningsfulde forklaring og tips har været for mig, og hvor taknemmelig jeg er, for jeg kan simpelthen ikke beskrive følelsen for hende, selvom jeg har prøvet.
Der er også rigtig dejligt roligt i blodbanken, så det er fem minutters afkobling fra hverdagen - og guderne skal vide, at jeg har haft brug for dette i oktober.




Som planlagt fik jeg også gjort klar til julekager - i oktober blev det specierne, som stod for tur. De ligger nu på frost i pølser, pakket godt ind til de skal bages.









Oktober blev rundt af med klargøring til bryllup, som vi var til i går den 1. november, på en meget smuk og lun efterårsdag.

I dag har jeg selskabstømmermænd og lidt kvalme pga. træthed (nej, jeg indtager slet ikke alkohol, så det er ikke årsagen). Det var et smukt bryllup, en dejlig fest, som startede kl. 11.30 og sluttede - for mit vedkommende - kl. 16.30, ca., da jeg vendte snuden hjem, og helt vidunderlig mad. Brudeparret er foodies, så der var kræset ekstra om maden.
Jeg skal ikke noget i dag andet end at glæde mig over, at jeg nød dagen i går og faktisk ikke er så hårdt ramt i dag som forventet (aktivitetsniveuet i oktober havde været så højt, at jeg var nervøs for, om jeg overkom mange mennesker, indtryk og lyde). Det har sikkert meget at gøre med, at jeg takkede af på det tidspunkt, jeg gjorde, og fik en aften uden anden lyd på en dem i lejligheden. Så win-win for en introvert HSP.

November? Ja, den står på et langsommere tempo, og jeg har allieret mig med Jakob for at minimere risikoen for overforbrug, for jeg har ærligt ikke været god til selv at tage kontrol, så jeg hele tiden kan justere op og ned alt efter dagsformen, således jeg nu selv dikterer tempoet. Jeg er nødt til at være temporytter med et alternativt fortegn, som hedder "Ro på, Karina".