27. oktober 2014

Forandring fryder...vol. II

Pludseligt blev sidste uges opdeling af projekt ”klædeskab og væggen bag” temmelig relevant. Jeg havde jo taget tyren ved hornene, og den begyndte at bevæge sig lidt mere selvstændigt end forventet, for en søndag eftermiddag blev skabet sat til salg online. Mandag morgen lå der besked på mailen om henvendelse på skabet – det var solgt senere på dagen med afhentning fredag samme uge… Giiiiiisp!! SÅ kom vi på arbejde, for det skulle gå lidt stærkere end antaget, og det såkaldte spændende projekt var begyndt. Jeg var tvunget til at gå meget punktligt til værks for ikke at drukne mentalt og tage punkterne lidt ad gangen – dvs. ikke to punkter på samme dag.

Først skulle der skaffes kasser til alt indholdet af skabet.

 Kasserne står klar. Tak til Jakob for at hente dem.


Skabet skulle tømmes. Det måtte jeg simpelthen tage i bidder fordi projektet blev liiidt for stor en mundfuld på en gang. Det tager jo ikke lang tid at tømme et skab, så det var ikke der, min udfordring lå. Det var det at begynde en rejse udi det ukendte univers, hvor jeg ikke følte, at jeg kunne bunde – for hvad vidste og ved jeg om sådanne projekter og håndteringen af dem, rækkefølgen, priser, osv…? Ikke noget.

Nå, men skabet blev tømt.


Tømningen tages i etaper.


Tomt skab. Hurraaaa.


Det var endda klar til afmontering fredag eftermiddag, hvor det blev hentet.



Tilbage stod så væggen i al sin mastodonthed. Inkl. en meget afgrænset men massiv lugt af gammel, indelukket kælder, som udelukkende holdt sig til pladsen, hvor skabet havde stået. Det var en interessant og smule spirituel oplevelse, for skabet havde aldrig afgivet den lugt, når man åbnede lågerne, så der var noget gammel energi, der blev frigjort.
Vinduer og altandør blev åbnet til gennemtræk, og jeg vaskede væggen af og vaskede gulv. Det tog ikke lang tid for den gamle indelukkede luft og lugt at forsvinde helt.

 Det løftede soveværelset visuelt at få skabet væg, for det har jo ikke gjort andet for mig end at skæmme. Jovist har det kunnet rumme en masse forskelligt, men det var tudegrimt i mine øjne (jeg ved, at det er en smagssag, og heldigvis bestemmer vi jo selv, hvordan vores hjem skal se ud hver især) og det tyngede derfor visuelt – nok også fordi det kun fyldte noget af væggen og havde skydelåger, og så var det uheldigt placeret op ad en ydermur.

Det tynger ikke længere visuelt, og der er blevet lysere i soveværelset. :-)

Arbejdsprocesser af denne slags har jeg virkelig svært ved at kapere i sin helhed, som jo fremgår med al tydelighed.

Må jeg høre, hvordan I derude bag skærmene danner et overblik over processer, som synes uoverkommelige, og hvilken slags proces, der giver mest uro?

19. oktober 2014

Forandring fryder...

”Ej, hvor er det et spændende projekt, I har gang i”, har jeg tit hørt mig selv (tænke og) sige højt til folk omkring mig, når de har skullet renovere/gjort et værelse/et hus/en have i stand, for et eller andet sted har jeg syntes, at det kunne være sjovt at prøve, og jeg er altid meget interesseret i at hjælpe… Hvad dælen har jeg dog tænkt? Jo, jeg har naturligvis tænkt, at jeg er temmelig glad for at indrette og bygge op og bygge rede, men det at begynde et projekt af større karakter har jeg bare ikke mod på selv. Det er jo to vidt forskellige størrelser at have med at gøre. Jeg kan ikke overskue alle processerne på en gang, og det kan godt køre min tankebane ud på et sidespor, hvor jeg kun ser alle udfordringerne og udgifterne involveret i projektet - og alt rodet, og så knækker filmen for mig.
Nu er det bare sådan, at jeg som det første sagde om skabet i soveværelset, da jeg flyttede ind, at det ville ryge ud ASAP, for mage til rædsel skulle man lede længe efter, og det skæmmede mere end pyntede. Det skæmmer stadig – her efter over 2 år. Meget. Jeg er ikke til store skabe af den kaliber i mit hjem – slet ikke, og skydedøre gør det kun værre.






Det er desuden bygget op ad en ydermur, som er et koldt bæst af en kuldebro, og det gør bare, at skabet skal ned og væk, for væggen bag skal repareres og tørres. Altså i omvendt rækkefølge…
Her er det så, at jeg mest af alt har lyst til at løbe skrigende bort, for jeg kan bare ikke overskue den proces, selvom jeg er så procesorienteret, at det halve kunne være nok, og slet ikke udgiften.
Jeg kan overskue at male, og jeg kunne overskue at få malet køkkengulv for et år siden, men en væg for pokker. En væg. Der er jeg stået af. Ved et projekt af denne karakter evner jeg ikke at skære elefanten i mange små og håndterbare stykker. Jeg ser bare en mastodont af et kæmpe skab og ditto væg, som er meget større en mig og dermed aldeles uoverkommelige og uovervindelige.
Er det bare mig, som har det sådan?

Jeg synes momentært at miste min ellers fine sans for at lave lister og kategorisere og på den måde gøre et virvar håndgribeligt. For dælen da, jeg er uddannet i fonetik og kan hurtigt få systemer ud af noget, som synes rodet, så hvis jeg forsøger at holde fast i denne praktiske tilgang, vil de første skridt være

1) at finde papkasser, hvori tøjet kan være
2) tømme skabets indhold og lægge det i kasserne
3) afmontere skabet og sæt det i kælderen (for skabet er sat til salg)

OK. Så langt, så godt. Dyyyyb vejrtrækning, Karina, og gerne flere af slagsen. Heeeelt ned i maven.

Næste skridt er

4) at kontakte en murer eller to/tre stykker for at vurdere omfanget af arbejdet og afgive tilbud
5) at aftale dato med udvalgte murer angående igangsætning af arbejdet.

Har jeg glemt noget?


I stedet for at hygge med at male en væg i soveværelset – en opgave i min comfort zone, som faktisk var planen, og som jeg ville nyde, har jeg i stedet taget tyren ved hornene og smidt mig selv ud på dybt vand fra 10-metervippen, (og jeg som panikker ved at få hovedet under vand. Totalt.) ved at gå i gang med det her spændende  – ironi kan være anvendt - projekt ”klædeskab og væggen bag”. Forandring fryder... eller noget.







12. oktober 2014

Slow Sunday

Oven på en uge med en god gang havearbejde, hvor der er blevet luget, hvor græsset er blevet slået (forhåbentlig en sidste gang i denne sæson, men jeg kan have mine tvivl, for det er stadig rigtig lunt ude årstiden taget i betragtning), hvor højbedene nu er kommet op OG jeg også er kommet i gang med lidt julegavekreering stod søndagen på en dag i slow motion:

Vækkeuret var slået fra i morges, efter morgenmaden tog jeg en dejlig gåtur, mens manden og mange andre sov ja, jeg vågner altså tidligt også uden vækkeur, en stille morgen og derpå to timers workshop i restorativ yoga. Jeg har ærligt ikke været den store fan af yoga, fordi jeg skal ud i nogle vrid og stræk, som ikke fungerer for mine knæ og fødder (jeg har forsøgt mig med yoga flere gange med samme resultat), men altså restorativ yoga er jo ren afspænding, så det ville jo bare være et hit og gøre en slow Sunday endnu mere afslappende, og derfor meldte jeg mig til. :-)

To timer, hvor den første del (tidsangivelse er ikke mulig, da der ikke var ur i lokalet, og jeg heller ikke selv går med ur) stod på let stræk - til min store ærgrelse, for jeg var SÅ klar til at bevæge mig ind i en meditativ tilstand i to stive timer :-), førend vi bevægede os videre til den meget afkoblende og afstressende, ordentlige restorative yoga. Det gav dog god mening at starte workshoppen med lette stræk til at vække kroppen, for dem som ikke havde været i gang så længe inden workshoppen, vil jeg lige tilføje, for det var jo søndag formiddag kl. 10. Og mange har netop taget hul på efterårsferie med familien, hvorfor morgenen måske har været en aaaanelse mere langsommelig.
Da vi først havde taget hul på den restorative del, var jeg klar til at blive liggende og glide længere og længere væk fra omgivelserne og ind i meditationstilstanden, som jeg havde nemt ved at nå i dag. Det nød jeg. Jeg havde en smule svært ved at følge tempoet med vejrtrækningen, for når jeg først kommer ned i gear, så er min vejrtrækning ganske langsom, så tempoet, som instruktøren satte, valgte jeg til sidst at se bort fra og i stedet følge mit eget.

Ét råd, dog, såfremt restorativ yoga lyder som noget, der kunne være være spændende at prøve; hvis man ikke er vant til at sove med øreringe - og det er jeg ikke - , så tag dem ud inden starten på sessionen, for det føles ikke rart at hvile øret på en yogamåtte, uanset hvor tyk den er, for den føles hård, når kroppen er helt afslappet og dermed også automatisk trykker sig ned mod underlaget.
Lige pludselig var de to timer og faktisk lidt mere gået, og det var tid til stille og roligt at vende tilbage til søndag formiddag - øh, søndag frokost kl. 12.10.

Hjem igen i smukt vejr med en flot efterårshimmel og nu flotte gyldne farver på træernes blade og de mange blade på jorden, så jeg kunne fortsætte med julegaverne - bordskånere af filtkugler (og ikke et eneste ord om, at Jakob tænkte analperler, da han så den første bordskåner...).



Bordskånere - for lige at slå det fast.




Hvad har din søndag budt på?

6. oktober 2014

Efterår

er for mig den tid på året, hvor jeg virkelig skruer op for mit indre urmenneske, samler forråd og hygger mig stort med, at vejret gør det helt legitimt at have lyst til at være inde og kræse om sig selv og sine nærmeste. Det er virkelig en hsp-venlig årstid på det punkt. Kulden, når den kommer, er så en anden sag...
 
I år er ingen undtagelse, og her hygges ikke kun, her (rede)bygges også. Først og fremmest står kolonihaven for skud, hvor græsset er blevet slået - muligvis en sidste gang i denne sæson - naturligvis afhængigt af hvor mildt efterået fortsætter - og der er blevet revet sammen efterfølgende. 
 
 


Græsset har vist sig nogle steder helt oppe ved huset at gemme på en skat - nemlig stenbelægning, som kun glæder os, fordi vi har planer om at bygge ud og forstørre huset og forlænge havesæsonen. Det bliver spændende i den kommende tid at se, hvor stort et areal græsset gemmer på. :-)


 
 
Af pallerammer bygges der højbede - en så stor en drøm går for mig her i opfyldelse, at jeg slet ikke kan beskrive den dybe glæde ved dem over for min mand. Min indre selvforsynende urkvinde slår kolbøtter og klapper i hænderne ved udsigten til egen høst næste sommer.
 




Nogle orkidéer er flyttet ned i kolonihaven for at give lidt grønt inden for i huset også. Der står de og kigger ud på den i dag nyslåede græsplæne og den noget trætte maskine. Jeg overvejer, om flere skal flytte samme vej, for der er rigeligt at tage af i lejligheden, og nogle kunne godt have brug for luftforandring.


 
 
Æbletræet har været yderst gavmildt i år, og de sidste æbler blev plukket i sidste uge. Hvor mange kilo, det er blevet til, har jeg ikke nøjagtigt tal på, men ca. 13kg, ved løs hovedregning, så en del er havnet i fryseren portioneret, skrællet og skåret i tern lige til at tage op og koge til æblegrød. :-)
 




Efteråret er også lig med god comfort food, som for mig er en god suppe, som er kogt på blandt andet tomater, gulerødder, hvidløg en masse og krydderier, blendet og evt. drysset med pandestegt brocooli og diverse kerner (græskarkerner er en favorit).




Og SÅ er det naturligvis også starten på julen og planlægningen af gaver og bagværk. For sidstnævnte skal dejen samles, trilles til pølser, pakkes godt ind og lægges i fryseren.  Det er rart at have god tid.




Der er rigeligt at tage fat på, og min oktober står på lidt af hvert - nedenstående er fornøjeligt:
  • vi skal være færdige med at bygge højbedene
  • der skal købes et bjerg af muld
  • der skal hentes stiklinger hjem
  • rabarber, hindbær og solbær flyttes fra nuværende placering til højbedene
  • der skal svinges en pensel og malerrulle i soveværelset
  • dej til solbærspecier gøres klar og lægges på frost
  • der skal drikkes kakao med marshmallows og læses
  • der skal kreeres gaver til fødselsdag, bryllup og jul

Det lyder som en aktiv tid for mig. Det er det også, men som jeg skrev i sidste uge, så forsøger jeg at tage det meste i et langsommeligt tempo, og eftersom der er tale om nogle af mine energigivere, er der gode ressourcer at hente for mig her om efteråret. :-)