2. august 2014

Er du tro mod dig selv?



Jeg kan lige så godt indrømme allerede nu, at jeg i perioder har været og ER bedre til at være tro mod mig selv og stå ved mig selv - og ikke mindst det at være mere modtagelig over for input - end i andre perioder, og at konsekvensen ved ikke at være autentisk ikke fornægter sig. Diverse påtagede roller og situationer, hvor jeg ikke kan have mig selv med og være mig selv, fungerer ikke. Der er mislyd, og jeg bliver falsk for mig selv og for andre og påtager mig en maske. Jeg drænes, når jeg ikke står ved mig selv. Ingen vinder på det, så det er ren lose/lose.

Mange steder, hvor jeg reelt ikke gjorde, har jeg forsøgt at passe ind. Nogle situationer har været forbipasserende, og sådan er det jo af og til, mens der også har været perioder af længere varighed, og de lange af dem har været direkte usunde for mig både fysisk og mentalt, fordi jeg er kommet så langt væk fra mig selv som person og mine egne værdier, at jeg har drevet rovdrift på alt i mig. Bare for at passe ind og stille andre tilfredse. Jeg har slået så meget knude på mig selv, at jeg blev riiiigtig dygtig til at lægge bånd på mig selv (ironi kan være anvendt...), og jeg endte med ikke at kunne kende forskel på andres idealer og målsætning og min egne. Så er den altså gal.
Jeg er på den anden side også blevet mødt med rigtig megen modstand og ekstrem kassetænkning andre steder, fordi jeg netop ikke slog knude på mig selv i den grad, der var ønske om, og jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mig selv. SUUUUK og ØØØØV. Tvivlen om mine ressourcer som person og fagligt begyndte at forfølge mig, for var jeg rent faktisk sart og svag, som der blev antydet, og kunne jeg ikke klare så meget som mine kollegaer (eller agerede jeg rent faktisk målskive for skarpt og fejt skyts??)?

I løbet af de sidste fire år har jeg arbejdet meget med mig selv, og har genlært at stå ved mig selv og være autentisk (jeg lærer stadig) - også selvom det kan give nogle bump på vejen (heldigvis er ikke alle bump lige store). Tvivlen er jeg dog ikke kommet af med, men er den ikke også meget menneskelig - og er lidt skepsis ikke også en sund ting at have med, så længe den ikke bliver ødelæggende?

Senest har jeg sagt et job op, fordi jeg havde kørt mig selv i sænk - og var blevet kørt i sænk, og fordi jeg ikke længere kunne få mig selv med på legen om at skulle passes ind i kassetænkning og manglende rummelighed. Jeg kunne ikke være autentisk. Det lyder møgforkælet, det kan jeg godt høre, men når helbredet ikke længere vil være med, så er grænsen for en sund fleksibilitet for længst overskredet. For længst!
Det er bare ikke det værd - hverken for andre eller sig selv, at gå så meget på kompromis med sig selv, at selvet dæmper lyset for meget - eller helt lukker og slukker.
Betyder det, at jeg ikke kan arbejde benhårdt og med mange bolde i luften på en gang - og at jeg bukker under for alt og intet, fordi jeg er særligt sensitiv, og derfor påvirkes liiiiiidt mere (OK, en del mere ;-)) af forskellige parametre end ikke sensitive? Og betyder det, at jeg ikke kan varetage et almindeligt job med de krav, som følger med?

Slet ikke. På ingen måde. Sikke noget fis.

I min studietid oplevede jeg flow, for jeg var landet det rette sted og havde de optimale arbejdsforhold. Jeg arbejdede benhårdt, knoklede løs fra morgen til aften uden at føle det hårdt og uden at føle mig drænet for energi, jeg havde to-tre studiejobs det meste af min studietid. Disse var studierelevante, som jeg selv havde opsøgt og sat i værk, og jeg havde derudover en hverdag, som skulle køre med alt det praktiske, som vi alle kender til.

Så nej, det betyder det ikke. Tværtimod. Jeg kan åbne døre, få sat projekter i gang og ført dem til dørs, klare skarpe deadlines og knokle løs, når de rette arbejdsforhold er til stede, jeg er i overensstemmelse med arbejdet og arbejdspladsens værdier og når jeg kan være tro mod mig selv.


Er du tro mod dig selv?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar