6. juli 2014

Det er så yndigt at følges ad #2

Jeg giver i dag ordet til min mand, da jeg ønsker et perspektiv på mine mange indlæg og ord, brok og kærlige tanker. Helt og aldeles ucensureret fra Jakob:
 
Det er ikke altid nemt at leve sammen med en kvinde, der har superkræfter. Jeg kommer ind i vores stue og konstaterer, at der ser ud som der skal. Hun kommer ind i stuen, og straks får hun øje på hver eneste nullermand, krøller på tæppet og de mange døde rotter! Du ved, ting som normale mennesker ikke lægger mærke til.
Som den heldige mand, der har fået lov til at kalde sig Karinas ægtefælle, er jeg blevet bedt om at skrive et par bevingede ord om, hvordan man bedst tackler en HSP, når nu man skal bo sammen med hende. Først vil jeg dog lige gøre rede for et par af de frustrationer, man oplever, når man nu ikke selv er HSP, men tværtimod har ADHD og er super udadvendt og snaksalig.

Jeg betragter ikke rigtig mig selv som en særligt rodende mand. Jeg rydder op i vores lejlighed ca. en gang om ugen, når jeg mener rodet er blevet for voldsomt. Jeg er typen, hvis værste fjende er tiden. Ofte står jeg for sent op og må haste ud af døren, hvorfor al opvask, oprydning og tilbagelægning af ting og sager hurtigt kommer lavest på prioriteringslisten.
Herpå kommer Karina hjem og ser en lejlighed, der ligner noget, som for nyligt er blevet udsat for en orkan og med ét aflades hun, bliver irriteret og frustreret.
Karina har én eller anden obskur målestok for, hvornår noget ”passer ind”. Og dette kan godt være rimeligt svært umuligt at gennemskue. Her tænker jeg: ”Årh hvad! En gratis lyseneongrøn supersofa med selvlysende plastickopholdere i siden i den container der! Den SKAL jeg da have.” Karina derimod er ikke lige så overbevist.
Før i tiden troede jeg, at hvis bare skidtet var hvidt, eller kunne males hvid, så var jeg på den sikre side, men nu er der åbenbart også et eller andet med formerne! Suk. Det kan godt være svært at finde ud af, hvad hækkefelt hun egentlig vil have.
 
Men men men. Ovenstående frustrationer bliver kun et problem når jeg selv er træt. Ser du, så længe energiniveauet er til det, kan jeg sagtens overkomme hendes frustrerede udbrud og åbenlyst irriterede bemærkninger, fordi Karina er sindssygt god til at kommunikere på en ikke aggressiv måde.
Når hun frustreres over en manglende opvask kommer hun ind i stuen, hvor min elskede computer står, og siger så, med en rolig, men bestemt stemme, at jeg altså godt må blive bedre til at vaske op efter mig selv. Når hun siger det på den måde, har jeg meget nemmere ved ikke at skyde igen med en irritabel kommentar, fordi jeg måske lige sidder og er ved noget andet. Pointen er den, at når vi kommunikerer, så sker det på et ikke aggressivt plan, og det er handlingen frem for personen, som kritiseres, hvilket gør det lettere for begge parter at høre efter den andens behov.
 
En anden ting, der er godt til at udjævne parforholdets bump på vejen, er vores eminente måde at skændes på. Hvis jeg mærker, jeg bliver irriteret, eller er grænseløst uenig i noget, Karina siger, men godt kan se, det ikke kommer nogen vegne at diskutere om det, plejer jeg at sige til hende: ”Skal vi skændes? Det kan vi godt! Din mor er en gnu!”. Karina samler bolden op og svarer: ”ja og min far er en hest...”, hvorved et skænderi bliver kvalt før det begynder, ved bare at tage lidt let på det med humor og spøg og skæmt.
I det hele taget er humor noget, der bare er genialt til at udjævne alle bump på livets vej. Det er en støddæmper, et plaster og en ren fornøjelse at give sig i kast med. Nå, men det er jo et sidespor.
 
Alt i alt vil jeg sige at disse tre faktorer for at vi lever lykkeligt sammen til trods for at Karina er så mega besværlig hele tiden (only kidding) kan summeres op således:
  • Kommunikation – Vi siger til hinanden, hvad vi har brug for, hvad vi føler og tænker og lytter aktivt og interesseret til hinanden.
  • Plads – Vi giver hinanden den plads, der skal til for at vi kan være. Når Karina er overstimuleret, forlader jeg lejligheden, sætter mig og ser tv, med mine høretelefoner på eller ligger helt stille med hende, til hun kommer på højkant igen.
  • Humor – Vi formår at grine af os selv, vores forskelligheder og vores underlige fantasispind med flagermus, katte, hekse og vampyrer. Men det er jeg sikker på hun nok selv skal fortælle jer mere om.
De kærligste tanker til dig, min kære viv.
 
Jakob Arndal
(Man of Action)

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar