26. juli 2014

Når stilheden taler

11 dage alene hjemme - det meste af tiden døgnet rundt, og ellers var det i alle de vågne timer. Sådan foregik de 11 dage, da Jakob var programmeringsramt.
Som særligt sensitiv lyder dette jo næsten for godt til at være sandt, hvis man ikke bor alene - rigelige mængder alenetid hvor stilheden kærtegner ørene helt ind til og i sjælen, så selv knoglerne renses for lyd. Jeg satte mig dagligt i sofaen og lod mig omfavne af roen. Aaaaah.
Det var virkelig dejligt og udrensende på en særlig måde, lidt som en slags silent retreat. Det var som stilleleg døgnet rundt. Jeg elsker den leg. Det gjorde jeg også som barn, og det kunne irritere mig grundigt, hvis nogen bevidst brød legen, eller ubevidst kom til det. ;-) I know.

Nu er det bare med silent retreats og stilhed, at det kan være skræmmende at overgive sig til - uden nogen former for aktivitet, for ikke alene sætter det fokus på ens evne til at nyde sit eget selskab (hvis dette aspekt ikke er på plads, kan 11 dage pludselig være ganske anstrengende og meget lang tid) og ikke mindst sig selv som person og alle sine sider, der er også frit lejde for tankespind. På et tidspunkt melder hjertet også sin tilstedeværelse, hvis der ikke allerede er kontakt til det indre.
Det jeg forsøger at forklare er, at det ikke nødvendigvis er en fluffy kanin, som dukker op i stilheden - i hvert fald ikke altid. :-) Det var det ikke i mit tilfælde. Det kan være svært at erkende - den er jeg klart med på, og det er så absolut heller ikke alt ved mig selv, som, jeg synes, er lige nemt at se i øjnene endsige rumme.

Positiv psykologi har i nogle år været fremelsket (pun intended :-)) i medierne også som en form for virksomhedsledelse, og det er da brugbart at lære at "se udfordringer fremfor problemer" (som dog efterhånden er et fortærsket udtryk). MEN, MEN, MEN jeg mener, at det ikke er hensigtsmæssigt på det personlige plan (ej heller på virksomhedsniveau) at lægge låg på det, som nager og fungerer knapt så godt eller direkte dårligt, for selvom det kan gøre endnu mere ondt at åbne for det indre, er jeg af den overbevisning, at det er vigtigt at forholde sig til sig selv som et helt menneske med lidt ridser i lakken hist og pist men sandelig også med fjer i hatten og ikke udelukkende som et glansbillede. Der skal være en balance.

Jeg anser mig selv som værende relativt sund på det område og muligvis også lidt hellig, for at arbejde med sig selv er en af mine kæpheste. For mit vedkommende var det (måske ikke super nemt pga. det indre arbejde, som jeg skulle forholde mig ordentligt til i min alenetid, men i sandhed) forløsende på flere planer med nogle dage alene hjemme.




Hvordan har du det med at være i dit eget selskab og lytte til, hvad stilheden bringer med sig?

19. juli 2014

Om at flytte rundt og at flytte sig.

 

Bordpladen har fået første gang grunder.

Først og fremmest et meget beæret tak over de forslag, som på baggrund af sidste uges indlæg er kommet, og de løsninger, som i kølvandet på indlægget er dukket op. Hvor er det vildt at opleve. :-)
Selv havde jeg stirret mig blind på opstillingen, som den var, og havde kun et par løsninger - nemlig at male bordet lyst (som billedet også viser) og sælge det lille skab, som kabinettet stod på.

Spisestuens kontorområde er i skrivende stund under udarbejdelse, som I kan se, og når det er færdigt, lover jeg at vise billeder af resultatet, så diverse løsninger kan ses og kommenteres. Sådan en omgang sætter for mig fokus på min bolig - helt naturligt - også boligsituationen, og sjovt nok stødte jeg på en blogger bosat i  Norge, som i et indlæg var ærlig omkring sin boligsituation, og at denne var midlertidig, for noget andet var i tanker og drømme. I kan selv læse indlægget.

Både forandringsprocessen herhjemme og blogindlægget satte skub i tanker, jeg har rodet med længe, faktisk en del år - og et par år, inden jeg flyttede ind i lejligheden. Min inderste længsel er at komme lidt uden for byen, hvor der er god plads mellem hver bolig, hvor der er grønt uden for stuen, som man blot skal åbne et sæt døre for at træde ud i, og hvor stilheden er nok til at få roen til at sænke sig i hver en celle, og gerne et sted med vand i nærheden (men nu taler jeg luksus, især fordi jeg ikke tænker på en lille dam, en å eller sø)...
Sagde jeg lidt uden for byen? Hmmm, jeg bor i Odense centrum, så hvis havnen ikke tæller, må jeg vist længere ud på landet - so to speak. ;-)

Nå, jeg faldt pladask (og jeg bliver ved) for et hus i Millinge (tænk Falsled Kro, så har I geografien på plads og omgivelserne, ikke mindst), men det var lidt voldsomt for mig at tage det skridt alene, og det krævede ikke kun, at jeg skulle købe hus (alene at skulle til at eje var en meget, meget stor omvæltning), men jeg skulle også købe bil, da mit arbejde var i Odense. Jeg er ikke fan af at køre bil andet end som passager. Huset blev ved drømmen, og jeg fandt en lejlighed i stedet - i Odense C men i et stille og dejligt - og grønt - område af Odense C, og jeg kunne faktisk gå til arbejde og kan nøjes med at snuppe cyklen for at komme rundt. Det er jeg meget glad for, og jeg er virkelig, virkelig glad for at bo lige præcis her. Af mange årsager. Jeg befinder mig godt i området.

Så dukkede ham der Jakob op, og lige nu finder vi løsninger, så vi begge kan være i lejligheden og finde os til rette med og i det. Hvor længe det varer ved i lejligheden, må tiden vise. Sandheden er også, at det at have andre mennesker så tæt på - så som underbo, nabo og overbo og i det hele taget genboer, som ikke nødvendigvis er helt med på ro, ro og atter ro, godt kan være noget af en udfordring, trods det at vi faktisk bor i en meget stille opgang. Nuvel, vi kan ikke bo i lyse jordhuler eller lydisolerede bobler, og det er heller ikke i disse baner, jeg tænker. Slet ikke. Jeg er jo nødt til at være lidt realistisk. ;-)
Jeg må vist komme til den meget ærlige erkendelse over for mig selv, at Jakob og jeg lige nu bor her, men at det ikke er for altid. Og jeg som hader at flytte, fordi jeg hver gang rykker op med rode (og jeg har flyttet mange gange i mit liv - især alt for mange gange i min barndom), og det stresser mig hver gang og tager en evighed at falde til og finde ro, for det er for mig en stor proces at flytte - selv det at flytte rundt kan give mere end rigelig forstyrrelse.

Bor du/I der, hvor du eller I gerne vil?

13. juli 2014

Det er knapt så yndigt...

HSP-venligt indretningsforslag søges.



Nogen nyhed er det vist ikke, at boligindretning naturligvis er høj prioritet herhjemme – ja, OK, for mig i hvert fald, og at jeg hurtigt kan finde løsninger og ser idéer i dette og hint, men lige hvad angår dette arrangement,

 


 


er jeg nødt til at bede om hjælp.
Jeg beklager kvaliteten af billederne - eller manglen på samme, men kameraet ville ikke samarbejde.
 
Det står i spisestuen, og der bliver det stående, for der er ikke plads andre steder, men hvordan kan det gøres lysere, mere imødekommende og let i udtrykket? Det er det første, jeg møder om morgenen, og det er en energisluger (af min energi, skal forstås) af den slemme slags, så der skal ske en forbedring.

Hvordan gøres det visuelt HSP-venligt, mens det på samme tid rummer Jakob og hans arbejdsplads?
Jeg er kommet lidt til kort her – ikke pga. rodet, for der skal bare ryddes op (nu har jeg også været unfair at tage billeder af et rodet skrivebord) men mest af alt grundet den stationære computer og de mange ledninger. Jeg har selv en bærbar, så der behøver jeg ikke tænke på andet end en skuffe at gemme den væk i. Den forstyrrer ikke øjet i det daglige. Men hvordan integrerer man en sort, stationær med et stort, sort kabinet i lyse omgivelser og ikke mindst et kontorlignende arrangement som ovenstående, nu hvor der ikke er værelser nok i lejligheden til, at vi kan have et kontor hver, hvor det kunne have lov at stå lige så mørkt og iøjefaldende hen som nu?
Nøgleordet er, at det visuelt skal integreres i resten af spisestuen. Der er ikke plads til afskærmning (som sådan set også blot ville kalde på mere opmærksomhed), for så vil vi skulle kante os forbi, da der ikke er så langt mellem skrivebordsarrangement og spisebord.

Bordet skal males lyst, og bliver det faktisk i næste uge, hvor Jakob smutter på programmeringscamp, og skabet, som kabinettet står på, skal sælges. SÅ langt er jeg dog kommet J men heller ikke længere, og jeg har ellers klikket nettet tyndt, tjekket Pinterest, interiørbutikker, boligblogs, læst boligblade (ja, det siger vist sig selv) o.a. for inspiration og ikke mindst løsninger, men øøøøh tja, det har ikke hjulpet mig så meget videre. Store skabsklodser, hvor et hjemmekontor kan gemmes af vejen, er ikke mig, selvom der er mange løsningsforslag med den konstellation.

Hvad ellers kan gøres og, ikke mindst, hvordan kan det gøres? Jeg kan virkelig godt bruge Jeres input og håber meget på lidt hjælp.

Forslag, links, osv. modtages med kyshånd. J

6. juli 2014

Det er så yndigt at følges ad #2

Jeg giver i dag ordet til min mand, da jeg ønsker et perspektiv på mine mange indlæg og ord, brok og kærlige tanker. Helt og aldeles ucensureret fra Jakob:
 
Det er ikke altid nemt at leve sammen med en kvinde, der har superkræfter. Jeg kommer ind i vores stue og konstaterer, at der ser ud som der skal. Hun kommer ind i stuen, og straks får hun øje på hver eneste nullermand, krøller på tæppet og de mange døde rotter! Du ved, ting som normale mennesker ikke lægger mærke til.
Som den heldige mand, der har fået lov til at kalde sig Karinas ægtefælle, er jeg blevet bedt om at skrive et par bevingede ord om, hvordan man bedst tackler en HSP, når nu man skal bo sammen med hende. Først vil jeg dog lige gøre rede for et par af de frustrationer, man oplever, når man nu ikke selv er HSP, men tværtimod har ADHD og er super udadvendt og snaksalig.

Jeg betragter ikke rigtig mig selv som en særligt rodende mand. Jeg rydder op i vores lejlighed ca. en gang om ugen, når jeg mener rodet er blevet for voldsomt. Jeg er typen, hvis værste fjende er tiden. Ofte står jeg for sent op og må haste ud af døren, hvorfor al opvask, oprydning og tilbagelægning af ting og sager hurtigt kommer lavest på prioriteringslisten.
Herpå kommer Karina hjem og ser en lejlighed, der ligner noget, som for nyligt er blevet udsat for en orkan og med ét aflades hun, bliver irriteret og frustreret.
Karina har én eller anden obskur målestok for, hvornår noget ”passer ind”. Og dette kan godt være rimeligt svært umuligt at gennemskue. Her tænker jeg: ”Årh hvad! En gratis lyseneongrøn supersofa med selvlysende plastickopholdere i siden i den container der! Den SKAL jeg da have.” Karina derimod er ikke lige så overbevist.
Før i tiden troede jeg, at hvis bare skidtet var hvidt, eller kunne males hvid, så var jeg på den sikre side, men nu er der åbenbart også et eller andet med formerne! Suk. Det kan godt være svært at finde ud af, hvad hækkefelt hun egentlig vil have.
 
Men men men. Ovenstående frustrationer bliver kun et problem når jeg selv er træt. Ser du, så længe energiniveauet er til det, kan jeg sagtens overkomme hendes frustrerede udbrud og åbenlyst irriterede bemærkninger, fordi Karina er sindssygt god til at kommunikere på en ikke aggressiv måde.
Når hun frustreres over en manglende opvask kommer hun ind i stuen, hvor min elskede computer står, og siger så, med en rolig, men bestemt stemme, at jeg altså godt må blive bedre til at vaske op efter mig selv. Når hun siger det på den måde, har jeg meget nemmere ved ikke at skyde igen med en irritabel kommentar, fordi jeg måske lige sidder og er ved noget andet. Pointen er den, at når vi kommunikerer, så sker det på et ikke aggressivt plan, og det er handlingen frem for personen, som kritiseres, hvilket gør det lettere for begge parter at høre efter den andens behov.
 
En anden ting, der er godt til at udjævne parforholdets bump på vejen, er vores eminente måde at skændes på. Hvis jeg mærker, jeg bliver irriteret, eller er grænseløst uenig i noget, Karina siger, men godt kan se, det ikke kommer nogen vegne at diskutere om det, plejer jeg at sige til hende: ”Skal vi skændes? Det kan vi godt! Din mor er en gnu!”. Karina samler bolden op og svarer: ”ja og min far er en hest...”, hvorved et skænderi bliver kvalt før det begynder, ved bare at tage lidt let på det med humor og spøg og skæmt.
I det hele taget er humor noget, der bare er genialt til at udjævne alle bump på livets vej. Det er en støddæmper, et plaster og en ren fornøjelse at give sig i kast med. Nå, men det er jo et sidespor.
 
Alt i alt vil jeg sige at disse tre faktorer for at vi lever lykkeligt sammen til trods for at Karina er så mega besværlig hele tiden (only kidding) kan summeres op således:
  • Kommunikation – Vi siger til hinanden, hvad vi har brug for, hvad vi føler og tænker og lytter aktivt og interesseret til hinanden.
  • Plads – Vi giver hinanden den plads, der skal til for at vi kan være. Når Karina er overstimuleret, forlader jeg lejligheden, sætter mig og ser tv, med mine høretelefoner på eller ligger helt stille med hende, til hun kommer på højkant igen.
  • Humor – Vi formår at grine af os selv, vores forskelligheder og vores underlige fantasispind med flagermus, katte, hekse og vampyrer. Men det er jeg sikker på hun nok selv skal fortælle jer mere om.
De kærligste tanker til dig, min kære viv.
 
Jakob Arndal
(Man of Action)