28. juni 2014

Det er så yndigt at følges ad...

Det er med nervøse sommerfugle i maven, at jeg udgiver dette meget personlige indlæg, som har ligget på lur nogen tid.

Jeg troede, at jeg skulle bo alene altid og være single resten af mit liv efter bruddet med min ekskæreste, for jeg fandt efterfølgende så meget ro i mig selv, og jeg befandt mig rigtig godt med at være kun mig og bo alene (jeg nyder stadig til fulde min alenetid og kan ikke undvære den, uden at det påvirker mit humør og min energi negativt), og desuden troede jeg, at jeg pga. mine begrænsninger ikke ville kunne være i et parforhold og da slet ikke at bo sammen med andre end mig selv.
For helt ærligt, når jeg ikke engang selv er klar over, hvornår jeg har energi til selskab, og hvornår jeg ikke har energi til det, og når jeg selv ofte føler mig frustreret over at være sensitiv, hvordan i alverden skulle et andet menneske så kunne finde hoved og hale i det? Derudover ville der være hensyn til en lys indretning – både de synlige og dem gemt bag låger, til rene linjer og til ro visuelt og auditivt, hensyn til at lægge arrangementer og eventuelt besøg så tidligt på dagen som muligt pga. min energi, oprydning, og jeg kunne blive ved… Det er til at blive helt forpustet over.

Det at være særligt sensitiv kan godt fylde en uhyggelig stor del af hverdagen, og det kan hurtigt blive et negativt fokus (jeg ser det ved gud ikke altid som en positiv side af mig selv) – især i uhensigtsmæssige rammer og især i et parforhold, hvor man ser hinanden råt for usødet, hvis ikke der er rummelighed og kærlighed fra begge parter.

Jakob er a man of action, hvorimod jeg tænker en gang eller 10 (OK, nogen gange 20) over tingene, inden jeg tager en beslutning og skrider til handling, for jeg skal have tid til at mærke efter, om det føles rigtigt eller stresser, bare for at komme med et eksempel. Sikke et tålmod, den mand besidder. J Han hænger i bremsen for min skyld i forhold til at tage fat på projekterne i lejligheden, så jeg ikke føler mig overrumplet og slet ikke kan overskue de mange ændringer på en gang. Lige her spiller mine energireserver en stor rolle, for når de er små, overkommer jeg ikke særligt meget, mens jeg har overskud til mere, når jeg har og er ladet op. Logik for perlehøns, ikk’?

Kærligt rummer han mig og mine finurligheder:
    1. Han læser f.eks. mine signaler lynhurtigt og er lige så hurtig klar med et omsorgsfuldt kram, hvis jeg er ved at gå op i limningen pga. manglende energireserver.
    2. Hvis jeg er overstimuleret, taler han sagte – hvis ikke han giver mig en pause for lyd helt i noget tid, og musik lytter han til i sine høretelefoner i stedet for via højtalerne. Dette kan kun kunne lade sig gøre, fordi jeg har lært og til stadighed lærer at italesætte, hvordan jeg har det, og hvad jeg i den pågældende situation har behov for (ro – hvordan og hvor længe – og omsorg, enten via kram eller massage).
    3. Hver søndag planlægger vi den kommende uge, blandt andet fordi jeg har behov for at se, hvor jeg skal bruge energi, og hvornår jeg kan lade op (nu er livet en uforudsigelig størrelse, så det er svært at planlægge sig fra alt – og det er jeg sikker på, jeg ikke er ene om at kunne mærke).
    4. Desuden afstemmer vi hver morgen vores respektive energiniveauer og dagens aktiviteter.
Det går begge veje, selvfølgelig, for lige så meget, som jeg som menneske skal rummes, så skal Jakob for den, han er, og vi har begge behov for at have et overblik i vores hverdag. Af hver vores årsager.

Han har bragt sang ind i min hverdag igen – bogstaveligt talt. Bare spørg ham selv. J

Der er kommet flere og flere rødlige nuancer ind i min garderobe igen, efter at han har gjort sin entré i mit liv (bare fordi der ikke er røde nuancer på vægge eller møbler herhjemme, er de ikke udelukket fra min garderobe – for lige at aflive den myte). Faktisk har nuancen også indfundet sig på min finger, hvor vielsesringen og morgengaven har en rød sten.


 

Ikke alt er rosenrødt (haha), og det er ikke uden udfordringer i hverdagen eller begges daglige indsats for at bibeholde den ærlige kommunikation, også når morgenens energi ændrer sig i løbet af dagen, og når kommunikationen fejler op ad åen grundet træthed og kortfattede meldinger, men jeg tog så grundigt fejl om at skulle være single by choice resten af mit liv, og jeg håber inderligt, at jeg kan gøre og gør lige så meget for den forstyrrende kollega, som vedblev at forstyrre og pirre mit inderste med sin nysgerrighed og sine (bevidstgørende) spørgsmål, som han har gjort og gør for mig ved at give mig plads til at være – og til at være mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar