28. juni 2014

Det er så yndigt at følges ad...

Det er med nervøse sommerfugle i maven, at jeg udgiver dette meget personlige indlæg, som har ligget på lur nogen tid.

Jeg troede, at jeg skulle bo alene altid og være single resten af mit liv efter bruddet med min ekskæreste, for jeg fandt efterfølgende så meget ro i mig selv, og jeg befandt mig rigtig godt med at være kun mig og bo alene (jeg nyder stadig til fulde min alenetid og kan ikke undvære den, uden at det påvirker mit humør og min energi negativt), og desuden troede jeg, at jeg pga. mine begrænsninger ikke ville kunne være i et parforhold og da slet ikke at bo sammen med andre end mig selv.
For helt ærligt, når jeg ikke engang selv er klar over, hvornår jeg har energi til selskab, og hvornår jeg ikke har energi til det, og når jeg selv ofte føler mig frustreret over at være sensitiv, hvordan i alverden skulle et andet menneske så kunne finde hoved og hale i det? Derudover ville der være hensyn til en lys indretning – både de synlige og dem gemt bag låger, til rene linjer og til ro visuelt og auditivt, hensyn til at lægge arrangementer og eventuelt besøg så tidligt på dagen som muligt pga. min energi, oprydning, og jeg kunne blive ved… Det er til at blive helt forpustet over.

Det at være særligt sensitiv kan godt fylde en uhyggelig stor del af hverdagen, og det kan hurtigt blive et negativt fokus (jeg ser det ved gud ikke altid som en positiv side af mig selv) – især i uhensigtsmæssige rammer og især i et parforhold, hvor man ser hinanden råt for usødet, hvis ikke der er rummelighed og kærlighed fra begge parter.

Jakob er a man of action, hvorimod jeg tænker en gang eller 10 (OK, nogen gange 20) over tingene, inden jeg tager en beslutning og skrider til handling, for jeg skal have tid til at mærke efter, om det føles rigtigt eller stresser, bare for at komme med et eksempel. Sikke et tålmod, den mand besidder. J Han hænger i bremsen for min skyld i forhold til at tage fat på projekterne i lejligheden, så jeg ikke føler mig overrumplet og slet ikke kan overskue de mange ændringer på en gang. Lige her spiller mine energireserver en stor rolle, for når de er små, overkommer jeg ikke særligt meget, mens jeg har overskud til mere, når jeg har og er ladet op. Logik for perlehøns, ikk’?

Kærligt rummer han mig og mine finurligheder:
    1. Han læser f.eks. mine signaler lynhurtigt og er lige så hurtig klar med et omsorgsfuldt kram, hvis jeg er ved at gå op i limningen pga. manglende energireserver.
    2. Hvis jeg er overstimuleret, taler han sagte – hvis ikke han giver mig en pause for lyd helt i noget tid, og musik lytter han til i sine høretelefoner i stedet for via højtalerne. Dette kan kun kunne lade sig gøre, fordi jeg har lært og til stadighed lærer at italesætte, hvordan jeg har det, og hvad jeg i den pågældende situation har behov for (ro – hvordan og hvor længe – og omsorg, enten via kram eller massage).
    3. Hver søndag planlægger vi den kommende uge, blandt andet fordi jeg har behov for at se, hvor jeg skal bruge energi, og hvornår jeg kan lade op (nu er livet en uforudsigelig størrelse, så det er svært at planlægge sig fra alt – og det er jeg sikker på, jeg ikke er ene om at kunne mærke).
    4. Desuden afstemmer vi hver morgen vores respektive energiniveauer og dagens aktiviteter.
Det går begge veje, selvfølgelig, for lige så meget, som jeg som menneske skal rummes, så skal Jakob for den, han er, og vi har begge behov for at have et overblik i vores hverdag. Af hver vores årsager.

Han har bragt sang ind i min hverdag igen – bogstaveligt talt. Bare spørg ham selv. J

Der er kommet flere og flere rødlige nuancer ind i min garderobe igen, efter at han har gjort sin entré i mit liv (bare fordi der ikke er røde nuancer på vægge eller møbler herhjemme, er de ikke udelukket fra min garderobe – for lige at aflive den myte). Faktisk har nuancen også indfundet sig på min finger, hvor vielsesringen og morgengaven har en rød sten.


 

Ikke alt er rosenrødt (haha), og det er ikke uden udfordringer i hverdagen eller begges daglige indsats for at bibeholde den ærlige kommunikation, også når morgenens energi ændrer sig i løbet af dagen, og når kommunikationen fejler op ad åen grundet træthed og kortfattede meldinger, men jeg tog så grundigt fejl om at skulle være single by choice resten af mit liv, og jeg håber inderligt, at jeg kan gøre og gør lige så meget for den forstyrrende kollega, som vedblev at forstyrre og pirre mit inderste med sin nysgerrighed og sine (bevidstgørende) spørgsmål, som han har gjort og gør for mig ved at give mig plads til at være – og til at være mig.

22. juni 2014

Om at skabe en god (væske)balance

Jeg kan godt være pernittengryn at bo sammen med, hvad angår min mening om rod og mit skarpe blik på det punkt, for det forstyrrer og dræner, MEN jeg også kan lige så godt indrømme, at jeg uanset det rent faktisk også roder trods mit enorme behov for rene linjer og æstetiske omgivelser – det gemmer sig blot bag lukkede skabsdøre, således det er væk fra øjet. Så skulle man tro, at det var det, men øøøh selv i gemmerne forstyrrer det negative rod. Det kan vist ikke komme som en overraskelse, at jeg føler, at det er spild af (min) energi. Tag nu f.eks. min tesamling:
 

 
 
Jeg drikker mest af alt vand i dagligdagen, men te er jeg også glad for som supplement til dagens vand og for varmen (altså når det er køligt ude). Desuden forbinder jeg te med afslapning, god tid og hygge – og ikke mindst eftermiddagene som barn hos min mormor, som var tedrikker. Dengang stod den på enten earl grey (min favoritversion var med jasmin) eller min yndling, nemlig solbær, og jeg har af den nostalgiske årsag (stort set) altid solbærte i skabet.

Te er jo blevet slået stort op siden min barndom (hold nu kaje, jeg lyder som en olding) inden for det seneste årti – i hvert fald her i DK, hvor især Kusmi har fået rigtig mange til at begynde at drikke te. Deres te har jeg nogle stykker af, som billedet tydeligt viser, og jeg drikker alle de fem slags, jeg har. Dog rækker jeg oftere ud efter en for mig ny te – hehe, pun intended, når jeg har lyst til te, nemlig NUTE.


Billede er fra Chokolade Compagniet
 
De har flere smagsvarianter at byde på og både sort, grøn, hvid og en enkelt rød te. Fælles for dem er, at de er økologiske (et klart plus i min bog) og yderst æstetisk pakket ind i den skønneste cylinderformede trædåse, som drager mine øjne til sig. <3
Jeg har en hvid te, Rose & Berry


Billede er fra Chokolade Compagniet
 
Den var en del af en bryllupsgave for et halvt år siden, og jeg er ved at løbe tør (ååååh neeeej), for jeg vælger lige præcis den te 9 ud af 10 gange, og lige præcis denne variant har fået mig til at drikke væsentligt mere te i de forgangne seks måneder, end jeg gjorde i hele 2013.
Den er – modsat min skepsis omkring hvid te (som jo kun kunne være en gang tynd sjap, var min fordom) – spækket med smag men på en meget mild måde, den dufter let og fint, og så virker det rene og æstetiske helhedsindtryk (hvor økologien og indpakningen er inkluderet) indbydende på mig. NUTE taler altså ikke kun til mine smagsløg men også til mine øjne og min samvittighed omkring produktets renhed. Det er en te i balance. What’s not to like?

Jeg ønsker mig SÅ meget en mere af samme udgave i fødselsdagsgave. Heldigt for mig er der kun få måneder til – og så er ønsker gratis. J

Hvad så med alle de andre poser med te, jeg har til at fylde i dåser og stående løst på tehylden i køkkenskabet? De bliver smidt ud, for hvorfor bruge energi ubevidst – og især bevidst når jeg åbner skabslågen, hver eneste gang jeg ønsker en kop te – på noget der alligevel ikke engang bruges som smagsgiver i bagværk? På det punkt handler det for mig om at skabe balance også i de små ting i hverdagen – selv i gemmerne.

14. juni 2014

At være særligt sensitiv - at skabe ro

 People say I’ve got issues… I reckon they’re right.
What’s your problem?
 
Indretning er klart noget, som jeg går op i, fordi mine fysiske omgivelser skal give ro, så jeg bare kan være. Derfor suger jeg til mig af inspiration, når jeg er ude hos andre, når jeg oser rundt i interiør- og møbelforretninger (jeg indrømmer gerne, at Ikea er et stort hit hos mig), fra Pinterest, boligblogs og fra Bolig Magasinet. Jeg har haft mange flere blade fra Bolig Magasinet gennem årene end dem på billedet, men mange har ladet livet, efter jeg har haft støvsuget dem for detaljer, links, farver, former, idéer, osv. i form af udklip.
Da jeg ikke er et naturtalent inden for indretning (OK, indrømmet, jeg er blevet bedre efter så mange år med input fra boligblade), prøver jeg mig frem – som med opslagstavlen her, f.eks.,
 
 
 
 
og derfor er den heller aldrig kommet op at hænge over skabene. De er fra Ikea, og står faktisk på hovedet, for det er oprindeligt overskabe uden bund, så egetræspladen, der sidder på som topplade, har jeg købt separat i et byggemarked og fået skåret til, og så har jeg skiftet de oprindelige dørgreb ud med nogle andre, som jeg godt kan lide at se på – og som ikke kostede en bondegård (det er no name knopper).
 
 
 
Nå, men noget har jo forstyrret mit øje ved opslagstavlen. Længe... (dette vil Jakob nikke hovedpineudslagsgivende meget til, for jeg ridder sjældent samme dag, som jeg sadler, når det drejer sig om ændringer i indretningen på et helt generelt plan, selvom jeg ofte ser gode idéer i mangt og meget, hvorfor der også tit er en del punkter på min liste over boligprojekter (og nu har vi også en kolonihave… Need I say more? I’ve got issues…. LOL)).
Anyway, jeg er jo nødt til først at finde ud af, hvad der forstyrrer, før jeg kan gøre noget ved sagen. J Lad mig se, for det første passer opslagstavlen ikke i bredden til de to skabe, og for det andet irriterer farven på stofbeklædningen mig, fordi der nok skal komme farver på helt naturligt fra det, som med tiden kommer op at hænge på den, og for meget farvevirvar duer ikke for mig på det område. Derfor har jeg købt en større plade i blød masonit, som flugter med skabenes bredde, og som er lidt højere, således der er harmoni, og en anden farve stof.
 


Pladen er blot løst sat op og stoffet bredt ud over for at give et indtryk af sammenhængen. Stoffet skal syes, herefter limes på pladen foran og hæftes med tegnestifter bagpå, inden pladen hænges op på væggen lidt over skabene.
Jo, der kan godt blive lidt blegt med hvide vægge, hvide møbler og opslagstavle beklædt med cremefarvet stof, men til venstre for opslagstavlen tilføres der lidt forsigtigt liv, og så falder der ro over den del af hjemmet. Aaaaah.
Til højre derimod, uha. Til højre er der en dør, som fører ud i et bitte fordelingsrum med i alt fire døre, hvor den ene fører ind til soveværelset (som er et projekt i sig selv så stort, at det må inddeles i etaper a la Tour de France) med et monstrum af et skab. Tungt suk. ;-) Boy, have I got issues – især også når gemalen lige er kommet hjem og har smidt alt der.



6. juni 2014

At være særligt sensitiv - rør ved mig

 



Jeg er blevet ganske glad for massage både sportsrelateret og kærligt af Jakob, men det skal gøres blidt, og det er langt fra altid hyggeligt at blive masseret på ryggen – heller ikke med flad hånd, når indtrykkene har været for mange i løbet af dagen. MEN jeg har – tadaaaaJ - fundet et sted, hvor massage for mig opleves som en kærlig gestus og har en aldeles afslappende effekt på mig, næsten altid. Det drejer sig om mit ansigt – som jo får en million ting blæst direkte i sig dagligt, og derfor rent logisk set burde være endnu mere følsomt grundet overstimulering, og absolut også er ekstremt følsomt i kulde, hvor jeg føler vind og vejr som knive, meeeen lige med ansigtet skal jeg ikke være nær så opmærksom på overstimulering op til massagen eller under, for den går ikke ind og stimulerer negativt. Faktisk virker massage i ansigtet så godt for mig, at Jakob kan nusse (om) mig trods (let) overstimulering. Desuden kan Jakob lægge noget mere tryk i sin ansigtsmassage end ved rygmassagen, og hvis jeg er træt og har fået for meget i min retning i løbet af dagen, lettes trykket bare.

Billedet er lånt af casa-natural.dk i Odense

 Jo, jo, der er grænser for graden af overstimulering, for hvis det er slemt, skal jeg helst bare være i fuldkommen ro uden indtryk, men der er heldigvis også meget langt imellem dagene med fuldkommen overstimulering, hvor alt på mig føles som en skuresvamp i et åbent sår.

 Jeg er meget nysgerrig efter at prøve

  • Japansk ansigst-lifting (en blanding af de to følgende) og/eller
  • ansigtsrefleksterapi (zoneterapi i ansigtet), eller
  •  ansigstløftningstekning (kaldet A.L.T.).

Ikke alene hjælper først- og sidstnævnte på at løfte mimik uden kirurgi, det tager sig også kærligt af lidt stive muskler, så de igen bliver spændstige og hjælper på blodcirkulationen, som jo er sundt for huden. Det er dog lidt pebret, også fordi det anbefales at tage et forløb på seks gange, så jeg nøjes med at være nysgerrig på afstand og sende et ønske ud om en massageserie af enten Japansk lifting eller A.L.T. – og evt. en enkelt gang ren ansigtsrefleksterapi. Drømme og ønsker at gode at have, og så er der kun tre måneder til min fødselsdag. ;-) Hehe.

Anyway, selv er jeg meget glad for at massere, og det får Jakobs ryg stor glæde af. Jeg masserer dog blidt, for jeg er meget nervøs for at trykke for hårdt, (til trods fro Jakobs evige formaninger om, at han SAGTENS kan klare presset :-) (kommentaren her er tilføjet af the man himself),) så jeg skal lære det modsatte af, hvad jeg selv kan overkomme, nemlig at lægge tryk i min ryg-, nakke- og skuldermassage.
For mig virker det at give massage mindst lige så meditativt som selv at modtage – nogen gange faktisk mere, så jeg kan med fordel give massage, hvis jeg ikke selv orker flere direkte stimuli. Det har en dobbeltvirkning på mig, for nervebanerne falder til ro i kroppen, og jeg kan være min mand nær trods overstimulering. Ren win-win. J