28. maj 2014

At være særligt sensitiv - let's get physical

 


Hver anden uge sådan cirka går jeg til massør. Det er der mange andre, som også gør – især når de går op i deres løb eller anden sport (skal lige tilføje, at jeg på ingen måde er andet end motionist med hang til så sunde løberben som muligt), så at jeg også gør det, er ikke noget videre spalteryddende. Der er bare et lille men… Ej, der er jo reelt set to, who am I kidding?
Alene den konstante berøring kan være mere end rigelig stimulans for mine nervebaner, som godt kan blive direkte stressede af massagen, som så ikke har en særlig god effekt, fordi jeg begynder at spænde og gå i flugt-mode.
Det næste ved det er, at jeg for lidt over to år siden havde forsvoret nogensinde at gå til massør. Massage tiltalte mig på ingen måde. INGEN! Massører – og her blev alle skåret over én kam – brugte udelukkende fingerspidserne, og det ville jo kun gøre ondt værre. Grimme flashbacks fra idrætstimerne i skolen piplede frem, hvor vi skulle stå i rundkreds og massere hinanden, hvilket uden undtagelse gik hårdhændet for sig, for det skulle jo gøres grundigt… Undskyld, hvem bestemmer, hvad grundigt er og ikke er? Det kan da kun være modtageren i denne situation.
Nå, den eneste, som fik lov til at massere mig, var min mor, efter strenge instrukser om at massere med flad hånd, for ellers gjorde det for ondt. Nej, jeg rendte ikke rundt med kæmpe myoser som barn, men massage gik bare sylespidst i nerverne, hvis ikke det blev gjort med flad hånd.

Sidstnævnte var min holdning og mit minde om massage indtil for snart to år siden, hvor en omfattende løbeskade i begge ben tvang mig til massør - eller til i det mindste at gøre et forsøg. OK, massage går stadig som lynets hast i nervebanerne, hvis der ikke tages forbehold. Anyway, det var enten behandling hos en massør eller ikke mere løb til mig… Jeg valgte massøren. Det blev mine bens og løbs redning, og det blev et vendepunkt for mig.
Det gjorde nas, men jeg tilskrev det primært skaderne. Jo mere bugt der kom med disse, des mere begyndte jeg dog at forstå, at jeg lod mig massere på andres præmisser og ikke mine, for det vedblev at gøre meget ondt, så da jeg åbnede munden og bad min massør (Hans Fallesen) om at gå blidere til værks – og fortalte ham om HSP, des hurtigere kom jeg mig fra skaderne. Pludselig kunne mine nervebaner og muskler jo være med og stadig få alt det ud af massagen, som de skulle. Aaaah – sikke en lettelse.
Hans, derimod, tænkte, at han snød mig for behandling, for han følte ikke, at han kunne massere i bund, men den holdning stoppede efter et par gange i træk at have fået en god tilbagemelding på, hvor meget massagen havde løsnet op for, og hvilken skøn virkning jeg mærkede.

Der er forskel på, hvornår jeg kan tåle en lidt dybere massage, og hvornår det skal være blidt, alt afhængig af stimulering op til, men jeg har lært at melde klart ud, om trykket skal lettes og sige til, når et specifikt område er mættet af berøring, og det derfor er nødvendigt at gå videre til et andet område. Hans på den anden side er blevet kanon til at forstå mine signaler og til at lade det mættede område få en pause, mens han tager sig af en anden muskel eller to.

Det kan altså for mit vedkommende godt lade sig gøre at blive masseret på mine præmisser, og så mine muskler får noget ud af det. Massagen fungerer så godt for mig, at jeg bruger den forebyggende og som udrensning (og lige for tiden også helbredende fra træningstræthed og som følge heraf desværre også inflammation i en muskel i hvert ben...).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar