28. maj 2014

At være særligt sensitiv - let's get physical

 


Hver anden uge sådan cirka går jeg til massør. Det er der mange andre, som også gør – især når de går op i deres løb eller anden sport (skal lige tilføje, at jeg på ingen måde er andet end motionist med hang til så sunde løberben som muligt), så at jeg også gør det, er ikke noget videre spalteryddende. Der er bare et lille men… Ej, der er jo reelt set to, who am I kidding?
Alene den konstante berøring kan være mere end rigelig stimulans for mine nervebaner, som godt kan blive direkte stressede af massagen, som så ikke har en særlig god effekt, fordi jeg begynder at spænde og gå i flugt-mode.
Det næste ved det er, at jeg for lidt over to år siden havde forsvoret nogensinde at gå til massør. Massage tiltalte mig på ingen måde. INGEN! Massører – og her blev alle skåret over én kam – brugte udelukkende fingerspidserne, og det ville jo kun gøre ondt værre. Grimme flashbacks fra idrætstimerne i skolen piplede frem, hvor vi skulle stå i rundkreds og massere hinanden, hvilket uden undtagelse gik hårdhændet for sig, for det skulle jo gøres grundigt… Undskyld, hvem bestemmer, hvad grundigt er og ikke er? Det kan da kun være modtageren i denne situation.
Nå, den eneste, som fik lov til at massere mig, var min mor, efter strenge instrukser om at massere med flad hånd, for ellers gjorde det for ondt. Nej, jeg rendte ikke rundt med kæmpe myoser som barn, men massage gik bare sylespidst i nerverne, hvis ikke det blev gjort med flad hånd.

Sidstnævnte var min holdning og mit minde om massage indtil for snart to år siden, hvor en omfattende løbeskade i begge ben tvang mig til massør - eller til i det mindste at gøre et forsøg. OK, massage går stadig som lynets hast i nervebanerne, hvis der ikke tages forbehold. Anyway, det var enten behandling hos en massør eller ikke mere løb til mig… Jeg valgte massøren. Det blev mine bens og løbs redning, og det blev et vendepunkt for mig.
Det gjorde nas, men jeg tilskrev det primært skaderne. Jo mere bugt der kom med disse, des mere begyndte jeg dog at forstå, at jeg lod mig massere på andres præmisser og ikke mine, for det vedblev at gøre meget ondt, så da jeg åbnede munden og bad min massør (Hans Fallesen) om at gå blidere til værks – og fortalte ham om HSP, des hurtigere kom jeg mig fra skaderne. Pludselig kunne mine nervebaner og muskler jo være med og stadig få alt det ud af massagen, som de skulle. Aaaah – sikke en lettelse.
Hans, derimod, tænkte, at han snød mig for behandling, for han følte ikke, at han kunne massere i bund, men den holdning stoppede efter et par gange i træk at have fået en god tilbagemelding på, hvor meget massagen havde løsnet op for, og hvilken skøn virkning jeg mærkede.

Der er forskel på, hvornår jeg kan tåle en lidt dybere massage, og hvornår det skal være blidt, alt afhængig af stimulering op til, men jeg har lært at melde klart ud, om trykket skal lettes og sige til, når et specifikt område er mættet af berøring, og det derfor er nødvendigt at gå videre til et andet område. Hans på den anden side er blevet kanon til at forstå mine signaler og til at lade det mættede område få en pause, mens han tager sig af en anden muskel eller to.

Det kan altså for mit vedkommende godt lade sig gøre at blive masseret på mine præmisser, og så mine muskler får noget ud af det. Massagen fungerer så godt for mig, at jeg bruger den forebyggende og som udrensning (og lige for tiden også helbredende fra træningstræthed og som følge heraf desværre også inflammation i en muskel i hvert ben...).

23. maj 2014

Stilleleg i hverdagen

Hver eneste dag leger jeg stilleleg. Det er nødvendigt, så jeg kan afværge overstimulering.

Mine morgener, for eksempel, er hellige. Jeg nyyyyyder at kigge ud på de mennesketomme gader, jeg sluger den sagte stemning, som naturen og bykvarteret byder på, som var jeg til opladning (tja, det er jeg jo sådan set...), jeg er direkte afhængig af roen i lejligheden og jeg elsker at have starten på dagen for mig selv og liste rundt i total stilhed, mens mit livs kærlighed sover. Det er så heldigt indrettet, at jeg er udpræget A-menneske, mens Jakob i den anden ende af dagen hygger sig ved at falde ned oven på en dag sent på aftenen, mens jeg for længst har lagt mig til at sove.

Jeg får gjort mig klar og får mærket efter, og mine planer for dagen kan jeg sådan set først lægge derefter, selvom jeg i et næsten fast indslag af kontrolvanvid om søndagen meget gerne planlægger en hel uge frem... Jeeeez, when will I learn? Jeg er meget glad for at planlægge, men i perioder med et næsten uudtømmeligt behov for ro, stemmer mine planer sjældent overens med virkeligheden, fordi jeg overvurderer mig selv eller undervurderer en opgave - eller måske er det en kombination af de to? Håbløst.

Om aftenen forsøger jeg så vidt muligt at indlægge en periode på ca. 30 minutter med stilhed, hvor jeg gearer ned og gør klar til natten. Det er ikke altid, at det lykkedes, og det er tydeligt for mig, at jeg bør gøre en større indsats for også om aftenen at holde fast på lidt stilleleg, for roen når at brede sig helt ind til min kerne, hvilket påvirker min søvn i positiv retning.

En gang om ugen holder jeg en stilledag - det er min form for silent retreat, blot uden at være digitalt offline og uden at betale en formue. Sådan en dag kan jeg bruge på at læse, være kreativ, være huslig eller lave så lidt som muligt. Det varierer, men et fast indslag på min stilledag er, at der er ganske lidt lyd på. Mine skuldrer finder deres rette plads igen, mine muskler slapper af, min kæbe afspændes og mit sind lysner.

Lige som mine stille perioder i dagligdagen, har jeg brug for min ugentlige stilledag, for uden den sitrer mine nerver af uro og for meget støj på linien, og så er jeg pludselig tæt på overstimulering.


12. maj 2014

At falde i staver - stillerum i byzonerne

Kender I det at finde så meget ro - bare for en kort bemærkning, at man falder i staver og overgiver sig til en form for meditativ tilstand midt i alt og intet, hvor det kan lade sig gøre? Det er et slags lille hverdagshelle.

I april fortalte Kristeligt Dagblad, at syv danske kommuner har skrevet stilleområder til ro og fordybelse ind i deres respektive kommunalplan. Der er så meget støj i de større danske byer, at det er nødvendigt med grønne zoner, hvor vi kan trække os tilbage i, lade op og finde ind i os selv igen. Artiklen og emnet vakte naturligvis - hehe - min interesse, for hvor i Odense skulle der ligge et sådant område, hvis ikke flere? Det fremgik ikke af artiklen, for Odense er ikke blandt forgangskommunerne. Det undrede mig først, for Odense er nu en af landets største byer, men ved nærmere eftertanke gled tankerne hen på blandt andet Eventyrhaven og Munkemose midt inde i Odense centrum - et stenkast fra gågaderne (ja, vi har altså flere butiksgader :-)).


Eventyrhaven

Munkemose
 
 
Billederne viser ikke de to stilleområder i deres pompt og sommerpragt, men giver en god idé om, at der er rekreative fordybelseszoner i Odense, og ikke sjældent ses en gruppe turister blive guidet rundt og fortalt om de omkransende bygninger, hvoraf Odense Domkirke er en af dem. Selv har jeg brugt både haven og mosen flittigt til at koble af og komme lidt væk fra butiksgaderne eller til at gå en tur i frokostpausen. Hvad der ikke bliver vendt på sådan tur er ikke småting, og det gælder uanset om jeg har været en tur alene rundt, eller hvis jeg har haft selskab/gjort en anden selskab.
I'll let you in on a secret, for rent faktisk gik min mand og jeg tur sammen her, da vi var ved at lære hinanden at kende (på det tidspunkt var vi kollegaer), og vi har heldigvis ikke langt at gå fra vores hjem, førend vi kan lade os indhylde i et blødt landskab af blomster, træer og gangstier. :-)
 
Jakob og jeg har heller ikke langt til et mere privat fordybelsesrum, nemlig vores kolonihave. Den skulle næsten være så sund for sjælen som muligt, for der er så grønt, at jorden i bedene næsten ikke kan ses - for bar ukrudt. LOL
 



Æbletræet i kolonihaven og mælkebøtter (og baggrundsukrudt)

Gigantisk bed fyldt med - ukrudt, som pipler frem
 
 
Der er naturligvis væsentligt mere arbejde for os i haven end i parkerne, men det er vores helt eget sted, og trods arbejdet som venter os, er det dejligt at kunne trække sig lidt væk fra trafikken og falde i staver (om det er så er med et skuffejern eller nyplukkede rabarberstængler i hånden).
 
Hvor er Jeres hverdagshelle(r)?

3. maj 2014

Stille, stille, stille, nu står solen op












Nanna Lüders starter min lørdag, som indledes med en lidt kølig, men stille - aaaaah :-) - og smuk morgentur rundt i nabolaget, hvor solen lyser bøgetræer, æbletræer og flotte slyngplanter op på klareste vis. Det er for mig en beroligende måde at tage hul på en ny dag, og det er mange gange i løbet af en uge, at min dag starter med en tur rundt i kvarteret - hvad enten det er i løbesko eller for en gåtur. Faktisk er det fem ud af syv dage om ugen, og hver gang kl. 06.00, hvor folk er ved at stå op - i hverdagene - eller sover i weekenden, så der er stort set menneske- og trafiktomt på mine ugentlige ture. Når vejret så er flot, og morgensolen står til og op på en skyfri himmel - som i dag, kan det ikke være en meget bedre start på dagen.

Forude venter en stille dag med the og strikketøj. Hav en dejlig weekend.