27. april 2014

At være særligt sensitiv - 7

Overstimulering


Kreativ leg med chokolade i køkkenet, en stille gåtur i det grønne, at trække mig fra et selskab for en kort bemærkning, havearbejde, eget kontor, hjemmearbejdsdage, vat i ørene, strikke-/hækletøj, ingen berøring, osv. hjælper mig langt hen ad vejen, når jeg mærker overstimuleringen banke på. Jeg kan dog ikke understrege nok, at det er værktøjer, som virker for mig, for vi hsper har forskellige coping-mekanismer til at koble af og lade op og til at undgå at nå udover grænsen. Det samme gør sig jo gældende for folk, som ikke er hsp. Det er meget individuelt, hvornår nok er nok, og hvor meget vi hver især kan overkomme - afhængig af omstændighederne.

Jeg kan f.eks. kun foretage mig ovenstående, når jeg stadig har overskud til at agere på overstimuleringen. Skal hilse og sige - også fra Jakob, at det langt, langt fra er tilfældet, at jeg har overskud til at agere. Vi kan sidde midt i en samtale, hvor jeg når til det punkt, hvor jeg er nødt til at bede ham stoppe op, fordi jeg ikke kan rumme mere. Jeg kan selv mærke, at jeg pludselig trækker mig fra samtalen ved at vende blikket indad, og Jakob har fortalt, at han kan se på den måde, jeg blinker med øjnene, at jeg er fyldt op og dermed overstimuleret. Så de vise sten til en overskudspræget hverdag som hsp ligger ikke hos mig. Overhovedet. Det vil Carl Rogers muligvis være uenig med mig i, for han vil sige, at de ligger i mig, men min udfordring er at finde dem frem, og at de desuden ikke er generelle men derimod individbaseret. Suuuuuuk - men manden har jo ret. :-)

Jeg forsøger at finde dem ved at prøve mig frem igen og igen og igen og.... Jo, jo, jeg bliver klogere på egne grænser lige så stille og roligt, men altså hverdagen er jo ikke blot en gentagelse af gårdagen som i Groundhog Day, hvor jeg hver dag finder den endegyldige løsning på en eller flere udfordringer og på den måde stiler sikkert mod perfektionisme.  :-) Hvor ville det være nemt, og hvor ville det være gudsjammerligt kedeligt (også selvom jeg blankt indrømmer, at jeg af og til godt kunne have lyst til at gentage en dag med visheden om, hvordan jeg kan komme igennem med overskud på energikontoen).

Ofte slår overstimuleringen sine skarpe kløer i mig uden varsel, og så kan jeg ikke andet end at REagere. Når det er slemt, synes mit indre som et virvar af (løse) forbindelser. Følgende billede viser bedst, hvordan det roder rundt.



Jeg er ikke til at være i nærheden af - heller ikke for mig selv, for jeg bider fra mig (og har det møg dårligt med det, og bliver super ked af det, for Jakob, som oftest er i nærheden, kan jo ikke gøre for det), og er nærmest desperat efter at komme væk fra den indre uro, som i den grad er fysisk med lettere kvalme, varme som stiger op i hovedet, lyde der som en sløv men skingerklingende syl borer sig ind i hele kroppen og prikker som en nål til nerverne, min hud er i alarmberedskab (og på mig er det min triceps på højre arm, som står for skud på en sådan måde, at selv blød trøje (jeg har ikke andet end blødt tøj til overkroppen af samme årsag) føles som at skure et åbent sår med en neglebørste) og alt koger over i mig. Jeg kan ikke rumme lyde - af nogen slags - ingen talen, ingen musik, ingen teknisk støj, ingen bevægelser der afgiver friktion, jeg kan ikke holde ud af se på andet end de hvide radiatorer eller væggene eller helt lukke øjnene, og jeg skal bare ligge helt, helt stille og lades være fred.

To ting har jeg lært, og det er, at overstimuleringen normalt rammer mig sidst på dagen eller de sidste dage på ugen afhængig af niveauet af input i perioden op til, og at total stilhed tager toppen af overstimuleringen. Min opgave er udfra denne erfaring at justere dagens og ugens input bedst muligt, og det arbejder jeg meget med, og at planlægge jævnlige perioder med mindst mulig stimulans.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar