3. april 2014

At være særligt sensitiv - 5

Lidt mere om det sociale i dagligdagen – at bo sammen – og lidt om æstetik


Jeg bliver lidt ved det sociale – nemlig det i dagligdagen. Jakob og jeg er for alvor flyttet sammen. Vi har på foranledning af mig taget sammenflytningsprocessen som netop dette, en proces, over længere tid. Vi har altså haft ændret på den traditionelle rækkefølge for elskende – eller også er vi ekstremt hippe og frontløbere for en ny trend (først bryllup og derefter flytte sammen).

Det presser sig på hos mig at få italesat, hvad sammenflytningen har rummet og i sandhed stadig indeholder for mig af udfordringer, og hvordan min HSP-hjerne kaperer omvæltningen, flytterodet og et andet menneskes næsten konstante tilstedeværelse. Dette har været og er min største og mest følsomme udfordring grundet mit store behov for at kunne trække mig og få ro til at samle overskud og energi. Guderne skal vide, at det har været hårdt for Jakob også, og det har været årsag til megen overstimulering og en del tårer fra min side grundet overanstrengelse, ængstelse for processen (hvordan kommer til det at gå) og nervøsitet for, om jeg igen ville kunne finde ud af at bo sammen.

Det har været vigtigt at tage sammenflytningen på netop dette område i etaper, så jeg har kunnet vænne mig til mig til at være med et andet menneskes tilstedeværelse og lære at slappe af heri, selvom jeg jo elsker det ”andet menneske” inderligt og helt inde. Vi har dog haft en ventil i Jakobs kollegieværelse, som har givet os begge plads til at tage et pusterum et døgn hist ot her, men flytningen er altså en realitet nu og adressen fælles. Dyyyyyyyyyyyyb vejrtrækning.

Jeg skylder Jakob en stor tak, for han har udvist tålmod på størrelse med Eiffeltårnet med mig og mine udfordringer hvad angår tilvænningen, indretningen og i hele den mentale proces.

De 80m2 vi er flyttet sammen på blev oprindeligt købt som en egoistbolig, og jeg har haft det som blommen i et æg ved at bo alene; rolige farver i indretningen, plads og ikke mindst stilhed på lydfronten. Lejligheden rummer ikke et kontor til hver, hvor vi kan gå ind og være alene, men kvadratmeterne har potentiale til at blive et dejligt hjem for to – med plads til os begge og rigeligt lys, for det findes heldigvis i overflod.

Sammenflytningen har også bragt udfordringer på det æstetiske plan (you know, rolige farver og organiske former og materialer… rigtig hipt hippie). Tandbørsten var det første, som rykkede ind – og det længe før brylluppet, for så kunne vi spontant sove sammen af og til, derefter lidt barbergrej, lidt tøj – senere lidt mere tøj, en bærbar computer, lidt bøger, og så fremdeles. Vi har i stigende grad haft en hverdag kørende fra et hjem – inkluderende flere og flere møbler (læs: plads til en stationær computer, som åbenbart følger langt de fleste mænd, og som kræver et skrivebord af en slags… Hvad er der galt med en pakkeløsning i de fixe bærbare computere? ;-)).

Det har været og er en udfordring for mig med flytterod, som har været stadigt stigende i takt med den endelige sammenflytning. Det har påvirket mig visuelt og mentalt, for kasser og ting har forstyrret, og psykisk har rodet og det at skulle forholde sig til det skubbet mig ud af mine nærende og vante rammer, så energien har været brugt på dette område, hvorfor ressourcerne har været færre på andre. Vi har derfor forsøgt forholdsvist hurtigt at få pakket mest muligt ud og rykket rundt, når der er kommet mere til, selvom der stadig mangler en del i forhold til opbevaring og oprydning, og på den måde har processen været en hjælp for mig, fordi jeg har haft lidt mere tid til at lære at rumme de nye visuelle indtryk (blandt andet den stationære computer). Det har også været og er stadig lidt svært for mig at vænne mig til lyden af den stationære, for vat i ørene hjælper ikke så meget, men på samme tid er det også dejligt med en dybt passioneret mand, som hamrer løs på tastaturet, når han arbejder med og på sin programmering.

Kommer tid kommer sted og råd, for når soveværelset får et fur og det store stygge monstrum af et ualmindeligt gyseligt skab med skydelåger pilles ned (nej, den slags skabe bryder jeg mig ikke om, faktisk er høje skabe slet ikke mig, når jeg skal se på det dagligt), vil jeg derinde kunne have et lille sminkebord med skuffe, hvor jeg kan sidde og arbejde uforstyrret. Desuden vil jeg kunne pakke min, naturligvis bærbare, computer J væk i skuffen, så den ikke står fremme i soveværelset, og der så er ryddeligt.

Æstetiske, lette og lyse løsninger, er stadig højeste prioritet for alt. It’s an ongoing process.

 
P.S: Er det nu, at jeg skal sige, at vi er hottere end hippe? Eller er vi dømt helt ude? Vi har nemlig ikke noget fjernsyn, og kan faktisk slet ikke tage tv-kanaler på et tv, for antennebidraget er afbestilt, så på det plan har det været rigtig nemt at flytte sammen, og jeg skal ikke bekymre mig om en visuelt forstyrrende teknisk kasse. Aaaah.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar