27. april 2014

At være særligt sensitiv - 7

Overstimulering


Kreativ leg med chokolade i køkkenet, en stille gåtur i det grønne, at trække mig fra et selskab for en kort bemærkning, havearbejde, eget kontor, hjemmearbejdsdage, vat i ørene, strikke-/hækletøj, ingen berøring, osv. hjælper mig langt hen ad vejen, når jeg mærker overstimuleringen banke på. Jeg kan dog ikke understrege nok, at det er værktøjer, som virker for mig, for vi hsper har forskellige coping-mekanismer til at koble af og lade op og til at undgå at nå udover grænsen. Det samme gør sig jo gældende for folk, som ikke er hsp. Det er meget individuelt, hvornår nok er nok, og hvor meget vi hver især kan overkomme - afhængig af omstændighederne.

Jeg kan f.eks. kun foretage mig ovenstående, når jeg stadig har overskud til at agere på overstimuleringen. Skal hilse og sige - også fra Jakob, at det langt, langt fra er tilfældet, at jeg har overskud til at agere. Vi kan sidde midt i en samtale, hvor jeg når til det punkt, hvor jeg er nødt til at bede ham stoppe op, fordi jeg ikke kan rumme mere. Jeg kan selv mærke, at jeg pludselig trækker mig fra samtalen ved at vende blikket indad, og Jakob har fortalt, at han kan se på den måde, jeg blinker med øjnene, at jeg er fyldt op og dermed overstimuleret. Så de vise sten til en overskudspræget hverdag som hsp ligger ikke hos mig. Overhovedet. Det vil Carl Rogers muligvis være uenig med mig i, for han vil sige, at de ligger i mig, men min udfordring er at finde dem frem, og at de desuden ikke er generelle men derimod individbaseret. Suuuuuuk - men manden har jo ret. :-)

Jeg forsøger at finde dem ved at prøve mig frem igen og igen og igen og.... Jo, jo, jeg bliver klogere på egne grænser lige så stille og roligt, men altså hverdagen er jo ikke blot en gentagelse af gårdagen som i Groundhog Day, hvor jeg hver dag finder den endegyldige løsning på en eller flere udfordringer og på den måde stiler sikkert mod perfektionisme.  :-) Hvor ville det være nemt, og hvor ville det være gudsjammerligt kedeligt (også selvom jeg blankt indrømmer, at jeg af og til godt kunne have lyst til at gentage en dag med visheden om, hvordan jeg kan komme igennem med overskud på energikontoen).

Ofte slår overstimuleringen sine skarpe kløer i mig uden varsel, og så kan jeg ikke andet end at REagere. Når det er slemt, synes mit indre som et virvar af (løse) forbindelser. Følgende billede viser bedst, hvordan det roder rundt.



Jeg er ikke til at være i nærheden af - heller ikke for mig selv, for jeg bider fra mig (og har det møg dårligt med det, og bliver super ked af det, for Jakob, som oftest er i nærheden, kan jo ikke gøre for det), og er nærmest desperat efter at komme væk fra den indre uro, som i den grad er fysisk med lettere kvalme, varme som stiger op i hovedet, lyde der som en sløv men skingerklingende syl borer sig ind i hele kroppen og prikker som en nål til nerverne, min hud er i alarmberedskab (og på mig er det min triceps på højre arm, som står for skud på en sådan måde, at selv blød trøje (jeg har ikke andet end blødt tøj til overkroppen af samme årsag) føles som at skure et åbent sår med en neglebørste) og alt koger over i mig. Jeg kan ikke rumme lyde - af nogen slags - ingen talen, ingen musik, ingen teknisk støj, ingen bevægelser der afgiver friktion, jeg kan ikke holde ud af se på andet end de hvide radiatorer eller væggene eller helt lukke øjnene, og jeg skal bare ligge helt, helt stille og lades være fred.

To ting har jeg lært, og det er, at overstimuleringen normalt rammer mig sidst på dagen eller de sidste dage på ugen afhængig af niveauet af input i perioden op til, og at total stilhed tager toppen af overstimuleringen. Min opgave er udfra denne erfaring at justere dagens og ugens input bedst muligt, og det arbejder jeg meget med, og at planlægge jævnlige perioder med mindst mulig stimulans.

21. april 2014

Pausegymnastik

Det er, hvad jeg har haft brug for den seneste uges tid efter en periode med lidt for meget på programmet.
Pausegymnastik byder udover min afkoblende træning på kreative indslag i køkkenet - dog mestendels med chokolade. De kreative idéer dukker dog kun op, hvis jeg reelt set tager det roligt og ikke har en fyldt kalender - og kan lukke mig selv inde i køkkenet uden selskab. Jeg bliver afstandstagende i perioder med for mange stimuli, så det er noget af en balancegang at sørge for, at Jakob ved sig sikker på, at min lukken mig inde i mig selv ene og alene drejer sig om for mange input, og dermed ikke har med ham at gøre.

Chokolade behøver ikke nødvendigvis have en anledning, i hvert fald IKKE for mig :-), for er der noget, jeg er glad for både at lege med og indtage (både i form af is, varm kakao og helt almindelig chokolade til at nyde), og som jeg går op i, så er det chokolade. Ret skal være ret;  jeg er ikke lige så dedikeret til chokolade som bloggerne Anne og Maja - begge blogs, der er et seriøst besøg værd (og ja, deres nydgivne bog er klart på min ønskeliste), men jeg hygger mig stadig meget på mit amatør-hygge-niveau. :-)

Der har dog været en anledning, for Jakob og jeg var inviteret til fællesfødselsdag hos noget af hans familie i går. Hele tre fødselsdage var slået sammen, men da værtinden ikke skulle snydes - eller vente til sin septemberfødselsdag, blev de alle fire udstyret med et stort glas forskelligt chokolade. Desuden lå der en dårlig samvittighed over en glemt fødselsdag i slutningen af marts, som jeg ikke kunne få ud af hovedet, indtil denne idé kom til mig:

 
 
Det er naturligvis den store, gult krymmelpyntede romkugle, jeg taler om (opskriften på luksusromkugler er fra Majas blog). Tændstiksæsken er kun med på billedet som størrelsesangiver. Romkuglen kunne naturligvis ikke andet end at blive pyntet med gult i påskens anledning. Den vakte glæde - og ikke kun hos martsfødselaren, også hos mig.

Det har været hyggeligt at trisse rundt i køkkenet i selskab med en masse chokolade, skøre idéer og have haft trykket på pauseknappen for på den måde at lade op. Jakob har været meget misundelig på modtageren af romkuglen, meeeeen mon ikke jeg en dag, når vores nyligt indkøbte, grønne oase - nemlig en lille kolonihave - skal fejres med indflytningshygge, smutter en tur i køkkenet igen og laver en kugle eller mange små til formålet...

 


11. april 2014

At være særligt sensitiv - 6

Når de visuelle omgivelser påvirker


Som det fremgik i mit seneste blogindlæg, påvirkes jeg af mine omgivelser, og disse er og bliver i den grad sat i spil under en sammenflytningsproces på det visuelle og mentale plan. Sidstnævnte fylder ikke kun, fordi jeg tvinges til at tage stilling til mine møbler og ting, og hvordan de påvirker mig – og jeg skal også kunne forklare netop dette til Jakob, så det giver mening, men også fordi det at være i proces, som en (sammen)flytning immervæk er, er en daglig udfordring. Hvad angår møblementet, er det i hvert fald en udfordring lige indtil, at alt spiller visuelt, og dermed også giver ro mentalt.

Det handler dog om balance, for selv om de æstetiske, lette og lyse løsninger stadig har højeste prioritet, så omgivelserne er så nærende som muligt uden at koste en bondegård, drejer det sig om, at der skal være plads til livet, en masse skønne bøger (for bøger giver mig positiv energi og ro) OG åbenbart også (suuuuuk) en stationær computer. J Her er meget lyst både på vægge og på mest muligt interiør, men vi bor hverken klinisk eller som klippet ud af en boligbladsreportage, og nej, bøgerne står IKKE i farveorden. Dertil er jeg for meget akademiker til andet. Jeg vil jo ikke kunne finde dem igen. Oh, horror!!! De står i alfabetisk orden og ligner et skønt lille hjemmebibliotek:



 
Der mangler at flytte bøger for en meters penge ind endnu, så der er lidt tomt i bogkasserne.

Andre nærende detaljer af mindre eller større karakter er noget så enkelt som at skifte greb på møbler ud med lyse. Det er noget, jeg lægger mærke til – ikke dermed sagt, at det udgør en forstyrrelse i andre folks hjem, men hos mig selv gør det en forskel. Jeg skal jo gerne kunne slappe mest muligt af i egne omgivelser. Et par skabe fra Ikea har fået nye cremefarvede greb i stedet for metalgrebene, som skabene var født med.
Grebene er købt i Le Fix i København, kan jeg som en sidebemærkning tilføje, og de ER ensfarvede, men dette er ikke gengivet så godt på billedet.
 

 

Det skaber for mig en ro på detaljeplan, og det er mindst lige så vigtigt som større flader.
Køkkenet, f.eks., havde sortmalede trægulve, da jeg flyttede ind, og det er sikkert praktisk, trods snavs ses ganske tydeligt, men det stjal min energi – dels grundet farven og dels grundet det helhedsindtryk af et skakbræt, som køkkenet udstrålede. I efteråret sidste år blev det malet hvidt, og det har siden været en stor fornøjelse dagligt at træde ud i det indbydende rum som noget af det første på en ny dag. Aaaah, hvor dejligt.
Ja, det kræver oftere rengøring, men lyset giver så meget mere ro og opvejer snildt en ekstra gulvvask eller to. Desuden fik det hvide gulv køkkenet til at fremstå som en helhed i stedet for separat sammensatte elementer.

 
 
Siden billedet blev taget, er der flyttet en vaskemaskine ind, som udfylder hullet i skabsoverfladen ved underskabene.

Jeg tør næsten ikke sige det, men de fine egetræsgulve i resten af lejligheden (med undtagelse af badeværelset, hvor der er sorte fliser) er fristende at give samme tur, når pengene er til det (dog gerne med epoxy, så det holder til dagligdagen)...

3. april 2014

At være særligt sensitiv - 5

Lidt mere om det sociale i dagligdagen – at bo sammen – og lidt om æstetik


Jeg bliver lidt ved det sociale – nemlig det i dagligdagen. Jakob og jeg er for alvor flyttet sammen. Vi har på foranledning af mig taget sammenflytningsprocessen som netop dette, en proces, over længere tid. Vi har altså haft ændret på den traditionelle rækkefølge for elskende – eller også er vi ekstremt hippe og frontløbere for en ny trend (først bryllup og derefter flytte sammen).

Det presser sig på hos mig at få italesat, hvad sammenflytningen har rummet og i sandhed stadig indeholder for mig af udfordringer, og hvordan min HSP-hjerne kaperer omvæltningen, flytterodet og et andet menneskes næsten konstante tilstedeværelse. Dette har været og er min største og mest følsomme udfordring grundet mit store behov for at kunne trække mig og få ro til at samle overskud og energi. Guderne skal vide, at det har været hårdt for Jakob også, og det har været årsag til megen overstimulering og en del tårer fra min side grundet overanstrengelse, ængstelse for processen (hvordan kommer til det at gå) og nervøsitet for, om jeg igen ville kunne finde ud af at bo sammen.

Det har været vigtigt at tage sammenflytningen på netop dette område i etaper, så jeg har kunnet vænne mig til mig til at være med et andet menneskes tilstedeværelse og lære at slappe af heri, selvom jeg jo elsker det ”andet menneske” inderligt og helt inde. Vi har dog haft en ventil i Jakobs kollegieværelse, som har givet os begge plads til at tage et pusterum et døgn hist ot her, men flytningen er altså en realitet nu og adressen fælles. Dyyyyyyyyyyyyb vejrtrækning.

Jeg skylder Jakob en stor tak, for han har udvist tålmod på størrelse med Eiffeltårnet med mig og mine udfordringer hvad angår tilvænningen, indretningen og i hele den mentale proces.

De 80m2 vi er flyttet sammen på blev oprindeligt købt som en egoistbolig, og jeg har haft det som blommen i et æg ved at bo alene; rolige farver i indretningen, plads og ikke mindst stilhed på lydfronten. Lejligheden rummer ikke et kontor til hver, hvor vi kan gå ind og være alene, men kvadratmeterne har potentiale til at blive et dejligt hjem for to – med plads til os begge og rigeligt lys, for det findes heldigvis i overflod.

Sammenflytningen har også bragt udfordringer på det æstetiske plan (you know, rolige farver og organiske former og materialer… rigtig hipt hippie). Tandbørsten var det første, som rykkede ind – og det længe før brylluppet, for så kunne vi spontant sove sammen af og til, derefter lidt barbergrej, lidt tøj – senere lidt mere tøj, en bærbar computer, lidt bøger, og så fremdeles. Vi har i stigende grad haft en hverdag kørende fra et hjem – inkluderende flere og flere møbler (læs: plads til en stationær computer, som åbenbart følger langt de fleste mænd, og som kræver et skrivebord af en slags… Hvad er der galt med en pakkeløsning i de fixe bærbare computere? ;-)).

Det har været og er en udfordring for mig med flytterod, som har været stadigt stigende i takt med den endelige sammenflytning. Det har påvirket mig visuelt og mentalt, for kasser og ting har forstyrret, og psykisk har rodet og det at skulle forholde sig til det skubbet mig ud af mine nærende og vante rammer, så energien har været brugt på dette område, hvorfor ressourcerne har været færre på andre. Vi har derfor forsøgt forholdsvist hurtigt at få pakket mest muligt ud og rykket rundt, når der er kommet mere til, selvom der stadig mangler en del i forhold til opbevaring og oprydning, og på den måde har processen været en hjælp for mig, fordi jeg har haft lidt mere tid til at lære at rumme de nye visuelle indtryk (blandt andet den stationære computer). Det har også været og er stadig lidt svært for mig at vænne mig til lyden af den stationære, for vat i ørene hjælper ikke så meget, men på samme tid er det også dejligt med en dybt passioneret mand, som hamrer løs på tastaturet, når han arbejder med og på sin programmering.

Kommer tid kommer sted og råd, for når soveværelset får et fur og det store stygge monstrum af et ualmindeligt gyseligt skab med skydelåger pilles ned (nej, den slags skabe bryder jeg mig ikke om, faktisk er høje skabe slet ikke mig, når jeg skal se på det dagligt), vil jeg derinde kunne have et lille sminkebord med skuffe, hvor jeg kan sidde og arbejde uforstyrret. Desuden vil jeg kunne pakke min, naturligvis bærbare, computer J væk i skuffen, så den ikke står fremme i soveværelset, og der så er ryddeligt.

Æstetiske, lette og lyse løsninger, er stadig højeste prioritet for alt. It’s an ongoing process.

 
P.S: Er det nu, at jeg skal sige, at vi er hottere end hippe? Eller er vi dømt helt ude? Vi har nemlig ikke noget fjernsyn, og kan faktisk slet ikke tage tv-kanaler på et tv, for antennebidraget er afbestilt, så på det plan har det været rigtig nemt at flytte sammen, og jeg skal ikke bekymre mig om en visuelt forstyrrende teknisk kasse. Aaaah.