30. december 2014

Et nyt år i sigte

 
2015 byder jeg velkommen med glæde, og jeg ser frem til mange dejlige stunder og interessante refleksioner om alt mellem himmel og jord og til at fylde året med alt godt.
Naturligvis kan ikke alt planlægges, men jeg forsøger at danne mig et så håndterbart og justerbart overblik som muligt for at få fornøjelse af flest mulige ressourcer og deraf følgende glæde og overskud.
 
 
Først og fremmest har jeg lovet mig selv, at der finder mindst 9 buketter blomster finder deres vej til mine vaser i løbet af året, og at blomsterne KUN udtrykker glæde og fejring.




Jakob og jeg har lavet en aftale om en månedlig frokost-, brunch- eller kakaodate. To skønne julegaver har allerede sikret os både brunch og frokost, og en deal har gjort det muligt med to kakaodates. Se så er vi jo allerede fire måneder inde i det nye år. Uuuhm.


Billedet taler for sig selv - og så alligevel ikke. Min intention og mit mål for 2015 er at læse 4 bøger. Det lyder ikke af meget for en bogorm, overhovedet, men min stress har haft smidt min evne til at fokusere, til at koncentrere mig og følge en mundtlig og skriftlig argumentationssammenhæng for porten i noget tid, og nu er jeg ved at få den til at træde ind over dørtærsklen igen. Jeg er nu ved at læse en noget fakta- og teksttung biografi, og sluger på kort tid en del sider, men det er stadig i opstartsfasen, så jeg ønsker ikke at presse mig selv for meget - og ikke med et løfte om en bog om måneden.


I får faktisk lov at følge lidt med i min læsning, for en af de første på boglisten i år er Lene Jørgensens Efterveerne - Den traumatiske fødsel.
Hvorfor i alverden giver jeg - mig uden børn - i kast med en sådan bog? Det gør jeg, fordi forfatteren, som er en veninde,  belyser et meget tabubelagt emne omkring fødsel og moderskab (som nybagt mor til et sundt og raskt barn forventes det, at man stråler af lykke), og så kommer hun forbi bloggen for at fortælle om, hvordan hun blev nulstillet og skulle starte med et helt andet perspektiv i sit liv end før - på godt og ondt.


Udvikling er noget af det, som driver værket for mit vedkommende. Jeg er nysgerrig og glædes derfor over at mærke lysten til faglig udvikling igen er begyndt at titte frem. Udviklingen er dog både faglig og personlig - den faglige har bare stået stille i år pga. krav fra og til min personlige udvikling i forlængelse af stresssygdommen og konsekvenserne heraf.
Desuden vil jeg lave nogle indtalte blogindlæg i løbet af året, fordi jeg har fået mulighed for at låne noget teknik at lege med til dette formål.

 
 

Havearbejdet står naturligvis også højt på min liste, for der er vores herlige kolonihave, som byder på en masse afkoblende arbejde med jord under neglene, jordbærbede, nedgravning af trampolin og meget mere.

 

Jeg fylder 40 år i september. Mere er der ikke at sige til det end, at jeg glæder mig. MEGET. :-)





2015 byder også på bryllup - for Jakob og jeg skal giftes igen. Vi har to muligheder i tankerne for i år - den ene er en kirkelig velsignelse og den anden den poetiske rådhusvielse i Lyngby-Taabæk Kommune, som jeg skrev om i sidste uge.




 Der er med andre ord alt godt i posen for 2015, og det ønsker jeg også for Jer, og det vil glæde mig meget at høre om de oplevelser, tanker og refleksioner I gør Jer.

Med dette ønskes I et rigtig dejligt, fredfyldt (man har da lov at håbe ;-)) og roligt nytår.

22. december 2014

Om at gribe nuet og kysse livet

Jeg vil giftes i Lyngby-Taabæk Kommune.

Ja, ja, jeg ved godt, at Jakob og jeg bor i Odense, men det stopper os ikke fra at planlægge flere bryllupper. Dog vil jeg indrømme, at Lyngby-Taarbæk IKKE lige har været en del af planen til at starte med, for hvor spændende er det at blive borgerligt viet der? Omtrent lige så morsomt og festligt som i Odense eller Nyborg? Med andre ord - meget almindeligt.

Det var så min holdning indtil i fredags, hvor jeg læste denne artikel fra Kristeligt Dagblad, der fortæller, at Lyngby-Taarbæk Kommune i samarbejde med digteren Benny Andersen har skrevet et nyt vielsesritual til borgerlige vielser.
Ritualet har jeg på få dage læst og genlæst adskillige gange, og hvis giftefogeden virkelig tager opgaven på sig, vil hårene på armene rejse sig på brudeparret, for teksten er en smuk, poetisk leg, som er livsbekræftende og opmuntrende:

Fra nu af er I hinandens
livreddere
livsfordoblere
livsbekræftere
Spred glæde og modtag
glæde med glæde
Grib nuet
spejl jer i evigheden
og glem ikke at forny jeres undren
Med ønsket om at I fremover
vil inspirere hinanden i stort og småt,
vil udvide hinandens horisonter,
Fra nu af er I hinandens
livreddere
livsfordoblere
livsbekræftere
Spred glæde og modtag
glæde med glæde
Grib nuet
spejl jer i evigheden
og glem ikke at forny jeres undren
Med ønsket om at I fremover
vil inspirere hinanden i stort og småt,
vil udvide hinandens horisonter,
"Fra nu af, er I hinandens livreddere, livsfordoblere, livsbekræftere. Spred glæde og modtag glæde med glæde.
Grib nuet"

Dette er nogle af ordene.

Ikke alene er der en påmindelse om, at vi som ægtepar er hinandens støtter og hjælpere i såvel lykkelige som svære tider, men også en opfordring til at være åben over for smil i dagligdagen, at plante smil og solskin hos hinanden og at være generøs med netop dette i forholdet.
Og ved I hvad? Den der opvask, som ikke blev taget i går grundet håndboldfinalen - eller hvad der nu dukker op i dagligedagen, er ikke nær så vigtig - med mindre I synes, at det er super hyggeligt og giver gode samtaler henover noget ganske trivielt - som at gribe nuet.

Hermed mit ønske til alle om fredfyldte helligdage, uanset om I fejrer jul, genereøst strøet med kærlighed og en masse kys - med hinanden, til lysenes fest og til livet.




16. december 2014

Skal vi lege?

Hvordan følger jeg op på sidste uges indlæg, uden at det glider i klichéen og falder til jorden?Oplevelsen bag sidste uges indlæg fik mig i den grad ud af dagens trummerum og slå benene væk under mig, og intentionen om at ændre perspektiv i hverdagen - og min opfordring -  forblev ikke en intention.

Jeg har ikke følt mig inspireret (troede jeg), indtil jeg tog et ordentligt kig på mine billeder på min meget lidt smarte mobiltelefon (ja, jeg kan ikke som mange andre blogs præsentere Jer for super flotte og lysregulerede billeder, for jeg ejer ikke det tekniske udstyr, så jeg håber, at I kan bære over med min meget hårdt pressede Nokia Asha 300 med blot 5mp kamera), for der kunne jeg se, at det lå lige for - næsten i hvert fald.
Mere leg i hverdagen blev mit ord til Jakob efter bilulykken.

Der er blevet klippet og klistret julekort - skrevet og sendt.



Jeg, som ikke går op i julepyntning, fik på tilbud købt fire adventslys - og det er så alle brændt helt ned nu, men pyt med det. De var smukke at se på, og der kan støbes flere med rester fra stearinlys (og nye væger):



Speciedejen blev lagt til optøning og bagt. Uhhhm, vanillespecier med både korn og stang fra en almindelig vanillestang er et hit, og hele lejligheden duftede dejligt og mildt.



Vi fik begge spist os en pukkel til i forbløffende lækker frokost indtaget på restaurant i Odense Centrum. Jeg fik spist op - det plejer jeg aldrig, fordi jeg hurtig mættes (men her trodsede smagsløgene min mæthedsfornemmelse), og selv dagen efter følte jeg ikke særlig meget sult. :-D



Jeg følte en pludselig trang til at bage kryddersmåkager, som jeg havde set hos Ann-Christine, bare for at prøve dem.
De er OK, men dejen smagte bedre... ;-)
 


Og så fik jeg igen overskud til at bage madtærte (med champignong, broccoli og skinkestrimler). Det er over 1½ år siden, jeg sidst havde overskud til det, og på billedet ser i processen - liiige før jeg var ved at rydde op for at tage et pænere billede (seriøst, Karina, slap dog af!!). Jeg fik stoppet mig selv i at rydde op.




Jakob bragte legen ind i mit liv igen, da han dukkede op, og han har ikke legen fra fremmede. Både min svigermor og -far er begge meget legende mennesker, og formår at være i nuet - hver eneste dag. Dermed ikke sagt, at deres fornuft er gået fløjten. De formår bare at få mest muligt leg og nydelse ind i dagligdagen.

Mit nysgerrige, legende og kreative sind har været gledet i baggrunden under min stresssygemelding og optakten dertil, er jeg flov over at måtte indrømme. Heldigvis begyndte det at dukke op fra gemmerne i løbet af efteråret, i takt med at jeg fik det bedre - som dog også medførte småbrokkeri over ligegyldigheder (som en anden almindelig forkælet vesterlænding), men jeg skal love for, at der er sket noget i den forgangne 1½ uges tid. Jeg har leget, meget.

Det er vitterligt en kliché, at der skal død og/eller ulykke til for at rive mange af os ud af dagligdagens gøren og laden og flytte os fra hovedet/rationalet til hjertet/følelserne. Sam Harris forklarer rigtig godt i sit korte oplæg, hvor vigtig NU er.

8. december 2014

Om nulstilling på et splitsekund - og ændring af perspektiv

Stress, langtidssygemelding grundet selv samme, og som har krævet daglige kampe med gråd – i de første mange måneder, angst for mails, for telefonopkald, for at tale i telefon og for at åbne postkassen, en hukommelse der var gået neden om og hjem, en tabt evne udi almen samtale og til at forstå sammenhænge, til at fokusere og koncentrere mig, følelsen af at have mistet mig selv, og en lang, lang, LANG vej tilbage til en ny, normal hverdag er overskriften på det meste af mit 2014.
Hold nu julesmåkage, hvor har der været meget negativt på den front, men hvor har jeg også heldigvis kunnet glædes ved de små fremskridt, der begyndte at titte frem i august, og som for alvor tog fart i september og oktober, så jeg blev helt forpustet. Glad og overvældet af lettelse. J

Og ved I hvad? Så begyndte jeg – som den forkælede møgunge, jeg er – at brokke mig over småting. Det der småbrokkeri tog jeg mig selv i flere gange - ret flov, faktisk, inden jeg gjorde noget ved det – eller rettere, inden jeg vidste, hvordan jeg greb det an at slippe det.
Det er jo bare ikke spor vigtigt, om vejret er lidt trist og gråt (hvad andet er at forvente i november/december i DK?? Ja, jeg spørger bare.), om der er blevet støvsuget inden for den seneste uge, om tiden på halvmarathon er som ønsket, om kolonihaven ligner Claus Dalbys baghave, osv. i samme dur. Det er så ligegyldigt, og alt kan desværre ændres radikalt meget pludseligt:

En bilist bliver blændet af den smukkeste vintersol og overser derfor det røde lys og cyklisten, som for grønt begynder at krydse vejen, men som i et splitsekund sendes et helt andet sted hen; den ene dybt rystet og i chok og den anden bevidstløs og med alvorlige, fysiske skader.
Så opstår følelsen af nulstilling og det at blive revet ud af den daglige trummerum hos førstehjælperne til bilist, cyklist og vidner som ikke tror deres egne øjne, for hvor er småting vitterligt små ting i det store hele.

Efter en uhygglig og dramatisk påmindelse, som jeg godt kunne have været foruden, om vigtigheden i at vægte det essentieller højere end petitesser, har jeg brug for at vende perspektivet lidt på hovedet og sende en kærlig hilsen til min tætteste veninde, som døde for to år siden (dog ikke i en trafikulykke, vil jeg lige slå fast). Hun kunne om nogen få det bedste ud af ALT, stort som småt.

Hermed en opfordring til at se hverdagen i et nyt lys.






Det med småt:
Og en påmindelse om at bruge cykelhjelm samt en opfordring til tage et kursus i førstehjælp, hvis man ikke allerede har det. Jeg selv vil supplere mit med et i psykisk førstehjælp.

2. december 2014

Mine stille morgener



Der er ikke noget mere afkoblende og opløftende end de stille morgener. Dem samler jeg på. Jeg er forelsket i morgenerne, hvor jeg kan trisse rundt stadig let beruset af søvnen og lade mig kærtegne blidt af stilheden, mens jeg strækker mig og ser småsøvnigt ud på de i denne tid helt mørke vinterveje.

Min bedste start på dagen tager højde for, at jeg har brug for at have lidt tid til mig selv og kan lægge an til en ny dag. Jeg er til stede her og nu, og skal ikke 100 forskellige ærinder, som "kun tager en håndevending", men som til gengæld kræver mentale ressourcer svarende til at løbe et maraton.
Morgenmad er nok dagens vigtigste måltid for mig, for jeg kan ikke eksistere uden, og jeg kan da slet ikke træne på tom mave (dog heller ikke propmæt, så på dage med en løbetur eller styrketræning, spiser jeg ad to omgange - dog mest før træningen).
Min træning er næste punkt på dagsordenen, og mine løbeture foregår så tidligt på dagen, at det kun er ganske få, jeg møder på min vej rundt. For tiden er jeg nærmest et stort klovnesmil på mine løbeture, fordi jeg synes, det er SÅ hyggeligt og fint med de funklende lyskæder, som pynter buske og træer i forhaver og vindues- eller dørpartier.
Træningen afsluttes med stræk- og afspændingsøvelser inden et dejlig varmt bad.

Jeg er klar over, at mine stille morgener er en luksus, som ikke er alle forundt. Dog tænker jeg, at der også er andre magiske tidspunkter på døgnet, som værdsættes og gøres til noget ganske særligt. Vil I dele med, hvornår på døgnet det er, og hvordan I gør det helt specielt? :-)

23. november 2014

Ordets magt - om takt og tone på afveje

DR2 har haft en dokumentarserie kørende "Ti stille, kvinde", hvor fremtrædende debatører og politikere - alle kvinder - har inviteret inden for i deres indbakke og deres facebookprofils kommentarfelter for at løfte sløret for, hvad de dagligt modtager fra folk i det ganske land af tilkendegivelser og tilsvininger. Debatørerne og politikerne fortæller, at deres mandlige kollegaer ikke "tales til" med samme nedladende og ikke mindst truende adfærd.

Hvad er meningen?

Ja, det forsøgte intervieweren at finde ud af ved at opsøge nogle få udvalgte af de mere grove henvendelser. En sagde, at det jo bare var for sjov... og en anden at politikeren (som det i dette tilfælde drejede sig om) mindede ham om en fornærmet teenagetøs, hvorfor hans tone blev patroniserende, men at han jo sådan set godt kunne se, ved konfrontrationen af sin kommentar, at det var en uheldig måde at kommunikere på. En tredie var så vred, og stillede politikeren personligt ansvarlig for den svie og smerte, han følte, ved at grænserne blev åbne for asylansøgere, og at hun så måtte føle den samme smerte - hvorfor det var helt fair, i hans øjne, at skrive til hende, at det kun kunne være karma, at hun ikke skulle have flere børn (dette drejer sig om Zenia Stampe, som offentligt fortalte i sommers, at hun mistede lille Olga (Zenias andet biologiske barn), som blev født alt for tidligt, og som ikke overlevede fødslen).

Jeg er dybt, dybt rystet. Kan vi SÅ få en sober tone!

Hvad er meningen med personhetz, trusler og bemærkninger af sexistisk/racistisk/osv. karakter på de online medier? INGEN af de meget konfronterende henvendelser havde fundet sted ansigt til ansigt men derimod bag en skærm - og i behørig afstand fra ansvarsfølelse.

Er vi blevet en flok tarvelige kritikere, som ikke kan føre en ordentlig debat online uden at svine hinanden til og ty til chikane?
Eller er der en meget stor mængde mennesker, som ikke formår at formidle sit budskab omkring uenighed så klart, at det for dem er blevet OK i deres hoveder, at sende hvad som helst ud i det offentlige rum uden tanke for modtageren, som er et menneske af kød og blod? Jeg begriber det ikke.

Har vi ikke lært nok omkring vigtigheden af kommunikation med hinanden - i stedet for OM hinanden, og at ord har betydning både på skrift og i tale, og at skriftlig kommunikation kræver rigtig, rigtig mere af afsenderen for at få budskabet frem på en ordentlig og fair måde?

Hvordan skete det, at kommunikationens takt og tone er kommet sådan på afveje? Har vi voksne ikke lært - for det drejer sig om granvoksne mennesker bag de voldsomme tilsvininger, hetz, og trusler, hvad det vil sige at tage ansvar for egen kommunikation, og har vi ikke lært vigtigheden af ordets magt?

Serien er ikke for sarte sjæle (jeg har linket til første afsnit). Det gør ondt i maven af se den, men det kræver debat om at tage ansvar for fælles og egen kommunikation og om ordets magt.

16. november 2014

Hvad er meningen?

OK, det her kommer til at blive en omgang rod, for det er, hvad det er lige nu.

For nogle år tilbage var jeg i et job, som for alvor fik mig til at længes efter at bruge mig selv mere i mit arbejde – at kunne have mig selv med på arbejde som menneske i stedet for at blive parkeret derhjemme om morgenen. Det var en tom omgang at lade mig selv være derhjemme. Jeg begyndte at føle et behov for et andet fokus, som op til da havde været på faglig ambition, på karriere – ikke at der er noget som helst galt i det, overhovedet, men i længden fungerede det simpelthen ikke for mig, for jeg havde stadig parkeret mig selv væk fra mit arbejde. Rent praktisk gjorde jeg det, at jeg satte fokus på mennesket hos mine kollegaer, så de ikke blev deres titler, og det gjorde jeg i forbindelse med deres fødselsdag – simpelthen skrev på et whiteboard et punkt eller to om det ved ham eller hende, som jeg syntes godt om, og så bad jeg mine andre kollegaer om det samme.

Det meste af i år har jeg været sygemeldt grundet længerevarende stress og kognitiv overbelastning (dvs. min hukommelse, evne til at føre en samtale og forstå sammenhængen, evnen til at fokusere og koncentrere mig i længere tid har været ude af funktion – hukommelsen er ikke på plads endnu, så jeg storforbruger af papir til huskelister, men mit fokus og koncentrationen er blevet bedre), og det har gjort, at jeg har været tvunget til at tage en del op til revision heriblandt karriere og min arbejdshverdag, fordi jeg blev syg af mit arbejde. I den proces har jeg måttet erkende og stå ved mit behov for fokusændring, selvom det har givet mig kvalme og mange frustrationer med på vejen og tårer og … Listen er lang.
Jeg har altid haft et indre billede af mig selv som værende en karrierekvinde – lidt karikeret trukket op. Jeg har ikke haft tænkt mening med ind i billedet, indtil det begyndte at banke på og kræve opmærksomhed og plads i mit liv. Hvad bildte det sig ind at komme og forstyrre?

Nu er mit indre billedes fokus ro, familie (som hedder Jakob og mig) og meningsfuld hverdag med faglige udfordringer og udvikling.
Jeg vil stadig gerne ambition og ikke mindst faglig udvikling (jeg eeeelsker at lære og gøre det teoretiske praktisk håndgribeligt), det skal bare ikke være på bekostning af mig som menneske og mit behov for at have mening i min faglige hverdag. Det betyder, at mit arbejde ikke må tage mine ressourcer, således jeg ikke kan være andet end en suttet karklud, når jeg kommer hjem. Jeg ER ikke mit arbejde, længere, jeg ER ikke iiih og åååh så travlt optaget af resultater og kun resultater, jeg ER derimod mig som menneske, først og fremmest, og jeg giver mig tid til processen. Tid rimer bare ikke så godt på et samfund optaget af optimering og effektivisering (ofte på bekostning af det der gammeldags noget, som hedder mennesket).

Hvordan jeg får det implementeret i min hverdag er så en helt anden sag, for det kan jeg ikke sige så meget om. Lige nu er det største for mig selverkendelsen af fokus på (ambition med) mening.

Er jeg mon den eneste, som har oplevet et skifte i fokus - uanset i hvilken retning? Hvis ikke, hvordan blev fokusændringen virkelighedsgjort?

9. november 2014

Er travlhed mere legitimt og anerkendt end tid? Temporytteri i hverdagen.

Er det bare blevet mere anderkendt og legitimt i dagens samfund at have travlt for at opnå tid end at have tid til at starte med?
Jeg skal gribe i egen barm og indrømme, at jeg har følt, at jeg skulle præstere mere i dagligdagen end hvad godt er for mig, fordi jeg ikke skal haste afsted om morgenen til et job (med stadig søvnige børn halsende efter), som kræver al min energi otte timer dagligt. Det har jeg ikke kunnet holde til.
 
Træthed, kvalme, overstimulering og svimmelhed – jeg kapitulerede i oktober grundet alt for højt tempo og en for fyldt kalender, og derfor blev forsættet for november temporytteri med omvendt fortegn. For helt ærligt, hvad er det, jeg skal nå og skynder mig sådan for?
 
Intentioner er rigtig gode at have. Endnu bedre er de dog, når de udføres og gevinsten indkasseres. Min uge blev planlagt sammen med Jakob, og planen blev overholdt med dagsformen in mente, et roligere tempo og ønsket om at gøre ventetid til zentid (f.eks. i kø ved kassen i Netto eller for rødt ved fodgængerovergangen) i stedet for aktivitetstid. Det har bonnet ud til min fordel at skrue ned for den daglige hast og jag.
  
For mit vedkommende har det givet mig
  • overskud til at skrive nogle – i mine øjne – gode jobansøgninger, hvor der har været mere af mig i (giver det mening?),
  • energi til at lege lidt mere i hverdagen og få idéer (som jeg sørger for at skrive ned, så de ikke fylder i hovedet)
  • plads til erkendelse af en mørk og tung skyggeside (det er stort endelig at kunne sætte ord på det specifikke efter lang tids fornægtelse – det bliver et indlæg for sig ved lejlighed), som har lettet at stå ved og møde i øjenhøjde
og ikke mindst
  • lyst og ressourcer til en kakaodate med Jakob
 
Kakaodate på den lokale café (jeg kan kun lide flødeskum i varm kakao)
 
Normalt er Jakob primus motor for aktiviteter ud af huset, men efter en enkelt uge med en ugeplanlægning med fokus på et menneskeligt tempo, er det altså en meget stor gevinst, jeg kasserer ind.
 
Så, yaaaaay herfra. :-D
 
Og så lige en hilsen til idéen om at gøre en fodgængerovergang lidt mere munter, når der er rødt.
 

2. november 2014

Månedsforsæt for november - lidt om temporytteri

Oktober havde kalenderen fuld - eller jeg havde taget munden for fuld... Jeg måtte kapitulere den sidste uge af oktober og skære grundigt i programmet.

Måneden lagde fint ud med havearbejde, hvor vi fik gjort plads i ukrudtsmarken til højbedene. :-) Jorden blev fundet på anden vis end først planlagt, for vi var heldige at få en trampolin gratis, og da den skal graves ned i jorden, får vi god jord til højbedene på den måde. :-) Vi er heldige, for kolonihavens jord er virkelig lækker at have med at gøre, så vi kunne i princippet grave hele haven ud til nyttehave.

Projekt klædeskab og væggen bag blev startetn, og vi er nu endt med vores tøj i kasser.
Jeg kan sige så meget, at vi blev glædeligt overrasket, for mureren kunne konstatere, at fugten var kondensbaseret og dermed skabsskabt. Væggen tørrede i løbet af en uge, så vi kan nøjes med at lukke overdrevet store borerhuller til og så ellers male. På sigt (ja, sikke dog et vagt tidsperspektiv, men jeg kan ikke rumme at skulle tænke i de baner lige i dag) kunne det være en idé at få hulmursisoleret. Det forslag, som min svigerfar kom med, går jeg lidt og tygger på. Tanken ligger dog godt i hovedet og maven.


Jeg tog en skygge i brug (ja, det er lidt af et buzzword for tiden) ved at lege hjemmegående hustru og fik smag for .... madpakkeriet, så da den unge Hr. Arndal (den ældre må jo nødvendigvis være svigerfar) skulle knokle løs fra morgen til aften, slog jeg små kreative koldbøtter i køkkenet. Her er det fuldkorntortillawraps med grøntsager og skinke rullet ret stramt (der var meget fyld, så det krævede en hård hånd).
Der kommer mere om den hjemmegående hustru-skygge på et andet tidspunkt.



Det var tid til den 3. tapning i år i OUHs blodbank.
Ja, jeg er bloddonor, og er også blevet lidt missionerende omkring det. Det kan være skide irriterende at høre på, er jeg godt klar over. Årsagen til min iver efter at hente flere folk til blodbankerne er ganske enkelt den, at hvis jeg kan, så kan stort set alle.
Jeg har til langt op i 30erne fået det virkelig skidt rent fysisk ved selv den mindste blodprøve hos lægen, så jeg kunne slet ikke se, hvordan i alverden, at jeg skulle kunne donere blod, for kanylen var jo en kæp i forhold til de tynde små kanyler, der bruges til små blodprøver. Desuden ville jeg jo ikke kun blive lige så fysisk skidt tilpas som hos lægen, det ville jo blive langt værre i blodbanken. Dette rumsterede meget hos mig, alt imedens jeg i mange år virkelig gerne ville melde mig som bloddonor, og jeg talte en del med en nu tidligere kollega omkring at blive bloddonor. Hun var det nemlig - er det stadig.
For nogle år tilbage blev jeg gjort opmærksom på, hvad min krop reagerede på, og jeg fik nogle tips til, hvordan jeg kunne forklare kroppen, at den ikke var kommet noget til. Det blev vendepunktet, og ved hvert besøg i blodbanken, har jeg min redningskvinde i tankerne. Hun ved ikke, hvor betydningsfulde forklaring og tips har været for mig, og hvor taknemmelig jeg er, for jeg kan simpelthen ikke beskrive følelsen for hende, selvom jeg har prøvet.
Der er også rigtig dejligt roligt i blodbanken, så det er fem minutters afkobling fra hverdagen - og guderne skal vide, at jeg har haft brug for dette i oktober.




Som planlagt fik jeg også gjort klar til julekager - i oktober blev det specierne, som stod for tur. De ligger nu på frost i pølser, pakket godt ind til de skal bages.









Oktober blev rundt af med klargøring til bryllup, som vi var til i går den 1. november, på en meget smuk og lun efterårsdag.

I dag har jeg selskabstømmermænd og lidt kvalme pga. træthed (nej, jeg indtager slet ikke alkohol, så det er ikke årsagen). Det var et smukt bryllup, en dejlig fest, som startede kl. 11.30 og sluttede - for mit vedkommende - kl. 16.30, ca., da jeg vendte snuden hjem, og helt vidunderlig mad. Brudeparret er foodies, så der var kræset ekstra om maden.
Jeg skal ikke noget i dag andet end at glæde mig over, at jeg nød dagen i går og faktisk ikke er så hårdt ramt i dag som forventet (aktivitetsniveuet i oktober havde været så højt, at jeg var nervøs for, om jeg overkom mange mennesker, indtryk og lyde). Det har sikkert meget at gøre med, at jeg takkede af på det tidspunkt, jeg gjorde, og fik en aften uden anden lyd på en dem i lejligheden. Så win-win for en introvert HSP.

November? Ja, den står på et langsommere tempo, og jeg har allieret mig med Jakob for at minimere risikoen for overforbrug, for jeg har ærligt ikke været god til selv at tage kontrol, så jeg hele tiden kan justere op og ned alt efter dagsformen, således jeg nu selv dikterer tempoet. Jeg er nødt til at være temporytter med et alternativt fortegn, som hedder "Ro på, Karina".

27. oktober 2014

Forandring fryder...vol. II

Pludseligt blev sidste uges opdeling af projekt ”klædeskab og væggen bag” temmelig relevant. Jeg havde jo taget tyren ved hornene, og den begyndte at bevæge sig lidt mere selvstændigt end forventet, for en søndag eftermiddag blev skabet sat til salg online. Mandag morgen lå der besked på mailen om henvendelse på skabet – det var solgt senere på dagen med afhentning fredag samme uge… Giiiiiisp!! SÅ kom vi på arbejde, for det skulle gå lidt stærkere end antaget, og det såkaldte spændende projekt var begyndt. Jeg var tvunget til at gå meget punktligt til værks for ikke at drukne mentalt og tage punkterne lidt ad gangen – dvs. ikke to punkter på samme dag.

Først skulle der skaffes kasser til alt indholdet af skabet.

 Kasserne står klar. Tak til Jakob for at hente dem.


Skabet skulle tømmes. Det måtte jeg simpelthen tage i bidder fordi projektet blev liiidt for stor en mundfuld på en gang. Det tager jo ikke lang tid at tømme et skab, så det var ikke der, min udfordring lå. Det var det at begynde en rejse udi det ukendte univers, hvor jeg ikke følte, at jeg kunne bunde – for hvad vidste og ved jeg om sådanne projekter og håndteringen af dem, rækkefølgen, priser, osv…? Ikke noget.

Nå, men skabet blev tømt.


Tømningen tages i etaper.


Tomt skab. Hurraaaa.


Det var endda klar til afmontering fredag eftermiddag, hvor det blev hentet.



Tilbage stod så væggen i al sin mastodonthed. Inkl. en meget afgrænset men massiv lugt af gammel, indelukket kælder, som udelukkende holdt sig til pladsen, hvor skabet havde stået. Det var en interessant og smule spirituel oplevelse, for skabet havde aldrig afgivet den lugt, når man åbnede lågerne, så der var noget gammel energi, der blev frigjort.
Vinduer og altandør blev åbnet til gennemtræk, og jeg vaskede væggen af og vaskede gulv. Det tog ikke lang tid for den gamle indelukkede luft og lugt at forsvinde helt.

 Det løftede soveværelset visuelt at få skabet væg, for det har jo ikke gjort andet for mig end at skæmme. Jovist har det kunnet rumme en masse forskelligt, men det var tudegrimt i mine øjne (jeg ved, at det er en smagssag, og heldigvis bestemmer vi jo selv, hvordan vores hjem skal se ud hver især) og det tyngede derfor visuelt – nok også fordi det kun fyldte noget af væggen og havde skydelåger, og så var det uheldigt placeret op ad en ydermur.

Det tynger ikke længere visuelt, og der er blevet lysere i soveværelset. :-)

Arbejdsprocesser af denne slags har jeg virkelig svært ved at kapere i sin helhed, som jo fremgår med al tydelighed.

Må jeg høre, hvordan I derude bag skærmene danner et overblik over processer, som synes uoverkommelige, og hvilken slags proces, der giver mest uro?

19. oktober 2014

Forandring fryder...

”Ej, hvor er det et spændende projekt, I har gang i”, har jeg tit hørt mig selv (tænke og) sige højt til folk omkring mig, når de har skullet renovere/gjort et værelse/et hus/en have i stand, for et eller andet sted har jeg syntes, at det kunne være sjovt at prøve, og jeg er altid meget interesseret i at hjælpe… Hvad dælen har jeg dog tænkt? Jo, jeg har naturligvis tænkt, at jeg er temmelig glad for at indrette og bygge op og bygge rede, men det at begynde et projekt af større karakter har jeg bare ikke mod på selv. Det er jo to vidt forskellige størrelser at have med at gøre. Jeg kan ikke overskue alle processerne på en gang, og det kan godt køre min tankebane ud på et sidespor, hvor jeg kun ser alle udfordringerne og udgifterne involveret i projektet - og alt rodet, og så knækker filmen for mig.
Nu er det bare sådan, at jeg som det første sagde om skabet i soveværelset, da jeg flyttede ind, at det ville ryge ud ASAP, for mage til rædsel skulle man lede længe efter, og det skæmmede mere end pyntede. Det skæmmer stadig – her efter over 2 år. Meget. Jeg er ikke til store skabe af den kaliber i mit hjem – slet ikke, og skydedøre gør det kun værre.






Det er desuden bygget op ad en ydermur, som er et koldt bæst af en kuldebro, og det gør bare, at skabet skal ned og væk, for væggen bag skal repareres og tørres. Altså i omvendt rækkefølge…
Her er det så, at jeg mest af alt har lyst til at løbe skrigende bort, for jeg kan bare ikke overskue den proces, selvom jeg er så procesorienteret, at det halve kunne være nok, og slet ikke udgiften.
Jeg kan overskue at male, og jeg kunne overskue at få malet køkkengulv for et år siden, men en væg for pokker. En væg. Der er jeg stået af. Ved et projekt af denne karakter evner jeg ikke at skære elefanten i mange små og håndterbare stykker. Jeg ser bare en mastodont af et kæmpe skab og ditto væg, som er meget større en mig og dermed aldeles uoverkommelige og uovervindelige.
Er det bare mig, som har det sådan?

Jeg synes momentært at miste min ellers fine sans for at lave lister og kategorisere og på den måde gøre et virvar håndgribeligt. For dælen da, jeg er uddannet i fonetik og kan hurtigt få systemer ud af noget, som synes rodet, så hvis jeg forsøger at holde fast i denne praktiske tilgang, vil de første skridt være

1) at finde papkasser, hvori tøjet kan være
2) tømme skabets indhold og lægge det i kasserne
3) afmontere skabet og sæt det i kælderen (for skabet er sat til salg)

OK. Så langt, så godt. Dyyyyb vejrtrækning, Karina, og gerne flere af slagsen. Heeeelt ned i maven.

Næste skridt er

4) at kontakte en murer eller to/tre stykker for at vurdere omfanget af arbejdet og afgive tilbud
5) at aftale dato med udvalgte murer angående igangsætning af arbejdet.

Har jeg glemt noget?


I stedet for at hygge med at male en væg i soveværelset – en opgave i min comfort zone, som faktisk var planen, og som jeg ville nyde, har jeg i stedet taget tyren ved hornene og smidt mig selv ud på dybt vand fra 10-metervippen, (og jeg som panikker ved at få hovedet under vand. Totalt.) ved at gå i gang med det her spændende  – ironi kan være anvendt - projekt ”klædeskab og væggen bag”. Forandring fryder... eller noget.







12. oktober 2014

Slow Sunday

Oven på en uge med en god gang havearbejde, hvor der er blevet luget, hvor græsset er blevet slået (forhåbentlig en sidste gang i denne sæson, men jeg kan have mine tvivl, for det er stadig rigtig lunt ude årstiden taget i betragtning), hvor højbedene nu er kommet op OG jeg også er kommet i gang med lidt julegavekreering stod søndagen på en dag i slow motion:

Vækkeuret var slået fra i morges, efter morgenmaden tog jeg en dejlig gåtur, mens manden og mange andre sov ja, jeg vågner altså tidligt også uden vækkeur, en stille morgen og derpå to timers workshop i restorativ yoga. Jeg har ærligt ikke været den store fan af yoga, fordi jeg skal ud i nogle vrid og stræk, som ikke fungerer for mine knæ og fødder (jeg har forsøgt mig med yoga flere gange med samme resultat), men altså restorativ yoga er jo ren afspænding, så det ville jo bare være et hit og gøre en slow Sunday endnu mere afslappende, og derfor meldte jeg mig til. :-)

To timer, hvor den første del (tidsangivelse er ikke mulig, da der ikke var ur i lokalet, og jeg heller ikke selv går med ur) stod på let stræk - til min store ærgrelse, for jeg var SÅ klar til at bevæge mig ind i en meditativ tilstand i to stive timer :-), førend vi bevægede os videre til den meget afkoblende og afstressende, ordentlige restorative yoga. Det gav dog god mening at starte workshoppen med lette stræk til at vække kroppen, for dem som ikke havde været i gang så længe inden workshoppen, vil jeg lige tilføje, for det var jo søndag formiddag kl. 10. Og mange har netop taget hul på efterårsferie med familien, hvorfor morgenen måske har været en aaaanelse mere langsommelig.
Da vi først havde taget hul på den restorative del, var jeg klar til at blive liggende og glide længere og længere væk fra omgivelserne og ind i meditationstilstanden, som jeg havde nemt ved at nå i dag. Det nød jeg. Jeg havde en smule svært ved at følge tempoet med vejrtrækningen, for når jeg først kommer ned i gear, så er min vejrtrækning ganske langsom, så tempoet, som instruktøren satte, valgte jeg til sidst at se bort fra og i stedet følge mit eget.

Ét råd, dog, såfremt restorativ yoga lyder som noget, der kunne være være spændende at prøve; hvis man ikke er vant til at sove med øreringe - og det er jeg ikke - , så tag dem ud inden starten på sessionen, for det føles ikke rart at hvile øret på en yogamåtte, uanset hvor tyk den er, for den føles hård, når kroppen er helt afslappet og dermed også automatisk trykker sig ned mod underlaget.
Lige pludselig var de to timer og faktisk lidt mere gået, og det var tid til stille og roligt at vende tilbage til søndag formiddag - øh, søndag frokost kl. 12.10.

Hjem igen i smukt vejr med en flot efterårshimmel og nu flotte gyldne farver på træernes blade og de mange blade på jorden, så jeg kunne fortsætte med julegaverne - bordskånere af filtkugler (og ikke et eneste ord om, at Jakob tænkte analperler, da han så den første bordskåner...).



Bordskånere - for lige at slå det fast.




Hvad har din søndag budt på?

6. oktober 2014

Efterår

er for mig den tid på året, hvor jeg virkelig skruer op for mit indre urmenneske, samler forråd og hygger mig stort med, at vejret gør det helt legitimt at have lyst til at være inde og kræse om sig selv og sine nærmeste. Det er virkelig en hsp-venlig årstid på det punkt. Kulden, når den kommer, er så en anden sag...
 
I år er ingen undtagelse, og her hygges ikke kun, her (rede)bygges også. Først og fremmest står kolonihaven for skud, hvor græsset er blevet slået - muligvis en sidste gang i denne sæson - naturligvis afhængigt af hvor mildt efterået fortsætter - og der er blevet revet sammen efterfølgende. 
 
 


Græsset har vist sig nogle steder helt oppe ved huset at gemme på en skat - nemlig stenbelægning, som kun glæder os, fordi vi har planer om at bygge ud og forstørre huset og forlænge havesæsonen. Det bliver spændende i den kommende tid at se, hvor stort et areal græsset gemmer på. :-)


 
 
Af pallerammer bygges der højbede - en så stor en drøm går for mig her i opfyldelse, at jeg slet ikke kan beskrive den dybe glæde ved dem over for min mand. Min indre selvforsynende urkvinde slår kolbøtter og klapper i hænderne ved udsigten til egen høst næste sommer.
 




Nogle orkidéer er flyttet ned i kolonihaven for at give lidt grønt inden for i huset også. Der står de og kigger ud på den i dag nyslåede græsplæne og den noget trætte maskine. Jeg overvejer, om flere skal flytte samme vej, for der er rigeligt at tage af i lejligheden, og nogle kunne godt have brug for luftforandring.


 
 
Æbletræet har været yderst gavmildt i år, og de sidste æbler blev plukket i sidste uge. Hvor mange kilo, det er blevet til, har jeg ikke nøjagtigt tal på, men ca. 13kg, ved løs hovedregning, så en del er havnet i fryseren portioneret, skrællet og skåret i tern lige til at tage op og koge til æblegrød. :-)
 




Efteråret er også lig med god comfort food, som for mig er en god suppe, som er kogt på blandt andet tomater, gulerødder, hvidløg en masse og krydderier, blendet og evt. drysset med pandestegt brocooli og diverse kerner (græskarkerner er en favorit).




Og SÅ er det naturligvis også starten på julen og planlægningen af gaver og bagværk. For sidstnævnte skal dejen samles, trilles til pølser, pakkes godt ind og lægges i fryseren.  Det er rart at have god tid.




Der er rigeligt at tage fat på, og min oktober står på lidt af hvert - nedenstående er fornøjeligt:
  • vi skal være færdige med at bygge højbedene
  • der skal købes et bjerg af muld
  • der skal hentes stiklinger hjem
  • rabarber, hindbær og solbær flyttes fra nuværende placering til højbedene
  • der skal svinges en pensel og malerrulle i soveværelset
  • dej til solbærspecier gøres klar og lægges på frost
  • der skal drikkes kakao med marshmallows og læses
  • der skal kreeres gaver til fødselsdag, bryllup og jul

Det lyder som en aktiv tid for mig. Det er det også, men som jeg skrev i sidste uge, så forsøger jeg at tage det meste i et langsommeligt tempo, og eftersom der er tale om nogle af mine energigivere, er der gode ressourcer at hente for mig her om efteråret. :-)


 
 

26. september 2014

2 gyldne regler som giver mig en stressfri jul

Min voksenjul ser anderledes ud end barndommens:

Jeg holder ikke jul. J Dette fortolkes ofte som, at jeg ikke bryder mig om jul, men det er langt fra sandt, og at jeg ikke holder jul er en sandhed med modifikationer. Jeg er vild med jul. Rettere, jeg elsker min udgave af julen, for der har jeg helt bevidst skruet ned for alle stimulansknapperne og tempoet, så jeg kan være til stede og være med og bare nyde, slappe af og trække vejret. Med skuldrene på deres rette plads.
Med jul mener jeg november og december (og noget af oktober også – ja, jeg kan jo lige så godt indrømme, at de første hylder med gavebånd og andet da bliver inspiceret, når de dukker op, og en pose pebernødder i oktober holder så afgjort også hos mig J), hvor butikkerne begynder at pynte, hvor julesangene hives frem i radioen, hvor gader og stræder dufter af brændte mandler, glögg og nybagte vafler og æbleskiver.

Jeg har to regler for min jul, som jeg holder fast i, for det gør juletiden hyggelig for mig;
  1. Min jul er stressfri.
  2. Julebag er dejligt - uanset om det er hjemmebragt eller hjemmebagt.


Den stressfrie jul

 

Hvordan gør jeg julen stressfri? Det har taget nogle forsøg at finde frem til formlen for en stressfri jul, som virker for mig. Om den virker for andre, lader jeg være usagt.

Jeg stornyder at have god tid til at frydes over julebelysningen, over duften af netop glögg og brændte mandler i gågaden og til at være til stede, og så er det dejligt at finde kreativ inspiration til gaveindpakning, til kreative sysler i hjemmet eller inspiration til noget helt tredje.
For at dette skal kunne lade sig gøre planlægger jeg mig ud af meget – og uddelegerer temmelig diktatorisk. Jeg nægter kategorisk at piske rundt i sidste øjeblik for at finde en gave. Hvis en sådan skal købes, må en anden ud efter den. Indpakningen, derimod, står jeg hjertens gerne for, for det synes jeg er dejligt.

Ja tak – og hvordan dælen planlægges gaverne lige i god tid? Jeg er ikke bleg for at fremstå som liiiidt sær, når jeg i september og oktober spørger til juleønsker. Der er en klar hensigt med mit spørgsmål, for så er der nemlig tid til at lade sig inspirere af ønskerne – og evt. bestille hjem fra nettet, hvor tiden rent faktisk er en nødvendig faktor. Nogle har også ønsker, som er af hjemmelavet karakter, og de kræver …. tadaaaa…. tid. J En ønskeseddel er for mig til inspiration – for ofte leder et ønske hen til noget andet, som modtageren også kan glædes med og bruge eller nyde (hvis det er mad eller drikke), så tid, tid og atter tid er et vigtigt aspekt.
Jeg kan, som en lille sidebemærkning, anbefale at lave en helårsønskeliste, så der ikke i hast og jag skal findes (panik)ønsker, når der bliver spurgt.



Julebag


Hvad med den der julebag?
Jeg bager gerne. Også her tager jeg hul på julen i slut oktober/start november. Nej, bagværket bliver ikke tørt – og NEJ, det er ikke trylledej, jeg leger med. ;-)
Julebagningen kan nemlig med fordel forberedes, så ikke alt skal ske på samme dag eller i samme weekend ved at starte allerede i oktober, når der er tale om dej til f.eks. specier, brunkager, og lignende.
I slutningen af oktober eller starten af november gør jeg dej klar til ovenstående, som rulles til pølser, pakkes ind i bagepapir, lægges i poser og på køl i fryseren. Et par dage inden, at der skal bages, flyttes den indpakkede dej fra fryser til køleskab, og på dagen skal dejen så bare befries fra sin indpakning, skæres i skiver og bages. Voilá.
Må jeg tilføje, at kransekage rent faktisk kan bages helt færdigt og fryses 1½ - 2 måneder inden spisning, og at det bliver bedre af at have været på frost. Jeg ved, at det er en smagssag, men det er muligt, og jeg har endnu ikke oplevet, at smagen har ændret sig til det værre efter frysning. Nå, der er kun evt. pyntning tilbage, når det er tøet op.

Hvis ikke jeg har planlagt ovenstående, så der er dej i fryseren, og jeg ikke har lyst eller overskud til at bage selv; skidt pyt.
Ingen er endnu død af at spise en gang julesmåkager hjemmebragt fra supermarkedet. ;-) Desuden er det sæson for appelsiner, som smager som englene synger, og hvis appelsinerne har været en tur i køleskabet, inden de skal spises, bliver de ekstra friske. Kan helt klart anbefales. Juleknas består jo ikke kun af kager og slik.


Så jeg holder jul. Men det er også sandt, at jeg ikke holder jul. Den 24. december tager jeg et mentalt kurbad i selskab med en kop the og en god bog, og nej, jeg føler mig ikke ensom, og jeg keder mig heller ikke. Min form for jul spreder jeg jo ud over lang tid, og jeg ser mine nærmeste i mindre grupper og undgår på denne måde overstimulering og nedsmeltning. Og hånden på hjertet; det er dejligt at have muligheden for at strække julen og den glæde, der er forbundet med højtiden, samtidig med at jeg bevarer roen i min jul som voksen.

23. september 2014

Prøv at se, prøv at se

Har I lagt mærke til den klare, smukke morgenhimmel her på den første efterårsdag - den 23. september? Har I mærket luften mod huden i ansigtet på denne næsten vindstille morgen (det er det i hvert fald i skrivende stund her i Odense)? Har I også bemærket, hvor dyb den blå farve bliver mod de røde tagrygge, og hvordan bladene på træerne bliver en smule ekstra grønne i farvespillet?

Har I taget tiden til at være opmærksomme i dag og give opmærksomhed?

Jeg bliver draget mod at stå stille og bare nyde efteråret og barnet i mig titter frem på udkig efter bunker af gyldne blade fra træerne klar til at blive kastet op i luften alene for farvespillet (indtil jeg får lyst til at tage en kost og feje det hele pænt sammen igen... ;-)).




21. september 2014

Juleaften for tre - en langsommelig barndomsjul

Der har ikke været noget anderledes ved julen og juleaften i min barndom. Den lignede ret mange af mine klassekammeraters dengang; flere generationer i familien samlet gerne nogle gange i løbet af december. Juleaften var vi samlet og af og til skulle vi samles igen enten dagen efter eller to dage efter.

Det eneste, som ændrede sig, var, at min mor, min søster og jeg flyttede til Odense, medens resten af familien fortsat boede i Helsingør. Det gav julen en ekstra dimension. Nu var den ikke kun forbundet med ret mange mennesker (mange input i form af lyde og stemninger at forholde sig til) og ikke så mange muligheder for at gå for sig selv men også forbundet med rejsetid (det her var lææænge inden broen, og da vi ikke havde bil, rejste vi med tog), og rejseaspektet gjorde julen temmelig hektisk, for det krævede indlogering hos familie. I Helsingør boede vi hos min mormor, og vi var sammen alle sammen hele tiden og havde ingen mulighed for at gå hver til sit i den lille uge, vi var afsted.
Desuden var den menneskefyldte og rejseprægede jul mærket af knugen i maven og anspændthed. Naturligvis var der også dejlige momenter, - for det var ikke kun overstimulerende, men overordnet set var julen præget af travlhed og pligthygge. Jeg slappede ikke af, og jeg kunne tydeligt mærke, at min mor heller ikke slappede af.

I slutningen af 80erne havde jeg fået nok af hektisk jul, og jeg savnede rigtig meget bare at kunne slappe af - sådan rigtigt i hele kroppen, så et par måneder inden jul, spurgte jeg min mor, om vi ikke kunne prøve at holde en jul sammen bare hende, min søster og jeg sammen - ALENE. Det var jo tydeligt, at vores jul i Helsingør bød på alt for mange aktiviteter, for vi slappede ikke helt af, førend vi var hjemme igen. Jeg husker, at mine skuldre og hele mit indre først sænkede sig til normalt niveau, da toget efter en rejsejul kørte fra færgen ud på Fyn... Pyyyyyha, så kunne jeg ånde lettet op, for så var jeg snart hjemme.

Min mor gav mig faktisk ret i, at vores jul var for hektisk. Der gik et år, førend min mor tog mig på ordet og vi blev hjemme hos os selv i Odense den ene gang - min mor, min søster og jeg. jeg kunne snildt have været blevet gevaldig skuffet, for NØØØJ hvor var mine forventninger til den mere rolige jul høje... Uff.

Det skulle dog vise sig, at blive min bedste barndomsjul, og faktisk den eneste, jeg for alvor husker.
Den blev afslappet, vi hyggede rundt med at pynte juletræ - min søster og jeg - et par dage inden jul. Min mor fik læst liiiidt mere og hyggede med at bage lidt flere julesmåkager også, fordi der var overskud og plads til det. Vi skulle jo ikke nå noget.
Juleaftensdag tullede vi rundt, pyntede lidt bord, så Mens vi venter i 80ernes udgave på DR1 (mon nogen husker programmet? :-)), gik hver til sit, når vi havde brug for det og foretog os i det hele taget ikke så meget andet end at slappe af og trække vejret heeeelt ned i maven. Mavefornemmelsen var bare god.
Julemiddagen blev indtaget med smil, hyggesnak og pjat og vi besluttede os for at danse om juletræet, noget vi normalt ikke gjorde. For at kunne nå rundt, måtte vi tage min søsters bamser i brug mellem os... Hehehe - hvem mon ikke har prøvet det? :-)






Det var lidt om min bedste barndomsjul, som pudsigt nok også var præget af langsommelighed - fornemmes der et mønster....? ;-)
Det viser bare, at en langsommelig jul uden de vilde armbevægelser og udskejelser sagtens kan gøre store indtryk på et barn og en teenager, som jeg var. I hvert fald er det den barndomsjul, som jeg har de bedste minder med fra.
Min jul som voksen har set og ser anderledes ud, men mere om det i næste uge, og derefter lover jeg at skifte emne, meeen der har supermarkederne også overtaget (faktisk så sælges der allerede nu risalamande i Netto, så jeg er ikke engang først ude). ;-)

15. september 2014

En langsommelig uge

Hvordan er det gået med at sænke tempoet?

På hvilke områder eller hvilket område er niveauet blevet sænket, hvordan, og har der allerede vist sig en belønning på den ene eller anden måde?
Uha, jeg er nysgerrig, for jeg synes, det er så spændende et område, hvor selv små justeringer kan have en stor effekt. Der er jo ingen, som siger, at hverdagen skal revolutioneres, og at de tunge skyts skal stilles an fra start. Slet ikke. Små skridt.

For mit vedkommende kan jeg sige, at tilfældige sammenfald i den seneste uges tid har virket bare en smuuuule for tilfældigt sammensat til at synes tilfældige. Giver det mening?
Mit ønske for min fødselsdag - ja, jeg er blevet et år ældre - var en rolig og afslappende dag, meget i tråd med Carl Honorés oplæg om at tage sig tid, og det fik jeg. På en lidt anden måde end forventet. Jakob rejste to uger til Frankrig om aftenen på min fødselsdag, så jeg havde mest af alt lyst til, at han og jeg fik en rolig dag sammen.

Tempoet for dagen blev slået an fra morgenstunden, hvor jeg vågnede med rød hals, der gjorde ondt, og begyndende trykken for hovedet pga. forkølelse på vej. Nemesis at its best... Godt så.
Rent faktisk var det tempoet for en uges tid med en eskalerende forkølelse, der blev slået an den dag. Så ikke alene har den forgangne uges tid stået på denne skønsommelige kombination,



Juice af to friskpressede grape og ½ citron


mit tempo har helt naturligt været sænket, og selvom jeg kan være nok så utålmodig med mig selv, når jeg er forkølet (for kan jeg da for pokker ikke snart slippe snuen), så har jeg denne gang været bedre til at acceptere behovet for langsommelighed i det daglige og nyde de små skridt fremad.

Bonussen ved langsommeligheden OG accepten af selv samme har faktisk mundet ud i energi - trods forkølelsen - til at tænke på jul. Man kunne jo argumentere, at jeg har hvilet væsentligt mere end normalt, men når jeg er sløj, er jeg langt mere følsom for input end ikke, og trods denne forhøjede sensitivitet, har der været mere energi.
Nå, men før jeg dynges til med kommentarer om, hvorfor i alverden jeg har behov for at slå supermarkederne på julefront, for let's face it, der er jo snart julesmåkager at finde på deres hylder, vil jeg tilføje, at det drejer sig om tanker omkring min bedste jul (- ooookay, også lidt tanker omkring hjemmelavede gaver), i forhold til hvordan den forløb i barndommens udgave, og hvordan den ser ud her i mit voksne liv, og at intet af det drejer sig om mad, pynt, en masse arrangementer, gaver eller stress over at skulle bage et vist antal jule(små)kager selv men derimod om langsommelighed.


Mere om juletankerne i næste indlæg.

7. september 2014

In Praise of Slowness

I juli 2005 talte Carl Honoré om at sænke tempoet, og jeg vil lade ham tage ordet i dag, blandt andet fordi det summerer rigtig godt op på mine indlæg i august. Jeg lyttede til det for tre uger tilbage for første gang - hvor det landede midt i en tid, hvor jeg selv var i gang med at stoppe op.

Min opfordring er at tage de 20 minutter til at lytte til ham - og ja, han taler forholdsvis hurtigt, men det er paradoksalt nok de rammer, der er sat ved TED-oplæggene. Budskabet, til gengæld, holder, og det gør han også.
Oplægget er på engelsk, vil jeg lige gøre opmærksom på.
Hvis 20 minutter ikke er muligt af forskellige årsager, så tag det i små stykker i stedet.

Her 9 år og 2 måneder senere er hans oplæg skræmmende nok lige så aktuelt - hvis ikke mere. Jeg forsøger selv at sænke tempoet, og jeg indrømmer, at jeg ikke altid formår det, og det her, det går galt for mig, og jeg bliver overstimuleret. Jeg kan nemlig ikke mærke, hvornår jeg er mæt af indtryk, førend det er for sent, og min grænse ER overskredet, hvis jeg udsætter mig selv for mange af slagsen på (for) kort tid. Derimod kan jeg bedre mærke efter (dog stadig ikke altid med garanti for at undgå overstimulering) og stoppe, medens legen er god, hvis jeg er opmærksom på tempoet og indlægger pauser (her indgår luft- og/eller tissepauser i en arbejdsdag, f.eks., eller tage trapperne langsomt, bevæge sig langsommere i gang fra A til B).

Pas på dig selv og husk at trække vejret heeeeelt ned i maven - og være opmærksom eller mindful (det er faktisk en sætning, jeg siger til mig selv hver eneste dag - og nogle dage er der behov for at gentage den for mig selv - højt og midt på gaden). :-)

Rigtig god søndag.







30. august 2014

Når jeg lader op - III

Så afsluttes serien om mine energikilder med de sidste fire af slagsen, som vanen tro byder på lidt forskelligt, efterfulgt af en lille forklaring på den lille serie. Mon I stadig er med derude?



#7
Det er vigtigt for mig at komme ud, og jeg er så privilegeret, at jeg bor tæt på grønne områder og skov, OG at jeg udover altankasser også kan rode i jord i kolonihaven - hvor æbletræet på nedenstående billede står og lige nu giver æbler. De to første portioner nedfaldsæbler blev forvandlet til æblegrød kogt med vanillestænger, kan jeg lige indskyde.
Da jeg ikke havde kolonihave var det vigtigt for mig at indlægge gåture, eller finde et sted hvor jeg kunne finde en bænk eller kæmpe sten at sidde på og bare indånde duften og lade mig omfavne af grønt og blive (gen)opladt uden anstrengelser. Det er sådan set stadig vigtigt, og jeg gør det også, nu er det bare tit, at turen går til kolonihaven. Den er forbundet med arbejde, og lige præcis det har på et tidspunkt haft skabt følelsen af pres for at få det hele ordnet nu og her, men heeeelt ærligt, naturens cyklus er på et år, så hvorfor dælen skulle jeg så haste og jage rundt uden at nyde lige netop denne cirkel, hvor jeg har mulighed for at lære vores have at kende og finde ud af, hvad der fungerer hvor, hvor der gror hvilke afgrøder, osv? Yeah, beats me, too... SUK og grin.







#8
Æstetiske omgivelser er jo et vidt begreb (ikke nødvendig vis hvidt... ;-)), for det er meget individuelt, hvad der påvirker og hvordan - og hvad man selv finder æstetisk. For nogen er det muligvis totalt overfladisk, men for mig drejer det sig om at mine øjne og min underbevidsthed kan hvile i omgivelserne, at der ikke er forstyrrende elementer, som sætter gang i en energislugende proces. Derfor rydder jeg også gerne op i skuffer og skabe - men jeg er altså et helt almindeligt menneske med rod i gemmerne. Ja, GISP - ryd forsiderne.
Nå det så er sagt, arbejder jeg på sammen med Jakob at skabe et så harmonisk hjem som muligt, som fungerer til vores daglige liv og behov, for lige så meget som æstetik skaber fryd for øjet, så befinder jeg mig ikke så godt i en opstilling set i et boligmagasin, af den slags hvor alt skævt og menneskeligt er fjernet. Dagligdagslivet kan sagtens kombineres med det visuelt skønne.

I stuen hænger det smukkeste og mest eventyrfyldte maleri af Rikke Darling (og JA, her gør jeg reklame. Rikke Darling har ikke været orienteret herom, og jeg har betalt fuld pris for maleriet. Så er det vist på plads). Rikke Darling er min favoritkunstner. Desværre bor hun i KBH, hvor hendes atelier også ligger, så jeg har endnu ikke været derovre og dåne.
Maleriet er magisk for mig, fordi jeg kan forsvinde ind i det og give mig hen til det univers, jeg oplever i det og ved at udforske det.
I øvrigt hænger maleriet hænger ikke skævt - det ser sådan ud, fordi billedet er taget i en skæv vinkel. :-) En HSP vil forstå - hihi.





I soveværelset hænger den blødeste loftslampe af fjer. Den giver et fint og blødt lys, som er meget svært at gengive med en super dårlig mobiltelefon af den gamle slags, som ikke er så smart...
Jeg får lyst til at give den et kram, og det er da en skøn følelse at afslutte dagen med og vågne til igen. :-)
Den er købt i Bilka, kan jeg lige tilføje, hvis nogen skulle synes, at den kunne være sjov eller fin.





#9
Leg i køkkenet tyr jeg til, når jeg har overskud, og nogle gange i et forsøg på at finde overskud, meeeen det fungerer bedst for mig, når ressourcerne er til det. Det er her tidsaspektet spiller ind, for jeg kan ikke skynde på en dej, der skal hæve, og jeg kan ikke haste en syltningsproces igennem uden at ødelægge resultatet, så jeg tvinges ned i tempo.
Desuden får jeg afløb for nogle kreative sider af mig selv - og sig mig, SKAL en småkage være rund? Det er mine specier ikke altid, og dem på nedenstående billede har også fået en gang solbærtesblade for at give smagen et twist.


 
 
 
 




#10
Den sidste af mine energigivere er alfa og omega lige som stilletid/stenetid - nemlig alenetid. Jeg er overbevist om, at vi alle har brug for tid alene, som ikke kun involverer søvn og toiletbesøg. Jakob er super social og meget udadvendt, men han har lige såvel som jeg brug for tid alene. Der skal være mulighed for at få diverse indtryk bearbejdet og i det hele taget have et frirum, som er ens helt eget. Her taler jeg ikke om et fysisk rum, ikke nødvendigvis, men plads i det daglige, hvor det er muligt at finde ind til sig selv og mærke sig selv.
Jeg har min daglige alenetid om morgenen, og Jakob har sin, efter at jeg er gået riiiigtig tidligt i seng (kl. 21 - ja, jeg står tidligt op). Min tid alene er ikke altid stille-/stenetid, for ofte får jeg en del fra hånde i min alenetid: Jeg kombinerer tit min længerevarende alenetid, som ikke ligger om morgenen, med at skrive, træne, gå i køkkenet, læse - eller stene, hvadend jeg nu har lyst til.

Lige om straks drager Jakob til Frankrig i to uger, så der må siges at være alenetid forude en masse (ja, Jakob, pun intented). Og ved I hvad? Selvom jeg godt kan finde ud af at være alene og også nyder det, så er det heldigt, at Skype er opfundet, så savnet til min badutspringende mand ikke bliver for stort. <3



Hvad har været årsagen til mit fokus i denne måned på at pause ud og lade op? Det har været nødvendigt for mig at italesætte dem over for mig selv, at forklare mig selv hvad de gør ved mig, hvordan jeg bruger dem - hvilket især er vigtigt at få i fokus igen efter at have været forsvundet ind i alt for mange praktiske gøremål over en for lang periode, hvor jeg ikke har mærket efter. Det har derfor været sundt for mig at se mine energigivere i et andet lys og blive bevidst om dem på et dybere plan end blot at vide rent logisk, at de er der og kan bruges... Jeg har haft brug for at komme neeeed i gear og tilbage i kroppen.

Giver det mening?