7. juli 2016

Når solen går ned...

et sted, står den op et andet, siges det.

Sådan føles det ikke at skulle skilles fra sit livs kærlighed.
Det føles mørkt og som et dybt og uendeligt fald ned i intetheden, hvor solen ikke findes og derfor heller ikke kan stå op noget andet sted.
Men nu er jeg ikke faldet ned i intetheden. Jeg er dog faldet med en meget hård landing efter et lodret fald, og hvor drømme om nu og om fremtiden er knust, men jeg er faldet fra cloud 9 og ned på jorden, så jeg må tro på, at solen på et tidspunkt atter står op - bare et andet sted, og skinne ned på mig, på os - Jakob og jeg, for vi bliver i hinandens liv. Blot på andre betingelser.

En sød veninde sagde til mig, at min intense sorg og smerte skyldes, at jeg har elsket meget højt, og at jeg har været heldig at have oplevet og følt så dyb kærlighed, for det er ikke alle forundt, selvom de måske lever et meget langt liv. Det er en ringe trøst, kan man sige, men lige disse ord resonerede i mig og gjorde mig både meget ked af det (fordi de beskriver et hjerteskærende tab, som jeg helst ville have været foruden, selvfølgelig) og meget rolig - for ja, jeg har været så heldig at møde et helt igennem dejligt, særligt, meget kreativt, irriterende udfordrende og meget kærligt menneske.

I Jakobs og mit tilfælde står solen op et andet sted på et tidspunkt - det skal nok komme, men lige nu er solen gået ned.

19. juni 2016

Glimt fra de seneste ugers stilleleg

Igen har bloggen leget stilleleg i nogle uger - det skyldes blandt andet, at seneste blogindlæg gav årsag til en del refleksion over den udvikling jeg har gennemgået i det seneste år efter starten på min reelle stressbehandling i slutningen af maj 2015. Der er sket rigtig, rigtig meget.
Desuden har jeg været lidt mere offline.

Så her er lidt glimt fra det, jeg har fået tiden til at gå med væk fra skærmen. :-)




Jeg har været et smut forbi blodbanken igen - det er jo hver 4. måned. Med til besøg i blodbanken hører naturligvis de små, meget skønne marcipanbrød. :-)




Der er blevet produceret en del sengesæt i str. baby, og det er blevet sat til salg. Det nederste med fuglene blev hurtigt reserveret.

Så har Jakob og jeg været ude og plukke lige over 7kg jordbær her i Odense. Nøøøøj, de smager altså godt, og det er hyggeligt at koble af med en times plukning i godt vejr.
Jeg har haft læst en del, zappet TED talks på YouTube, fået ryddet ud i gemmerne og sat til salg på guloggratis.dk (se salgsannoncerne - hvis du vil), kolonihaven er solgt og skiftet ud med en lille nyttehave i øko-land, og så har jeg arrangeret 3 nørkleeftermiddage i de kommende måneder (inkl. denne). Det går ud på, at man tager sit kreative projekt med sig under armen og kommer hjem til mig, hvor vi så sidder nogle stykker og nørkler med hver vores lille projekt. Den første af sin slags er allerede søndag i næste uge, og jeg glæder mig. :-)

1. juni 2016

Årets fem første måneder - nøøj, der er sket meget allerede.

Status gøres for de flestes vedkommende op omkring nytår. Det fungerer bare ikke for mig, især fordi det er vigtigt for mig at glædes over alle de små ting i hverdagen, som jeg kan overkomme, og som vil blive glemt ved et årligt status.
Der er sket meget, og der sker meget, så for at jeg selv kan følge med - og så jeg på møgdage og i dårlige perioder kan gå tilbage og læse sort på hvidt, at sindets tilstand altså ikke er helt galt afmarcheret (selvom det kan føles sådan), har jeg brug for at gøre status - og deler den her med jer. Måske kan det inspirere til at være (mere) opmærksom på, hvad som rører sig i hverdagen.

Så efter de første fem måneder af 2016, ser mine fremskridt således ud.

1) I januar var jeg - helt specifikt den 7. januar - i biografen for første gang i mange år. Stressniveauet havde på det tidspunkt lagt sig så meget, at der var både lyst til det og plads til det (for de to størrelser er ikke altid i balance, men sådan er det for alle). Jeg hentede rent faktisk billetten denne gang i stedet for at afbestille, jeg gik ind i salen og så hele filmen i stedet for at smutte undervejs eller ombestemme mig inden filmens start. Jep, jeg var træt efter filmen og fældede en del tårer - men af glæde og sejr over denne milepæl.

2) Arbejdet har budt på flere opgaver i dette semester, da en ny blev føjet til, og jeg er nu tilbage i en meget intens undervisningssituation på uni. Faktisk et sted, jeg slet ikke havde tænkt, ville kunne lade sig gøre, fordi jeg skal være ret meget på, men her har jeg nu lært (OK - er ved at lære) at holde fokus på først og fremmest at have mig selv med, trække vejret helt ned i maven (det fejler af og til, men jeg er som regel god til at huske mig selv på det, når det glipper) og huske på mit åg som menneske. Det er menneskeligt at fejle, og det er altså unægtelig meget nemmere at forholde sig til end en ufejlbarlig. Det er jo - trods alt - kun undervisning. Jeg står ikke med liv i hænderne. Så roooo på og trææææk vejret, så går det nok.

3) Udover en arbejdsopgave mere samt en angst, som, da den var på sit højeste, rystede min hverdag i 1½ måned - men som ikke stoppede mig, meldte jeg mig på et kursus over en måned, som jeg fulgte på samme tid, som jeg for alvor kom i gang med den nye arbejdsopgave, mens den anden var i fuld gang. Ret skal være ret, det var en hektisk måned, og jeg skal nok ikke gentage den kombination igen lige foreløbig, men en meget vigtig erfaring for mig var og er, at min hjerne igen overraskede mig positivt. Den har blæret sig ret meget indtil videre i år... I like it, især også fordi jeg ikke presser på. :-)

4) Jeg har læst fire bøger allerede. Nix, det er ikke en konkurrence, på ingen måde. Det er blot en konstatering af, at min intention for i år ang. boglæsning faktisk er udført i praksis også.

 Med billeder som disse blev bøgerne læst lidt langsommere, fordi jeg nød billederne og stemningen i dem så meget, at jeg bladrede tilbage gentagende gange for liiiiige at se dem en gang til.

Jeg kan så se på det hele, at jeg ud fra årets intentioner er fælt meget bagud med lakridskonfekten... Siger det bare. ;-) Ikke ET ENESTE stykke er det blevet til i de første fem måneder af året. Hmmm.

5) Karkludene har ikke haft hæklet ikke sig selv, symaskinen har heller ikke syet dyne- og pudebetræk selv og perlerne er ikke af sig selv fløjet hen på pladen. Nørkleriet har været en pauseknap, hvor jeg er kommet lidt væk fra mit meget tænkende arbejde. Og ja, farvernes samspil er mere en tilfældighed end så meget andet.







6) Januars succes med biografturen gentager jeg sammen med Jakob. Det bliver vores første biograftur sammen. <3 Vi skal ind og se Alice i eventyrland - bag spejlet. Tim Burtons univers skriger information overload i farver og detaljer, men jeg glæder mig, sådan helt ned i maven.


Hvad har de fem første måneder af året budt på at godt hos jer?

29. maj 2016

Sikke en fest, sikke en sejr

I denne weekend har jeg været til ikke mindre end TO fødselsdage (en lørdag og en i dag, søndag) and I'm still standing... Ja, ja, ja - det kan lade sig gøre, også uden at jeg efterfølgende sætter mig til at græde øjnene ud i et hjørne pga. overstimulering, som det skete til min fødselsdag i efteråret.

Jovist jeg begyndte at hænge lidt med hovedet til sidst, men så var det heller ikke værre, og jeg kan rent faktisk føre en normal samtale igen efter nogle timers stilhed, OG min hjerne fungerer også kreativt til trods for information overload!
Hvad min hemmelighed er? Det er ingen hemmelighed, for min plan var at være til begge fødselsdage i et par timer eller tre og derefter tage hjem - på den måde ville jeg både kunne være med til at fejre fødselaren til begge fødselsdage og samtidig undgå at overbruge mig selv. Begge parter er glade - ren win-win.

Jeg er da godt klar over, at det er småting for mange andre, men for mig er det en sejr.

17. maj 2016

At være på gyngende grund

Hver eneste dag, jeg er på arbejde, træder jeg et skridt ud på gyngende grund - sådan føltes det i starten, og jeg har det stadig sådan. Ikke hver dag men følelsen af at være på gyngende grund uanset omfanget af forberedelse dukker op. Men mon ikke mange kan have det sådan af og til?
Jeg kan bare ikke lade være med at tage det skridt ud på gyngende grund, for det er en drøm at arbejde med mit fag igen - på uni, en drøm er gået i opfyldelse, og det er en nu en virkelighed, som overstiger min vildeste fantasi, at jeg ville kunne igen, efter min hjerne kollapsede kognitivt og jeg væltede psykisk og på andre måder fysisk af stress.

Når jeg får den følelse af usikkerhed, er jeg begyndt at tage nogle dybe vejrtrækninger for at få ro på min krop, så den ikke anspændes unødigt og sender signaler til hjernen om at undgå situationen. At undgå situationen - nemlig mit arbejde, ønsker jeg ikke, så flugt er ikke en mulighed. Derimod ønsker jeg at være OK med, at jeg ikke nødvendigvis har svar på alt, og at jeg er et menneske. Alas!! Jeg er menneske med alle de fejl og mangler det indebærer, men sørme også med alle de værdier og kompetencer det indebærer, så når det er den vej - den gyngende grund, jeg vælger, så kræver det for det første, at jeg lærer at få ro på - på en måde, som virker for mig, samt at jeg tør at være sårbar i stedet for at sætte en facade op (den holder jo ikke i længden, og det flytter mig blot væk fra mig selv og lige præcis alt det, jeg er og kan som menneske).

Jess Huddart viser og beskriver rigtig fint, hvordan hun arbejder med at være i sig selv og være sig selv, når hun gang på gang er på gyngende grund.




Kender I følelsen af usikkerhed? Hvordan overkommer I den?

1. maj 2016

Det rummelige arbejdsmarked #1

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at jeg er stor tilhænger af et arbejdsmarked med plads til forskellighed, for det kan ikke være rigtigt at top robusthed, rundsave på albuerne, speederen i bund samt kassetænkning er det eneste - stort set og lidt karikeret, det danske arbejdsmarked har brug for og ønsker sig af sine medarbejder, uden plads til sådan ca. halvdelen af arbejdsstyrken og de/vi mange, som lever med konsekvenserne af at være gået helt og aldeles ned med stress, på anden måde har været eller er alvorligt syg eller for den sags skyld er udfordret med en diagnose.
Derfor har jeg besluttet mig for at dedikere lidt plads til at hylde de virksomheder, som tør hvor andre tier - som i praksis (og ikke kun på papiret) italesætter med åbent sind og oprigtighed, som tænker ud ad boksen, som ser muligheder (for at bruge en floskel som utallige virksomheder selv bruger lystigt i deres jobannoncer) hos den enkelte i stedet for at kigge tvivlende på et hul i CVet eller en diagnose. :-)

For noget tid tilbage stødte jeg på en artikel på nettet, som gjorde mig glad. Den stak ud, fordi den viste en arbejdsplads, hvor der er tænkt og handlet ud ad boksen, og hvor en diagnose kan bruges til noget i stedet for at være en hæmsko.
Den første hyldest går til Fakta, hvor detalje, ro, rutine or orden giver plads til, at unge og voksne med en autismespektrumsforstyrrelse kommer i arbejde:
http://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/ro-og-rutine-i-supermarkedet-hjaelper-autister

Der kan læses mere om det overordnede projekt på klartilstart.dk.

Jeg bliver glad, og synes, at det er dejligt, at der stadig gøres plads til det menneskelige i dagens Danmark. Mere af den slags, tak. :-)


Er der en arbejdsplads, du gerne vil fremhæve som noget særligt i forhold til rummelighed? Hvordan er den rummelig - på hvilket område, og hvilken forskel gør det?

18. april 2016

Weekend alene og uden planer

Weekender med planer er der som sådan ikke noget slemt ved, så længe der ikke er for mange af slagsen - for jeg vil gerne have mulighed for at nyde en enkelt plan ordentligt. Guldet er dog, når der ikke er planlagt noget, og jeg derfor kan planlægge dagene helt efter temperament.

Jeg har haft sådan en af slagsen for nylig. :-D
I know. Kan det blive bedre? Overhovedet?

Jakob var over en weekend på programmeringskonference, så den var helt og aldeles tom for aftaler. Jep, jeg var ret meget oppe at køre i mit stille sind over den totalt planfrie weekend, muligvis spillede det også lidt ind, at jeg netop havde været syg og ikke heeeellt var på dupperne igen, og derfor trængte til lidt mere hvile, og tage tingene i et rooooligt tempo. Det afviser jeg ikke. Men jeg kom mig, faktisk, og på højkant igen tullede jeg rundt i min stilhedseufori og malede hylde til vindueskarm - der er jo en del tørretid, så det blev taget i små skridt, jeg vaskede tøj (eller, det klarede vaskemaskinen jo for mig), jeg drak lidt the, læste en bog færdig, fik frisk luft ved at tage i haven og luge lidt. Alt sammen i et meget overkommelig tempo.

Hvordan har I det med weekender med alenetid og uden planer?